I 1880’erne kunne det ifølge loven ikke lade sig gøre at slippe for værnepligt, hvis man trak så lavt et nummer, at man blev indkaldt. Alligevel lykkedes det for bondekarlen Rasmus Jochumsen. Historikeren Hans Christian Bjerg – specialist i forsvarshistorie – undrer sig, men kan ikke tilbyde nogen forklaring.

Af Niels-Birger Danielsen

Under arbejdet på en bog om sin mors slægt er Gitte Højlund Thomsen stødt på et mystisk brev, som hendes oldefar modtog.

Oldefaderen var Rasmus Jochumsen fra Fjelsted på Nordvestfyn og det lykkedes ham tilsyneladende i 1887 som 23-årig at slippe for militærtjeneste ved at bytte sit lave indkaldelsesnummer – 274 – til et højere ’frinummer’, nemlig 1381. Mysteriet består i, at der på dette tidspunkt officielt ikke var nogen mulighed for at bytte nummer, og at der ikke fandtes frinumre.

Rasmus Jochumsen (1864-1946) levede hele sit liv på slægtsgården ’Altona’ ved Fjelsted på Nordvestfyn. Det brev, som Gitte Thomsen har fundet, er fra Visbek – en kammerat til oldefaderen fra nabogården ’Hamborggaard’. Visbek var i 1887 inde at ’springe soldat’ og var lettere misundelig. ’Burde ikke kunne lade sig gøre’

Historikeren Hans Christian Bjerg, der har beskæftiget sig indgående med værnepligtens historie, kan ikke give nogen forklaring. Indtil 1867 kunne man betale en anden for at blive soldat for selv at slippe, men derefter blev stillingsvæsenet afskaffet. De sidste undtagelsesbestemmelser gjaldt lærere og ordinerede præster, men fra 1912 var der fuldstændig lige og almindelig værnepligt.

”Der var altid flere mænd i den værnepligtige alder, end man skulle bruge – i 1880’erne typisk 22.000, mens man skulle bruge ca. 10.000 pr år. Alle trak et nummer på sessionen, og man indkaldte de laveste numre. De højere numre blev ikke indkaldt,” fortæller Bjerg, der i 1996 udgav bogen Forsvar for værnepligten.

”Det burde ikke kunne lade sig gøre at bytte numre, men om systemet er blevet administreret fuldstændig regelret, ved jeg ikke.”

Gitte Højlund Thomsen, der er skolesekretær på Øster Aaby skole på Sydfyn har udarbejdet sin bog som et privatskrift til familiemedlemmerne. Med hendes tilladelse kan vi her bringe brevet til Rasmus Jochumsen-vennen Visbek:

Gode Ven

Tak for dit Brev som jeg har modtage og ser der af at du er saa godt som sluppen fri for Tjenesten ja du er en Lykkens Pamfilius at du slipper saa let fra det der kan da ikke være Tale om at du vel ind at være Melionær om du ogsaa skal lade nogle skillinge ryge du kommer da ikke til at give mere en det vel koste dig i di syv Maaneder du skulde ligge og saa er di da kun tel Nar alle veine.

Jeg havde ellers spekuleret paa at jeg skulde ud til Odense tel Sommer og se dig som Infanterist jeg troede ikke at du havde sluppet saa let men somme destobedre for dig og ingen skade for mig men jeg havde ikke troet at di vilde byde saadan en Karl som dig saadanne arbeider som at gaa at gjøre rent paa visse stede og lignende.

Jeg har det ellers godt herovre i gamle Viborg men Tiden er temmelig lang for nu har vi saa at sige ingen Ting at bestelle det er ikke som i forige Maaned der kan du tro vi maatte ordentlig trave om-kring i Lyngen de sidste dage va vi en Tur ned i mod Aarhus vor stødte sammen med Artolleriet Infan-teri Kavaleriet fra Aarhus og kavaleri fra Rander vi marserede ud en Dag sloges en Dag og marserede saa hjem den tredje Dag du kan tro det var en Pomp at Artelleriet kom kjørende med Kanonerne og kavaleriet komme ridende vi måtte regtig nok trække os tel bage men det var alligevel en morsom Tur. Jeg laa inkvarteret hos en Skovrider og havde det rigtig godt vi fik noget rigtig god Spise og det kostede os ikke noget. Du skulde tage en lille Tur over tel mig du gamle Fyr jeg tænker at Knud tager herned inden han reiser tel Fyen saa kunde passende komme herop og saa saa kunde i følges ad hjem du gamle Snørstøvle det kunde ellers blive en morsom Tur men du tør vel sagtens ikke vove dig saa langt op i Jylland men ves du skulde være saa modig som jeg for resten ikke tror du er saa skal du da lade mig det vide.

Du skriver at der er Pest i Bierne det var jo slemt nok nu kommer det an paa om ikke baade mine og dine bliver ødelagt men saa kan det jo ikke blive anderledes men det kan jo ogsaa være det gaa ikke saa galt.

Undskyl den daarlige Skrift for jeg kan næsten ikke skrive med den pen jeg har.

Hils nu dine Forældre fra mig og hels dem hjemme og hels alle gode bekjente men først og sist helses fra din gamle Ven og Kamerat Visbek

Siden fra Gitte Højlund Thomsens bog, hvorpå hun beretter om brevet fra kammeraten på nabogården.