En udsending fra det nystiftede Internationale Røde Kors til Dybbøl-fronten under 1864-krigen var særligt forundret over, at danske embedsmænd gentagne gange afviste tilbud om internationalt humanitært samarbejde til de syge og sårede ved fronten, trods de ufattelige lidelser de syge og sårede gennemgik.

Af Niels-Birger Danielsen

Når Danmark blev det første mål for et besøg, skyldtes det, at krigen simpelthen var den første, der brød ud i Europa efter etableringen af ICRC.

Lederen af Internationalt Røde Kors var den schweiziske forretningsmand Henri Dunant, der havde været til stede på slagmarken efter det blodige slag ved Solferino i Norditalien den 24. juni 1859.  Over 200.000 soldater deltog i slaget, hvor fransk-sardinske styrker vandt en afgørende sejr over den østrigske hær. 

Op mod 6000 soldater faldt, og ca. 25.000 blev såret. Mange af dem lå tilbage på slagmarken i den glohede sommervarme. Selv ikke den nødtørftigste sanitetstjeneste var for hånden.  

Cheflæge afviste kvinder som plejere

Kaptajn van de Velde blev ikke imponeret over de indtryk, han fik i Danmark. I København blev han godt nok venligt modtaget af regeringschefen D.G. Monrad, krigsminister C.C. Lundbye og den humanitært engagerede enkedronning Caroline Amalie. 

Men udsendingen oplevede danskerne som ’insulære’, ’selvtilstrækkelige’ og ’ikke i stand til at vise entusiasme’, fremgik det af hans breve til Henri Dunant. Decideret dårligt gik hollænderens møde med stabslæge Michael Djørup.

Van de Velde kaldte ham senere ’stivnakket’ og ’ærekær’, fordi han blankt afviste ideen om, at kvinder kunne fungere i felten som plejere; en ide Dunant ellers agiterede for på baggrund af erfaringerne fra Solferino,” skrev forfatteren Tom Buk-Swienty i 2009 i en artikel i tidsskriftet Siden Saxo. 

”Sygepleje i krigszoner var et mandeerhverv, som kvinder ikke havde evner til, mente Djørup. Chokeret konstaterede Van de Velde, at den danske lægestand endda havde sendt svenske kvinder hjem, som var kommet til København for at melde sig frivilligt som plejere.”

Den danske provinsialisme er i særlig grad bemærkelsesværdig, fordi kvinders værdi i sanitetstjeneste turde være velkendt. Britiske sygeplejersker havde under Florence Nightingales ledelse ydet deres pionerindsats på lazaretterne under Krimkrigen 10 år tidligere.

Kød og ben flået af

Midt i april rejste hollænderen til kampområdet og berettede senere om en oplevelse af et feltlazaret i det krigshærgede Sønderborg natten til den 17. april – blot et døgn før preussernes storm på skanserne ved Dybbøl. 

”Klokken ni om aftenen ankom vi til et af de huse i Sønderborg, som ikke var ødelagt. Huset var ikke beskyttet mod de granater og granatstykker, som fløj omkring os overalt. Sikken nat!,” skrev Van de Velde.

”30 sårede (kom) fra Dybbøls fæstninger. Ud af dette antal var halvdelen lettere sårede, af den anden halvdel døde tre, og tre andre fik arme eller ben amputeret. Alle sår skyldtes granatsplinter, og projektilernes form er af en sådan beskaffenhed, at sårene er forfærdelige at se på. Kødet og benene er (…) flået af på en fuldstændig forfærdelig måde.  (…) Mine nerver kunne simpelthen ikke holde til amputeringen af en knust arm.”

En norsk, frivillig læge T.D. Reymert berettede om en hårdt såret soldat:

”Begge hans underkæber var knuste, alle bløde dele af tungen var borte, ved hvert åndedrag stod blodet og ligesom kogte i hans svælg. Ansigtets bløde dele hang sønderflængede i den elastiske hud ned over hans bryst.”

Amputation uden narkose 

Det danske lazaretvæsen var velorganiseret efter inspiration fra principper fra kejser Napoleons militærlæge Dominique Jean Larrey – specielt hastig fjernelse af sårede fra kamppladsen med såkaldte ’flyvende ambulancer’ til hurtig behandling på lazaretter i baglandet.

”Der blev indført bårehold med to mand, der bar lanser, hvorpå der kunne anbringes antræk ved transport af den sårede,” skrev den pensioneret stabslæge og militærhistoriske forfatter Hjalmar Thorsteinsson i 1990’erne om forholdene i tiden.

”Men transporten af sårede kunne ikke dækkes ved hærens egne midler. Der måtte udskrives bøndervogne med halmdække, der var besværlige i uvejsomt terræn.”

Soldaterne medbragte selv i begrænset omfang forbindingsmateriale til selvhjælp. Derudover var behandlingen nødtørftig.

