I 1990 meldte den unge Thomas Snor Korreborg sig frivilligt til værnepligten, og et par år efter var han på kontrakt og på vej til det krigshærgede Kroatien. Det var UNPROFOR Hold 2, i en periode hvor ubehagelighederne fyldte det meste i de udsendtes liv på Balkan. Men for Thomas blev det samlede udbytte af årene i Forsvaret en modenhed og styrke, han senere har brugt i sin civile karriere.

De havde meldt sig til ”FN-tjeneste”, og da FNs blå baret blev udleveret til hver enkelt, vakte det stærke følelser:

”Der var du jo stolt, altså – WOW! SHIT man var stolt. Det var nede på Antvorskov Kaserne – det var stort, det var det altså.” 

”Det var spændende. Og hvorfor man gjorde det? Selvfølgelig et eller andet sted, så skal vi alle sammen sige, at det var fredsbevarende, at man gerne en indsats for verdensfreden. Selvom der ikke var fred, det var der på ingen måde. Men der var altså også en form for adrenalin i det,” siger Thomas.

Og så blev de i gule turistbusser – Thomas husker ikke busselskabets navn – kørt hele vejen ned gennem Europa til krigsskuepladsen i den serbisk besatte del af Kroatien. De blev anbragt i en lejr midt imellem de stridende parter, og lejren var kun beskyttet af pigtråd. 

”Vi havde selvfølgelig checkpoints, men i lejren var der ikke det store. Vi skulle ikke bevæge os for meget ud i terrænet, fordi der var stadig mineret, og det var der ikke 100% styr på.”

”Sådan var det. Vi havde jo ikke mandat til noget som helst.”

I området var det serberne, der bestemte det meste. En mand fra serbisk ”Border Police” havde fast plads ved hovedindgangen til lejren, og en dag oplevede Thomas og hans kolleger, hvordan et checkpoint inde i lejren skulle ryddes, fordi en serbisk general lige skulle igennem med en kampvognsenhed

”Og det fik han bare lov til?”

” Ja, ja. Sådan var det. Vi havde jo ikke mandat til noget som helst” siger Thomas.

”Det var måske også meget fornuftigt, for jeg ved ikke rigtigt, hvad vi kunne have gjort. Så vi måtte fjerne betonpillerne, og så kunne han få lov til at drøne igennem med den der kampvognseskadron.”

Det blev hurtigt hverdag, og for Thomas var det normalt at være på en observationspost på et højdedrag uden for lejren.

Umuligt at tælle hvert skud

”Opgaven var at observere og indrapportere skud. Det vil sige, at for enkelt skud man hørte, der skulle vi sætte en streg og melde ind hver time. Men der var så meget aktivitet på vores post, så vi satte ikke streger. Vi målte i minutter, hvor lang tid der var kampe. Ja, det var absurd. Det var, hvor man tænkte, okay, her befinder vi os i en osteklokke midt i et krigshelvede. Vi så en muslimsk kampstilling, som blev beskudt med antiluftskytskanoner. Dem plejer man at bruge til at skyde fly ned med. Der var ikke noget tilbage, det var bare jævnet med jorden.”

”Om dagen var der ellers nogenlunde fredeligt og roligt, men om eftermiddagen eller først på aftenen, så var der nogle serbere, som lå en lejr ikke så langt derfra, de begyndte at drikke Slivovitz (blomme-brændevin, red.) fordi de skulle ud og patruljere om natten eller i kamp. Det kunne vi så følge både med vores termiske sigte og i form af lysspor.”

Skuddene kom tæt på posten. 

”De skød bare på hinanden, men nogle gange, så kom det meget tæt på, men når man havde været dernede et stykke tid, så begyndte man at vænne sig til det.”

En anden typisk opgave for holdet var at beskytte landmænd, når der var markarbejde. Thomas var vognkommandør på den PMV, der kunne blive sendt ud for at holde som vagtpost foran de civile.

