De Blå Baretters landsformand fra 1999-2003 var med til at få åbnet Forsvarets øjne for, at mange veteraner med psykiske skader sad alene med dem. Og det krævede en helt særlig indsats at samle dem op. 

OBS: Artiklen er en del af Danmarks Veteraners jubilæumsbog, der udkommer på fredag, men udgives til minde om Erik Blyme, der afgik ved døden tirsdag d. 18. februar 2025. Læs nekrologen hos Danmarks Veteraner.

Militæret var så tæt på Erik Blyme fra barnsben, at det var helt naturligt for ham at gå soldatervejen. Han er årgang 1936 og er med egne ord ”opvokset på Artillerivej først på Amager, omgivet af militære installationer. Jeg har set og hørt marcherende soldater lige fra jeg kunne sanse”. 

”Jeg har oplevet hestetrukket artilleri og senere de tyske kolonner. Min skole lå på Amager Fælledvej og fra klassens vinduer var der fri udsigt til håndgranatbanen og artilleriets skydeøvelser.” I sløjd byggede de våben af træ, og legetøjet derhjemme var tinsoldater. ”Og fælleden var vores legeplads, hvor vi efter besættelsen fandt stålhjelme, patronbælter, bajonetter og gasmasker.” 

Han blev indkaldt til fodfolket i 1955, og siden har han været soldat eller beskæftiget sig med veteraner. Han var udtaget til Livgarden, men søgte tidligere ind og fik så værnepligten i Bornholms Værn. Senere kom sergent- og officersuddannelse og efter en tid hos Prinsens Livregiment i Viborg blev det til et forløb som uddannelsesofficer, kursusleder på Hjemmeværnsskolen, og til slut major og chef for et Hjemmeværnsdistrikt. 

Den blå baret hentede han via tjeneste som befalingsmand i Gaza – United Nations Emergency Force, Hold 3 i 1957-58 – og før det havde han været udsendt til Det Danske Kommando i Tyskland i 1957. 

I en høj alder tog han sammen med sin hustru et halvt års tørn som leder af soldaterhjemmet i Camp Olaf Rye, Kosovo, og han er forfatter eller medforfatter af forskellige militærhistoriske udgivelser. Erik Blyme kom tidligt ind i foreningsarbejdet, og blev Københavnsformand i FN-soldaterforeningen, før navneskiftet til De Blå Baretter. Han var landsformand for De Blå Baretter fra 1999 – 2003, og i den periode kom foreningen igennem med fire af hans hjertesager: 

Mindestenen, som blev til i samarbejde med Forsvarschef og General Jesper Helsø og forsvarsminister Svend Aage Jensby, kunne afsløres på Kastellet 29. maj 2003, netop FN’s ”Peace Keepers’ Day”, og på den dato er Kastellet fortsat rammen om en parade med æreskommando fra forsvaret og kransenedlægning. 

At få foreningens egen kongelige protektor, blev, fra Blyme lancerede ideen, spået en svær gang på jord, for i forvejen havde alle landets soldaterforeninger en sådan i form af H. M. Dronning Margrethe. Men ved at skrive de rigtige ord til de rette personer ved hoffet lykkedes det – den 4. oktober 2000 landede et brev fra Amalienborg og hofchef Per Thornit, som skrev: ”at Hans Kongelige Højhed Prins Joachim gerne påtager sig hvervet som protektor for De Blå Baretter.” 

Undervejs har der været adskillige andre arbejdsopgaver af både stort og lille format for Landsformand Blyme. En særlig og løbende indsats er at få foreningens ”Fredsprismedalje” ud til alle, som bør have den. Forhistorien var, at FN’s fredsbevarende styrker i 1988 fik Nobels Fredspris, og da ingen myndighed herhjemme markerede noget overfor soldaterne i den anledning, indstiftede De Blå Baretter selv Fredsprismedaljen, som senere blev officielt anerkendt af H. M. Dronning Margrethe. 

Medaljen kan kun søges af personel, der har modtaget FN-medaljen. 

På opgavelisten opstår også pludseligt at hjælpe Forsvarskommandoen med at finde pårørende til 28 danskere, der havde mistet livet på forskellige missioner, og i årets løb er der et antal parader, stævner, kransenedlægninger, medaljeoverrækkelser, pressekontakt med meget meget mere. 

