Få denne artikel læst op
Lyt til artiklen her
Lyt til artiklen her
Efter udgangen af NATO’s 75 års jubilæumsår tegner en virkelighed sig, hvor Forsvaret skal prioriteres lige så højt som under Den kolde Krig. I 1953 toppede det danske forsvarsbudget målt som andel af BNP med 3,4 pct. På topmødet i Haag i år må medlemslandene forholde sig til, at præsident Trump afkræver dem budgetter på 5 pct. Vi ser tilbage til de år, da det danske koldkrigsforsvar blev etableret.
75-årsdagen for NATO’s grundlæggelse den 4. april 2024 blev markeret midt i en revolution – intet mindre.
Det forekommer at være en passende betegnelse for det omsving, der er sket i Forsvarets placering i den politiske prioritering og den offentlige bevidsthed i løbet af ganske få år. Både i Danmark og i mange andre NATO-lande.
Alene udviklingen i det danske forsvarsbudget målt som andel af bruttonationalproduktet (BNP) er illustrativ. I 1953 nåede det op på 3,4 pct. som højdepunktet i efterkrigstiden, da Den kolde Krig var koldest – lige ved Koreakrigens afslutning. Derefter faldt det uafbrudt i 64 år fra forsvarsforlig til forsvarsforlig, til det nåede 1,3 pct. i 2017.

I 2016 skrev ambassadør Peter Taksøe-Jensen den såkaldte Taksøe-rapport, der fik stor betydning for forsvarsforliget i 2018. Den er en tilbundsgående udredning af dansk udenrigs- og forsvarspolitik med titlen “Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid.”
I sin sammenfatning skrev Taksøe-Jensen bl.a.:
”Der er behov for at tilføre flere ressourcer til forsvaret for at Danmark kan bidrage solidarisk og troværdigt til Europas og dermed Danmarks sikkerhed. Danmark bør derfor knække kurven og stoppe den nedadgående tendens i forsvarsudgifterne og – i løbet af den næste forsvarsforligsperiode – øge forsvarsbudgettet som andel af BNP i overensstemmelse med Danmarks NATO-forpligtelser.”
Det var flere år efter, at NATO-topmødet i Wales i september 2014 som reaktion på Ruslands annektering af Krim havde vedtaget 2 pct. af BNP som en generel målsætning for NATO-landene.
I betragtning af at forsvarsbudgettet i perioden 2013-17 havde udgjort blot 1,3 pct. af BNP, må opfordringen til at ’knække kurven’ og ’stoppe den nedadgående tendens’ siges at være yderst forsigtig. Men som den politiske stemning var dengang – for kun otte år siden – kunne Taksøe-Jensen som embedsmand ikke gå længere, hvis han havde ambitioner om at blive lyttet til.
Læs også: Klimaet og arktis i fokus – Forsvarsforligene 2010-2017 – Forsvarshistorien
For forligsperioden 2018-23 lykkedes det at få budgettet hævet til 1,4 pct. af BNP. Men efter denne meget begrænsede kursændring kan forsvarsbudgetterne allerede om få år være oppe på 1953-niveauet igen.
Overvældende sovjetisk trussel
Den forøgede fare i dag tåler trods alt ikke sammenligning med situationen ved NATO’s oprettelse i 1949, da Danmark var ét af de 12 lande, der underskrev Den nordatlantiske Traktat i Washington.
Året før havde Danmark oplevet sig i akut fare for sovjetisk invasion under den såkaldte Påskekrise.
Også andre europæiske lande følte mørke skyer trække op, for den sovjetiske konventionelle overlegenhed på kontinentet var overvældende. Men Danmark var særlig udsat, fordi man stod alene. Det var en konsekvens af den isolerede neutralitetspolitik, der var blevet ført siden 1864 – og som man havde genoptaget efter afslutningen på den tyske besættelse i 1945
Men en nyorientering var under udvikling. Sikkerhedspolitisk havde Danmark et ståsted i at være ét af FN’s stifterlande i 1945. Landet identificerede sig entydigt med den vestallierede lejr under ledelse af USA og Storbritannien.
