Den første dag i marts er en mærkedag for kirken og hæren, skønt ret overset, men den dag tilbage i 1971 fik kirken og hæren så at sige papir på hinanden efter et temmelig langt uformelt forhold. 

Hvor gammelt? Ja, det afhænger af øjnene, der ser.

For har der ikke altid været præster med i krig? Eller i hvert fald meget længe?

Jo, det har der. I en dansk sammenhæng kan vi læse i Saxos krønike, at Biskop Absalon var ”lige dele kriger og præst”.

”Hvorfor tale til mig om bøger, giv mig en kårde i hånden; jeg forstår mig ikke på litteratur.”

Ser vi på Europa i middelalderen og renæssancen var det enhver fyrstes opgave at stille styrker til rådighed for konger og kejsere, og da mange af fyrstendømmerne tilhørte kirken eller en biskop eller kurfyrste, så er grænsen mellem kirkelige og fyrstelige hærførere egentlig lidt flydende.

Paven Julius den anden, som var pave i begyndelsen af 1500-tallet, var i højere grad fransk general, skønt født i Genoa, end han var kirkelig. Da Michelangelo spørger om han skal male den nye pave med en bog i hånden, svare Julius:

”Hvorfor tale til mig om bøger, giv mig en kårde i hånden; jeg forstår mig ikke på litteratur.”

Julius’ største bidrag til den katolske kirke blev da også i højere grad at vinde krige end at omvende sjæle.

Går man endnu længere tilbage – helt til det gamle testamente – så kan man læse om religiøse regler for krigsførelse. Regler om hvem der skal gøre tjeneste og hvem der ikke bør indkaldes. Regler om behandling af fjender, deres gods og marker. Om hvilke afgrøder som må afbrændes, korn for eksempel, og hvilke man ikke må ødelægge, olivenlunde for eksempel, da det simpelthen vil tage for lang tid at genetablere dem uanset kampens udfald.

Der er lange bibelstykker om religiøse renhedsregler for soldaterne og for fordeling af krigsbytte – hvoraf en betydelig del skal ofres til Gud Herren, som tak for en sejr.

Når den ældste del af biblen lægger så stor vægt på forholdet mellem det religiøse og det militære er det helt enkelt fordi, at den egentlige krigsherre i den gamle jødedom altid er Jahve, Guden selv.

At være i krig er nemlig i stil med at deltage i en gudstjeneste på den måde at man stiller sig udenfor hverdagen. Krigen og Kirken er befolket af civilister, der forlader det civile for at indtræde i en anden orden med et andet perspektiv end hverdagens.

Symbolik og ritualer får en anden vigtighed. Traditioner spiller en stor rolle ligesom mange af hverdagens regler sættes ud af kraft. Både præster og soldater bærer uniform, gør tjeneste og arbejder i hierarkier, som tjener staten, men med en vis autonomi.  

I krigen bevæger mennesket sig ud i et kaos, og derfor skal der netop være regler. Både for at beskytte soldaterne selv og for at bevare de samfund som krigen udkæmpes for. Den eneste som egentlig har lov at sende mennesker ind i det kaos er Gud, hvis man læser nøje efter. Ikke mindst fordi soldater tillades at bryde det for det civile samfund helt ukrænkelige bud, at vi ikke må slå hinanden ihjel.

Alene den nødvendighed gør gammeltestamentligt set krigsførelse til et dybt religiøst anliggende, dertil kommer at krig på linje med dårlig høst eller epidemier er del af Guds straffearsenal.

Fjenders angreb er blot et af Jahves mange redskaber til at straffe sit udvalgte folk, hvis det er fraveget moselovene for meget, hvormed krig nærmest bliver en bodshandling. Under alle omstændigheder er krigsførelse mere beslægtet med en religiøs handling end en hverdagshandling i den gamle tekst. Al krig er hellig og skal behandles med behørig respekt.

Hvis man igen bevæger sig fremad gennem historien, møder vi en variant af krigens hellighed, nemlig den hellige krig, altså krig som direkte føres på vegne af en Gud, og som gør soldaterne til hellige redskaber. Enten for at nedkæmpe eller omvende tilhængere af en anden religion eller afvigere i egne rækker. Herunder kan vi regne de vesteuropæiske korstog helt til Jerusalem og Konstantinopel eller bare i Østersøen og Baltikum, som var mere nærliggende for danske konger.

At gå i krig i en guds navn er åbenlyst en stærk moralfaktor for kampviljen, men når så mange krige i middelalderen føres med påstanden om at have gud på sin side, så er grunden mest den, at al lovgivning i sidste ende byggede på en religiøs autoritet, så om man gik i krig for at holde på sin ret eller for at forsvare ”den sande tro” spillede ikke den store rolle. Gud blev i begge tilfælde ført i felten og derfor var der i en eller anden udstrækning også præster med. 

