NY BOG: Journalisten bag nyhedsmediet OLFI, Peter Ernstved Rasmussen, går med bogen ”Forsvarsløs” hårdt til en lang række navngivne ”skurke” i sin udlægning af den sidste snes års deroute for Danmarks forsvar. Besparelse på besparelse, politisk kontrolsyge og ”nikkedukker” har efter forfatterens mening gjort vores militære forsvar til et fallitbo.
Introduktion af Peter Skautrup
”En lille skare af politikere, embedsmænd og topofficerer har spillet hasard med Danmarks sikkerhed for at fremme egne interesser. De har skabt en civil organisation uden beslutningskompetence.”
Peter Ernstved Rasmussen mener det bogstaveligt, når han har valgt titlen ”Forsvarsløs” og undertitlen ”når den største trussel kommer indefra” til sin nye bog.
Forfatteren har et tosidet forhold til Forsvaret. Han har selv været soldat, officer af reserven i Livgarden, udsendt til Bosnien og senere Irak – og så har han i efterhånden mange år dækket Forsvaret som journalist. Først som reporter på Jyllands-Posten, og siden 2016 har han haft sin egen nyhedsplatform med netmediet OLFI.
De seneste år har han desuden stået for det ugentlige forsvarsmagasin ”Fronlinjen” på Radio 4.
Der er ikke mange af samfundets spidser med tråde til Forsvaret, der bliver skånet i ”Forsvarsløs”, som udkom tirsdag 29. oktober.
Bogen er krydret med mange af de afsløringer, som OLFI i sine få leveår allerede har præsteret. Mediet har adskillige ”skalpe” i bæltet. Blandt de mest kulørte historier den om hærchefen, der endte med at afsone tre måneder i fodlænke for stillingsmisbrug og pligtforsømmelse.
I Ernstveds opfattelse har politikere og embedsmænd over de seneste 20-25 år i ren kontrolsyge lagt så stærke kvælergreb om Forsvaret, at det i dag er kørt i sænk. Den opfattelse underbygger han over 400 sider i bogen, der kronologisk gennemgår de forsvarsforlig, der gang på gang skar ned på Forsvaret. Han beskriver indgående de mange politiske indgreb, der i de enkelte forligsperioder sideløbende blev foretaget mod Forsvarets militære ledelse.
Med tilladelse fra forfatteren og bogens forlag, Lindhardt og Ringhof, kommer her et par enkelte udpluk af bogen. Det første centrerer sig om den i Ernstveds opfattelse måske største enkeltkatastrofe for Forsvaret i nyere tid, nemlig at Forsvarschefen fik frataget det samlede ansvar for den militære del af butikken:
”For at få mere ”politisk kontrol” med Forsvaret kastrerede de socialdemokratiske forsvarsministre Nick Hækkerup og Nicolai Wammen forsvarschefembedet, som indtil 2014 havde helhedsansvaret for alle dele af Forsvaret. Med forsvarsforliget 2013-2017 rykkede de forsvarschefen et niveau ned i organisationsdiagrammet og fratog forsvarschefen ansvaret for økonomi, personel, materiel og ejendomme. Dernæst gjorde den politiske ledelse det klart, at der var behov for at være enige om, hvad man kommunikerede.
Det skulle være slut med at høre på selvstændigt tænkende forsvarschefer og topofficerer, som fremkom med analyser eller vurderinger, som ikke lå fuldstændigt i vater med det politiske narrativ. Fra politisk hold udpegede man nu forsvarschefer, som havde ”politisk forståelse” og logrede med halen, uanset hvilken umulig opgave der blev stillet. Og hvis det hele så lidt for urealistisk ud, fik man konsulentbureauer som McKinsey & Company, Boston Consulting Group eller Struensee & Co. til at få selv de mest vanvittige besparelser til at se realistiske ud.
Konsekvensen har været, at Forsvaret er blevet kørt ud over skrænten, mens skiftende forsvarschefer præsenterede glansbilleder og bildte politikerne ind, at det gik godt, og at alt kunne lade sig gøre. Det kunne det selvfølgelig ikke.”
Der er også helte i bogen ”Forsvarsløs”. Navngivne whistleblowere, der gik til OLFI med historier om embedsmisbrug med alvorlige konsekvenser for de skyldige, navngivne officerer, der evnede at sige fra over for politikernes dumheder og stod fast, selv om de blev straffet. Og en stærk forsvarschef – den gang de stadig fandtes – nemlig Knud Bartels, som holdt den snorlige vej trods politisk pres, da danske F16 kom på skarpe missioner over Libyen i 2011:
Førstebehandlingen af lovforslaget begyndte i folketingssalen kl. 17.15. Andenbehandlingen fulgte kl. 21, og kl. 22.47 lettede et Challenger-fly fra Flyvestation Skrydstrup med en lille såkaldt Theatre Enabling Force med kurs mod enten Grækenland eller Italien. Mens flyet var i luften, blev aftalen om at oprette en dansk base på Naval Air Station Sigonella på Sicilien indgået, og kl. 00.26 landede flyet på basen lidt uden for Catania. Klokken 02.00 om natten godkendte Folketinget endeligt missionen, og lørdag morgen kl. 06.00 lettede seks danske F-16 fra Flyvestation Skrydstrup med kurs mod Sigonella. Her landede flyene kl. 11.40, og kl. 13.40 meldte oberst Anders Rex med flyvernavnet ERA som detachment commander, at de danske fly var klar til indsættelse.
Det var ganske imponerende og viste med al ønskelig tydelighed, hvad Forsvaret og ikke mindst Flyvevåbnet kan. Der var imidlertid endnu stor forvirring om, hvilket internationalt hovedkvarter der skulle lede luftoperationerne. Afklaringen skete først sent lørdag aften, og klokken var hen imod midnat natten til søndag, før Forsvarskommandoen overgav autoriteten over de danske fly til det 17. amerikanske Air Force på Ramstein Air Base i Tyskland. Forsvarskommandoen havde dog endnu ikke modtaget de gældende Rules of Engagement, og forsvarschefen besluttede derfor, at de danske fly ikke skulle deltage i første bølge af angreb mod Libyen. Det skabte en del frustration i den øverste del af centraladministrationen, og fra Statsministeriet blev der lagt et massivt politisk pres på alle chefer i Forsvarskommandoen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen ville gerne vise, at Danmark var med i front.
Men heldigvis var den borgerlige regering endnu ikke kommet i mål med sin strategi om at bemande Forsvarskommandoen med politiske nikkedukker i uniform. Den havde selv udpeget Knud Bartels, som var soldat om en hals og den bedst tænkelige udgave af en forsvarschef med solid faglighed og stamina. Han lod sig ikke presse og afviste blankt at sende danske piloter på bombetogter over Libyen, uden at de grundlæggende regler for magtanvendelse var på plads.
Om morgenen søndag den 20. marts blev Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarsministeriet med flere informeret om, at Forsvarskommandoen ikke agtede at indsætte flyene, før reglerne var på plads. Kort efter dukkede den amerikanske forsvarsattaché i København op med et sæt af gældende Rules of Engagement. Herefter godkendte Knud Bartels reglerne, og kl. 13.00 udsendte Forsvarskommandoen sit direktiv for missionen.
Den amerikanske forsvarsattaché dukkede igen op for at aflevere operationsplanen, hvorefter forsvarschefen kunne give endeligt grønt lys for deltagelse i luftkampagnen overLibyen. Han frigav flyene, som kort efter lettede fra Sigonellabasen, og klokken 21.00 modtog Forsvarskommandoen en melding fra Sicilien om, at de fire fly var landet efter den første mission.
