I 2013 anmoder Malis regering FN om støtte til sikre, at den våbenhvile, der blev indgået mellem Malis regering og nomadiske oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper, bliver overholdt. I starten af juli 2023 melder FN ud, at man nu vil trække de internationale FN-styrker ud og ti års indsats i Mali slutter. I løbet af de sidste ti år har Danmark bidraget med alt fra Herculesfly, helikoptere, felthospital, soldater, specialister og meget mere. 

En af de første danskere, der satte fod i Mali, var Lars.  

Lars er netop i sommeren 2013 blevet uddannet officer og udnævnt til premierløjtnant i Hæren. Han er efter udnævnelsen sat til at gøre tjeneste ved efterretningstjenesten i Varde. Og kort efter bliver han varslet om, at han står til at skulle til Mali. Forud for tiden på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot, trådte Lars sine støvler som ung konstabel i Afghanistan i 2009.

Så helt ung og uerfaren var Lars ikke, da han sætter sig i flyet og skal sendes afsted som enkeltmand til Mali. Her skulle han fungere som ”Human Terrain Analyst”.  

En opgave, der ikke kun kræver analytiske færdigheder, men også evnen til at engagere sig i lokalbefolkningen og forstå både deres, men også landets komplekse situation. 

Væk i et år

FNs hovedkvarter i Mali ligger i hovedstaden Bamako, men Lars og en anden dansker skal være i lejr oppe mod nord i byen Gao. Mali er et stort land og flere steder er der både roligt og godt at være. Men oppe nordpå hersker oprørsgrupperne og fattigdommen er stor. 

Efter en noget nervepirrende flyvetur fra Bamako til Gao i en gammel russisk Antonov lander Lars i den lejr, som skal rumme deres lille efterretningscelle i et år. Her skal de have fokus på både at indhente og analysere de efterretninger, som de kan få fingre i.  

Lejren er et lille stykke Holland – her er 500 hollændere og to danskere samt et par lokale ansatte, der varetager rengøring og andre praktiske forhold.  

Dagligdagen som indhenter i Mali

Gao er omringet af ingenting, altså store tørre sletter og temperaturen er høj og luften føles som en føntørrer. Og i byens bygninger er er tydelige spor af krigshandlinger. Der er skudhuller i væggene og lokalbefolkningen er anderledes.  

”Det minder ved første øjekast kaster om Afghanistan, fordi du har de her compound-mure. Og det samme landskab, da Mali ligger lige syd for Sahara. Det er det, der hedder Sahel-området – og man kan sige, at befolkningen er noget anderledes – Og der er en lidt anden stemning,” forklarer Lars og som udsendt med FN, så betyder det blød hat og bløde biler, selvom oprørsgrupperne bærer våben og der er mange kamphandlinger i regionen.   

Måske en pistol ved hoften, men ellers ligger hjelme og fragmentationsvest omme bag i bilen, når de kører rundt i deres traditionelle hvide bil med FN skrevet på siden. 

Vild kultur og vild forandring

”Når vi kører rundt og snakker med lokalbefolkningen i Gao, så viser det sigt, at det er ret interessant, at de har et samfund, der er relativt velfungerende, men der er nogle spændinger mellem de etniske grupperinger. Man kan godt bo to etniske grupperinger ved siden af hinanden og er man utro med en fra den anden etniske gruppe, så tæller det ikke. For vedkommende er jo ikke en del af den samme kulturkreds,” forklarer Lars.  

”De vil rigtig gerne snakke og fortælle om de traumer eller oplevelser, de har haft”, siger Lars, der måtte støve sit skolefransk af, da lokalbefolkningen kun taler fransk. Og det viser sig også, at Sahel-regionen forud for borgerkrigen havde været forholdsvis velfungerende.  

Lars kan fortælle om, at de lokale kommer hen og fortæller om, hvordan piger og drenge tidligere kunne spille basketball sammen nede på torvet og have en fri omgangstone uanset køn og etnicitet. Men på et tidspunkt i 2011 begynder de islamistiske oprørsgrupper at udnytte Tuareg-folkets frihedskamp som baggrund for at skabe uro og i løbet af ganske kort tid, får de skabt et terrorregime, da de hugger ben og arme af på folk, der ikke støtter dem –   det sker offentligt inde på torvet i Gao. Det medfører, at nogle vælger at tilslutte sig de islamistiske oprørsgrupper, der får mod på at blive ved, mens andre forsøger at gøre modstand.  

