Beredskab og civilbeskyttelse blev et tema, da bombefly satte krigsførende i stand til at angribe bag fronten. Under Den kolde Krig var opgaven at sikre, at samfundet kunne overleve en atomkrig. Senere blev fokus omlagt til fredstidskatastrofer. Med oprettelsen i 2024 af Beredskabsministeriet er krigsperspektivet tilbage, men en samlende hånd mangler 

Det danske beredskabs historie hænger uløseligt sammen med moderne krigsførelse. Udviklingen af egentlige luftvåben under og efter Første Verdenskrig gjorde at man kunne bombe bag frontlinjen. Samtidig havde den udbredte brug af gas under Første Verdenskrig stillet spørgsmålet om civilbeskyttelse mod krigshandlinger yderligere på spidsen.  

Med disse erfaringer i bagagen begyndte man i 1930’erne at frygte en ny krig på europæisk jord. Allerede i 1932 tog Internationalt Røde Kors spørgsmålet om civilbeskyttelse under krig op, hvilket blev fulgt op af opmærksomhed fra Dansk Røde Kors, som udgav en pjece om spørgsmålet samme år. 

I november 1933, altså knap 10 måneder efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland, nedsatte den danske regering den såkaldte Gaskommission, som skulle undersøge gasbeskyttelse i krigs- såvel som fredstid. Den var klar med en betænkning i 1935, som bemyndigede til at foretage yderligere undersøgelser og begynde at planlægge. 
 

I mellemtiden rørte også civilsamfundet på sig. I 1934 stiftedes den frivillige organisation Dansk Luftværnsforening, hvis formål var at oplyse borgerne om hvordan man kunne beskytte sig selv og hjælpe andre. I 1940 stiftedes Danske Kvinders Beredskab under Dansk Luftværnsforening. 

I 1938 blev den første statslige beredskabs- /civilbeskyttelsesorganisation oprettet: Statens Civile Luftværn. Ikke længe efter brød krigen som bekendt ud, og Statens Civile Luftværn udgjorde grundlaget for, og organiserede, civilbeskyttelsen under Besættelsen. 

Udover det praktiske arbejde med civilbeskyttelse udførte Statens Civile Luftværn også informationskampagner, herunder Danmarks første husstandsomdelte civilforsvarspjece, Hvis krigen rykker nærmere i 1944. Statens Civile Luftværn udarbejdede også andre typer instrukser, som f.eks. vejledning i mørklægning og havde et udstrakt samarbejde med – og trak på – de frivillige kræfter.  

Beskyttelsesrum til alle

Da krigen var ovre, gik der ikke lang tid før Den kolde Krig gjorde det klart at civilbeskyttelse desværre ikke var blevet irrelevant. I 1946 nedsatte Indenrigsministeriet en kommission, hvis arbejde mundede ud i oprettelsen af Civilforsvaret i 1949. Den frivillige indsats i Dansk Luftværnsforening fortsatte under navnet Civilforsvarsforbundet og de to instanser fortsatte også samarbejdet.  

”Civilbeskyttelsen blev bygget ind i velfærdsstatens arkitektur, bl.a. med en lov fra 1950 om at nyopførte bygninger over en vis størrelse skulle have beskyttelsesrum, såkaldt ’dual-purpose’-lokaliteter, der i fredstid kunne tjene som cykelrum, parkeringskældre mm.”

Opbygningen af et civilforsvar tilpasset den kolde krig foregik naturligvis i skyggen af atombomben. Her var man dog, i civilforsvarskredse, relativt fortrøstningsfulde: man anså atombomben for blot at være en meget stor bombe, og således noget der kunne håndteres med sædvanlige civilforsvarsforanstaltninger: beskyttelsesrum, brandslukning, evakuering, hjælp til sårede, mv. 

Civilbeskyttelsen blev så at sige bygget ind i velfærdsstatens arkitektur, bl.a. med en lov fra 1950 om at nyopførte bygninger over en vis størrelse skulle have beskyttelsesrum, såkaldt ’dual-purpose’-lokaliteter der i fredstid kunne tjene som cykelrum, parkeringskældre, mm. Skoler og offentlige institutioner blev indrettet med kommandocentraler og faciliteter til indretning af nødhospitaler. 

