”Man skal ikke gå baglæns, for så råber modstanderen bare endnu højere.” Kurt Mosgaard, tidligere generalmajor, fik kælenavnet ”Krudtgeneralen” af en dansk farmer i Zimbabwe, for han har et stort hjerte for Afrika og et langt forhold til kontinentet. Hjertet banker også for FN, hvis krinkelkroge han har et dybt kendskab til takket være de opgaver, han netop fik i Afrika. 

Lyt til artiklen her!

Skrevet af Peter Skautrup

Kurt Mosgaards lange og flotte militærkarriere begyndte som mange andres med, at han ville være noget helt andet – i dette tilfælde læge. 

Men så var der tilfældigvis lige værnepligten, som tilfældigvis udløste ”tilbuddet” om sergentskolen, så den ekstra tur tog han frivilligt, og som sergent løb han på den legendariske oberst Jens Christian Lund, som før har været omtalt her for sine evner som talentspejder. Så med Lunds venlige skub kom Mosgaard ad officersvejen med start på Hærens Officersskole i 1975. Han nåede rang af major i en alder af 33, og valgte efter nogle år i bl.a. BALTAP at søge orlov og arbejdede civilt, men blev kaldt tilbage, nu som oberstløjtnant, bataljonschef i Aalborg og derefter næstkommanderende i Dronningens Livregiment. 

Lærepenge 

I 1995 fik han også sine første erfaringer med FN som missionsbærer, nemlig i Kroatien på hold 8. 

– Vi blev virkelig hårdt ramt på det hold med døde og sårede og masser, der har PTSD efter den periode, siger Kurt Mosgaard. 

– Det var jo en situation, som der er talt meget om, hvor vi var sendt afsted med et svagt mandat og svagt udstyr. Og uden mulighed for virkelig at kunne gribe ind over for krigens parter, deres adfærd i forhold til flygtninge og med beskydninger. 

Det lærte han meget af: 

– Når man sender folk afsted, så skal de have det rigtige udstyr med. De skal have det rigtige mandat. Og man skal som chef derude gerne være lidt af en – ikke en ond satan – men en som parterne har respekt for. En som ikke går baglæns, hver gang de råber højt. Fordi når man går baglæns, så råber modparten bare endnu højere.  

– Så man skal stå fast på det mandat og kæmpe for det, og tage alt besvær, der følger med. Man skal stille store krav til sine egne soldater i forhold til shelters og beskyttelse, for lige pludselig kan det gå galt. Så derfor synes jeg egentlig, at Kroatien for mig var en virkelig god læreplads i forhold til, hvordan man skal agere.  

Hans næste udsendelse blev hold 0 – nul – med kampvognene i Bosnien, og så gik det videre til Hærens Operative Kommando med ansvar for udsendelser. Der var folk flere steder på Balkan og som en af de første, der også havde været udsendt med NATO, var han nu dybt inde i kravene til missionsforberedelse. 

En minister, der blandede sig 

På en tur med daværende forsvarsminister Hans Hækkerup til Albanien lærte de to hinanden at kende, og senere kom de på flere ture sammen.  

Hækkerup var med Mosgaards ord ”udfarende, den kloge Hækkerup, som prøvede at omstille dansk forsvar til det, som var oppe i tiden den gang, nemlig internationale operationer,” og da Hækkerup havde været i det sydlige Afrika for at aftale dansk støtte til opbygning af fredsbevarende kapaciteter for de 14 lande, som var medlemmer af SADC, Southern Africa Development Community – søgte Udenrigsministeriet en oberst til at stå for projektet. 

Kurt Mosgaard havde hørt om stillingen, men ikke tænkt nærmere over det, før ministeriet ringede ham op en dag i starten af 1997:  

– Kurt, Hækkerup har besluttet, det er dig, der skal afsted. 

– Jamen jeg har jo ikke søgt? 

– Det er ligegyldigt, de vil have dig. 

