spot_img

TILMELD NYHEDSBREV

KONTAKT

Forsvars- & sikkerhedspolitikForsvarets tre hovedopgaver

Forsvarets tre hovedopgaver

Gem artikel


Ud over Arktis – den indlysende topprioritet – er Host Nation Support dansk forsvars vigtigste opgave. Det vurderer Jakob Henius fra Forsvarsakademiet, der i denne kronik analyserer det kommende årtis udfordringer i historisk perspektiv. Mens viljen bag forsvarspolitikken er god, ser han implementeringskraft som en stående mangel.

Jakob Henius
Brigadegeneral (pens.)
Forsvarsakademiet

Som Winston Churchill fastslog: Den der ikke kender sin fortid, kan ikke forstå sin nutid og kan heller ikke skue ind i fremtiden. Dansk forsvar – og NATO – står midt i en enorm transformation, hvor det kan være nyttigt at forstå de historiske dynamikker.

Nogle gange kan vi søge inspiration i historien, andre gange bør vi netop ikke gøre det. Men det kræver, at vi kender den.

Dansk forsvar har lige nu tre hovedprioriteter. Den første er at styrke tilstedeværelsen og opgaveløsningen i Arktis. Den anden er at (gen)etablere evnen til at agere værtsnation på dansk territorium med henblik på at støtte allierede forstærkninger under krise og krig. Den tredje er at levere styrkebidrag langs NATO’s østflanke – dvs. langt fra dansk territorium – i det fulde operative spektrum, herunder ikke mindst med en troppeenhed af brigadestørrelse på ca. 5.000 mand.

Arktis

Historisk har dansk forsvar varetaget håndhævelsen af Rigsfællesskabets suverænitet i og om Grønland. Siden 2. Verdenskrig har vi været væsentligt støttet af USA, bl.a. i kraft af Forsvarsaftalen af 1951, som giver amerikanerne nærmest ubegrænsede baserettigheder på grønlandsk territorium.

Den danske suverænitetshåndhævelse har især bestået i overvågning til søs med inspektionsskibe, overvågning af landområdet i Nordøstgrønland med slædepatruljer samt overvågning af luftrummet med bl.a. radarer og fly.

Danmark har aldrig kunnet ‘forsvare Grønland’

Indtil nu har indsatsen været baseret på den oprindelige enighed mellem medlemmerne af Arktisk Råd om at søge at undgå en militarisering af Arktis.

Det er først og fremmest væsentligt at slå fast, at Danmark aldrig har kunnet ‘forsvare Grønland’. Vi har med andre ord aldrig kunnet afvise en beslutsom modstander, som måtte sætte sig for at erobre hele øen eller dele af den.

Med udbruddet af Den Anden Kolde Krig – kombineret med klimakrisen og bortsmeltningen af arktiske ismasser – er de fleste i dag enige om, at det er urealistisk at undgå oprustning i Arktis. Set fra et dansk (og et amerikansk) perspektiv skal Grønland derfor ikke blot kunne overvåges bedre; navnlig det grønlandske luft- og søterritorium skal på en helt ny måde kunne forsvares i tid og rum.

I slipstrømmen på trekantsdramaet mellem USA, Danmark og Grønland om Grønlands fremtidige tilhørsforhold er der ét uomgængeligt faktum: Grønlands befolkning er på knap 57.000. Og de lever på et landområde, der ikke kun er enormt, men som samtidig har stor – og stigende –  geostrategisk betydning.

Den grønlandske befolkning er dermed for lille til, at Grønland kan være fuldstændigt uafhængigt. Landets vigtige geostrategiske placering stiller krav om at kunne agere i det fulde udenrigs- og indenrigspolitiske, diplomatiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige spektrum.

Der er simpelthen ikke en tilstrækkeligt stor befolkningsmasse, hvorfra man kan generere det fornødne antal embedsmænd, diplomater, politikere, soldater, politifolk, sundhedspersonale, økonomer, forskere, lærere og de mange andre offentlige og private funktioner, der skal til for at drive en helt uafhængig stat.

