”Det er da stærkt at gå ud med ord om fred,” fortæller feltpræsten Jes, som lyser velsignelsen, inden soldaterne skal på patrulje i Helmand.
“Det sidste er, at de gerne vil have feltpræsten til at side et par ord lige inden, de går ud. Så siger jeg et par ord for dem. Læser et salmevers, lyser velsignelsen. I starten kunne jeg ikke forstå, hvorfor feltpræsten absolut skulle stå dernede i klipklapper med kors og sige nogle ting til dem,” fortæller Jes. Feltpræsten Jes har været udsendt tre gange til Irak og Afghanistan. På de to sidste ture på Hold 5 og Hold 10 er der i alt ni dødsfald, og det giver naturligvis en angst, når soldaterne skal ud på patrulje. En ung soldat forklarer Jes, at det er de første 400 meter på en patrulje, ser er de værste. Det er her angsten er størst, og når det punkt er ovre, så er de olle bange mere.
”De ville faktisk ikke rigtigt ud, uden jeg var der. De ville rigtig gerne have, at jeg stod op klokken fire om morgenen i bælgmørke og stå dernede og læse de der ord for dem.” Der er en stærk tro hos soldaterne på udsendelserne, og det er der en god grund til. Han forklarer, at en stor del af biblen er om ikke at frygte.
”Et gennemgående tema i evangeliernes historie er ordene frygt ikke. Det starter det med juleaften, hvor englen kommer ned til Maria og siger: Du skal føde et barn. Det første ord er frygt ikke. Englene ude hos hyrderne ved bålet juleaften, de siger frygt ikke. Opstandelsen, da kvinderne kommer ud til den tomme grav. Det første, de får at vide, er frygt ikke.”
Gå i krig med fred
Jes bruger helt bevidst velsignelsen, når soldaterne skal ud på patrulje, da han mener, at den indeholder tre centrale ting, som en soldat kan bruge direkte. ”Jeg lyste velsignelsen, som lyder sådan her: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren løfte sit ansigt på dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Så bevarelse, nåde og fred. Det er de ord, man går ud i krigen med. Det er da stærkt at gå ud med ord om fred.
Langt de fleste gange kom patruljerne hjem i god behold, og så var det tid til kortspil eller en gudstjeneste. Og her handler det om ikke at være for underholdende. ”Her får du et rum, hvor der er plads til refleksion, hvor du bliver presset, eller møder det voldsomme monster, der hedder dig selv og din egen refleksion. Så derfor skal man ikke altid underholde dem med smarte prædikener,” slutter Jes.