Jobbet betød udlån fra Hæren til Udenrigsministeriet i en stilling som midlertidig oberst. Kurt Mosgaards første Afrika-eventyr var begyndt.  

– Det var i uniform med løn fra Forsvaret, men min chef var en ambassadør. 

– Jeg skulle sende en rapport hver måned, og jeg tror ikke, mange læste den, men Hækkerup gjorde. Jeg fik altid meldinger tilbage fra ham om, hvad der stod i de rapporter. 

Jobbet havde to hovedelementer – det ene var at få opbygget en træningskapacitet, hvor afrikanere kunne uddannes i fredsbevarende operationer. Det betød opbygning af en fysisk skole i Zimbabwe og rekruttering af lærere og instruktører.  

– Det skulle egentlig være et rent dansk projekt, men da jeg opdagede at briterne var sure over vi var der i deres tidligere koloni uden at spørge først, så tog jeg fat i Norge, Sverige og Finland og fik dem lokket med i projektet. 

– Det blev et velfungerende træningscenter, som FN også fik øje på, så der blev også lavet kurser for ambassadører, der skulle mægle i konflikter, så det blev et sted, flere FN-afdelinger begyndte at bruge. 

Det andet element i jobbet var at overføre erfaringer fra NordPol-brigaden og SHIRBRIG (”det var også Hækkerups ide,” siger Kurt Mosgaard) til de 14 afrikanske SADC-nationer. Så Mosgaard fik inviteret de 14 landes udenrigs- og forsvarsministre på studiebesøg i Danmark og retur via Balkan – og efterfølgende fik forsvarscheferne fra de 14 lande samme tur.  

At Kurt Mosgaard blev ”Afrika-general” mener han, var et rent tilfælde. At Hans Hækkerup som var forsvarsminister i ti år og brændte for Afrika, blandede sig i, hvem der fik opgaverne.  

– Så da jeg kommer hjem, har Hækkerup igen besluttet sig – at det her Afrika-halløj, han har bygget op gennem mig, det skal nu bruges i New York, så han bestemmer jeg skal være militærrådgiver der. 

I centrum af FN 

Der kom dog til at gå nogen tid, da Kurt Mosgaard først måtte overtage en stilling i Sarajevo for en syg kollega et år.  

– Og så er det så, at jeg tager til New York i juli 2001. Fantastisk job og familien er med, og nu skal vi bare dyrke FN og USA, og så går der en måned, så får vi 11. september.  

–  Jeg ser tårnene brænde, og alt er virvar i New York. Alt stopper jo på dagen. Ingen kan finde Michael Lollesgaard, min assistent – hvor er han? Han har snakket om at besøge tårnene. Der kommer folk dernede fra, alle er dækket af støv, og der er rygter om, at der er otte fly, man ikke kan redegøre for – er de på vej ind i FN-bygningen? 

– Så der er meget stress, og en masse relokering af ansatte i missionen, for de bor jo i det ramte område, så de skal finde plads i andres lejligheder, og der er også nogen, der flytter ind hos mig. Telefonnettet er brudt sammen.  

– Det kom til at fylde meget i min periode i New York og førte jo til, at fokus blev flyttet på Afghanistan. 

– Jeg er der i to år. Og lærer FN endnu bedre at kende, indefra, på godt og ondt. Jeg er med i Special Committee on Peacekeeping Operations. Det er dem, der laver manualerne og regelsættet for fredsbevarende operationer, økonomi og alt andet, så jeg får selvfølgelig en dyb indsigt i, hvordan FN fungerer indefra. 

Efter New York blev han chef for Jyske Dragonregiment. 

– Igen med fredsbevarende operationer og alt hvad det indebærer, men nu også desværre med opgaven at tage ud og ringe på hos pårørende, når nogen er kommet til skade. Eller kommer hjem i kister. 

