Motion er godt for hovedet, også på veteraner. Det kan Jes skrive under på. Som frivillig i DIF Soldaterprojekt cykler han året rundt med PTSD-ramte veteraner og ser, hvordan den fysiske aktivitet og sammenholdet hjælper dem.

Tekst: Peter Skautrup

”Når man ikke er aktiv, så kan man godt få tiden til at være lang. Og når tiden bliver lang, så kan man godt fokusere på det, der måske ikke er så positivt. Men hvis man skal cykle og kravle op ad en bakke, så har man altså ikke tid til at være negativ. Det har man ikke, for der skal trædes i pedalerne. Bevægelse kan noget, og det kan også noget for veteraner.”

Jes Kaa Kristophersen er pensioneret major og bor ikke langt fra Ålborg.

Efter mange år i Jægerkorpset blev han involveret i veteranarbejdet og fandt også ud af, at noget af fritiden kunne gå til Danmarks Idrætsforbunds soldaterprojekt.

”Som frivillig giver du det mest dyrebare, du har. Din tid. Den kommer aldrig tilbage, og du kan ikke købe den,” siger han.

Han vidste allerede før, han begyndte pensionisttilværelsen, at han ville ind i frivilligt arbejde, og som gammel soldat havde han nemt ved at se aktiverne i DIF Soldaterprojekt.

”Og jeg var også klar på – det følte jeg i hvert fald selv – at som officer, så har man forpligtelse til at give noget tilbage. For det gjorde man også dengang, man var tjenestegørende. Der havde man også ansvar for soldater. Man havde ansvar for, deres ve og vel. Man havde også ansvar for, at de blev tilpas, og ganske hårdt uddannet, så de var dygtige. Og den forpligtelse føler jeg stadigvæk, at man har.

Som blandt andet ivrig motionscyklist fik Jes øje på ”Ride4Rehab”, et cykelløb under DIF Soldaterprojekt. Hvert andet år cykler et stort antal veteraner og frivillige landet rundt, 900 kilometer på ni dage.

Det meldte han sig til, og fik i første omgang tilbudt at stå for cykelholdets tøjvask.

At han også selv ville cykle med, kom lidt bag på arrangørerne, men han deltog i de daglige etaper, tog sin vasketjans om aftenen og kom selv til køjs, når det rene cykeltøj til næste dag var fordelt.

Op næste morgen klokken seks og på cyklen igen.

”Jeg er nu gået op ad karrierestigen fra at være vaskemand til at være kaptajn for et cykelhold, dem der kører 21 km i timen. Dem, der kører 25 og 28 i snit kalder os langsomholdet, men det er vi ikke, vi synes, vi kører ekstremt hurtigt,” smiler han.

”Det er fantastisk godt at se dem udvikle sig. Jeg synes, det var lige det, jeg ville. At se, hvordan de udfordrede sig og hvor glade de blev.”

Idræt kan være et vigtigt middel til behandling af både psykisk og fysisk skade. Den viden har i snart 15 år ligget til grund for at DIF har sit soldaterprojekt, hvor man i alle dele af landet tilbyder aktiviteter som vægtløftning, svømning, cykling, skydning, ishockey, roning og havkajak. Her får veteranerne hjælp til at holde sig i gang af både fagfolk og frivillige.

Så når der ikke skal køres Ride4Rehab har Jes og andre frivillige deres lokale tilbud i det nordjyske – i Jes tilfælde har han et cykelhold, som en gang om ugen kan træne sammen på veje og stier i Rold Skov, takket være et antal ”Gravel Bikes”, som en anden frivillig har skaffet fondsmidler til. 

Mange af de veteraner, der er hårdt ramt af PTSD, er jævnligt udfordret.

”Ikke nok med at de har PTSD,” siger Jes, ”så kommer der en hel masse følgeting. Der er skilsmisser. Der er alkohol. Og hver gang de får hovedet oven på, så går bilen i stykker, så springer kloakken i læk, så flytter konen, så er der galt med børnene. De har et fandme ikke let!”

Men han kan se effekten af de fysiske aktiviteter, især på Ride4Rehab:

”Fordi de får sådan en oplevelse. De flytter sig hen over det her. Man skaber et miljø rundt om dem. Vi råber ikke – vi snakker sammen. Vi bruger tegn. Og vi har plads for hinanden. Og vi krammer, konstant.”

”Jeg vil jo gerne have at de cykler derefter. De to år der går til de næste begivenhed. Så vi står her hver uge og er klar. Det er ikke altid de bider på, det kniber lidt, men hvis vi så kan få dem til at komme, er det et frikvarter. Og så slutter vi altid med en kop kaffe bagefter. Og noget brød. Og sidder og snakker. Og så hører vi, hvad de har af problemer.”

”For vi stiller jo spørgsmål til deres dagligdag. Fokus mens vi cykler er jo bare på naturen og snakken. Det rent fysiske. Den fysiske aktivitet den har altså også en eller anden effekt. Fordi du kan ikke være sur når du cykler. Det kan ikke lade sig gøre. Det er jo en glæde med at lykkes. Du får alle de der endorfiner, der frigør os, når vi har lavet noget aktivt”

”Det kan godt være man stønner og synes det er hårdt. Men man er glad når man cykler. Og der er gode grin. Og vi punkterer jo hele tiden på et skift. Og der er ikke et øje tørt – hvem der nu har punkteret denne gang. Og så hulker vi af grin.”