Danske retsmedicinere blev inden for få år udsendt til to gigantopgaver, der var væsensforskellige. Efter Kosovo-krigen i 1999 skulle de skaffe beviser til krigsforbrydersager i Haag. Efter den store tsunami i 2004 var opgaven på sin vis nemmere: simpel identifikation. Vicestatsobducent Peter Juel Thiis Knudsen, Retsmedicinsk Institut i Odense, beretter.

En påtrængende sødlig stank, der ville slå mange omkuld, var allestedsnærværende i den tropiske hede ved den thailandske sydvestkyst. Omkring 1200 lig var placeret side om side på et større åbent område. De var for det meste viklet ind i tæpper og plasticposer og havde i øvrigt henligget i adskillige døgn med dagtemperaturer et godt stykke over 30 grader.

Det var sceneriet, der mødte danske og norske retsmedicinere, der lige efter nytår 2005 ankom til landsbyen ved Wat-Bang-Muang-templet. Stedet var en del af det udstrakte katastrofeområde i primært Thailand og Indonesien samt Sri Lanka, der den 26. december 2004, 2. juledag, var blevet ramt af den store tsunami.

Opgaven var ekstrem for de nyankomne skandinaver – som den i øvrigt var for alle typer af medarbejdere fra Interpol, enkeltlandes myndigheder og NGO’er. Ligene på tempelområdet var kun en minimal del af det samlede antal døde og savnede på ca. 227.000 mennesker. Heraf var ca. 167.000 indonesere, ca. 35.000 srilankanere og ca. 5.500 thailændere. Over 2.500 udenlandske feriegæster omkom eller forblev savnede – heraf 46 danskere.

Vicestatsobducent Peter Juel Thiis Knudsen var leder af de danske retsmedicinere, og han beretter om de første dages primitive forhold:

”Vi begyndte fra en ende af og obducerede ligene på jorden. Den norske retstandlæge Tore Solheim – en kollega lidt oppe i årene – sad på hug under arbejdet, mens hans danske kollega, retsodontolog (tandlæge) Lis Andersen tog notater,” beretter han.

Thiis Knudsen var aktiv i Thailand – som han tidligere havde været i Kosovo – under forhold, der udefra set forekommer ovenud belastende. Ikke desto mindre understreger den i dag 77-årige retsmediciner det fundamentalt velkendte i arbejdet.

”Vi var hverken i Kosovo eller Thailand ude for, at retsmedicinere fik psykiske problemer. Det hørte jeg i hvert fald ikke om. Vi fik i Thailand på et tidspunkt besøg af en psykolog fra politiet, og han gjorde et stort arbejde for at forebygge problemer hos alle de udsendte danskere.”

”Forestil dig et lig, der har henligget i 14 dage – måske om sommeren – i en lukket lejlighed i Odense. Sådan noget er hverdag for os.”

Han anser det for afgørende, at han og kollegerne ser noget lignende i forbindelse med deres daglige arbejde.

”Forestil dig et lig, der har henligget i 14 dage – måske om sommeren – i en lukket lejlighed i Odense. Sådan noget er hverdag for os. Mindst hver anden uge hjemme i Danmark får vi en dødfunden i fremskreden forrådnelse ind,” beretter Peter Thiis Knudsen.

Til sammenligning kom ikke mindst udsendte politifolk ud i fuldstændig uvante situationer.

Nordiske lande trådte til

For Peter Juel Thiis Knudsen begyndte en årrække med usædvanlige internationale opgaver i 1999. Som beskrevet i et tidligere interview havde han med stillingen vicestatsobducent nået en toppost som kulmination på en indholdsrig karriere. Forsvarshistorien | Skudsårsekspert og reserveofficer

Ud over varieret retsmedicinsk arbejde havde han siden begyndelsen af 1980’erne været en meget aktiv reserveofficer. Et tredje karrierespor var videnskabeligt, idet han over en årrække havde opbygget ekspertviden om sårballistik.

Det, der åbnede et nyt kapitel, var afslutningen på Kosovo-krigen i juni 1999. NATO’s bombeoffensiv var blevet indledt den 24. marts. Den blev fulgt af en indsættelse af landstyrker i den albansk befolkede udbryderprovins, og den 9. juni 1999 accepterede Jugoslavien ved Kumanovo-aftalen en våbenhvile. Den fredsskabende styrke Kosovo Force (KFOR) blev indsat, og Danmark bidrog med en bataljon (DANBAT).