USA kommer aldrig til at acceptere et helt uafhængigt Grønland, som i givet fald vil udgøre et forsvars- og sikkerhedspolitisk vakuum

Hvis Grønland var en lille isoleret Stillehavs-ø, ville befolkningstallet være af langt mindre betydning for landets evne til selvstændighed. Men Grønland er en del af det nordamerikanske kontinent.

USA kommer derfor aldrig til at acceptere et helt uafhængigt Grønland, som i givet fald vil udgøre et forsvars- og sikkerhedspolitisk vakuum, der vil ligge åbent for f.eks. russisk eller kinesisk ekspansion. Det er helt i tråd med Monroedoktrinen fra 1823.

Det er med andre ord ikke så mærkeligt, når den nye amerikanske administration – kort før det grønlandske parlamentsvalg – tilkendegiver (gentager) sit krav om amerikansk indflydelse i Grønland.

Senest har den danske regering besluttet, at Danmark vil styrke sine militære kapaciteter i og om Grønland. Det skal bl.a. ske ved at erstatte (nogle af) de aldrende inspektionsskibe med nye, at styrke slædepatruljen Sirius, at muliggøre tilstedeværelse af F-35 kampfly på Kangerlussuaq flybasen – samt ved at få gennemført de projekter, der allerede blev besluttet med den første arktiske kapabilitetspakke i 2021.

Det gælder bl.a. anskaffelse af langtrækkende droner https://forsvarshistorien.dk/droner-i-kamp-et-nyt-kapitel-i-krigshistorien/ og genetablering af en radar på Færøerne til overvågning af GIUK-gappet (dvs. sø- og luftterritoriet mellem Grønland, Island og Storbritannien).

Det er nok tvivlsomt, om USA vil anse den danske beslutning om styrkelse af overvågningen i Grønland for tilstrækkelig. Hertil kommer, at USA er interesseret i andet end kun fysisk sikkerhed; adgang til grønlandske naturressourcer er også et motiv.

Grønlands blot 57.000 indbyggere og øens store – og stigende – geostrategiske betydning udelukker ifølge Jakob Henius fuldstændig uafhængighed. Foto: Privat

Danmark bruger meget lang tid til at omsætte politiske beslutninger til konkrete kapabiliteter

Desuden har de senere år desværre vist os, at Danmark bruger meget lang tid til at omsætte politiske beslutninger på forsvarsområdet til konkrete kapabiliteter. Det må derfor være temmelig uklart for USA, hvornår man egentlig kan regne med, at de nye danske militære kapaciteter i Arktis er implementeret.

Man må derfor antage, at der også vil ske en forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland.

Spørgsmålet er så, om den nye amerikanske administration vil acceptere deres øgede tilstedeværelse uden at få en større politisk og ressourcemæssig dominans over Grønland til gengæld. Præcis dette må blive et punkt i de forhandlinger, som i den kommende tid må forventes indledt mellem Danmark, Grønland og USA.

Hvis det ender sådan, at Grønland vælger USA frem for Danmark som primær beskytter og donor, risikerer de kommende danske investeringer i nye arktiske kapabiliteter at være ret forgæves. De vil i hvert fald kun i meget begrænset omfang kunne nyttiggøres i det danske forsvars to andre hovedopgaver. Det må vi antage, at danske og grønlandske beslutningstagere har tænkt grundigt igennem.

Danmark som værtsnation

Ligesom under Den Første Kolde Krig skal dansk forsvar igen kunne sikre, at allierede forstærkninger kan modtages, sikres og transitere gennem dansk territorium i alle domæner, dvs. til lands, til vands og i luften. Det er efter min opfattelse dansk forsvars klart væsentligste bidrag til NATO i tilfælde af krise eller krig i Østersøregionen – langt mere værdifuldt for alliancen end de små styrker, som vi skal kunne indsætte på østflanken, f.eks. i Baltikum.

Dansk forsvar skal igen kunne sikre, at allierede forstærkninger kan modtages, sikres og transitere gennem dansk territorium

At støtte allierede forstærkninger til og gennem dansk territorium var noget, totalforsvaret i Danmark beherskede indtil for ikke så længe siden. Historisk skete det bl.a. gennem indsættelse af såkaldte Host Nation Support-enheder (HNSU), Hjemmeværnet, fredstidsoplagte allierede forsyninger på dansk territorium m.m.

