En militærlæge gør, hvad han kan i situationen. Ole Lenler-Eriksen fik en gravid, muslimsk kvinde, som var ved at føde i utide, fragtet gennem det ene fjendeland til det andet – og ind på det bedst mulige hospital. Men hvad der siden skete hende, ved han ikke, og de trusler, han selv blev udsat for under den ene udsendelse, hvor det skete, sidder dybt i ham i dag.

Den muslimske kvinde var gravid i 7. måned, og hun og hendes mand sad sammen med syv-otte andre civile – heraf fire børn – som en slags gidsler i et hus tæt op ad en dansk kontrolpost. De havde forsøgt at flygte gennem serbisk kontrolleret område, og danske soldater havde standset, hvad der lignede en planlagt henrettelse af dem, så indtil videre sad de nu på lånt tid ved kontrolposten.

Da den gravide kvinde viste tegn på en begyndende fødsel to måneder før tid, måtte den danske militærlæge Ole Lenler-Eriksen rykke ud fra sanitetsdelingen.

Ole Lenler-Eriksen er læge med rundt regnet 50 års erfaring. Han skiftede fra civil til militær i 1990, og det har ført ham rundt i alle hjørner af den udvikling, Forsvaret har undergået siden murens fald. 

Han har været helikopterlæge, chef for infirmeriet på Skrydstrup, overlæge på Karup og udstationeret flere gange. I Arktis har han testet udstyr til overlevelse i ekstreme kuldegrader – og han har under den jugoslaviske borgerkrig været anholdt af fulde serbere og skydegale kroater, som stak skarpladte våben i maven eller op under hagen på ham.

Vi skulle være glade for at de ikke havde skudt os med det samme

Denne beretning er fra en af hans mange udsendelser som militærlæge: Da han i 1993 blev sendt til Eksjugoslavien for at være med i sanitetsdelingen i Danbat 3, ved byen Kostajnica.

Her fik han med Røde Kors som mellemled lov at køre på opsøgende sygebesøg bag de skiftende kamplinjer.

“Banja Luka-området var lukket. Der var ikke nogen, der kunne komme ind” fortæller Ole Lenler-Eriksen.

“Men de havde så via Røde Kors fået lov til at sende en læge ind, og så køre rundt, ligesom jeg selv havde gjort herhjemme som praktiserende læge, og se hvad der var, og hvad vi kunne hjælpe med. Det gjorde jeg så sammen med en chauffør, en tolk og en Røde Kors repræsentant.”

De kørte i en af Forsvarets ”GD’er”, den klassiske Mercedes-jeep.

“Jeg tor, jeg var en 5-6 forskellige steder. Som regel var der gamle damer på 80-90 år, som boede alene og havde sår på benene og alt mulig andet, og der var ikke andet at gøre end at se at få dem indlagt.”

“Da vi var næsten igennem ruten, blev vi så pludselig stoppet af en lastbil på tværs, hvor der blev trukket op i en presenning, og så var der et maskingevær bagved. Og så fra siden kom de så ind med deres Kalashnikov’er og råbte og skreg, og vi kunne jo ikke forstå en skid af det simpelthen. Vi kunne jo bare gøre en ting at smile til dem og lade som ingenting. Og så blev Røde Kors repræsentanten og vores tolk taget ind til forhør. Tre timer gik der. Så fik vi at vide, at vi måtte godt køre videre, men vi skulle være glade for, at de ikke havde skudt os med det samme, fordi de var ret overbevist om, at vi var spioner, sagde de.”

Næste ubehagelige oplevelse kom få uger før, Ole efter planen skulle hjemsendes.

“Der hører vi over vores radioer, at en af vores lastbiler med nogle af vores soldater i, som tilfældigt kom kørende tæt på Una-floden var stødt på nogle Krajina-serbere, der var på vej ned mod floden med ti mennesker.”

Serberne havde geværer pegende mod de ti, som var civile muslimer, mænd, kvinder og børn, og alt tydede på, at de skulle føres ned til floden for at henrettes.

Her greb de danske soldater ind. Serberne var i undertal, og de danske soldater fik de ti civile op på lastbilen og fragtede dem til en dansk kontrolpost. Her accepterede den serbiske styrke i området, at de blev anbragt i en naboejendom til kontrolposten – indtil videre.