Serbiske militsers massedrab på den kosovoalbanske befolkning havde resulteret i bred international forfærdelse, og ICTY (Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien) foranstaltede en undersøgelse af, om der var begået krigsforbrydelser i Kosovo.

Provinsen var delt op i fem områder, hvor der i hver enkelt blev indsat en KFOR-brigade. Den danske bataljon blev underlagt den franske brigade med hovedkvarter i Kosovska Mitrovica.

”Det vestligste område hørte under den italienske brigade, og man kunne have forventet, at de ville have dækket brigadens område med retsmedicinsk ekspertise, men det var ikke tilfældet,” fortæller Peter Thiis Knudsen.

”Italienerne havde ingen retsmedicinere med. Spanierne, der dækkede en tredjedel af det italienske område med en bataljon, havde et hold retsmedicinere med, og de var for øvrigt gode. I den situation spurgte ICTY rundt: Hvem vil tage ned og hjælpe? Det endte som i så mange andre af den slags sammenhænge med, at Danmark, Finland, Norge og Sverige trådte til.”

To slags obduktioner

Spørgsmålet var, hvad det var for et arbejde, der skulle udføres.

”Fra starten blev opgaven defineret som identifikation af de tusinder af ofre for massedrab, men derefter blev den ændret til almindeligt retsmedicinsk arbejde.”

Det indebar, at der skulle foretages retslægelige obduktioner af de opgravede lig – noget der i en almindelig dansk hverdag bestilles af politiet.

”Ved en sådan ofrer vi megen tid på den ydre undersøgelse. Det er et noget mere avanceret forløb end en almindelig obduktion på typisk sygehuspatienter, hvor dødsårsagen oftest er kendt,” forklarer Thiis Knudsen.

”Dødsmåden og dødsårsagen er vigtig. Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt kan man ikke sigte en person for drab uden at have en obduktionserklæring, der fastslår dødsårsagen.”

Vicestatsobducenten tog fat på planlægningen sammen med Susan Sprogøe-Jakobsen, der var under uddannelse til retsmediciner. De tog til Oksbøl-lejren og mødte oberst Torben Lund, der var chef for bataljonen, der skulle sendes til Kosovo.

Det skulle gå hurtigt med at få planlægningen klar hen over ferieperioden. Planerne blev lavet via mobiltelefon på 1. sal af Thiis Knudsens sommerhus i Blokhus.

De danske retsmedicinerhold blev sendt ud for 14 dage ad gangen. Det første bestod af konservator (dvs. retsmedicinsk tekniker) Peter Knudsen, retsmediciner Hans Petter Hougen fra Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, og Susan Sprogøe-Jakobsen.

Dansk forsvars gode ry

I Peje (Pec) ville sygehusdirektøren – uvist af hvilken grund – ikke lade det internationale hold bruge hospitalet til obduktionerne. De blev derfor i Peje foretaget på en kirkegård. De danske retsmedicinere fik stor nytte af DANBAT, idet de fik assistance af bataljonens gravemaskine til åbningen af massegravene. Det skete dog ikke uden bølgegang bag kulisserne.

”Obersten måtte til møde med den italiensk øverstbefalende, hvor han blev skældt ud, fordi bataljonen helt på tværs af almindelige procedurer kom fra den franske sektor og lavede arbejde i den italienske. Og det var da absolut heller ikke ad kommandovejen,” erindrer Peter Juel Thiis Knudsen.

”Men det er på det punkt, dansk forsvar har sin styrke. Vi har ry for at være fleksible, kunne improvisere og at kunne stille ideelle folk til et stabskompagni på en international mission. Sergenterne – der jo er dem, der laver det meste af arbejdet – er effektive, de kan improvisere, og officererne lytter til dem.”

Brugte pårørende til identifikation

Thiis Knudsen rejste ikke ud med det første hold, fordi han som souschef for Retsmedicinsk Institut i Odense skulle være hjemme for at passe instituttet og samtidig planlægge indsatsen. Senere var han udsendt i tre perioder på 14 dage – de første to ture med basis i Peje og i 2000 i den sydlige by Prizren.

Der opstod situationer, der krævede vanskelige afvejninger, f.eks. mellem, på den ene side behovet for at have pårørende til rådighed med henblik på hjælp til identifikation og, på den anden side, beskyttelse mod, at deres tilstedeværelse blev for massiv.

