”Åh nej, er han blevet bims? Har han PTSD?” Sådan reagerer pårørende, og Caspar forklarer, at det handler om rester af energien fra fronten.
”Som soldat er man et helt andet sted, når man kommer hjem. Adrenalinniveauet i kroppen er stadigvæk tårnhøjt. Man går fra et halvt år med en plan for dagligdagen og mangler pludselig en mening i dagligdagen,” fortæller Caspar, der er udsendt til Afghanistan i 2012 på hold 13.
Mange hjemvendte har svært ved at tale med sine nærmeste om de oplevelser, de har haft. Caspar mener, at der også er en forkert opfattelse af den særlige energi, der er hos en, når man kommer hjem. ”Den rastløshed er meget svær for de pårørende at håndtere. De fleste pårørende begynder at tænke: “Åh nej, er han blevet bims? Har han PTSD? Hvorfor insisterer han på at sidde med ryggen mod væggen på en restaurant?” Og det gør jeg stadigvæk og kan også ryge ned på jorden, hvis der kommer et højt og pludseligt brag,” smiler Caspar og indrømmer, at han på den måde aldrig vender helt hjem.
Han føler i starten af og til, at tingene er ved at stige ham over hovedet, men han undlader at søge hjælp. I sidste ende fordi han ville være en dårlig kammerat, tænker han. ”Der var perioder, hvor jeg ikke havde det særlig godt, da jeg kom hjem fra Afghanistan. Jeg var meget aggressiv, og jeg vidste ikke helt, om jeg ville belemre psykologerne med mine problemer. For det var ingenting i forhold til, hvad andre kunne have problemer med.”
Mors dagbøger
Caspar har et andet verdenssyn med sig hjem til Danmark. Han er blevet voksen og er blevet politisk engageret i en grad, så han i dag er folketingskandidat for De Konservative.
Og hans politik er ikke kun centreret om forsvarssagen, selv om han er meget synlig her. ”Noget, der stadig præger mig i dag, er hvis folk brokker sig over et eller andet latterligt. Hvis folk brokker sig over, at køen er for lang i Netto. Det kan virkelig irritere mig. Der kan være rigtig meget fnidder og snak om ingenting, så vil jeg bare gerne have et resultat og noget fremdrift,” siger han.
Selv om 2012 er det første år, hvor der ikke er danske faldne i Afghanistan, så vækker udsendelsen stor bekymring hjemme hos Caspars mor. ”Min mor var meget stolt af mig. Og var meget glad, da jeg kom hjem. Hun døde to år efter og jeg læste hendes dagbøger. Hendes opfattelse var, at jeg aldrig kom hjem. Jeg ved også, at hun havde det ufattelig svært, da jeg var afsted, for jeg var hendes eneste. Hvis jeg døde, havde hun ingen. Det tænkte jeg ikke så meget over, da jeg var dernede,” slutter Caspar.