”Den operative behandling omfattede dengang fjernelse af kugler – om muligt – men ellers hovedsageligt amputationer, der blev foretaget af brigadelægerne. Dette skete uden narkose, da dette endnu ikke var indført. En stor dram var det formildende middel, og udstyr som bidelæder var en trøstende hjælp,” skrev Thorsteinsson.

Man vidste på et generelt plan, at hygiejne var vigtig, men endnu kendte ingen noget til bakteriologi. Når feltlægerne amputerede, brugte de den samme kniv gang på gang, og når de en sjælden gang tørrede den af, skete det oftest i forklædet. Antallet af dødsfald som følge af betændelser efter operationer var stort.

Nej tak til det hele 

Det virkede åbenlyst for kaptajn C.W.M. van de Velde, at der var brug for al den hjælp, der kunne skaffes. Men den danske cheflæge ved Dybbøl John Rørbye mente ikke, der var brug for nogen international organisation. Den danske hær manglede ikke mænd til at hjælpe ved sygeplejen.

”Og hvis der var noget, man på det bestemteste ikke ønskede, så var det udenlandske læger, for de ville bare forsinke bevægelserne på grund af manglende kendskab til dansk,” skrev van de Velde ifølge Tom Buk-Swientys artikel.

”Jeg tilbød ellers, at jeg sørgede for, at man sendte læger til Dybbøl fra Holland, men det ville han ikke have. Så tilbød jeg hjælp fra Genève. Det afviste han blankt. Jeg fremlagde ideer til, hvordan man kunne lave bedre bårer til de sårede. ’Nej, nej,’, svarede Rørbye, ’det var ikke tidspunktet til at beskæftige sig med den slags nyskabelser’.”

Van de Veldes kritiske bemærkninger hindrede dig ikke, at han roste danskernes arbejde for at give de sårede den bedst mulige behandling – herunder også syge og sårede preussere og østrigere, som var kommet i dansk fangenskab.

Sad i sikkerhed i trafikprop

Den nydeligt klædte hollænder var ganske uvant med at blive konfronteret med en sådan mængde tilskadekomne. Buk-Swienty bemærker, at det formentlig har været belejligt for kaptajn van de Velde, at en anledning opstod, der gav ham en god undskyldning for at komme væk. 

Efter et ærinde ude i omegnen var han på vej tilbage mod Sønderborg i en bondevogn.

”Undervejs mødte jeg to sårede officerer, som ikke kunne holde sig oprejst, de slæbte sig af sted og bad mig om at tage dem til Hørup Hav.”

Både herfra transporterede sårede til København. 

”Ulykkeligvis var vejen overfyldt med bønder og af tropper, der kom frem og tilbage. Og alt var dækket til af en sky af støv. Derfor kom vi kun langsomt fremad,” berettede van de Velde.

Det officielle Danmark med fra start

Uanset den fodslæbende holdning hos forskellige officerer og embedsmænd var den officielle danske holdning til Henri Dunants projekt positiv. 

Det afgørende fremstød for at få dannet den internationale organisation var begyndt et halvt år før – i oktober 1863 – da Den Internationale Røde Kors Komité holdt en regeringskonference.

Den fik solid opbakning. Også Danmark meldte positivt tilbage, men krigsminister C.C. Lundbye meldte afbud på grund af den overhængende krigsfare. 

Konferencen lagde op til etablering af nationale Røde Kors-foreninger i de enkelte lande. Det første nationale Røde Kors-selskab blev stiftet allerede få uger senere i kongeriget Württemberg. 

Danmarks nationale humanitære komite, der havde eksisteret siden 1. Slesvigske Krig, skrev den 8. maj 1864 til Genève og tilsluttede sig arbejdet. Derefter blev komitéen betragtet som national Røde Kors-forening af ICRC.

På grund af forskellige formelle forviklinger blev Dansk Røde Kors først oprettet i 1876, men Danmark var blandt de 12 pionerlande, der den 22. august 1864 vedtog den første Genevekonvention. Den handlede om beskyttelse af syge og sårede soldater. 

Dermed var fælles internationale principper for neutralt humanitært hjælpearbejde under krig etableret, og langt de fleste af verdens lande er i dag med i Røde Kors/Røde Halvmåne. 

—————–
Litteratur

Tom Buk-Swienty: ’Da Røde Kors kom til Danmark’ i Siden Saxo, nr 1, 2009, side 5-13.
Susanne Larsen: ’Optakten til Røde Kors i Danmark – de to slesvigske krige’. På internettet: Optakten til et Røde Kors i Danmark – de to slesvigske krige – Issuu
Hjalmar Torsteinsson: Tiden omkring de slesvigske krige 1848-1850 – med speciel vægt på sanitetstjenesten. (Forsvarets Sundhedstjeneste, 1999)