Så langt så godt. Fra det gamle testamente, hvor krigen i sig selv er hellig, til korstog som helliggør deltagende styrker til tanken om at enhver retfærdig krig bygger på Guds retfærdighed. Præster som krigere og krigere som præster. Hvis man vil, kan man let argumentere for at der altid har været præster med i krig. Ikke mindst i de mange århundreder hvor politik og religion på ingen måde var adskilt.

På den anden side har de mange præster, som i forgange århundreder har gæstet en kampplads, meget lidt at gøre med moderne feltpræster. Ligesom soldaterne også er væsentligt anderledes i dag end fortidens lejetropper under adelige officerer. Meget er forandret, selvom det at være et menneske i krig måske grundlæggende ikke har.

De første spor af moderne feltpræster kan i en dansk sammenhæng spores overraskende langt tilbage – næsten 350 år.

22. juni 1676 udgav Christian d. V en instruktion til ”Fældtpræsterne, som og udi visse Puncter kand observeris af Skibs Præsterne”. 

Instruktionen viser, at der allerede på det tidspunkt var en eller anden form for præster, som huserede i Forsvaret, samt at disse præster var underlagt en provst, som vel så var en slags hærprovst eller orlogsprovst.

Med andre ord var præsterne altså netop del af det kirkelige system, men gjorde tjeneste som præster i Forsvaret. I instruksen kan man også læse om feltpræsternes opgaver, der netop var de kirkelige. Der lægges vægt på feltgudstjenester, nadver, dåb af soldater, samtaler og skriftemål. Gudstjenesterne skal følge de samme kirkelige regler og forløb, som i resten af kirken, men med den tilføjelse, at feltpræsten har en smule frihed til ”… med en kort forandring (at) føye sig efter tidens leylighed”.

Feltpræsterne skal som andre præster fremstå som gode moralske forbilleder og desuden føre tilsyn med soldaternes opførsel, så de kan blive ”retsindige, sagtmodige, loyale, lydige, pligtskyldige og frimodige i deres tjeneste”. I kongens instruks er der en klar forventning om at præsten skal fremme en etik, der fastholder den enkelte soldats pligter både som soldat og som borger.

Den dobbelte pligt er meget luthersk. I 1676 havde Danmark været protestantisk i 140 år, og den danske konge var overhoved i en dansk kirke, ligesom han var overhoved for både staten og Forsvaret. Kongens dobbelte rolle, som overhoved for både de verdslige og de religiøse institutioner i Danmark, fører til at også soldater og borgere har en dobbelt pligt til både at være gode lydige undersåtter og at være gode lydige kristne. 

Forpligtelsen går begge veje, forstået sådan at kongen har pligt til skabe rammerne og soldaterne har pligt til at udfylde dem. Kongen skal altså sikre at soldater kan være gode kristne, også når de er i uniform, hvilket selvfølgelig forudsætter at de har adgang til en feltpræst i hæren og en orlogspræst i flåden.

Feltpræsterne på Christian den Vs tid minder mere om moderne feltpræster end for eksempel ærkebiskop Sunesen, der i 1219 i selskab med Valdemar Atterrdag kunne se Dannebrog falde med fra himlen.

Alligevel har de også adskilt sig noget fra feltpræsterne i dag. En stor forskel er oplagt at kongen ikke længere er enevældig, skønt stadigt overhoved for både stat og kirke.

Med demokratiet kom en større religionsfrihed. Ideologi og oplysningsfilosofi trådte i stedet for religion, især politisk, og med demokratiet fik Danmark også almindelig værnepligt.

Både Staten, Kirken og Hæren ændrede sig fundamentalt i 1800-tallet. Kirkelig set var århundredet et højdepunkt for lægmands-kristendom, fromhed, vækkelser og missionsforeninger. Værnepligt, mobiliseringsforsvar, industrialisering og nye våbentyper forandrede hæren. 

Enevældens kongelige instrukser overlevede ikke alle forandringerne, og på en eller anden måde er en fast forordning for feltpræsterne gledet ud i den nye demokratiske stat, som voksede frem.

Det betyder ikke, at der ikke var præster, som betjente soldater eller stillede sig til rådighed med samtaler, ritualer og undervisning, det var bare mindre formelt og var måske mere afhængigt af frivilligt arbejde og lokalt initiativ. Noget tyder i hvert fald på, at hæren i det demokratiske Danmarks første militære konflikt, De slesvigske Krige, ikke havde faste præster med sig.