Der er uden tvivl gamle erfaringer fra den Første Kolde Krig, som kan nyttiggøres, hvis man kigger dybt i arkiverne og taler med de rigtige mennesker.

Vi er allerede godt på vej. F.eks. indgik Danmark forrige år en ny forsvarsaftale med USA, som bl.a. indebærer tilladelse til oplægning af amerikansk forsvarsmateriel på dansk territorium – og evt. udstationering af amerikansk militært personel i Danmark. Begge dele i fredstid.

Et andet eksempel er den danske beslutning om at anskaffe tre jordbaserede luftforsvarssystemer, som skal opstilles på dansk jord. Disse missilsystemer vil kunne medvirke til at luftsikre allierede styrker i Danmark.

Et tredje eksempel er aftalen med Esbjerg havn om at dedikere bestemte områder af havnen til at modtage allierede transportskibe i tilfælde af krise eller krig. Hertil kommer, at det danske Hjemmeværn i stigende grad orienterer sig mod at støtte og sikre allierede styrker på dansk grund.

Kort sagt: Den gode nyhed er, at der er gang i en positiv udvikling m.h.t. dansk forsvars allervigtigste opgave i vores nærområde.

Der sker fremskridt i Danmarks evne til at modtage forstærkninger – og til at være transitland for NATO-styrker. F.eks. er bestemte områder af Esbjerg havn dedikeret til at modtage allierede transportskibe i tilfælde af krise eller krig. Billedet her er fra en Host Nation Support-øvelse i Esbjerg. Forsvarsgalleriet

Danmarks bidrag til NATO’s østflanke

Dansk forsvars tredje hovedopgave er som nævnt at opstille og kunne indsætte styrkebidrag langs NATO’s østflanke. Det tungeste af disse bidrag er en troppeenhed af brigadeværdi (ca. 5.000 mand), som f.eks. skal kunne indsættes i Baltikum. Det er først og fremmest en opgave for den danske hær, som selvfølgelig skal støttes af de øvrige værn. https://forsvarshistorien.dk/jette-albinus-forste-kvindelige-generalmajor/

Hærens opgave minder konceptuelt om den, som Jyske Division havde under Den Første Kolde Krig – dog i langt mindre målestok. Den bestod i at mobilisere og derefter deployere til udlandet (dengang langs den indre tyske grænse) for dér at kæmpe integreret med allierede enheder (6. Tyske Division) i rammen af et fælles dansk-tysk korps (LANDJUT).

Korpset indgik i NATO’s værnsfælles styrker i Østersøregionen (BALTAP), som var en del af de allieredes styrker i NATO’s nordregion (AFNORTH).

I 1980’erne og frem til den Første Kolde Krigs afslutning talte den danske felthær 72.000 mand. Hertil kom lokalforsvarsstyrker samt et Hjemmeværn, der også talte omkring 70.000. I forhold til dét forekommer den danske felthær i dag meget lille – primært altså én brigade på ca. 5.000 mand, som endda stadig er langt fra at være færdigopstillet.

Der er til gengæld en række forståelige grunde til, at Hæren – og det øvrige forsvar – er skrumpet så meget.

For det første var Danmark under den sidste kolde krig en frontlinjesat. Vi måtte derfor forberede os på, at NATO kunne blive udsat for et overraskende angreb fra Warszawa-pagten rettet mod bl.a. dansk territorium.

Vi var derfor nødt til at have et forsvar – og ikke mindst en hær – som kunne mobilisere hurtigt, og som selvstændigt kunne optage kampen, indtil allierede forstærkninger nåede frem. Vi skulle kæmpe ‘på hjemmebane’ eller i hvert fald (for Jyske Divisions vedkommende) meget tæt på dansk territorium.

