På Rigsarkivet ligger en glemt 80-årig korrespondance, der både kaster lys over et pudsigt stykke besættelseshistorie, men også over Den Kongelige Livgardes Musikkorps unikke nodearkiv af musikpartiturer og stemmebøger med smukt blækkalligraferede noder, der strækker sig tilbage til begyndelsen af 1800-tallet; den samme musik, som Søren Kierkegaard hørte, når han tog sit daglige menneskebad, og vagtparaden trak op. 

Da Livgardens nodearkiv af frygt for schalburgtage blev skjult i Horns Herred. Af cand. theol. sogne- og orlogspræst Martin Corfix.

Under 2. verdenskrig stjal og plyndrede nazisterne millioner af kunstværker, bøger og dyrebare musikalier og instrumenter overalt i det nazistisk besatte Europa. Det hele orkestreret af lederen af SS, Heinrich Himmler og naziideologen Alfred Rosenberg, hvis organisationer indbyrdes konkurrerede om at stjæle de mest udsøgte genstande fra jødiske institutioner og fra jødiske familier, der af nazisterne og deres håndlangere blev deporteret og myrdet i de nazistiske udryddelseslejre østpå, men også fra officielle museer og samlinger.

Man oprettede fra krigens begyndelse specialiserede indsatsstyrker, der skulle opsøge og beslaglægge kunst, kunstgenstande fra kirker, arkæologi og fortidshistorie, men også en såkaldt Sonderstab Musik blev opstillet i sommeren 1940, en underafdeling af Einsatzstab Reichleiters Rosenberg. Denne organisation stjal uerstattelige nodemanuskripter, noder, musikinstrumenter og musiklitteratur. Alene i Frankrig ranede Sonderstab Musik 8.000 flygler!^[1]

I Danmark kom det heldigvis på mange måder til at gå anderledes. Her lykkedes det størsteparten af landets jøder at flygte til Sverige, og de forskellige nazistiske ”Sonderstab”, der udplyndrede resten af det besatte Europa for kunstgenstande, blev ikke sat ind i Danmark, men der skete andre overgreb.

Den 29. august 1943 i de tidlige morgentimer rettede den tyske værnemagt et uvarslet angreb på landets tilbageværende hær og flåde på Fyn og Sjælland. De jyske garnisoner var efter tysk krav allerede året før blevet rømmet, idet tyskerne ikke ville risikere, at den danske hær kunne træde under allieret kommando i tilfælde af en allieret invasion på den jyske vestkyst, men rundt omkring på Sjælland og Fyn kom det til kamp med besættelsesmagten på de tilbageværende garnisoner. 

Flåden havde held til at sænke størsteparten af orlogsfartøjerne på Holmen, og på Livgardens forlægninger Jægersborg kaserne, Livgardens Kaserne og Sorgenfri Slot, hvor kong Christian X opholdt sig, blev der kæmpet. 

Den Kongelige Livgardes Musikkorps havde øvelokaler og nodearkiv på Rigensgade Kaserne, og her indfandt tyske tropper sig også i morgentimerne den 29. august og bemægtigede sig alt, hvad der var heriblandt nodearkivet og de forhåndenværende musikinstrumenter. Ikke lang tid efter frigav den tyske værnemagt dog nodearkivet med beskeden ”som værende uden interesse for værnemagten”^[2], ligesom musikinstrumenterne også blev frigivet.^[3] Man kan dog ikke have haft meget tillid til værnemagtens manglende interesse for nodearkivet, for kunne der i længden stoles på dem? Man så jo, hvordan tyskerne den ene gang efter den anden brød deres afgivne løfter m.h.t. deres såkaldte ”fredsbesættelse.” 