Til trods herfor kæmpede Civilforsvaret – ligesom Forsvaret i øvrigt – med at få penge nok til at opbygge en organisation af den størrelse og med det materiel man anså for nødvendig.

Ideelt ønskede Civilforsvaret en dækningsprocent (antallet af beskyttelsesrum i forhold til antallet af borgere) på over 100%, fordi de fleste jo var på arbejde det meste af dagen og således havde brug for beskyttelsesrum på flere forskellige lokaliteter. Dog var der pr. 1960 kun en dækningsprocent på 25,3.

I 1974 vurderede styrelsen at være oppe på 47%. Der blev således også lagt vægt på egenbeskyttelsen, herunder private beskyttelsesrum, frivillige værn i boligkaréer, på villaveje, mv.  

Truslen om atomar udslettelse

I løbet af 1950’erne skete et skift i våbenudviklingen der også første til et skift i dansk civil planlægning. I løbet af årene 1952-54 udviklede supermagterne brintbomber – kernevåben hvis sprængkraft er 1.000 gange så stor som et ’almindeligt’ atomvåben af den type som USA havde brugt i Hiroshima og Nagasaki.

”Brintbomberne havde potentiale til at udslette hele storbyer og indvarslede for alvor forestillingen om krigen som et nukleart ragnarok”

Deres størrelse og kraft var af en type, at det dårligt gav mening at tænke på eller tale om dem som blot meget store bomber. Brintbomberne havde potentiale til at udslette hele storbyer og indvarslede for alvor forestillingen om krigen som et nukleart ragnarok. 

Brintbomberne betød en nuklearisering af krigsplanerne, herunder i USA og NATO. Men deres ødelæggende potentiale fik også indflydelse på den civile planlægning i NATO, hvor man havde komiteer for civilforsvar, forsyninger, sundhedspleje, flygtninge, transport, mv. i krig. Alle de komiteer som arbejdede med civile forhold der kunne være af vigtighed for krigsførelsen, blev i 1955 samlet under en Senior Committee for Civil Emergency Planning, her blot kaldet Seniorkomitéen.  

Seniorkomiteens nedsættelse kom i anledning af et ganske alvorligt problem i kølvandet på brintbomberne og krigsplanlægningens nuklearisering: Spørgsmålet om hvorvidt samfundet overhovedet ville være i stand til at overleve en krig. Og hvad ville det sige at et samfund havde overlevet?  

”Regeringens overlevelse og bevarelse af autoritet blev førsteprioriteten i den civile beredskabsplanlægning i NATO’s regi.”

NATO’s svar var: regeringens videreførelse. Altså, at det politiske system og regeringsformen overlevede. En nok så sigende definition i en kold krig, der i høj grad handlede om samfundssystemernes indretning. Regeringens overlevelse og bevarelse af autoritet blev førsteprioriteten i den civile beredskabsplanlægning i NATO’s regi. 

De øvrige prioriterede områder var befolkningens overlevelse, civilforsvar (forstået som at afbøde menneskelig og materiel skade), hospitaler, fødevarer, transport, kommunikation, brændstofforsyninger, industri, arbejdskraft og internationale forsyningslinjer. Disse blev nu områder hvor NATO’s medlemslande burde planlægge sikring i krig. 

Til at sikre dette, indførtes årlige reviews af medlemslandenes indsats, i stil med dem der fandtes på det militære område. Seniorkomiteens primære formål under Den kolde Krig var altså ikke så meget civilbeskyttelse i sig selv, men snarere civilbeskyttelse med formålet at understøtte en krigsindsats og sikre samfundets overlevelse i krig. Denne forskel mellem civilforsvar og civilt beredskab blev også overført til Danmark. 

