”Jeg blev et stærkere menneske”, siger Martin, da han bliver sprængt i stumper og stykker af Taleban. ”Lev livet, det er skrøbeligt. Vent ikke!”
Ekstra kredit 1. juli 2020: I filmen optræder et billede, hvor vi desværre først nu ved at rettighederne tilhører en anden. Så ekstra kredit til Camilla Fuhr Nilsson for at give os lov til at bruge billedet.
Martin oplever noget helt specielt i Afghanistan. Han overlever at træde på en hjemmelavet landmine, som Taleban har gemt. ”Vi indtager en compound og derinde har Taleban gemt en bombe til mig.” Martin bliver slynget 10 meter op i luften og får pulveriseret sine ben og brækker armene et utal af steder. ”Jeg kan stadig blive helt forskrækket, når jeg ser min arm på et billede eller i spejlet.”
Martin kommer styrket ud af det. ”Jeg har PTG – Post Traumatic Growth,” siger Martin. ”Jeg føler mig heldig over at være i live og kunne sige, at livet går videre. Hvor mange kan sige det – sådan helt bogstaveligt?”
Martin betegner sin stedfar som en missionsbums. En soldat, der tager den ene udsendelse efter den anden. Og da Martin kommer hjem efter sin første udsendelse i Kosovo, er der ikke engang en velkomstmiddag. Det er ovenikøbet hans fødselsdag. ”Det var noget af et antiklimaks, men på den anden side var det jo bare hverdag for min mor og stedfar.”
Anden gang Martin kommer hjem er de anderledes opmærksomme. ”Det første, jeg husker, er, at min mor jubler. Jeg skulle jo have været død.” Martin bliver fløjet hjem til Danmark, og 24 timer efter han trådte på minen i Afghanistan, ligger han på operationsbordet på Rigshospitalet. ”Og der gik faktisk noget tid, før jeg troede på, at det var sket for mig. Jeg troede, det var et set-up, kammeraterne havde lavet til mig.” Men det var Taleban.
Martin er en af de hårdest sårede soldater i Danmark, og derfor virker det ekstra relevant, når han siger: ”Hvis der er noget, du vil, så gør det nu. Vent ikke. Tag afsted. Livet er skrøbeligt – og der er ingen garantier.”