Derfor kunne Fyns Stiftstidende i juni 1848 trykke et læserbrev fra en Rasmus Knudsen, hvis søn var Livjæger og var faldet få dage før. Rasmus kunne skrive følgende om det sidste brev, som han modtog: ”Min søn, som faldt i fægtningen den 28. maj, udtaler i sit brev den 27. maj savnet af, at der ingen sjælesørger er ved hæren. Han udtaler i det samme brev håbet om den næste dag, som var en søndag, at kunne komme til kirke.”

Om det lige var dette læserbrev eller grundet andre lignende henvendelser, så var der i hvert fald en håndfuld sognepræster, som frivilligt tog til Sønderjylland og fungerede som feltpræster. En af dem, Frederik Hammerich, blev efterfølgende udnævnt til feltprovst – en stilling som muligvis ikke havde eksisteret længe.

Under 2. slesvigske krig og godt hundrede år frem fortsætter feltpræstetjenesten som en primært frivillig ordning. Hvor villigt sogne og biskopper har været til at udlåne præster er svært at sige generelt. Lønninger, udrustning og praktiske forhold har varieret, men det har uden tvivl været præster ansat i kirken, som har gjort tjeneste i og for Forsvaret. Der har heller ikke dengang været præster ansat af og i hæren eller flåden.

Men feltpræsterne har været der, fordi soldaterne havde behovet og præsterne stillede op. Ledelserne i både kirke og forsvar har fundet det naturligt og må i en eller anden grad have bakket arbejdet op, men i det store hele har det været ureguleret hvilende på sund fornuft og kristustro.

Fra 1864 skal vi helt frem til Den finske Vinterkrig før vi i større stil ser danske soldater i kamp – med undtagelse selvfølgelig af de 30.000 sønderjyder, som under 1. verdenskrig blev tvunget i tysk krigstjeneste – og da godt 1200 danskere i 1939-40 rejste til Finland, havde de også en frivillig feltpræst med, nemlig Harald Sandbæk, som med nogen ret kan kaldes den nuværende feltpræsteordnings fader.

Som mange andre af de frivillige præster fra 1848-1945 udgav Sandbæk også en bog om sine erfaringer som feltpræst. Hans bog ”Feltpræsten i Krig og Fred” udkom i 1946, og er både en grundig indførelse i feltpræstens arbejde og et visionært forsvar for hvorfor det er en god ide at have præster med i krig.

I årevis pressede Sandbæk på for at få en lovfæstet ordning for værnspræster, men arbejdet var i høj grad op ad bakke. Frisind og ungdomsoprør havde ikke meget til overs hverken for kirken eller hæren, og der har næppe været mange værnepligtige i slutningen af 1060erne, der savnede en præst så meget som Rasmus Knudsens søn gjorde i 1848.

Alligevel lykkedes det i marts 1971 at få den nuværende ordning for værnspræster stadfæstet som lov. Der har altså været tilstrækkelig mange i både kirkens, forsvarets og statens øverste lag, som kunne se fordelen og rimeligheden i at kirken under ordnede forhold udlånte præster til hær, flåde og flyvevåbnet, som nu var kommet til.

Det er den lov, den ordning, som vi kan fejre hvert år den 1. marts. En dag som både kirken, staten og Forsvaret kan glæde sig over – og ikke mindst majestæten, der stadigt er en slags overhoved for alle tre.

I det store hele er ordningen ikke revolutionerende. Feltpræster er stadigt først og fremmest præster. Udlånt af kirken til den særlige menighed, som soldater er. Dels på grund af soldaternes særlige arbejde, dels fordi de ofte er udsendt eller indkaldt, og derfor er afskåret fra almindelig adgang til en præst.

Arbejdet er også det samme som det var på Christian den V’s tid. Gudstjenester, samtaler, undervisning og en fastholdelse af høje etiske standarder. 

Måske er det moralske tilsyn trådt lidt i baggrunden og har givet plads til fokus på soldaternes sociale og mentale trivsel. 

Der bliver holdt flere quizaftener end bibelgrupper under udsendelser, men det samme kan man sige om kirken generelt.

Årene med mange udsendelser i Irak og Afghanistan viste, at præster i Forsvaret stadigt er en god ide, så det er ikke alene på grund af aftalen fra 1971 at kirken og Forsvaret stadigt er forbundet i værnspræsterne – det er simpelthen fordi det gør en positiv forskel for soldaterne, og det må først som sidst være dem, som præster i Forsvaret arbejder for.

(Og så for Gud og Kongen selvfølgelig. Måske i anden række, dog)

Kronik af Kasper Morville,

Feltpræst og Sognepræst