– Men et job, hvor du får en ny vinkel på det med fredsbevarende operationer, træning, uddannelse, besøg. Jeg tror, jeg har været i Afghanistan syv gange i alt, og Irak fem-seks gange. Kosovo selvfølgelig også.  

Danmark løj om grad 

Der går et par år. Det er blevet 2004. Så ringer ministeriet igen til Kurt Mosgaard og siger:  

”Danmark stiller en kandidat til et job som Force Commander, det er altså et job, vi virkelig gerne vil have. Det har vi aldrig haft før, og vi vurderer jo, at du er den eneste, der kan vinde den her stilling til Danmark.”  

Det var stillingen som Force Commander i FNs operation MINURSO i Vestsahara. Kort fortalt vogter FN over en en skrøbelig våbenhvile mellem Marokko og selvstændighedsbevægelsen Polisario og formelt også Mauretanien, selvom Mauretanien har opgivet sin del af konflikten.  

• Læs mere om MINURSO her:

– Jeg læser stillingsopslaget, og ser også, der 22 lande, der bliver bedt om stille en kandidat, fortæller Kurt Mosgaard. 

– Og jeg kan se, at de forlanger, at det skal være en brigadegeneral eller generalmajor. Og så må jeg sige til Forsvarsministeriet, at den post får vi ikke.  

– Hvis vi stiller med en oberst, og der kommer en general fra Zambia – de går meget op i grader i FN. Vi kan ikke komme og sige, at en dansk oberst er mere værd end en general fra Bangladesh, det holder ikke, siger jeg. ”Den laver vi,” svarer ministeriet. 

–  Så overfor FN forklarer man så, at jeg er brigadegeneral – altså man lyver direkte – på vej til at blive udnævnt til generalmajor. 

– Så det var historien. Og jeg er så kaldt til interview med chefen for operations i FN. Han er inde og undersøge, om jeg virkelig er general, men jeg holder pokerfjæs og har de rigtige stjerner på skulderen – vi kørte den fuldt ud.  

– Jeg rykker afsted i jobbet. Først en uge i New York, hvor jeg igen oplever FN indefra. Nogen siger ”uuuha, du må endelig ikke gøre noget ved Sahara, sid endelig på dine hænder, vi har travlt med andre missioner.” Og andre, der siger, ”at der virkelig er behov for, at FN får sig taget sammen i Vestsahara, fordi observatørerne dernede, de er alt for tæt på marokkanerne, og der hænger et marokkansk flag over vores hovedkvarter, og det har det gjort siden 91.” 

– Så FN var jo ude i en rolle, hvor der var skrevet et mandat for sikkerhedsrådet, men hvor det også var klart, at der var nogle stormagter, som ville holde med Marokko, uanset hvad der nu stod i mandatet, og ikke have for travlt med at der skete noget som helst. 

Hvem var det, der modarbejdede mandatet? 

– Frankrig. Frankrig er utroligt tæt på Marokko og har store investeringer i Marokko, og de vil gerne flytte nogle af de der store investeringer ned i Vestsahara. Altså det er lidt a la, hvis Danmark accepterer, at Carlsberg og andre laver store investeringer i det besatte del af Ukraine. 

Det er nøjagtig det samme.  

Hvad er der i Vestsahara, som er værd at slås om?  

– Jamen, der er flere værdier. Først og fremmest er der en befolkning, som vil kæmpe for deres land, uanset hvor fattigt det måtte være. Men der er faktisk en del rigdom i området. Der adgang til Atlanterhavet, hvor der er mange fisk, og det er jo fisk, som Marokko sælger til Rusland og EU. Ude i vandet er der formentlig også olie- og gasforekomster. Så er der turisterhvervet, så er der nogle store fosfatminer, hvor der kører et 200 km langt transportbånd, som kører fosfat ud til kysten. Så er der formentlig også inde i landet, som er på størrelse med Storbritannien, olie og gas. 

– Der lavet en rapport tilbage i 1975, der siger, at det kunne blive – om end ikke som Dubai –  men der er grundlag for mere.  