I Erik Blymes formandstid havde et sommerstævne, der gik på skift mellem lokalforeningerne, stor bevågenhed, når der var march gennem værtsbyen og taler af borgmestre og militære chefer. 

Så var der også lige det internationale samarbejde. Med de øvrige nordiske lande var det veletableret, og til Estland leverede De Blå Baretter et kamp-dommerteam til patruljekonkurrencen ERNA RAID.

Men det mest markante tiltag i De Blå Baretters historie er og bliver Kammeratstøtteordningen. 

Tiltaget, der siden har udviklet sig, har skiftet navn og er kommet på Finansloven, dækker over flere aktiviteter, men det var det umiddelbare behov for at ”få fat” i tidligere udsendte, som sad alene med psykiske traumer, der gik op for Erik Blyme. 

”Det startede i realiteten med, at jeg i 90’erne var til et sommerstævne ovre i Jylland, og det var jo ikke bare gamle drenge. Der sad også en lille flok af det, jeg kalder knægte,” fortæller han. 

”Og de drak som død og fanden, og de holdt sig for sig selv. Jeg gik over til dem og sagde ”nå gutter, hvad så,” og en af dem, han var til at tale med, og ham fik jeg en god snak med, og de var så fra et hold i Kroatien, hvor det var gået grimt til.” 

”Jeg kunne se, der forelå jo en opgave, med at tage sig af dem, de gutter der, for Forsvaret var slet ikke begyndt på noget på det tidspunkt og havde taget fat i dem.” 

”Opgaven var simpelthen at hjælpe dem, som følte sig stødt ud – af systemet og samfundet – fordi de følte, at der var ikke nogen hjælp at hente for dem. Altså familie, og venner forstod jo ikke, hvad der var foregået for dem. De havde været vidner til nogle forfærdelige grusomheder, som de ikke måtte gribe ind over for, for eksempel at se en gammel mand blive smidt ind foran en kampvogn, og så måtte de ikke gøre noget.” 

Forsvaret havde skam tilbud om psykologbistand til tidligere udsendte, men fra mange sider var der kritik af, at nettet ikke var finmasket nok, og at for mange med behov for hjælp ikke blev opfanget. Selv forklarede Erik Blyme en del af problematikken i en reportage i Berlingske Tidende i februar 2001: 

”Når de udsendte mønstres ved tilbagekomsten, har man oplevet, at der i alles påhør – også pårørendes – spørges, om nogen ønsker psykologhjælp. Ingen soldater rækker hånden op, mens alle de øvrige ser på”. 

Og: ”Er man ansat i Forsvaret, anses det ikke som karrierebefordrende at melde sig med psykiske problemer”. 

Fokus på psykiske skader 

De Blå Baretter havde allerede et tæt samarbejde med norske kolleger, og Erik Blyme havde ”jo snuset op, at de var begyndt at tage sig af det. De havde de samme problemer i Norge, og de havde så forsvarets bevågenhed deroppe, til at begynde at etablere noget for de her gutter. Og de fik penge stillet til rådighed for det. Så det gav mig jo blod på tanden. Og efter at have rettet henvendelse til Forsvarets Psykologtjeneste, som ikke viste interesse for sagen, så skrev jeg til Forsvarsministeren om at få stablet sådan noget på benene.” Brevet til forsvarsministeren blev afsendt 1. december 1999, her er indledningen: 

”Med henblik på at gøre overgangen fra international tjeneste til civil tilværelse så gnidningsløs som muligt, ikke mindst for de soldater, der måtte have pådraget sig psykiske skrammer, ser FN’s soldaterforeningen De Blå Baretter gerne etableret en kontakt Forsvaret og foreningen imellem med tanke på et samarbejde gående på et supplement til det eksisterende netværk (Psykologisk Afdeling og tjenestestederne) i form af støttepersoner og -grupper fra De Blå Baretter spredt over det ganske land, i stil med de kammeratstøttemuligheder, der findes i de øvrige, nordiske lande”. 

Brevet fortsatte, at initiativet især skulle rettes mod hjemsendte, der efter hjemsendelsen havde mistet kontakten med deres kammerater, sad alene med deres oplevelser og ikke af sig selv ville kontakte ”det etablerede system” som læge, præst, regiment eller Psykologisk Afdeling. 