”De kroatiske bønder turde ikke gå ud og høste og dyrke deres marker, hvis vi ikke var til stede. Så kunne vi bruge en dag på at holde der, men så var det bare os, der blev beskudt i stedet. Jeg kan huske, at en af de første gange – vi havde ikke været der særlig lang tid – så røg de første projektiler 

ind over PMV’en, fordi vi holdt, så man kunne se os. Det skulle man jo kunne med det blå FN-flag.”

”Vi havde et tungt maskingevær på PMV’en, og det var dækket til til at begynde med, for så havde man den mulighed at tage presenningen af for at manifestere: Stop venner.”

Næste skridt i en eskalering var at lægge patronbåndet i det tunge maskingevær og tage ladegreb.

”Så stoppede festen, så blev der ikke skudt mere” siger Thomas.

Alvorlig trussel

En dag på en mobil observationspost blev de dog truet mere end normalt. Deres PMV kørte det ene bælte af på en åben mark, og ”så væltede serberne frem”:

”De var pivhamrende stive og begyndte at snakke om markskader. De vidste jo godt, at der var D-mark i det, altså at de kunne få penge for at brokke sig. Vi fik bæltet fikset, men dagen efter skulle vi tilbage igen, og så gik der ikke mange sekunder, så kom de væltende en gang til.”

Denne gang var serberne endnu mere truende, og Thomas, som var den eneste med hovedet oppe af PMV’en, måtte tage ladegreb på det tunge maskingevær.  

” Men der var vi presset. Altså, vi holdt ude på en åben mark.”

De kaldte op over radioen til lejren: ”Assistance. NU!”

”Og så kan jeg bare høre, hvordan posterne rundt omkring begynder at gøre klar til kamp. Til at forlade deres poster, sætte sig i PMV’erne og køre afsted efter os. På det tidspunkt tænkte jeg, at om lidt er vi her nok ikke mere, men så får de så meget røven på komedie. Jeg kan huske, at det løb koldt i ryggen. Sådan er det næsten også nu, når jeg sidder og taler om det. Den der følelse, man havde. Det var en fællesskabsfølelse. Det var fantastisk.”

”Heldigvis kom vi ud af den på lidt bedre vis. Med at forhandle, fordi majoren kom ud til os, og så fik vi lov til at køre.”

Det var en fællesskabsfølelse. Det var fantastisk.”

Der opstod andre trusler mod da danske soldater. Spejderdelingen, som kørte på patruljer i mindre køretøjer, GD’er, stødte pludselig på udspændte stålwirer over de små grusveje.

”De hang i den korrekte højde til at skære hovederne af dem. Der opfandt vi så den her gribekrog, som blev monteret foran på bilerne”

Truslen om regulær kamp var der af og til, men der var også de grimme oplevelser med overgreb mod civile. Og FN-styrken måtte holde vagt under hyppige udvekslinger af lig mellem de stridende parter.

”Absurd nok. Det var to lastbiler, som kørte op mod hinanden, så stod de og kastede bodybags frem og tilbage. Vi skulle være der for at sikre, de ikke kom op at slås.”

Den måske værste oplevelse for Thomas var, da han en nat sad vagt ved indgangen til lejren, overvåget af den serbiske grænsepolitimand.

”Ud af mørket kom en lille dreng, måske 9 år. Jeg kunne godt se, at han går en stor bue uden ham serberen. Han vil gerne over til mig. Jeg kunne godt se hans hoved, det var… altså på godt dansk, han havde fået nogle tæsk.”

Drengen ville tydeligvis have hjælp af FN-soldaterne, men det var uden for mandatet, Thomas sad magtesløs.

”Efter noget tid, så forsvandt han så og var meget ked af det, og ham serberen stod og grinede og sagde, drengen havde fået tæsk, og han var blevet voldtaget.”

”Vietnam-syndromet”

Hjemme i Danmark efter seks måneders udsendelse til Kroatien blev holdet debriefet. PTSD var ikke et begreb, man talte om, psykologerne havde et helt andet ord for det.