Sikring af regeringen

NATO’s fokus på civilt beredskab blev den direkte anledning til at man i Danmark i 1956 nedsatte et regeringsudvalg for civilt beredskab, som skulle forberede planlægning og lovgivning på området. Tre år efter, i 1959, blev Danmarks første lov om civilt beredskab vedtaget.

Loven grundlagde beredskabet på det såkaldte sektorprincip, altså at hvert ministerium varetog planlægning indenfor sit eget ressortområde. Samtidig nedsatte man dog også et sekretariat for civilt beredskab i Statsministeriet, der for det første skulle have en koordinerende funktion og for det andet varetage planlægning på centrale områder, som ikke hørte hjemme under et andet ministerium. 

”Hjørnestenen i planlægningen af regeringens egen overlevelse stod færdig i 1968 i form af det omfattende bunkerkompleks REGAN (regeringsanlæg) Vest.”

Det gjaldt ikke mindst den centrale planlægning for regeringens egen overlevelse. Hjørnestenen i denne planlægning stod færdig i 1968 i form af det omfattende bunkerkompleks REGAN (regeringsanlæg) Vest. Spredt ud på to underjordiske etager i Rold Skov kunne man samle repræsentanter fra centrale ministerier samt regenten: en miniversion af Danmarks regeringsførende myndigheder. 

Den ikoniske pjece

Også på det psykologiske område stillede NATO krav, og det var et andet område, hvor planlægningen blev udført centralt. Ikke alene skulle man have et presse- og informationsberedskab, som sikrede at meddelelser fra myndighederne kunne nå befolkningen i krig, men også en fredstidsoplysning af befolkningen, så denne bedre var i stand til at kunne ruste sig mod truslen. 

Resultatet af denne planlægning er et andet ikonisk artefakt fra den kolde krig: pjecen Hvis krigen kommer, som blev udgivet og husstandsomdelt i 1962. Pjecen må have både glædet og ærgret civilforsvarets direktør Arthur Dahl; han havde ønsket sig sådan en pjece siden begyndelsen af 1950’erne, og Civilforsvarsstyrelsen havde to mislykkede forsøg bag sig. Men med de ny toner fra NATO kom der endelig en pjece, og Civilforsvaret blev da også konsulteret i forbindelse med dens udarbejdelse. 

”Der blev i civilforsvarskredse lejlighedsvis udtrykt frustration over det store fokus (og de mange bevillinger) til det civile beredskab, når man i Civilforsvaret stadig ikke havde midler til at opbygge den civilbeskyttelse man ønskede sig.”

Til gengæld stod der som afsender ikke Civilforsvarsstyrelsen og Arthur Dahl, men derimod Statsministeriet og Viggo Kampmann. I det hele taget blev der i Civilforsvarskredse både i Danmark og NATO lejlighedsvis udtrykt frustration over det store fokus (og de mange bevillinger) til det civile beredskab, når man i Civilforsvaret stadig ikke havde midler til at opbygge den civilbeskyttelse man ønskede sig.

Omstilling til fredstidskatastrofer

I 1963 blev sekretariatet for civilt beredskab flyttet fra Stats- til Indenrigsministeriet – måske et udtryk for at området blev normaliseret og integreret i den gældende myndighedsstruktur, frem for at stå som et særligt sekretariat direkte under Statsministeriet. I så fald blev området yderligere normaliseret, og måske også fragmenteret, da dele af planlægningen i 1974 blev lagt under Civilforsvarsstyrelsen.  

1960’erne og 1970’erne bragte dog også mildere internationale vinde, hvilket kunne mærkes i Civilforsvarets budgetter. Under disse omstændigheder rettede Civilforsvaret i højere grad sit fokus til fredstidskatastrofer.

Denne udvikling besegledes med en aftale med DR i 1981, om et særligt sirenesignal med betydningen ’Gå inden døre og lyt til Danmarks radio’, som i første omgang delvist var afledt af behovet for en beredskabsplan omkring det nyopførte svenske atomkraft Barsebäck (klar i 1975) blot 23 kilometer fra København. Aftalen gjaldt dog alle typer katastrofer og blev hurtigt udstrakt til også at gælde for f.eks. gas og radioaktivt nedfald i krig som supplement til de traditionelle luftalarmer, der varslede bombeangreb. 