”Vi skal ikke være og er ikke psykologer,” skrev Erik Blyme ”men vi er gode ”lyttere”, og vi har alle international tjeneste på bagen, så foreningen er overbevist om, efter at have oplevet bl.a. Jugoslavien-folks reaktioner ved foreningsstævner, og ikke mindst efter at være gjort bekendt med norske og svenske erfaringer på området, at vi er et godt forum at ”læsse af” på. 

Blyme understregede også, at ikke kun tidligere FN-udsendte, men også veteraner fra NATO, OSCE eller andre organisationers udsendte ville være omfattet af hjælpearbejdet.  

Det positive svar kom i et brev fra Forsvarsministeriet 2. februar 2000, hvor der stod, at selv om 

”forsvaret allerede har iværksat en række tiltag” (for at lette overgangen fra international tjeneste til civil tilværelse) ”er det i sagens natur altid muligt at forbedre henholdsvis udbygge disse tiltag,” stod der. Og: Forsvarskommandoen er ligeledes meget positivt indstillet og vil snarest indkalde Dem til et møde…” 

Hermed var der grundlag for det videre arbejde. Mange bakkede op, inklusive feltpræster, reserveofficersforeningen, HKKF, CS og HOD. 

Der skulle holdes møder og seminarer. 

Der skulle skaffes finansiering, noget der i sig selv gav Blyme ”sved på panden”, men hjælpen kom flere steder fra, blandt andet lykkedes det ham at få en engangssum fra Frihedskampens Veteraner, og der kom midler fra kommuner og Den sociale Sikringsstyrelse. 

Forsvaret ville også støtte, men en forudsætning var, at tilbuddet om hjælp var til alle udsendte, ikke kun medlemmer af De Blå Baretter. 

Det førte indirekte til vedtægtsændringen, så medlemskab af De Blå Baretter – nu Danmarks Veteraner – ikke kun var forbeholdt tidligere udsendte i FN-tjeneste, men også udsendte fra øvrige organisationer. 

Grundideen med netværket var og blev med Erik Blymes ord at: ”vi var i øjenhøjde med soldaterne, og derfor kaldte vi det en kammeratstøtteordning, fordi det var kammerater, der skulle hjælpe kammerater.” 

Kerneydelsen i Kammeratstøtteordningen var nemlig en telefontjeneste bemandet af frivillige veteraner, der kunne tage mod opkald fra tidligere udsendte, som havde behov for hjælp, men som ikke brød sig om at kontakte Forsvarets psykologer eller tidligere tjenestesteder. 

Vi var i øjenhøjde med soldaterne, og derfor kaldte vi det en kammeratstøtteordning, fordi det var kammerater, der skulle hjælpe kammerater.

Man kunne ringe anonymt og bare få en snak. 

Til at uddanne de frivillige telefonvagter bidrog den mangeårige militærmediciner og krigskirurg Finn Warburg. 

”Han lavede et endagskursus for dem, der skulle passe telefonerne. Hvordan de skulle opføre sig og hvad de skulle lytte efter.” 

Telefonpassernes kursus indeholdt rollespil, hvor en figurant med psykiske problemer ringede op, og alle kursister kunne følge med. 

16. august 2000 gik Telefonlinjen med telefonnummeret 80608030 i luften. 

”Allerede første aften var der nogen, som henvendte sig,” husker Erik Blyme. 

”Det bør nævnes, at den håndfuld veteraner, der trak det tunge læs den første tid, var veteraner, der enten som Finn Warburg havde virket i flere af verdens brændpunkter, eller havde været på det hårdt ramte hold i Kroatien, som var de første, vi kom i kontakt med. Så det var et særdeles erfarent hold, der planlagde og gennemførte uddannelsen af de første hjælpere, informerede om ordningen, var kontaktpersoner og planlagde det videre forløb. Frem for alt var det folk, der på egen krop havde mærket krigens gru og oplevet folks reaktioner, de tilhørte selv den kategori, de skulle hjælpe tilbage til en normal tilværelse.” 

Kammeratstøtteordningen blev senere til ”Veteranstøtten” og senest til ”Veteranrådgivningen”, og telefonnummeret er stadig det samme, men nu kan man ringe hele døgnet, hele året. 

Allerede første aften var der nogen, som henvendte sig

Kammeratstøtteordningen rådede fra starten over fire telefoner – to vest og to øst for Storebælt, og linjen var – indtil flere var uddannet til at passe den – åben fire af ugens dage fra kl. 19 til 22. 