”I mit område blev der sat hegn omkring inde midt i en landsby, men det blev alligevel for meget. Vi bad den lokale ’høvding’ om hjælp, og på kort tid var alle de pårørende væk på nær dem, vi skulle bruge.”

Peter Thiis Knudsen tilføjer, at det absolut kun var næstbedste løsning at være nødt til at identificere på beklædningsgenstande eller andre effekter.

”Det er retsmedicinere generelt ikke meget for. Vi vil have tænder, fingeraftryk eller DNA,” præciserer han.

DNA-teknik var dengang tæt på at være udviklet, men var endnu ikke taget i brug. Senere rejste Peter Thiis Knudsen i en periode til Kosovo sammen med danske og norske kolleger for at assistere med at opbygge retsmedicinen i den løsrevne provins.

Af 311 lig, som de danske og svenske retsmedicinere obducerede, lykkedes det at identificere 203, mens 108 i første omgang forblev uidentificerede. Mange af dem blev imidlertid senere identificeret med DNA-teknik.

Udrykning til Thailand

Få år senere – den 28. december 2004 – sad Peter Juel Thiis Knudsen på sit kontor. Det var ved 11-tiden om formiddagen, og han havde netop afsluttet en julevagt og skulle så til gengæld have fri i nytårsperioden. Da ringede telefonen.

Det var professor, statsobducent Markil Gregersen, der var retsmedicineren i Rigspolitiets ID-beredskabs Kernegruppe, dvs. beredskabets ledelse. Thiis Knudsen havde været medlem af ID-beredskabet siden 1996.

”Gregersen fortalte, at vi skulle have retsmedicinere til Thailand. Om jeg var klar til at tage af sted?”

Så gik tingene hurtigt.

”Min kone kunne regne ud, at jeg nok ikke ville være tilbage til min fødselsdag den 9. januar, så jeg fik en lille gave med,” erindrer Thiis Knudsen.

”Jeg havde to kufferter med. Den ene af dem indeholdt de nødvendige instrumenter og andet standardudstyr for retsmedicinere. Det nødvendige tøj til det varme klima havde jeg klar. Jeg havde i 1999 fået et beløb af Udenrigsministeriet til at skaffe mig passende påklædning til ophold i Kosovo, og Spejdersport udstyrede mig ved den lejlighed med alt.”

Næste morgen kl. 8 tog han toget fra Odense Banegård og mødte retsodontolog Lis Andersen, politifolkene Alf Topp og Gunnar Johnsen samt lederen af id-beredskabet i Kastrup Lufthavn. Tilfældigvis var Thiis Knudsen kort forinden blevet udpeget til at være medlem af Rigspolitiets id-beredskabs ledelse, ’Kernegruppen’, fra 1. februar i stedet for Markil Gregersen.

Den danske policy var, at man sendte et lille hold ud til at begynde med for at se, hvor galt det var. Nordmændene gjorde noget andet og sendte hele holdet ud med det samme.

”Vi ringede efter nogle flere, da vi kom derned, og Steen Holger Hansen, retsmediciner fra instituttet i København, kom et par dage efter sammen med endnu en tandlæge og en flok politifolk. Vi blev indlogeret på Pearl Hotel sammen med nordmændene. Vi var udsendt af Rigspolitiet. Anderledes med de udsendte fra Sverige og Finland, der var udsendt af udenrigsministerierne.”

Identificerede 3400 døde

De nordiske retsmedicinere kørte med bus fra ferieøen Phuket mod Khao Lak. Turen varede to timer. Efter at være gået i gang i Wat-Bang-Muang på de første dages primitive vilkår med arbejde i hugsiddende stilling fik de borde, de kunne obducere på.

”Yderligere nogle dage efter fik vi lov til at flytte ligene til et tempel i en lidt større by, Takua Pa, i den nordlige ende af Khao Lak. Mange af de lokale er meget overtroiske og havde fundet det uhyggeligt – så spøgelser – fordi ligene lå under åben himmel. Men når de døde blev lagt på tempelgrunden, var det ok med thaierne.”

I begyndelsen af februar 2005 blev arbejdsvilkårene yderligere forbedret.

”Den norske stat havde doneret nye containere, der blev stillet op side ved side i tre rækker. I hver af rækkerne kunne der opstilles to linjer ad gangen med en retsmediciner med assistent, politifolk til fingeraftryk m.m. og to tandlæger. I containerne var der kun 27 grader, så det var pludselig tåleligt.”