NATO-medlemskabet gav ikke i sig selv den ventede garanti. I dybeste fortrolighed orienterede USA’s præsident Harry Truman i forbindelse med traktatunderskrivelsen i 1949 alliancepartneres regeringer om, at stillingen i Vesteuropa var katastrofal.
De allierede militærchefer regnede med, at Vesttyskland i en krig ville blive løbet over ende, og at den første linje, man ville have en chance for at forsvare, gik ved Rhinen og Maas i det vestligste Tyskland. Dermed ville indfaldsvejen til Jylland over Slesvig-Holsten ligge åben.

Danmark næsten forsvarsløst
Danmark var endnu svagere militært, end det havde været under mellemkrigstidens nedrustningspolitik. De militære værn var blevet opløst ved den tyskerklærede undtagelsestilstand den 29. august 1943. Flåden havde sænket en stor del af sine egne skibe for at undgå, at de faldt i tyskernes hænder.
Af styrker med reel kampværdi havde Hæren først og fremmest Den danske Brigade, der var blevet uddannet af eksilerede danske officerer og befalingsmænd i afsides svenske skovområder. https://forsvarshistorien.dk/befrielsen-og-efterkrigsforsvarets-foedsel/
Derudover var der et begrænset antal grupper af militær kvalitet i modstandsbevægelsens undergrundshær. Det var de såkaldte O-grupper, som den illegale hærledelse havde formeret udelukkende af mænd med militær baggrund, så myndighederne kunne være sikre på at have pålidelige og veltrænede enheder til rådighed til en mulig kaossituation ved afslutningen af den tyske besættelse.
Danmark havde brug for materiel af enhver art, og vestmagterne hjalp med store donationer af våben, køretøjer og andet materiel fra overskudslagrene efter Anden Verdenskrig. Hertil kom materiel, som den tyske besættelseshær havde efterladt.
For at befæste sit tilhørsforhold til den vestlige lejr bidrog Danmark til den britiske besættelseshær i Tyskland fra 1947. Det skete med Den danske Tysklandsbrigade, der fra start var på 4000 soldater. Missionen beslaglagde størstedelen af de landmilitære kvalitetsstyrker og gjorde dermed fraværet af et kvalificeret territorialforsvar af Danmark endnu mere grelt.
Et forgæves nordisk forsøg
Det var det kommunistiske kup i Prag i februar 1948, der for alvor fik frygten for Sovjetunionen til at vokse. Det var Prag-kuppet, som frem for alt gav den psykologiske baggrund for Påskekrisen.
På det tidspunkt havde Danmark stort set ikke andet at forsvare sig med end landets talrige hjemmeværnsforeninger. Det statslige Hjemmeværn var endnu ikke oprettet.
For et politisk flertal var det nu klart, at man måtte søge ind i en alliance.
Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft arbejdede med stort engagement for et nordisk forsvarsforbund. Da det led skibbrud, var NATO-medlemskabet den indlysende løsning.
I 1950/51 blev en forsvarsordning gennemført, der lagde grundlaget for Danmarks koldkrigsforsvar. Marinens Flyvevæsen og Hærens Flyvetropper blev lagt sammen, så Flyvevåbnet i 1950 opstod som selvstændigt værn.
Læs også: Under amerikansk pres – Forsvarslovene af 1950 og 1951 – Forsvarshistorien
Forsvarskommandoen blev etableret som den første samlede ledelse. Indtil da havde Generalkommandoen og Søværnskommandoen været militære overkommandoer for hhv. Hæren og Søværnet.