Under en kort årrække i begyndelsen 1980’erne kom der med den fornyede internationale spænding atter fokus på civilforsvar, hvilket resulterede i landets tredje og måske mest oversete civilforsvarspjece Om at overleve. I modsætning til de foregående to, blev det besluttet ikke at husstandsomdele pjecen, men i stedet gøre den tilgængelig på biblioteker, politistationer, mv. samt på bestilling. 

Bag beslutningen lå både et ønske om ikke at opskræmme befolkningen, men også at husstandsomdeling var dyrt. I 1980’erne blev en del civilforsvars- og beredskabsopgaver desuden udlagt til kommunerne. 

Den samlende hånd mangler

Afslutningen på den kolde krig blev – naturligvis – også mærkbar i den danske civilbeskyttelsesstruktur. I 1989 skiftede Civilforsvarsforbundet navn til Beredskabsforbundet og i 1990 blev Danske Kvinders Beredskab nedlagt. I 1993 blev civilforsvaret lagt sammen med Statens Brandinspektion under navnet Beredskabsstyrelsen. 

”I 1990’erne blev opgaverne indrettet på fredstid: redning, natur-, miljø- og andre katastrofer og bistand ved større ulykkes- eller sikkerhedshændelser.”

I 1990’erne blev opgaverne i det store og hele indrettet på fredstid: redning, natur-, miljø- og andre katastrofer og bistand ved større ulykkes- eller sikkerhedshændelser. I 2004 flyttedes Beredskabsstyrelsen til Forsvarsministeriet og i 2024 til det nyoprettede Beredskabsministerium.  

Hvad angår sektorplanlægningen under det civile beredskab har denne i nogen grad lidt under fraværet af en trussel, men også af en ’samlende hånd’ i lighed med tidligere tiders regeringsudvalg og sekretariater der sad med opgaven. Beredskabsstyrelsen har ikke mandat til stille krav til planlægningen, men kan udelukkende yde som service at kommentere indsendte beredskabsplaner. 

Dette gør, at der i dag hersker nogen forvirring om mandater og ansvar i sektorerne og lokalt, når det gælder beredskabsplanlægning. Desuden har 1990’erne og 2000’ernes udlicitering og privatisering af kritisk infrastruktur og en stigende afhængighed af globale forsyningskæder – som vi så under Corona-krisen – tilført nye områder, der skal tackles. Det samme har Danmarks forvandling fra frontlinjestat til opmarchområde i en eventuel konfrontation med Rusland.  

Desværre har dannelsen af et Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab ikke medført den fornødne klarhed. I skrivende stund er en kommission i gang med at udrede ministeriets mandat og ministeriets første aftale adresserede primært redningsberedskabet og cyberområdet – men ikke andre ’tunge’ samfundsmæssige beredskabsområder.  

”Siden Ruslands annektering af Krim har beredskabsområdet fået fornyet fokus i NATO, nu under navnet ’resiliens’

Under hele perioden er beredskabssamarbejdet fortsat i NATO. Her gennemgik området også ændringer i struktur og fokus med Den kolde Krigs ophør over mod fredstidsopgaver og sikkerhedshændelser som f.eks. terrorangreb. Siden Ruslands annektering af Krim har området dog fået fornyet fokus i NATO, nu under navnet ’resiliens’. 

I 2016, vedtog NATO 7 basiskrav, af hvilke nr. 1 – som tidligere – er regeringens videreførelse. De øvrige er energiforsyning, håndtering af store folkemængder i bevægelse (massemigration), mad- og vandforsyning, håndtering af store civile tab, samt resiliente kommunikations- og transportsystemer. 

Efter invasionen af Ukraine og det stigende fokus på hybrid- og gråzoneangreb er denne dagsorden kun blevet mere fremtrædende. Men vi mangler altså i Danmark fortsat en samlende hånd med et klart mandat.  

Men vi mangler altså i Danmark fortsat en samlende hånd med et klart mandat.