”Det var massivt. Der var mange, der havde interesse i at snakke med os,” fortæller soldaten Chris, der blev bombemål for Taleban og mister begge ben i Afghanistan.
”Det var lige før, jeg havde haft godt af at have en presseperson tilknyttet, der kunne hjælpe og guide en i det,” fortæller Chris.
Han havde ikke forventet al den opmærksomhed, som pressen giver ham, da han bliver såret under sin udsendelse i Afghanistan. Chris er en del af den danske styrke på Hold 8 i 2009, hvor der dør fem soldater og langt flere bliver såret. Chris er den første på holdet og når næsten ikke at komme i gang med udsendelsen, inden den er slut.
Bombemål i 50 graders varme
”Det var en ganske almindelig dag. Der blev målt næsten 50 grader i skyggen – det er bare møgvarmt. Det var en overdragelsespatrulje, hvor nogle fra holdet før ville overdrage rutinerne til os. Vi havde fået nogle helt nyudviklede køretøjer til opklaring. Så det var sådan lidt en ryste-sammen tur,” siger Chris.
Og rystet bliver de. Bilen, Chris sidder i, bliver ramt af en vejsidebombe og smadrer Chris så meget, at han senere får amputeret begge ben. ”Jeg blev sendt hjem to dage efter. De får stabiliseret mig og lappet mig sammen, så godt de nu kan dernede. Og så står der et hold kirurger, da jeg kommer hjem og opererer mig videre.”
Chris er på sin vis heldig at slippe med livet i behold. På dette tidspunkt af krigen er der mange, der mister livet ved vejsidebomber, eller IED’er som det hedder. Hvis du vil høre mere om at blive skadet på patrulje, så se for eksempel filmene ”Fantomsmerter og englefisse” eller ”Første dag på kontoret”.
Hukommelseslomme på TV
Med sin skade bliver Chris pludselig en særlig del af det fællesskab, han indtil dagen før var menigt medlem af. Som dansk soldat i Afghanistan må han finde sig i at være bombemål for Talebans vejsidebomber. Og som skadet soldat er man pludselig tv-stjernen, som alle vil tale med.
”Dagen efter jeg var blevet opereret nede på felthospitalet, bliver jeg faktisk interviewet til en serie, der hedder “Felthospitalet”. Og der kan jeg fortælle om, hvordan forløbet foregik, og hvor vi kørte henne. Jeg kan slet ikke huske det i dag”.
Veteranpolitikken
Den store offentlige bevågenhed og særligt pressens opmærksomhed på de tilskadekomne soldater er nok årsagen til, at mange tidligere udsendte føler, at folk ser på dem som psykisk syge personer, der har svært ved at klare hverdagen. Det er yderst sjældent, at en positiv historie om en udsendt, når ud til folk, hvilket er baggrunden for dette initiativ. Omvendt betyder det også, at regeringen i 2010 formulerer den første egentlige politik for tidligere udsendte, kaldet ”Anerkendelse og Støtte”. Veteranpolitikken betyder blandt andet, at alle tilbud koordineres fra Veterancentret i Ringsted, som bliver indviet i 2011. Her kan alle tidligere udsendte søge hjælp til både praktik og psykiske udfordringer. Og også hjælpe de udsendte med at håndtere pressen.
”Jeg reflekterede ikke så meget over det dengang faktisk. Det kom et par år efter, det der med at vælge, hvilke historier man gerne vil have ud. Være lidt kritisk omkring det. Fordi det var massivt. Der var mange, der havde interesse i at snakke med os,” slutter Chris.