Heyes holdbare doktrin
I den situation kom gamle fjender i samme båd. Den nydannede vesttyske Forbundsrepublik var i lige så stor fare som Danmark, og i 1949 – blot fire år efter afslutningen på den tyske besættelse – gik Søværnets ledelse ind i et samarbejde med viceadmiral Hellmuth Heye, der havde været én af førende admiraler i Adolf Hitlers Kriegsmarine.
Det foregik tophemmeligt, for et samarbejde med tyske officerer – om det så blot var på konsulentbasis – var med krigstidens ofre i frisk erindring umuligt at forsvare over for offentligheden.
Sagen var, at Heye havde uundværlig specialviden. Han havde i krigens sidste år været chef for marinens såkaldte Kleinkampf-Verbände (dvs. lette maritime enheder) i Egernfjord og Rendsborg. Det omfattede bl.a. mini-ubåde og dykkerenheder. Denne opgave havde givet ham specifik erfaring med krigsførelse i de snævre og lavvandede danske farvande.
Netop de danske stræder var strategisk vigtige. Her var den sovjetiske Østersø-flåde nødt til at passere for at komme ud i Atlanterhavet, så det var også her, NATO havde muligheden for at holde ’proppen i flasken’ – eller i det mindste forsinke sovjetflådens udbrud.
På viceadmiral Heyes råd lagde det danske søværn sig fast på en doktrin, som man fastholdt Den kolde Krig igennem. En stor minelægningskapacitet var nødvendig for at kunne spærre for gennemsejling og hertil kapacitet til at forsvare udlagte minefelter med overfladeskibe, ubåde og kystartilleri.
Rådighed over et betydeligt antal mindre skibe skulle prioriteres højere end større enheder, fordi det er vanskeligt for store skibe at operere i de indre danske farvande. Hurtigtgående motortorpedobåde skulle være til rådighed til gennemførelse af hit-and-run aktioner mod f.eks. en fjendtlig invasionsstyrke.
Det dansk-vesttyske flådesamarbejde blev stadig tættere – især efter Forbundsrepublikkens optagelse i NATO i 1955. Et dansk-vesttysk flådesamarbejde blev på den tid påbegyndt i Kiel – i begyndelsen under ledelse af en britisk admiral. Også dét skete i lang tid, uden at det blev kommunikeret ud offentligt. Først i 1958 blev en fælles flådekommando oprettet i Kiel.
Bundeswehr sikrede grænsen
Afhængigheden af Vesttyskland var ikke mindre på det landmilitære område. Den danske Tysklandsbrigade (fra 1949 med navnet Det danske Tysklandskommando) eksisterede til 1958, men blev i 1950’erne skåret ned til 1400 mand med hovedkvarter i Itzehoe i Holsten.
Disse 1400 soldater var de eneste hærstyrker overhovedet i opmarchområdet mod den danske grænse! Briterne havde afviklet deres besættelse af Slesvig-Holsten, men den vesttyske hær var endnu ikke oprettet.
Situationen ændredes helt, da Bundeswehr blev etableret som led i Vesttysklands optagelse i NATO i 1955. I løbet af få år blev den stærke 6. Panzerinfanterie-Division oprettet med hovedkvarter i Neumünster i Holsten. Det blev herefter en grundbestanddel af NATO-strategien for Danmark og Vesttyskland, at styrkerne under Jyske Divisionskommando ved et krigsudbrud skulle gå over grænsen og kæmpe sammen med tyskerne i forsvaret af Slesvig-Holsten.
Flyvevåbnet blev opbygget med bl.a. de amerikanske jagerbombere Thunderjet F84G, som Danmark modtog flere hundrede af som donation, og britisk Spitfire-jagere.

Da Forsvaret var en folkesag
Danmark byggede sit mobiliseringsforsvar op gennem værnepligten, der i begyndelsen af 1950’erne var på 18 måneder. På materielsiden var man til op i 1960’erne afhængig af våben- og materielleverancer fra især USA.