Kampen om flaget 

Den nyankomne Force Commander, behørigt udstyret med en dansk generalmajors to store stjerner, har en del at tage fat på, også internt i FN-forlægningerne. 

Der er for tætte bånd til den ene part, Marokko. Flere af medarbejderne spiller for eksempel golf med marokkanske officerer. Men det værste symbol på, at FN måske har slagside er, at det marokkanske flag vajer over Kurt Mosgaards hovedkvarter i kystbyen Laayoune. 

Det har FN-cheferne i New York skældt ud over talrige gange. Men ingen af Kurt Mosgaard forgængere har turdet pille ved det. 

– Det er jo utroligt vigtigt at signalere til parterne, at FN er neutral og unipartisk. Men der hænger det marokkanske flag altså ved siden af et FN-flag. Det var jo dybt forkert, siger han. 

– Marokkanerne har sagt: ”Det må I ikke pille ned, og hvis nogen gør det, skyder vi den pågældende.” Det er blevet sagt direkte. Så hver gang, der kommer en ny chef ind, siger han, ”Det er også for galt, men hvis jeg piller det ned, er jeg persona non grata og min FN-karriere er slut. Hvis han ventede til sidst og gjorde det, lige før han rejste hjem, ville han blive kaldt en svagpisser. 

– Jeg gør lige som mine forgængere og sender spørgsmålet til New York. ”Det kigger vi på,” sagde de. Og så sker der ikke en skid. 

– Men der kommer faktisk på samme tidspunkt en generel melding fra FN ud til alle missioner: ”Nu må I tage jer sammen og sørge for, at parternes mærker og tegn ikke er rundt omkring på vores bygninger.” 

Så Kurt Mosgaard skrider til handling. 

– Men jeg spørger dem slet ikke om det her. Jeg ved godt, at det her kommer til at gå galt, fordi det ville marokkanerne jo ikke finde sig i. Hjemme fra Danmark havde jeg taget den Jyske Kampgruppes kombikode-system med. Du kan tyde bogstavskombinationerne efter et skema. Det går helvedes langsomt. Men der sidder nogen i New York og der sidder nogen i Danmark, som kan tyde det, jeg sender. Og jeg skriver til min kone: ”Jeg tager det flag ned i morgen, og så regner jeg med at blive sendt hjem et par dage efter.”  

– Jeg varsler ikke nogen om det, for så får jeg bare at vide, at det skal jeg ikke. Jeg synes det var bedst, at jeg spillede den der dumme general uden diplomatisk forståelse, der tog flaget ned. 

Så på dagen, der samlede et par af mine nærmeste, og sagde, ”nu tager vi flaget ned, og vi tager ikke bare flaget ned, vi tager også flagstangen ned. Alt skal ned, så vi er sikre på, at der ikke kommer nogle af de lokalt ansatte af marokkanere, de kunne sagtens prøve at sætte op igen, så alt skal væk. Og det sker så. 

– Og så starter balladen, som jeg har regnet med. Der går et par timer, og så står den marokkanske FN-ambassadør i New York over for Kofi Annan (FN’s generalsekretær, 1997-2006, red.) og klager over den der totalt umulige Force Commander der er ude i Vestsahara, som har taget deres flag ned. 

– FNs chef for internationale operationer ringer og skælder og smælder: ”Hvordan kan I finde på at gøre det uden at spørge os?” 

– Jamen, vi har spurgt jer masser af gange, I har bare aldrig svaret. Og I har lige fortalt mig, at jeg har ansvaret. 

– Så jeg tog balladen, og de var pissesure i New York, også franskmændene, så jeg havde regnet med, at jeg skulle afgå derfra, for der var rigtig mange klager. Kongen af Marokko klagede flere gange. 