”Vi havde ikke én til én med en psykolog, det foregik i en gruppe. Men det var fint nok. Vi syntes, det var lidt komisk, men de har nok godt kunne spotte det, hvis der var et eller andet galt, tænker jeg. De var dygtige nok. Vi fik papirer med hjem, som skulle udfyldes. Også et spørgeskema, som skulle være ”helt anonymt”, men det var altså nummereret oppe i højre hjørne, og det kan jeg huske, vi grinede meget ad, så helt anonym har man nok ikke været.”

”Men man havde jo ikke de samme redskaber dengang på Forsvarets side, som man havde i dag. Men vi fik faktisk at vide, at man havde lidt erfaringer med, at man godt kunne udvikle ”Vietnam-syndrom”, og det kunne godt tage et sted mellem 20 og 30 år.” 

Thomas egentlig bare klar til en tur mere. Men det var der ventetid på, fordi næste hold var sat.

I stedet begyndte han at overveje at forlade soldaterlivet, og det fik han indirekte et stort skub til, da en anden hjemvendt soldat begik et drab, og en voksende medieomtale tegnede billedet af, at alle hjemvendte havde problemer.

”Der blev skrevet til højre og venstre i alle medier, at nu skulle man passe på. Det ville jeg ikke finde mig i. Det kan godt være, at jeg melder mig frivilligt, men vi er rigtig mange, som har gjort en god indsats. Det vil jeg gerne have, at man sætter pris på, og det er i hvert fald ikke den måde, man gør det på. Fordi så bliver vi jo betragtet som værende dybt psykotiske alle sammen. Så der tog jeg så fat på min fagforening.”

Fagforeningen lyttede, kontaktede arbejdsgiveren, og det førte til, at hans regiment, Sjællandske Livregiment sammen med et konsulentfirma lancerede kampagnen med titlen ”Job inden 100 dage”, for at få fundet civile job til 21 hjemsendte fra Hold 2 – og med den unge Thomas som rollemodel og på fotos med regimentschefen i alle avisartiklerne fik han selv så meget eksponering, at han mener, det hjalp ham ind på den erhvervskarriere, han har gjort siden.

Civil succes

Han havde en handelseksamen fra før militærtjenesten, og med den friske medieomtale i ryggen var det nemt for ham at finde en elevplads. Der var flere at vælge imellem, men det endte med en plads som ”handels- og engrosassistent-elev” hos Robert Bosch.

”Det var en fantastisk arbejdsplads.”

Herfra gik det slag i slag – som 22-årig blev han nordisk produktchef for Bosch bilelektronikprodukter med base i Stockholm.

I dag er han administrerende direktør for elektronik- og handelsvirksomheden Wilfa Danmark A/S. Wilfa begyndte i Norge som Wilhelmsens fabrikker – i dag er koncernen etableret i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, og Kina. 

”Meget handler om at tro på sig selv, og der er Forsvaret jo en fantastisk mekanisme og et redskab til at have med i tasken.”

Thomas Korreborg er ikke i tvivl om, at soldatertiden har spillet ham kort og evner i hænde, som han har kunnet bruge i sin karriere.

”Det har jeg specielt brugt til at starte med. Det er noget, som aldrig kan blive taget fra en. Man skal bare huske at forvalte det rigtigt, huske at bruge det.”

”Uanset om det er tre måneders værnepligt – altså man lærer noget, man vokser af det, man bliver altid mere voksen af at være inde. Det kan jeg kun give min største anbefaling. Meget handler om at tro på sig selv, og der er Forsvaret jo en fantastisk mekanisme og et redskab til at have med i tasken. Og specielt, hvis du er udsendt, så kommer du altid ud i nogen situationer med ”Hvad søren gør du lige her?” Det synes jeg har hjulpet mig rigtig meget, og jeg er stadig den dag rigtig stolt af det.”