โJeg insisterer pรฅ at kigge med. Jeg kan ikke forholde mig til, at jeg mangler nogle fingre eller mangler mine ben.โ fortรฆller Martin med fantomsmerter, da forbindingerne skal af.
โI starten tror jeg, at det er nogle, der har flyttet mig ind i et andet telt, taget en hvid kittel pรฅ og gรธr grin med mig.ย Sรฅ i lang tid sagde jeg til lรฆgerne “Ja, ja. Det er fint, hvor er mit udstyr? Jeg skal ud pรฅ patrulje.”
Sรฅdan fortรฆller Martin om det fรธrste, han kan huske, efter at vรฆret blevet sprรฆngt i stumper og stykker pรฅ en patrulje i Afghanistan. Her er han udsendt pรฅ Hold 7 i 2009, og fem mรฅneder inde i udsendelsen gรฅr det galt. Han trรฆder pรฅ en IED, der er gemt i et hus og mister begge ben og en del fingre. Han bliver flรธjet til felthospitalet i Camp Bastion, inden han flyves hjem til Kรธbenhavn. Fรธrst her vรฅgner han omtรฅget, stรฆrkt medicineret og med fantomsmerter. Se hans beskrivelse af patruljen i filmen โBomben til migโ.
Fantomsmerter i forbindinger
โJeg kan huske som noget af det fรธrste, at min mor stรฅr ved min seng og jubler lidt. Hun har forberedt sig pรฅ, at jeg skulle dรธ. Sรฅ lige pludselig vรฅgner jeg, trรฆkker vejret, smiler og sรฅdan nogle ting,โ fortรฆller Martin.
Alle Martins skader er selvfรธlgelig bundet fuldstรฆndigt ind, sรฅ det er svรฆrt for ham at forstรฅ, at lemmerne ikke lรฆngere er pรฅ kroppen. Han har fantomsmerter i visse dele af de manglende kropsdele og kan ovenikรธbet bevรฆge dem, tror han.
โSรฅ skal jeg sรฅ have pakket forbindingerne af. Og der insisterer jeg pรฅ at kigge med, fordi jeg ikke kan forholde mig til, at de siger, jeg mangler nogle fingre eller mangler mine ben. Fordi jeg har fantomsmerter pรฅ det her tidspunkt,โ fortรฆller Martin.
Da forbindingerne kommer af, er lรฆgerne overraskede, for Martin er allerede vokset meget sammen. Og selv om Martin for fรธrste gang ved selvsyn kan se de faktiske skader, sรฅ er han ikke ked af det.
โDet var ligesom der, hvor jeg sagde: Nรฅ ok, sรฅ mรฅ jeg vรฆre sprunget i luften. Der fรธlte jeg mig egentlig bare glad for at vรฆre i live.โ
PTSD versus PTG
En af de fรธrste ting, som lรฆgerne og fysioterapeuterne fortรฆller Martin, er, at han vil kunne gรฅ pรฅ sine protester ved juletid. Det mรฅl sรฆtter Martin sig for at indfri og har pรฅ mange mรฅder bibeholdt den positive og pragmatiske tilgang til livets udfordringer. Han lever et aktivt liv, deltager i teaterforestillinger, tv-programmer og har en godt pakket foredragskalender.
โMin mor sagde, at hun sendte en dreng afsted, og der kom en mand hjem,โ siger Martin, der undrer sig over, at de fleste, han mรธder pรฅ gaden, er meget forudindtagede omkring hans psykiske tilstand.
โNรฅr de finder ud af, at jeg er veteran, sรฅ trรฆder de et skridt baglรฆns og spรธrger forsigtigt, om jeg har PTSD,โ forklarer Martin og siger, โsom om jeg er en bombe, der er ved at detonere.โ Han supplerer med, at han har det modsatte, nemlig PTG (post traumatisk growth), hvor man kommer styrket ud af forfรฆrdelige oplevelser.
Overdue-rejsning
Martin er en ung mand, da ulykken sker. Mange sidder med spรธrgsmรฅlet, om han kan sรฆtte bรธrn i verden. Om han kan have sex. Og han fortรฆller, at han faktisk bรฅde kan have sex og har sex. Et emne, der dog ikke spiller den store rolle, mens han ligger pรฅ hospitalet. Men som medicinen bliver nedtrappet, sker der noget. Han fรฅr det, der i soldater-jargon hedder englefisse, det vil sige; natlig sรฆdafgang.
โDet var bare overdue. Har ligget et par mรฅneder. Det var meget underligt, for jeg havde overhovedet ikke skรฆnket det omrรฅde en tanke, og lige pludselig rejste den sig bare op af sig selv. Nรฅ, den eksisterer stadigvรฆk, det var da fantastisk,โ forklarer Martin med et smil.