“Krajina-serberne mente, de ti muslimer var en angrebspatrulje, men gruppen bestod af en ældre kvinde, to ægtepar og fem børn. De var på flugt.” fortæller Ole.

En af de muslimske kvinder var gravid i 7. måned, og efter en uge blev Ole kaldt til kontrolposten med sanitetsdelingens ambulance, fordi hun måske var ved at gå i fødsel. 

“Jeg undersøgte hende, og der var sammentrækninger, hvilket ikke var så godt. At føde i 7. måned er alt for tidligt under de omstændigheder. Jeg var nødt til at få hende på sygehuset. Jeg ringede til kompagnichefen, som sagde, jeg måtte forhandle med de lokale.”

Et forsøg på at forhandle en løsning med Krajina-serberne strandede dog på, at deres lokale chef var fuld og ”ikke ville være disponibel de første 12 timer.”

“Så sagde kompagnichefen, at jeg måtte handle pr. konduite.”

“Nå, det gør jeg så. Så kører jeg hende ud af området op til Kroatien. Jeg vidste, at i Sisak, der var et stort moderne hospital. Så vi puttede hende ind på en båre og ind i ambulancen, og så bad jeg om, at vi de næste tre timer lukkede al kommunikation ud og ind af lejren. Både telefonisk og alt muligt andet. Det kunne de sagtens gøre, det var fint.”

“Så de lukkede det hele ned, og så trillede mig og to sygepassere. Det var vores vanlige rute, og det var de jo vant til at se – de der Krajina-serbere – at vi kørte den vej op for at hente forsyninger, for det gjorde vi jo op ved Sisak. Så vi blev ikke stoppet nogen steder. Vi trillede bare igennem og hilste på dem og så videre.”

“På et vist tidspunkt fik vi at vide, at just-in-case, så havde vi en GD’er (med danske soldater, red.) til at ligge i passende afstand fra os. Det var vi også lidt trygge ved.”

Ole og hans ambulance med kvinden og de to sygepassere kom over de kroatiske linjer og ind til sygehuset i Sisak.

“Da de så opdagede, at det var en muslimsk kvinde, så var de… ”hende kunne de sandelig ikke tage sig af. ”Hun skulle tilbage igen, mente de. Så sagde jeg, ”nu må de fandme til at holde op.” Og jeg vidste da, at FN nok skulle betale for hende. Så blev det en anden tone, for de kunne jo godt se, der var penge i det. Så de tog hende ind til behandling.

“Men hvad der endelig kom ud af det, det ved jeg ikke” siger Ole.

Og det smerter ham den dag i dag. Han bliver ked af det under interviewet, men som han siger:

“Jeg ved, at jeg har godt af at fortælle om det.”

På vej retur mod den danske lejr var der nyt drama. 

“Vi blev arresteret af kroaterne.”

“Fordi vi havde kørt hende derover. Så de tog pistoler frem og sagde, ”du er arresteret.” To unge fyre, de var jo bindegale i hovedet, simpelthen. Det var der jo absolut ingen grund til at gøre, men det skulle jo være sådan, at det så lidt voldsomt ud, tror jeg.”

“De ville så afhøre mig om, hvor hovedkvarteret var, og så sagde jeg, det aner jeg ikke. Hvor der var kanoner, og hvor der stod kampvogne, og så måtte jeg sige, at jeg aldrig havde set en kampvogn i Kostajnica. ”Jeg aner ikke en klap om det”.

Ole og hans ambulance fik til sidst lov at fortsætte hjemturen, men de måtte nu ikke køre samme vej tilbage. Det blev til en længere omvej langs Savafloden til et lille færgested, hvor en kabelfærge kunne krydse med et køretøj ad gangen. Til sidst var de ”hjemme.”

“Jeg hørte ikke egentlig mere til det her, men jeg synes, at vi havde fået løst vores opgave godt.”

“Men der gik kun to dage, så fik jeg besked på, at jeg skulle sendes hjem. Serberne havde sat en pris på mit hoved, så det var for at beskytte mig. Manden, som var far til den gravide kvinde, blev smuglet med ud.”

Men heller ikke mandens senere skæbne, fik Ole nogen viden om.