Preben er i Bosnien i de største kampe siden 2.verdenskrig. Han skal passe på sine folk, men må ikke besvare ilden. Det er han blevet syg af.
”Havde jeg ikke haft min kone og min søn, var jeg gået til. Jeg mistede identiteten fuldstændig,” fortæller Preben, der er blevet førtidspensioneret med PTSD. Preben er signalofficer i 1995 i Bosnien, hvor de danske styrker deltager i FN’s arbejde. FN er stadig fredsbevarende uden at måtte deltage direkte i krigen. Prebens opgave er at nærsikre lejren og at beskytte sine folk.
”Vi nåede knapt nok at stikke en finger i jorden. Kroaterne opmarcherede, og selv om der var vage indikationer, så havde ingen forventet fuld krig,” erindrer Preben. Men krig kommer der, og danskerne må ikke besvare ilden fra kroaterne og serberne, der skyder på hinanden, bruger danske soldater som bombeskjolde og plyndrer FN’s våbenlagre, hvor partnerne tidligere har indleveret deres våben, som en del af fredsprocessen. Og disse oplevelser sidder stadig i Preben, som den gør i så mange andre Balkan-veteraner. ”Da jeg kom hjem, var der intet, og jeg ville jo ikke tærske langhalm på de oplevelser. Og så er det jo sjovt, at jeg sagde til alle andre, at de skulle få talt med psykolog om deres oplevelser og komme i behandling, hvis de følte noget.”
Veterancafé
Preben får ikke håndteret det psykiske pres efter sin hjemkomst, og med årene tager de dårlige minder til. Han får flashbacks og kan ikke sove om natten. Han begynder at drikke, ”selvmedicinerede sig” som han kalder det, men en dag siger kroppen fra. ”Jeg besvimer, da jeg er ude og gå med hundene. Min kone finder mig og tvinger mig til at tage på sygehuset. Det viser sig, at jeg har akut stress, der har udløst en blodprop. Så kom jeg i behandling, og så var det jo bare at tage imod den,” fortæller Preben. ”Og jeg kom kun igennem det med familiens støtte. Ellers havde jeg ikke været her i dag.”
Det kan være en meget stor mundfuld for en familie at håndtere at have et medlem med PTSD. Både for den enkelte syge veteran og for familierne hjælper det at få talt om tingene med andre i samme situation. Derfor driver Preben i dag en veterancafé i Skive, hvor veteraner og pårørende kan komme forbi og få kaffe. Og få talt. ”Man har et særligt bånd, når man har været udsendt, og det er ligegyldigt om det er som sygeplejerske, præst, politimand, beredskabsmand eller soldat. Oplevelserne er de samme,” siger Preben.