Læs også: Engang var det Danmark der var stormodtager – Om våbenhjælpen under den Kolde Krig – Forsvarshistorien
På en tid da krigsfrygten var reel, var Forsvaret en folkesag, og titusinder engagerede sig med en frivillig indsats. Hjemmeværnet havde sin storhedstid, og det omfattede blandt andet tre kvindekorps – et for hvert værn.
Det var Danmarks Lottekorps, der var hovedkraften i den forplejnings- og lazarettjeneste, der var uundværlig i en mobiliseringshær. Kvindelige Marinere støttede på tilsvarende vis Søværnet – ofte med deltagelse i militære funktioner – og Kvindeligt Flyvekorps blev en decideret pionerenhed for kvindernes aktive rolle i militære funktioner.
Kvinderne gjorde især tjeneste i de mandskabskrævende kontrol- og varslingsfunktioner, som var en forudsætning for luftforsvarets virke.
Dobbeltbundet dansk politik
Danmark indtog fra start en position som ’allieret med forbehold’. Det indebar bl.a. en beslutning om ikke at ville modtage atomvåben i fredstid. Dermed koblede Danmark sig af NATO’s afskrækkelsesstrategi.
Den byggede på doktrinen om ’massiv gengældelse’. Den indebar ikke mindst, at man var indstillet på omfattende førstebrug af taktiske atomvåben i tilfælde af angreb østfra.
Men den danske politik på atomområdet var dobbeltbundet. Dansk forsvar deltog i NATO-øvelser, hvori anvendelse af atomvåben indgik som en central del.
F.eks. ændrede Flyvevåbnet i 1954 ifølge NATO-forskeren Peter Bogason taktisk doktrin. Indtil da havde Flyvevåbnet forsvar af Danmarks territorium som opgave.
Derefter trænede danske besætninger på især Thunderjet F-84G i bombardementer af østblokkens udskibningshavne ved Østersøen. Sådanne angreb skulle ifølge NATO’s planer gennemføres med atomvåben.
I samme retning peger det, at Danmark fra 1957 fik installeret NIKE-raketbatterier til luftforsvaret. NIKE var fuldstændig uøkonomisk, hvis ikke det blev udstyret med atomar ammunition.
USA ønskede adgang til at stationere flystyrker, men Danmark lagde sig fast på en politik, der fastsatte, at der ikke skulle være udenlandske baser på dansk jord i fredstid.
De stod ved magt lige til 2023, da Den dansk-amerikanske Forsvarsaftale gav USA netop en sådan adgang.
Kernepartierne bag det danske NATO-medlemskab var Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. Det radikale Venstre, der dengang var modstandere af NATO, havde imidlertid stor indflydelse.
De radikale arbejdede løbende for besparelser på forsvarsbudgettet. Det blev opnået gennem bl.a. afkortning af værnepligten, udsættelse af materielindkøb og reduktion af antallet af genindkaldelser. Og så blev det en stående tilstand hele Den kolde Krig, at Danmark ikke levede op til NATO’s styrkemål.
Da Danmark tog sig godt betalt
Etableringen af den dansk-vesttyske flådekommando i Kiel var et delforløb af en syv-otte år lang proces, der til sidst førte til etableringen 1961-62 af ’Enhedskommandoen for den sydlige del af NATO’s Nordregion’ i Karup.
Den amerikanske general Lauris Norstad, der var NATO’s øverstbefalende i Europa (SACEUR), virkede sideløbende for at få oprettet en treværns dansk-vesttysk kommando. Tyskerne var med det samme med på ideen, men danskerne undslog sig gennem adskillige år.
Igen var det den udtalte modvilje mod at indgå i en tæt alliance med det meget større naboland og mod overhovedet at se nogen tysker i uniform på dansk jord, der var afgørende for de danske politikeres handlerum.
