”De har en dansk rem til deres gevær, og der er ikke sket noget. Så bliver det en tro, at der var noget, der hedder danskerheld,” forklarer Daniel.
”De er tossede med at være med danskerne. For i de første missioner i Afghanistan havde vi jo danskerheld, som de kaldte det,” fortæller Daniel om de internationale kolleger. Han er udsendt til Afghanistan i 2011-2012 på hold 12 – et af de sidste danske hold på den danske indsats.
Meget har på det tidspunkt ændret sig siden starten. Det er ikke lykkedes at slå Taleban, der har ændret taktik med flere og flere angreb med vejsidebomber. Danskerne har lidt store tab ikke mindst på patrulje og kørsel i den sydlige Helmandprovins. Men blandt de internationale kolleger hænger myten om de særligt heldige danskere stadig ved.
Held i en rem?
”Alle de gange de har gået på patrulje, og har haft en dansk rem til deres gevær. Så har de tænkt, at det er jo den, der har gjort, at der ikke er sket noget. Så bliver det en tro, man har. At der var noget, der hedder danskerheld,” forklarer Daniel.
De danske soldater bliver indsat i Helmand, hvor indsatsen er styret af amerikanerne. Og her deltager danskerne i de hårdeste patruljer og har de sværeste opgaver. De skal blandt andet prøve at vinde tilliden hos lokalbefolkningen og forståelse for NATOs indsats. Den er meget upopulær med natlige bombninger og raids mod formodede Taleban-sympatisører.
Hvis du vil se mere om, hvad danskerne bidrager med for lokalbefolkningen, så se for eksempel ”Thor og Odin i Fletten” eller ”Vestjyske afghanere”.
Flagdag i felten
Efterhånden indser de vestlige styrker, at det ikke nytter at tvinge forandringen ned over befolkningen. Man bliver træt af at ”slå græs”, som man kalder det. Landsbyer, der er ryddet for Taleban-folk, skal ryddes igen kort tid efter med træfninger, sårede og døde.
”Vi var mange soldater i Afghanistan, når man gør hele regnestykket op. Og der var også mange, der blev såret. Men vi har også været i ufattelig mange kamphandlinger. Hvor de har været pressede, og der er sket rigtig mange ting, hvor der ikke rigtig er sket noget med danskerne,” forklarer Daniel. Han er i dag kommunikationsmedarbejder på Hærens Informationscenter i Varde.
D. 4. september 2011 dør Jacob Sten Lund Olsen, der er konstabel i Gardehusarregimentet. Det er endnu en vejsidebombe – denne gang syd for Patrol Baseline i Helmand. Dagen efter er det Flagdag, som bliver fejret hjemme i Danmark.
”D. 5. september kan jeg huske, at vi bliver angrebet i lejren efter en patrulje. Der er nogen, som kommer ind og skyder med granater, hvor vores træningscenter bliver ramt. Lige ved siden af vores mortergård. Vi får skudt i 4 1/2 time,” beretter Daniel. Han er beregner på morteren og har derfor rigeligt at gøre i de timer. En hård dag, der får er surrealistisk tvist, da de sætter sig til at se fjernsyn hjemmefra.
”Noget senere kan jeg se på dansk fjernsyn, at de begynder at fejre Flagdag. Der bliver stillet om til interview direkte til Afghanistan. Det er selvfølgelig inde i Camp Bastian, hvor der står en eller anden officer, der fortæller, at det går rigtig godt, og der er god mad. Så sidder man og tænker, at herude går det ikke så godt,” slutter Daniel.
