”Jeg har den dybeste respekt for, at de unge vil risikere liv og lemmer,” siger 91-årige Poul, der kan se mange ligheder mellem sin udsendelse med den Danske Brigade i 1948 og nutidens missioner.
”Jeg meldte mig frivilligt, da veteranhjemmet kom. Jeg har den dybeste respekt for, at de unge vil risikere liv og lemmer for, at andre kan få det lige så godt, som vi har det,” siger den 91-årige Poul, der er den ældste frivillige på veteranhjemmet i Brabrand ved Aarhus.
Tyskerne besatte Danmark på Pouls 13-års fødselsdag, og det har præget ham hele livet. Pouls fodboldtræner blev som en af de få danskere dræbt af tyskerne på besættelsens første dag – men Poul bærer ikke nag. Tværtimod tager Poul selv til Tyskland som en del af Den Danske Brigade i 1948 for at være med til at bygge den tyske nation op igen. ”Den vilje, jeg havde dengang til at tage ud, er nøjagtig den samme, som de unge har. Men forholdene er mere alvorlige i dag,” forklarer Poul, der selv stiller spørgsmålet, om vi på den måde er bedre end tyskerne.
Han fortsætter: ”Den tyske soldat var meget korrekt i sin opførsel. Han var jo opdraget med, at de skulle til Danmark og hjælpe os, hvis de grimme englændere eller sovjetter skulle finde på at gå i land. Det er noget af det samme i dag. De slår jo ikke befolkningen, men i stedet en gruppering som IS.”
Det søde navn
Poul er med i Den Danske Brigade i Tyskland kort tid efter krigen, hvor mange europæiske lande deltager i at genopbygge det sønderbombede og komplet udhungrede Tyskland – lande, der få år tidligere var direkte fjender under krigens tid. På trods af tidligere tiders kampe, bliver indsatsen mødt med taknemmelighed syd for grænsen: ”Nogle gange kan jeg godt have lidt dårlig samvittighed, for jeg levede jo fredeligt i Tyskland. Jeg har ikke været med til nogen grimme livstruende oplevelser. Men jeg er blevet optaget som veteran fra 1948, så jeg er en af de ældste veteraner,” siger Poul med en vis stolt selverkendelse.
Hans dage går med samtaler med soldaterhjemmets skiftende beboere og brugere, og her hører han om nutidens uegennyttige heltemod. ”Jeg har siddet og snakket med en sygeplejerske, som fortæller mig, at de har været helt ude i første linje, hvor IS skal holdes ude af byen. I et lille telt på et primitivt bord ligger en hårdt kvæstet soldat. Og der står sygeplejersken og hjælper lægen med at operere ham, mens skuddene flyver om ørerne på dem. Og det siger noget. Det er fantastisk, hvad vores folk oplever. Jeg elsker de knægte,” slutter Poul.