At operere på eller nær dansk territorium betød, for det andet, at vi kunne basere vores styrkeindsættelse på en høj grad af støtte fra national infrastruktur. Det gjaldt f.eks. udskrevet materiel (dvs. materiel, som ville blive beslaglagt i krigstid) og civile institutioner som sygehuse, transportsektoren osv. Der indgik f.eks. mange tusinde udskrevne civile køretøjer – bl.a. lastvogne og ingeniørmaskiner – i det danske forsvar; de var principielt gratis og belastede derfor ikke forsvarsbudgettet, med mindre der blev krig.

Forsvaret rådede over enorme mængder af materiel, våben og ammunition, der var modtaget som led i Marshall-hjælpen.

For det tredje rådede dansk forsvar frem til den Første Kolde Krigs afslutning over enorme mængder af materiel, våben og ammunition, der var modtaget som led i Marshall-hjælpen. Vi havde således aldrig behøvet at finansiere det via forsvarsbudgettet.

Havde Danmark selv skullet bekoste anskaffelsen af alt materiel til sit daværende forsvar, tør jeg godt garantere, at vores forsvar havde været langt mindre dengang.

For det fjerde var materiellet – og kravene til det – langt mere beskedent. Den militærteknologiske udvikling havde endnu ikke frembragt den høje grad af kompleksitet, præcision, rækkevidde og slagkraft, som moderne våbensystemer og ammunition besidder.

Tilsvarende var datidens krav til beskyttelse af personellet langt mindre end i dag. Det var med andre ord forholdsmæssigt langt billigere at udruste en hvilken som helst militær enhed før i tiden. Man kunne derfor have et væsentligt større forsvar end i dag.

Som kuriosum kan jeg nævne, at da jeg startede i Forsvaret i 1982, var den danske hærs materiel i vid udstrækning på et teknologisk niveau svarende til 2. Verdenskrig. Det ændrede sig først et godt stykke op i 1990’erne.

Det voluminøse forsvar under den Første Kolde Krig var derfor – for det femte – baseret på et langt større værnepligtsindtag i forhold til i dag. Nutidens militære materielsystemer kræver et vist islæt af professionelle soldater. Vi har samtidig fuld beskæftigelse, hvilket i sig selv gør det vanskeligt for Forsvaret at konkurrere med det øvrige samfund om arbejdskraften.

Det kan den kommende styrkelse af værnepligten forhåbentlig ændre på; vi skal snart indkalde langt flere, ligesom tjenestetiden mere end fordobles til 11 måneder. Oveni skal vi – ligesom under Den Første Kolde Krig – også snart uddanne værnepligtige sergenter og løjtnanter, der kommer til at udgøre en del af rygraden i det ‘nye’ forsvar.

Værnepligtige sergenter og løjtnanter kommer til at udgøre en del af rygraden i det ‘nye’ forsvar

Af alle de ovennævnte årsager har vi i dag en hær, hvis regulære kampkraft kun tæller en enkelt brigade, et flyvevåben som tæller 27 kampfly og et søværn med kun knap et halvt dusin regulære kampenheder.

Hvad nu…?

Med sine tre hovedprioriteter vil det danske forsvar foreløbig det rigtige. Men med få undtagelser går det desværre temmelig langsomt med at gennemføre transformationen.

Der mangler som sagt hverken penge eller kloge hoveder, men snarere implementeringskraft – dvs. evne til at omsætte politiske beslutninger og penge til konkret handling. Man må derfor håbe, at vores beslutningstagere også gør sig nogle tanker om, hvordan vi justerer på størrelsesforholdet mellem hjerne og krop i det danske forsvar.


 


Alle kommentarer er velkommen, men de bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse.

Kommentarer uden fulde navn vil blive slettet.

guest
0 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer

FRA SAMME forfatter

Temaer

OPlev

Hør historierne

Mere i samme genre

Dansk forsvar tilbage ved udgangspunktet

Efter udgangen af NATO’s 75 års jubilæumsår tegner en virkelighed sig, hvor Forsvaret skal prioriteres lige så højt som under Den kolde Krigs tidlige år. I 1953 toppede det danske forsvarsbudget målt som andel af BNP med 3,4 pct.

Andre læser også