– Men jeg bliver reddet af, at danskerne og amerikanerne i New York støtter mig. Amerikanerne i FN siger – ”hvad er det, har I ladet det flag hænge i så mange år, det kan I da ikke!”. Jeg har en masse kontakter i New York og en sender mig et internt dossier – operationsafdelingen har spurgt juridisk afdeling, hvad de kan stille op med ham den umulige i Vestsahara, men juridisk afdeling siger også: ”Har I ladet det flag hænge så mange år? Det er helt uacceptabelt.” Så de kan ikke gøre noget ved mig, og jeg får lov at blive, men der var ingen tvivl om at min karriere i FN var slut derefter, for diplomaterne syntes ”Uha, det kunne man ikke gøre.” 

– Jeg syntes, det var det rigtige, jeg havde gjort. Men jeg kiggede efter store lastbiler lige i starten efter det – om de kørte i den rigtige retning. Og jeg tog hjem med god samvittighed over det. 

Konstant aflyttet 

Kurt Mosgaard ryddede også op andre steder. ”Golf-klubben” blev stoppet, og han indførte nye krav til de officerer, han accepterede fra de deltagende nationer. Mange indberetninger og rapporter var blevet til på for dårligt engelsk, og manglende evner til at køre bil gjorde FN skyld i flere trafikuheld. 

– Når de ankom, lavede vi en test, om de var gode nok til engelsk, om de kunne køre en bil og så videre. 

Det førte til, at han afviste nyankomne FN-observatører, som ikke bestod testen. I alt dumpede 20 fra forskellige nationer. 

– Jeg fik en del ballade. De første var fire kinesere. De syntes ikke, det var sjovt, men det hjalp jo, for dem, der kom i stedet, var ordentligt trænet og uddannet. Rygtet bredte sig, at i Vestsahara der var en test, og der blev ikke taget hensyn til, om de var gode venner med den ene eller den anden. De røg hjem, hvis ikke de var up-to-date. Det virkede, så kvaliteten af vores bemanding steg.  

Næste opgør var med nepotisme i hovedkvarterets stab, som han skar ned fra 50 til 25 mand. Der blev indført et ansøgningssystem, så man ansatte efter kvalifikationer og ikke efter, hvilken nation, der havde haft den pågældende stilling hidtil. 

Kurt Mosgaard havde en dansk militærassistent, men ellers var der ingen andre danskere i missionen. 

Hvad med personbeskyttelse, altså livvagter?  

– Ingenting. Det var ikke nødvendigt, men jeg blev aflyttet hele tiden. Alt var totalt utæt. Sådan er det i FN-systemet. Så hvis jeg skriver en hemmelig fax, så vil den blive stjålet af min franske adjudant. De fleste var loyale over for Frankrig. Ellers ville den blive stjålet på vej over til signalkontoret. Signalkontoret var besat af marokkanere, og de ville også tage kopi af den og sende den til New York, hvor den ville blive givet til den marokkanske ambassade. 

– Jeg tror ikke, de andre nationer var bedre. Min mobiltelefon var konstant aflyttet. Jeg havde på fornemmelsen, at når jeg stod på et hotel og tog tøjet af foran et spejl, så sad der nogen og kastede op på den anden side.  

– Det var bare aflyt-aflyt-aflyt.  Men det synes jeg bare, var fint. Det kunne man jo bruge til at give nogle meldinger til parterne, for hvis man bliver aflyttet, så kan man jo sende noget, som man ikke kan sende ad officielle kanaler.  

Så det udnyttede Kurt Mosgaard, også når han forhandlede med POLISARIOS ”forsvarsminister” eller den marokkanske forsvarschef, forhandlinger, der foregik med en ad gangen, for de to parter kunne ikke mødes direkte. 

– Det reelle, jeg har opnået i Vestsahara, ud over at undgå krig i min periode, det var at højne FN’s anseelse, som jeg tror er en helt afgørende forudsætning for FN kan fungere og finde en fredeligere løsning. Ikke fordi man føjer dem, men står fast på mandatet. Det er ikke sikkert, de kan lide dig, men det er ligegyldigt. Min forgænger stoppede i utide, fordi han blev svinet til af marokkanerne, og de svinede mig til i begyndelsen, men efter det med flaget var de bange for mig og turde ikke gøre noget.  