Afgørende var det dog også, at 15 år trods alt var gået – og at kommandoen kom til at hedde netop ’Enhedskommandoen’ frem for ’den dansk-tyske kommando’. Ca. 20 pct. af staben i Karup kom til at bestå af officerer fra andre NATO-lande, mens Danmark og Vesttyskland hver stillede 40 pct. af bemandingen. Den sidste nødvendige indrømmelse til Danmark var, at kommandoen i al fremtid skulle have en dansk general eller admiral som chef.
Kommandoen var gennem 43 år til sin nedlæggelse i 2004 kendt som BALTAP – Allied Forces Baltic Approaches (’de allierede styrker ved adgangsvejene til Østersøen’). Den var det faste forankringspunkt i Danmarks NATO-deltagelse under resten af Den kolde Krig.
BALTAP’s funktion i krigstid var at overtage kommandoen i BALTAP’s område – Danmark, Slesvig-Holsten, den vestlige Østersø og Kattegat – fra landenes respektive militære fredstidsledelser.
Bagud på sømålsmissiler
Den sovjetiske konventionelle overlegenhed i Europa varede ved. Indtil sidst i 1970’erne opfattede NATO sig mere eller mindre konstant som værende i defensiven. I Østersøen fik den sovjetiske flåde fra 1958 et markant teknologisk forspring med sømålsmissilet SS-N-2-Styx, som de bevæbnede deres destroyere og hurtige patruljebåde med.
Først mere end 10 år senere fik de danske og vesttyske søværn tilsvarende våben. Harpoon-missilet blev taget i brug i det danske søværn på fregatter, korvetter og torpedomissilbåde. Tyskerne anskaffede Exocet-missiler til torpedomissilbåde og Kormoran-missiler til deres marineflyvevåben.
I samme periode kom et voksende antal professionelle soldater til for at betjene våbensystemerne, der var af voksende kompleksitet. Parallelt med det blev værnepligten successivt nedskåret, så den fra begyndelsen af 1970’erne var halveret til 9 måneder.
I anden halvdel af 1970’erne besluttede Danmark at anskaffe amerikanske F-16 kampfly for at modernisere Flyvevåbnet. Det var sidste gang, Det radikale Venstre gik imod Socialdemokratiet i sikkerhedspolitikken.

Den østlige atomstrategi
I 1960’erne forlod NATO doktrinen om ’massiv gengældelse’ og gik over til at basere sin strategi på flexible response (afpasset reaktion). Det indebar som forudsætning, at NATO opbyggede troværdige styrker til alle niveauer af militær kamp, så man kunne være i stand til at følge med i en eventuel optrapning af en konflikt på hvert enkelt eskalationstrin. Der gav større chance for at undgå brug af atomvåben.
Fra sidst i 1960’erne indledtes en øst/vest-afspændingspolitik, der førte til bl.a. SALT-forhandlingerne (Strategic Arms Limitation Talks) og SALT 1-og SALT 2-aftalerne mellem USA og Sovjetunionen fra hhv. 1972 og 1979. De indebar visse begrænsninger på oprustningen med strategiske kernevåben.
Et andet resultat af afspændingen var Helsingfors-slutakten fra 1975, da 35 europæiske lande samt USA og Canada skrev under på, at grænseændringer i Europa ikke måtte ændres med magt – kun evt. gennem fredelige forhandlinger.
I Danmark bredte der sig – som i store dele af Vesteuropa – en opfattelse af, at der ikke var nogen større reel risiko for krig. Skepsis eller modstand over for Forsvaret var udbredt i store dele af befolkningen, og tidsånden var ikke mindst præget af uviljen mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam.
Læs også: Med Vietnamkrigen som bagtapet – ‘Det lille forsvarsforlig’ 1966-68 – Forsvarshistorien
Udtryk som f.eks. ’Russerne kommer!’ blev brugt til at karikere en formodet paranoid, antikommunistisk præget forsvarspositiv holdning.