”Ingen ved længere, hvem der er med hvem – og tilliden til hinanden i samfundet er brudt sammen. Det oplever vi, når man er ude at patruljere ved landsbyerne, hvor man selvfølgelig har en lidt anden måde at omgås på hinanden på, men det er et tillidssamfund, hvor der er nogle strukturer og nogle måder at gøre tingene på. Og så ændrer det sig – Lige pludselig stoler de ikke på hinanden længere.  Der foregår nogle meget ubehagelige ting, som de har brug for at fortælle om”.  

At arbejde for FN er som at vandre i knæhøjt mudder

Selvom Lars oplever frustrationen blandt lokalbefolkningen og selv oplever den kritik, som FN ofte får – om at være en stor tung og klodset elefant, der ikke rigtig lykkes med de ting, som FN kaster sig over, så mener han også, at FN fungerer. 

Ifølge Lars repræsenterer FN en form for håb i de lande, hvor FN er – og som kan vise en ny måde at gøre tingene på. Dog erkender han også, at i flere af landene i Afrika er situationen så kompleks, at idealisme og gode hensigter ikke er nok, og her nævner Lars Sydsudan, hvor han også har været udsendt til.  

Selvom Lars kan sidde tilbage med følelsen af at have vandret gennem knæhøjt mudder, når han har forsøgt at skubbe på FN-systemet, så mener han, at man med sin egen personlige indsats kan skubbe noget 

”Jeg tror, at mange af os der har været udsendt har prøvet, at den store indsats måske gik ikke så godt, men så er der den lille indsats, hvor man altid lige kan skubbe lidt til noget og sørge for, at tandhjulene kører”.  Og som enkeltmandsudsendt, så kan det til tider være svært at se meningen med den store FN-indsats.  

”Man må arbejde med det man kan, og så sørge for at holde sig nogenlunde klar i hovedet og passe på sig selv, indtil man kommer hjem igen – Og så få snakket med nogen om de ting og frustrationer, man oplever.” afslutter Lars.  

FAKTA om FNs mission i Mali (MINUSMA)

MINUSMA er en FN-fredsbevarende mission i Mali. Missionen blev etableret i 2013 for at støtte Malis regering med henblik på at stabilisere landet og genoprette fred og sikkerhed efter en periode med politisk uro og væbnet konflikt. 

MINUSMA er den største FN-mission i verden med over 15.000 soldater og politi fra over 100 lande. Missionen har en bred vifte af opgaver, herunder at beskytte civile, støtte Malis regering i at udøve sin suverænitet og territoriale integritet, samt at støtte den maliske hær i kampen mod oprørsgrupper. 

MINUSMA har været udsat for en række udfordringer, herunder voldelige angreb fra oprørsgrupper, logistiske problemer og mangel på politisk vilje fra Malis regering. Men missionen har også opnået en række resultater, herunder at reducere antallet af væbnede konflikter, forbedre sikkerheden for civile og støtte den maliske hær i at erobre territorium fra oprørsgrupper. 

FN har primo juli besluttet at nedlægge MINUSMA er stadig i gang. Man vurderer, at missionen har spillet en vigtig rolle i at stabilisere Mali og skabe grundlag for en varig fred i landet. 

FAKTA OM MINUSMA 

• Etableret: 25. april 2013 
• Mål: At støtte Malis regering og folk i deres bestræbelser på at stabilisere landet og genoprette fred og sikkerhed 
• Opgaver: At beskytte civile, støtte Malis regering i at udøve sin suverænitet og territoriale integritet, samt at støtte den maliske hær i kampen mod oprørsgrupper 
• Personale: Over 15.000 soldater og politi fra over 100 lande 
• Budget: 1,2 milliarder USD om året 
• Udfordringer: Voldelige angreb fra oprørsgrupper, logistiske problemer og mangel på politisk vilje fra Malis regering 
• Resultater: Reduceret antallet af væbnede konflikter, forbedret sikkerheden for civile og støttet den maliske hær i at erobre territorium fra oprørsgrupper