Den arbejdsro, Kurt Mosgaard havde skaffet, blev brugt til de regelmæssige forhandlinger med konfliktens parter og rejser rundt til FN-lejrene i landet. Cirka halvdelen af tiden var på farten til møder i lejrene eller i Rabat og Agadir, og til transporten var både fly og helikoptere til rådighed.  

Minetruslen 

Arbejdsroen gav ham mulighed for endnu et projekt: En indsats mod miner. 

De mange års konflikt havde ført til, at store områder af Vestsahara var sået til med små og store miner. 

– Mange blev dræbt eller lemlæstet. På den anden side af grænsen til Algeriet havde Røde Kors en facilitet, der producerede kunstige lemmer til folk. Der var miner langs våbenstilstandslinjen, men også omkring nogen af byerne eller bare vandhullerne. Nogen af minerne var helt fra den spanske tid. 

– Jeg fik at vide af FN: ”Det kan du ikke røre ved, det vil parterne ikke have.” Men jeg fik arrangeret nogle møder med nogle mennesker fra et mine-action-center i New York, som var meget praktisk anlagt, og så fik jeg overtalt POLISARIO til at lave minerydning på den ene side. De fik uddannet et hold på 15, som blev trænet af nogle britiske mineryddere, og så fik vi penge fra Prinsesse Dianas fond til det. 

– Den marokkanske general på den anden side påstod gang på gang over for mig, at der ikke var nogen miner der. Men så var det simpelthen så ”heldigt” at to marokkanske parlamentsmedlemmer og deres familier kørte rundt i området og blev dræbt af en mine, og så hørte vi, at kongen gav ordre til minerydning, og så satte de 10.000 mand ind på det. 

– Jeg foreslog så, at vi gjorde en fælles indsats for at kortlægge, hvor de fleste mineulykker skete, så vi kunne begynde der. Min pointe var, at forhåbentlig ville der komme en fredsaftale, og så ville der komme 150.000-200.000 flygtninge tilbage fra flygtningelejrene – tilbage i et mineinficeret område, hvor der måske lå 6-8 millioner miner. Jeg tænkte, at en fælles indsats mod minerne måske også kunne skabe en bedre forbindelse mellem parterne, og endelig havde vi også en interesse i det, så vores egne køretøjer kunne komme rundt med mindre risiko. 

– Da jeg fandt på at indføre patruljer om natten, stod jeg lige pludselig selv midt i et minefelt, fordi mine egne folk ikke havde styr på, hvor minerne var. Det medførte, at vi var nødt til at indføre nogle nye kort. Vi havde sådan et gammel flykort fra 1963, som man kørte rundt efter i ørkenen på de der gamle sandveje. Det var lidt risikabelt, så. med nye kort begyndte vi at få blotlagt, hvor ligger minefelterne. 

FN manglede penge til at støtte indsatsen, der ville gå tre år med at få den sag behandlet, så Kurt Mosgaard fik en aftale i stand med et kenyansk minerydningscenter, der sluttede sig til opgaven, og en skønne dag var han den, der fik lov at trykke på en udløser, så et bjerg af alt fra flybomber over panserminer til små bomblets kunne ryge i luften fra et stort hul i ørkenen. 

– Der var mange tons, det var en stor oplevelse. 

– Men idéen var jo, at parterne, som gik og sagde, at UN stod for United Nothing, lige pludselig begyndte at tale om, at FN lavede noget nyttigt, at risikoen for deres børn og andre blev mindre. Og FN-observatørerne syntes lige pludselig, at missionen gav mere mening.  