Efter åbningen af arkiverne i Østeuropa har det imidlertid vist sig, at Polen havde fuldt udarbejdede planer om at invadere Danmark ved et krigsudbrud. I den forbindelse ville der blive gjort omfattende brug af atomvåben. Og i 1983 var der på grund af tekniske fejl og en tvetydig vestlig manøvre under en øvelse kortvarigt en reel risiko for udbrud af en atomar storkrig i Europa.
Fodnotepolitikken
NATO’s såkaldte Dobbeltbeslutning om opstilling af atombevæbnede mellemdistancer i Centraleuropa førte i 1980’erne til antiatomvåben-kampagner i mange lande og en mangeårig sikkerhedspolitisk krise i Danmark – kendt som Fodnoteperioden.
Sovjetunionen stillede med SS-20 atombevæbnede mellemdistanceraketter op, og ifølge doktrinen med ’afpasset reaktion’ så NATO sig nødsaget til at have et svar også på dette niveau. Derfor vedtog NATO i december 1979 at opstille 572 amerikanske mellemdistanceraketter i Centraleuropa begyndende i 1983, med mindre Sovjetunionen erklærede sig parat til at forhandle om fjernelse SS-20 missilerne.
Danmark tilsluttede sig under Anker Jørgensens socialdemokratiske regering Dobbeltbeslutningen, men efter at partiet var kommet i opposition i 1982, slog det om, og et alternativt sikkerhedspolitisk flertal, der også indbefattede Det radikale Venstre, trak Danmarks støtte til NATO-beslutningen.
Det alternative flertal tvang også gennem en række dagsordener frem til 1987 Schlüter-regeringen til at få indføjet danske forbehold i forbindelse med NATO-beslutninger i de officielle dokumenter.
Krisen sluttede ved det såkaldte atomvalg i 1988, da statsminister Poul Schlüter udskrev valg på spørgsmålet om, hvorvidt skibscheferne på amerikanske krigsskibe, der ankom til dansk havn, skulle spørges, om de – i strid med dansk atomvåbenpolitik – medførte atomvåben i danske farvande. Efter valget blev Det radikale Venstre optaget i regeringen og blev dermed forpligtet på Schlüter-regeringens politik.
Jævnbyrdighed i Østersøen
I 1980’erne lykkedes det NATO at opnå styrkemæssig paritet.
Stadigt værre økonomiske problemer gjorde, at østblokken ikke kunne følge med. På den vestlige side fortsatte moderniseringen til gengæld. F.eks. fik det tyske marineflyvevåben kampflyet Panavia Tornado til erstatning for de aldrende Lockheed F-104 Starfighter-jagere.
BALTAP udviklede konceptet ’Operation Hurricane’, som blev fintunet under en række større øvelser. ’Hurricane’ gik ud på at angribe en fjendtlig invasionsstyrke på vej mod f.eks. Sjælland eller Femern med samtidig affyring af et stort antal sømålsmissiler fra de samlede danske og vesttyske flådestyrker samt de til rådighed stående fly.
I det hele taget var forsvarspolitikken relativt uberørt af omskiftelserne og de heftige debatter om sikkerhedspolitikken. Et konstant fokuspunkt var Host Nation Support – øvelserne i at modtage forstærkninger fra Storbritannien og USA og beskytte de landsatte styrker. Øvelsen Northern Wedding i 1982.
Midt i 1980’erne skete det afgørende tøbrud i forhold til Østblokken med ’Glasnost’- og ’Perestrojka’-perioden i Sovjetunionen under præsident Mikhail Gorbatjov. I INF-traktaten i 1987 – en stor atomar nedrustningsaftale – mellem USA’s præsident Ronald Reagan og Ruslands præsident Gorbatjov aftalte parterne at gensidigt at destruere et stort antal atombevæbnede mellemdistanceraketter i Centraleuropa.
Murens fald ændrede alt
Med Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 ophørte Den kolde Krig. Pludselig så der ikke udsigt til at være nogen fare for krig i Vest- og Centraleuropa adskillige årtier ud i fremtiden – og dermed ingen fare for det danske territorium.
