”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Det giver styrke,” fortæller John, der lyste velsignelsen inden hver patrulje.
”Det er dejligt at opleve, at inde bag den til tider hårde facade er et menneske tilstede, som har troen at klynge sig til. Man kan ikke undgå at blive mere troende af det,” fortæller John om de soldater, han lærer at kende som udsendt.
John er feltpræst og har været udsendt syv gange, blandt andet to gange til Afghanistan, hvor han får en helt central placering i dagens rytme. ”Jeg tilbød dem, at hvis nogen havde brug for en kort andagt, inden de forlod lejren, så ville jeg gerne gøre det bag køretøjerne. Så kunne de køre bagefter, hvor jeg så ville gå ud til porten og lyse velsignelsen over dem og slå korsets tegn for deres ansigt og bryst.”
Johns tilbud bliver accepteret, mere af hensyn til John end til soldaternes behov, men hurtigt kan de ikke komme afsted, uden at John har været til stede ved afgang. ”De vidste, hvor jeg sov, og at de kunne komme over til mig, hvis de havde behov for det.
En nat kom de og ruskede i mig og spurgte, om jeg vidste, at de skulle afsted ved solopgang næste dag. Det vidste jeg godt, og de kunne så gå tilbage og sove videre,” fortæller John med slet skjult glæde over troens centrale placering.
Bare fadervor
Hjemme i Viborg skal John forberede sig til sin søndagsprædiken, og han vrider sit hoved for at finde en smart måde at iscenesætte dagens tekst fra Biblen. I Afghanistan er det ikke nødvendigt.
”Der har du fadervor. Altid frejdig når du går. Eller dåbsritualet. ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Og det giver styrke, ikke?” spørger John retorisk. ”Det er bare på en helt anden måde, hvor de ikke kan sætte ord på det. Og det er det dejlige ved det. Ikke for kirkens vegne, ikke for præstens vegne.”
John har oplevet en stor optagethed hos soldater af troen, hvor mange af dem har tatoveringer med kors og havde kors med hjemmefra. Det er helt basale udtryk for troen på en højere magt. ”Det blev en nødvendighed. Det blev så stor en nødvendighed, at de vågnede op midt om natten, fordi de var i tvivl, om jeg sendte dem afsted,” slutter John.
