”Jeg insisterer på at kigge med. Jeg kan ikke forholde mig til, at jeg mangler nogle fingre eller mangler mine ben.” fortæller Martin med fantomsmerter, da forbindingerne skal af.

”I starten tror jeg, at det er nogle, der har flyttet mig ind i et andet telt, taget en hvid kittel på og gør grin med mig. Så i lang tid sagde jeg til lægerne “Ja, ja. Det er fint, hvor er mit udstyr? Jeg skal ud på patrulje.”

Sådan fortæller Martin om det første, han kan huske, efter at været blevet sprængt i stumper og stykker på en patrulje i Afghanistan. Her er han udsendt på Hold 7 i 2009, og fem måneder inde i udsendelsen går det galt. Han træder på en IED, der er gemt i et hus og mister begge ben og en del fingre. Han bliver fløjet til felthospitalet i Camp Bastion, inden han flyves hjem til København. Først her vågner han omtåget, stærkt medicineret og med fantomsmerter. Se hans beskrivelse af patruljen i filmen ”Bomben til mig”.

Fantomsmerter i forbindinger

”Jeg kan huske som noget af det første, at min mor står ved min seng og jubler lidt. Hun har forberedt sig på, at jeg skulle dø. Så lige pludselig vågner jeg, trækker vejret, smiler og sådan nogle ting,” fortæller Martin.

Alle Martins skader er selvfølgelig bundet fuldstændigt ind, så det er svært for ham at forstå, at lemmerne ikke længere er på kroppen. Han har fantomsmerter i visse dele af de manglende kropsdele og kan ovenikøbet bevæge dem, tror han.

”Så skal jeg så have pakket forbindingerne af. Og der insisterer jeg på at kigge med, fordi jeg ikke kan forholde mig til, at de siger, jeg mangler nogle fingre eller mangler mine ben. Fordi jeg har fantomsmerter på det her tidspunkt,” fortæller Martin.

Da forbindingerne kommer af, er lægerne overraskede, for Martin er allerede vokset meget sammen. Og selv om Martin for første gang ved selvsyn kan se de faktiske skader, så er han ikke ked af det.

”Det var ligesom der, hvor jeg sagde: Nå ok, så må jeg være sprunget i luften. Der følte jeg mig egentlig bare glad for at være i live.”

PTSD versus PTG

En af de første ting, som lægerne og fysioterapeuterne fortæller Martin, er, at han vil kunne gå på sine protester ved juletid. Det mål sætter Martin sig for at indfri og har på mange måder bibeholdt den positive og pragmatiske tilgang til livets udfordringer. Han lever et aktivt liv, deltager i teaterforestillinger, tv-programmer og har en godt pakket foredragskalender.

”Min mor sagde, at hun sendte en dreng afsted, og der kom en mand hjem,” siger Martin, der undrer sig over, at de fleste, han møder på gaden, er meget forudindtagede omkring hans psykiske tilstand.

”Når de finder ud af, at jeg er veteran, så træder de et skridt baglæns og spørger forsigtigt, om jeg har PTSD,” forklarer Martin og siger, ”som om jeg er en bombe, der er ved at detonere.” Han supplerer med, at han har det modsatte, nemlig PTG (post traumatisk growth), hvor man kommer styrket ud af forfærdelige oplevelser.

Overdue-rejsning

Martin er en ung mand, da ulykken sker. Mange sidder med spørgsmålet, om han kan sætte børn i verden. Om han kan have sex. Og han fortæller, at han faktisk både kan have sex og har sex. Et emne, der dog ikke spiller den store rolle, mens han ligger på hospitalet. Men som medicinen bliver nedtrappet, sker der noget. Han får det, der i soldater-jargon hedder englefisse, det vil sige; natlig sædafgang.

”Det var bare overdue. Har ligget et par måneder. Det var meget underligt, for jeg havde overhovedet ikke skænket det område en tanke, og lige pludselig rejste den sig bare op af sig selv. Nå, den eksisterer stadigvæk, det var da fantastisk,” forklarer Martin med et smil.