Den nye situation førte til en ’fredsdividende’ – dvs. kraftige nedskæringer af forsvarsbudgetterne i de fleste europæiske NATO-lande i de følgende to årtier.
En kreds af danske topofficerer og nogle få fremtrædende politikere – frem for alle Schlüter-regeringens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen – begyndte ligefrem at udvikle ideer til at sikre en fremtidig relevans for Forsvaret og undgå nedlæggelse.
Et decideret nybrud var udsendelsen af korvetten Olfert Fischer som bidrag til den amerikansk ledede internationale styrke under Golfkrigen 1990-91. Nok skete det med et begrænset mandat, men dog med et klart militært formål. Beslutningen faldt efter, at Danmark uafbrudt siden 1940’erne havde været et kerneland for FN’s fredsbevarende operationer, men havde undgået at involvere sig i noget, der pegede mod egentlig krigsdeltagelse.
De skarpe missioner
Den aktivistiske udenrigspolitik blev videre manifesteret, da Danmark som et af de første lande anerkendte de tre baltiske staters selvstændighed, og da en bataljon danske soldater blev udsendt som bidrag til FN’s fredsbevarende styrke i Kroatien (UNPROFOR) i 1992. Det skete i et forsøg på at håndhæve en våbenhvile i Balkankrigen, der var brudt ud i 1991.
Det danske engagement på Balkan blev stadig mere intensivt med adskillige faldne til følge. Det kulminerede med danske flystyrkers deltagelse i NATO’s luftoffensiv mod Serbien i marts 1999. Det var indledningen på Kosovo-krigen. Som noget ganske uhørt for Danmark skete deltagelsen uden FN-mandat.
Linjen blev ført helt ud, da Danmark under Anders Fogh Rasmussen på basis af et snævert Folketings-flertal besluttede at deltage i en amerikansk ledet angrebskrig mod Saddam Husseins Irak i 2003. Herefter fulgte adskillige år, hvor Danmark deltog i intensive kamphandlinger i Afghanistan og Irak med store tab til følge i form af faldne og sårede.
Senere fulgte andre skarpe indsættelser for dansk forsvar i Libyen, Syrien og Mali.

’De ringer, vi spiller’
Den bratte omstilling er af lektor Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet, blevet beskrevet sådan, at mobiliseringsforsvaret blev nedlagt og erstattet af ’De ringer, vi spiller’-konceptet – opkaldt efter et i sin tid populært radioprogram med musikønsker af Jørn Hjorting.
Til og med Forsvarsforliget 2000 blev mobiliseringsforsvaret opretholdt, men i stadig mere beskåret form. Kaserner, flådestationer, flyvestationer og andre enheder i Forsvaret blev med få års mellemrum nedlagt. De store styrkebidrag til internationale opgaver blev taget af den eksisterende struktur, så det hjemlige forsvar i stigende grad blev udpint for ressourcer.
Konsekvensen blev taget fuldt ud ved det skelsættende forsvarsforlig af 2004. Det danske territorialforsvar blev helt nedlagt og erstattet af veludrustede ekspeditionskorps beregnet på internationale missioner. Den indledende fase internet i Forsvaret frem mod forliget er blevet skildret i denne tv-dokumentar om ’K-notatet’: K-notatet | Danmark på Film
Dermed havde man et udgangspunkt for Jørn Hjorting-modellen: Danmark stillede massivt op med militære bidrag, når der blev ringet fra Washington eller London, mens man til gengæld lod sig være 100 pct. afhængig af USA’s sikkerhedsgaranti. Dermed blev det muligt fortsat at beskære forsvarsudgifterne.
Forsvaret sparet til bunds
2004-forliget blev vedtaget på et tidspunkt, da NATO stod på sit højdepunkt efter den store udvidelse med en række østeuropæiske lande. Blot fire år senere tog Ruslands præsident Vladimir Putin som gæst på NATO-topmødet i Bukarest i 2008 i vrede vendinger afstand fra ideer om at invitere Georgien og Ukraine med i NATO.