Det var også et arbejde at få udbredt kendskabet til ordningen. Der blev lavet pjecer til De Blå Baretters lokalafdelinger med opfordring til, at pjecerne blev lagt ud på biblioteker og politistationer, og Blyme og hans kolleger holdt orienteringsmøder på kaserner landet over. Informationsindsatsen gik også via KFUMs soldaterhjem. 

De regimenter, der udsendte soldater, blev opsøgt af kontaktpersoner fra De Blå Baretter, og kendskabet til ordningen blev også udbredt via pårørendearrangementer. Senere påtog Forsvars- kommandoen at sende pjecer ud til alle, der havde været udsendt siden 1992, og det blev standard at uddele pjecer i alle rotationsfly, der gik til internationale missioner. 

Et år efter opstarten var antallet af telefoner vokset til 10. ”Så, det var starten,” siger Erik Blyme. ”Og så blev vi enige om, ud over det med Telefonlinjen, at så kunne vi lave forskellige arrangementer. For at få dem ud af en grå hverdag, dem der bare sad derhjemme og var ensomme og triste, og havde selvmordstanker. Få dem ind i et kammeratskab igen. Så vi havde sejlture, med kanoer i Sverige, og vi kravlede i bjerge, rappelling og alt sådan noget der.” 

En helt særlig støtte kom fra Norge, hvor Erik Blyme via sine norske kontakter fik etableret ophold for veteraner på rekreationshjemmet Bæreia nær byen Kongsvinger i Norge. 

”Vi blev bakket op af Forsvaret, som betalte transporten, og indkvartering og forplejning gav nordmændene”. 

Det smukt beliggende Bæreia blev oprettet i 1959 som ”krigsinvalidehjem” for veteraner fra 2. Verdenskrig, og her kom flere hold danske veteraner på ophold beværtet af nordmændene. Bæreia var i 99 blevet de norske FN-veteraners kursted finansieret af det norske forsvarsministerium – i 00’erne blev det overladt til private organisationer, men i 2008 vendte det officielle Norge tilbage som ejer, og det drives nu som ”Forsvarets Veterancenter”. 

Erik Blyme og hans hustru har modtaget det norske veterancenters mønt ”Med anerkendelse og Respekt” for det nære mangeårige dansk/norske samarbejde, og ligeledes er de tildelt Dansk Militærmedicinsk Selskabs hæderstegn for deres kammeratstøttearbejde. 

Mødet med Kroatien-veteranerne, som sad i et hjørne og drak, blev den udløsende faktor for den danske kammeratstøtteordning, men Erik Blyme havde tidligere følt, at der var brug for en særlig indsats. 

Et af hans eksempler handler om en Cypern-veteran. 

Blyme var med i Hærvejsmarchen, hvor han stødte på den tidligere soldat, som med Blymes ord ”havde grimme oplevelser på nakken, han havde været med til at grave lig op på Cypern, og den måde, han var blevet påvirket på … han var helt ude ad tangenten.” 

Efter Hærvejsmarchens første dag var der fest i Viborg, og Erik Blyme fik en snak om Cypern-veteranen med en norsk deltager, en militærlæge, som tog affære. Hun bød den traumatiserede mand op til dans, snakkede med ham, og det førte til, at han fik hjælp via ophold og samtaler med den kvindelige læge i Norge – ”han blev, ja, genfundet,” siger Erik Blyme. 

”Han var jo Cypern-mand, og det viser jo, at der havde været brug for en kammeratstøtteordning, langt tidligere, og jeg kan blive rasende over, at det var tæt på, at vi var blevet delt i to, da man begyndte at tale om krigsveteraner, og nogen mente, at missionerne længere tilbage i tiden kunne betegnes som ”badeferier”. 

”Når man har meldt sig, eller er beordret til udlandet i en mission, så kan man aldrig vide, om man kommer hjem igen. Og så er det jo lige slemt for den udsendtes omgivelser, familie og venner og kammerater, om han bliver skudt, træder på en vejsidebombe eller kører galt i sin bil og bliver slået ihjel af den grund, tabet er det samme.” 

Og behovet for en veteranstøtte består, siger Erik Blyme. 

”Jeg ser jo stadigvæk også, at der er folk, som gemmer sig ude i en skov eller sidder på en trappesten og ikke har kontakt med nogen.”