Der var opstillet telte til omklædning ved siden af, og her delte danskerne telt med de finske kolleger.

DNA-teknik var på dette tidspunkt ved at blive rutine ved opgaver med DVI (Disaster Victim Identification) og skulle naturligvis også bruges i Thailand.

”Det var en negativ oplevelse,” bemærker Peter Thiis Knudsen.

”Kina meldte sig og ville gerne gøre det gratis, men det viste sig, at de ikke kunne lave analyserne med en ordentlig kvalitet. De havde dengang ikke teknologien. Vi blev nødt til at få lavet opfølgende analyser en række steder. Den vigtigste bidragyder var ICMP (International Commission on Missing Persons) i Sarajevo.”

Her havde man masser af erfaring i post mortem-analyse som følge af Den bosniske Krig, der var afsluttet i 1995. Efter fire til seks måneder kom der ifølge Thiis Knudsen masser af positive dna-svar derfra.

Det lykkedes Thai Tsunami Victim Identification (TTVI), der var organisationens officielle navn, at identificere ca. 3400 af de ca. 3800 døde, de obducerede. Tidsforbruget på hver enkel obduktion var langt mindre end i Kosovo.

”Det var på forhånd besluttet, at alle var druknede – uanset om nogle evt. efterfølgende havde fået f.eks. en bjælke i hovedet – og at alle var døde ’ved en ulykke’. Vi beskæftigede os derfor slet ikke med dødsårsag og dødsmåde, kun med identifikation,” fortæller vicestatsobducenten.

”Vi foretog partiel obduktion og konstaterede som det første, om personen havde fået fjernet galdeblæren, blindtarmen eller livmoderen. Det kunne hjælpe identifikationen ved at indsnævre mulighederne. Det var politiet, der havde ledelsen af missionen, men det lykkedes at få læger og tandlæger inddraget i planlægningen og dispositionerne på et højere niveau. Det fik vi til at fungere rigtig fint.”

Heltenes efterfølgere

De fire nordiske lande indgik blandt retsmedicinerne i Thailand som et Nordic Team.

”TTVI fik i starten assistance fra Australien, der havde særlig erfaring fra katastrofen på Bali, hvor over 200 mennesker var blevet dræbt ved en terroraktion – en bilbombe – i oktober 2002.”

Norge og Australien havde på skift ledelsen af den praktiske del af identifikationsarbejdet. I øvrigt var alle de involverede retsmedicinere udlændinge.

”Ingen thaier var involverede i dette på vort niveau, men de havde naturligvis den overordnede ledelse,” siger Thiis Knudsen.

Han pointerer normaliteten i retsmedicinernes bidrag til den internationale indsats. Karakteristisk er det, at et foredrag, han efter sin hjemkomst holdt om sine erfaringer, havde titlen ’When the Heroes have left’ (’når heltene er rejst’).

Deri ligger, at retsmedicinernes nøgterne virke først kommer ind i billedet, når relevansen er væk for dem, han opfatter som de virkelige helte – nemlig de ’rigtige læger’, narkosesygeplejersker og andre, der redder liv.

Flere billeder fra Thailand

Det danske hold blev indsat i de store turistområder nord for øen Phuket.Templet Wat Bang MuangDette syn var et af de første indtryk, danskerne fik af katastrofens omfang. (Privatfoto)Templet Wat Yanyao.Fingeraftrykseksperter – danskere til venstre og finner til højre. (Privatfoto)På grund af fugten og varmen kunne huden på fingerspidsen glide af ligene. Så satte undersøgerne den på deres egen finger og kunne lave et fint fingeraftryk. (Privatfoto)Kriminaltekniker fotograferer et lig for at få et billede af tænderne, inden en tandlæge undersøger dem. I nogle tilfælde har man kunnet identficere afdøde på dette. (Privatfoto)Det dansk-finske telt på undersøgelsesstedet. (Privatfoto)

Flere billeder fra Kosovo

Pårørende hjælper med identifikation på efterforskningssted. (Privatfoto)En rendegraver var nødvendig for at opgrave en fællesgrav for 31 dræbte, der overvejende var ofre for de serbiske militsers forsøg på etnisk udrensning. (Privatfoto)De danske retsmedicinere var forberedte på lidt af hvert og havde f.eks. medbragt deres eget bord og ligpose. (Privatfoto)