Ved dette første tegn på, at de verdenspolitiske konjunkturer var ved at vende, eksisterede det danske territorialforsvar ikke mere.
Da NATO-landene på topmødet i Wales i september 2014 blev enige om – som følge af Ruslands anneksion af Krim – at forpligte sig til at hæve forsvarsudgifterne til 2 pct. af BNP, var det egentlig ikke særlig vidtrækkende. For Danmarks vedkommende havde niveauet været så højt som 2,4 pct. så sent som i 1988.
Men i mellemtiden havde opinionen og det politiske system vænnet sig til løbende besparelser. Yderligere en stor udgiftsreduktion fandt sted ved tillægsaftalen i 2013 til Forsvarsforliget af 2010. Forsvarskommandoen blev integreret i Forsvarsministeriets departement, og forsvarschefen fik frataget sit helhedsansvar og kom på niveau med en styrelseschef.
Det blev ledsaget af klare politiske meldinger fra den socialdemokratiske forsvarsminister Nick Hækkerup om at bringe det militære system under fast politisk kontrol, så Forsvaret ikke blev ’en stat i staten’. Denne kurs blev siden fortsat af Trine Bramsen, socialdemokratisk forsvarsminister 2019-22.
Massivt opinionsskift
Da organisationen Folk og Sikkerhed i april 2024 afviklede forsvarsmessen ’Action 24’ i Messecenter Fredericia, blev den et folkeligt tilløbsstykke, og en række af Forsvarets myndigheder medvirkede.
Fjerne var de dage i 1970’erne, hvor officerer som f.eks. senere forsvarschef Hans Jørgen Garde beholdt deres uniform i en taske på vej på arbejde i Forsvarskommandoen for at undgå hånende tilråb i Københavns offentlige transportmidler. Selv Enhedslisten går i dag ind for NATO-medlemskab.
Og Peter Ernstved Rasmussen – stifter af og redaktør for forsvarsmediet olfi.dk – fik massiv medvind i opinionen, da han i bogen Forsvarsløs tordnede mod besparelser gennem årtier, der har efterladt forsvaret i nærmest ikke-funktionsdygtig tilstand.

Lige så fremherskende har kritikken været af den forsvarsledelse af departementsmodel, der reducerede forsvarschefen til en styrelseschef. ’En forsvarschef med et helhedsansvar’ har længe været et slagord, og da Flemming Lentfer blev sendt hjem i 2024, kunne udnævnelsen af en konstitueret forsvarschef tydes som et tegn på, hvad vej vinden blæser.
Det havde i Forsvaret været et kritikpunkt mod Lentfers udnævnelse, at han på intet tidspunkt har været udsendt på internationale missioner, hvilket i dag ses som en forudsætning for at nyde det nødvendige militære omdømme til en toppost i Forsvaret.
General Michael Hyldgaard er jægersoldat og kom fra stillingen som chef for Specialoperationskommandoen. Nogen mere operativ profil på Forsvarets øverste post er svær at forestille sig.
Under alle omstændigheder bliver det vanskeligt at opponere mod udviklingen. Ved NATO-topmødet i Haag i juli 2025 vil NATO-landene af USA’s præsident Donald Trump blive konfronteret med et krav om at hæve deres forsvarsbudgetter til 5 pct. af bruttonationalproduktet (BNP).
Og ifølge udtalelser fra statsminister Mette Frederiksen skal vi formentlig inden for få år være indstillede på, at niveauet på 3,4 pct. fra Koreakrigens tid vil være realistisk.
Litteratur:
- Peter Bogason: NATO and the Baltic Approaches 1949-1989 – when perception was reality
Forlaget De Gruyter Oldenbourg, Berlin, 2023 - Paul Villaume: Allieret med forbehold – Danmark, NATO og Den kolde Krig: Et studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. Vandkunsten, 1995.