Efter Vestsahara fik Kurt Mosgaard tre år i Forsvarskommandoen og arbejdede med kapacitetsopbygning i udenlandske missioner, men han syntes, der skete for lidt, og selv om han var midlertidig generalmajor igen, kom den ”rigtige” udnævnelse aldrig. Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen havde sat gang i en permanent stilling til ham, men så kom forsvarschefen i stormvejr med Jægerbogssagen på det forkerte tidspunkt.  

Så Kurt Mosgaard valgte at vende tilbage til Jylland som chef for Jyske Dragonregiment igen, de sidste to år før pensionering.  

– De gør mig stadig til general, når jeg er afsted som delegationschef for militære landshold – så jeg har været midlertidig generalmajor cirka 50 gange og samlet i otte år.  

FN er vigtigere for verdensfreden 

Kurt Mosgaards erfaringer med FN strækker sig langt – fra udsendelsen med det svage mandat i Kroatien, hvor hans hold mistede to og fik 13 sårede, over tiden som den første danske styrkechef i FN-regi til de følgende års arbejde i Forsvarskommandoen. Han mener, FN har en meget stor rolle at spille i fredsbevarelse fremover. Til trods for, at NATO har været førende i stort set alle de seneste mange års missioner med dansk deltagelse. 

Når du selv har siddet under angreb i Kroatien og manglet luftstøtte på grund af FN’s langsommelighed, hvordan kan du så være FN-begejstret? 

– FN er jo stadigvæk kun en forening af lande. Jeg mener, at vi som lille land, og især nu, hvor vi står overfor medlemskab af Sikkerhedsrådet, skal være med til at være garanten for, at når vi sender soldater afsted, uanset om det er FN eller NATO, så skal det være med det rigtige mandat, med det rigtige udstyr. I Kroatien havde vi ikke det rigtige mandat.  

– Når vi kigger på trusselbilledet mod Danmark, så er immigration noget af det, man oplever som en af de store trusler. Jamen den eneste måde, vi for stoppet den trussel på, det er da at skabe udvikling i Afrika. Måden til det er at stoppe krigene og skabe udviklingsbistand. Det hænger sammen, det hele. Og hvis FN er svage på fredsbevarende operationer, er det jo fordi, vi andre ikke bidrager.  

– Jeg mener heller ikke, at FN er den bedste til at lave skarpe operationer. Altså FN skal ikke lave operationer, hvor man skal slå på tæven. FN kan ikke være fredsskabende men fredsbevarende.  

– Når du har en FN-operation, så rykker du nogle soldater til, sammen med nogle politifolk, sammen med nogle, der laver humanitære operationer, UNHCR, UNICEF og så videre, og laver en helhedsoperation med en civilchef i toppen. Og der bliver forhandlet, og man prøver at finde nogle løsninger. Når NATO rykker til, så er det typisk med en militær general i toppen, med en hel masse udstyr, og som har grundlag og virkemiddel til at skabe en fred, uanset hvad parterne måtte mene om det. Så jeg mener, man skal vælge værktøjet til situationen.  

Og nogle gange er NATO bare langt de bedste til det, andre gange er det måske OSCE, andre gange kan det måske være EU. Så jeg mener, det er værktøjet, der afgør det.  

– Men stadigvæk, når man sætter NATO-soldaterne til det, så skal det stadigvæk være med et FN-mandat i toppen. Men jeg synes, det drejer sig om at vælge det rigtige værktøj i situationen.  

– FN er ikke svaret på alt, men det er det eneste, vi har i verden, der virker, og som har en mulighed for at forsøge at forhandle en løsning, og har respekt i Afrika. Du kan ikke sende NATO-soldater til Afrika uden at blive opfattet som en kolonimagt der rykker ind igen. Der har FN respekten.  

– Det er for tidligt at glemme FN. Hvis vi stadig skal have en verden, som er bedre end i dag, så skal vi også bidrage til de fredsstøttende operationer. Med danske politifolk, humanitær hjælp, soldater – det der nu er behov for i situationen.