Et lille år efter indtraf så det, der siden blev karakteriseret som en af de store brandkatastrofer i dansk musikhistorie; tabet af Tivolis Koncertsals nodearkiv: Natten mellem den 24.-25. juni 1944 blev Tivolis koncertsal offer for en schalburgtageaktion af den nazistiske ”Peter gruppe”, hvorved uerstattelige originalpartiturer og stemmesæt fra H.C. Lumbyes egen hånd men også mange originalautografer af komponisten og Tivolidirigenten Balduin Dahl blev flammernes bytte.^[4]

Schalburgtagen var en gengældelsesaktion mod københavnerne, der deltog i de stigende uroligheder mod besættelsesmagten i juni måned. De allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944 havde tændt et håb i befolkningen, og nu tog sabotagen til, og der var daglige konfrontationer med besættelsesmagten. Tyskerne svarede igen ved at henrette otte modstandsfolk, ligesom der indførtes spærretid, så københavnerne skulle holde sig indendørs i det dejlige sommervejr fra kl. 20.00, og hertil kom så gengældelsesaktionerne, den ovennævnte schalburgtage af både Tivoli og Den Kongelige Porcelænsfabrik. Besættelsesmagten henrettede nu de otte medlemmer af Hvidstengruppen den 29. juni, og da det blev kendt dagen efter, gik alle københavnske arbejdere i generalstrejke. Der udkæmpedes nu regulære gadekampe i de københavnske arbejderkvarterer mod besættelsesmagten, hvor særligt befolkningen på Vesterbro blev kendt for parolen;

”Istedgade overgiver sig aldrig!”

Det er på dette tidspunkt midt under folkestrejken, at oberst og chef for 1. feltartilleriregiment og formand for Hærens Musiktilsyn, Harding Sonne ^[5],og livgardens musikdirigent, Georg A. Madsen, planlægger en snarlig borttransport og sikring af det mest værdifulde af livgardens nodearkiv. Man havde hørt om Petergruppens destruktion af koncertsalens musikarkiv, for blot et par dage efter schalburgtagen af Tivoli den 28. juni, skriver Harding Sonne til Gunnar Marboe på Strandgården i Landerslev:

”Kære Marboe. Til Livgardens Musikkorps er knyttet et stort og meget værdifuldt, i hovedsagen uerstatteligt nodearkiv. Da der for tiden går så meget op i røg herinde i byen, er man blevet nervøs for, at nævnte noder, der opbevares i Rigensgade Kaserne, det gamle Garnisons Sygehus, skal gå til. Musikdirigent G.A. Madsen og jeg har derfor talt sammen om muligheden af at få anbragt de mest uerstattelige noder i kasser og stillet et eller andet sted på landet. Er det muligt, at du på Strandgården har plads til at have og vil have nogle kasser af den omhandlende art stående, indtil normale tilstande atter indtræder?”^[6]

Fem dage efter er der svar:

”Kære Harding Sonne. Tak for din venlige skrivelse, og den tillid du deri viser mig, vær forvisset om, der skal blive gjort alt for, at der ikke skal tilstøde dine papirer noget. Jeg har et lille hus nede i haven med to stuer og et køkken. Køkkenet er uden vinduer og med dør for sig selv., så den er til at tømre solidt, taget er af blik. Jeg tror, det er udmærket til formålet, og vi skal nok holde øje med det.”^[7]

Gårdejer Gunnar Marboe ejede Strandgården pr. Jægerspris i Horns Herred, der lå mellem Over Dråby og Landerslev ud til Jægerspris Bugt i Isefjorden. Sonne kendte Marboe fra gamle dage fra Jægersprislejren og skydeøvelserne i området, og når officerer som Sonne, orlogskaptajn prins Knud, kaptajn A.V. Arendrup fra Livgarden og mange andre lå i kantonnement i Jægerspris gæstede de ofte Strandgården efter endt skydning med spisning og musicering omkring familiens klaver, og familierne Sonne og Marboe kom privat sammen.  

Hvad Sonne formentlig ikke har anet, var, at Marboe var sabotør og med i Frederiksborgs Amts vest-ledelse og chef for modstandsbevægelsen i Kyndby området, og på og fra Strandgården foregik og udgik mange illegale aktiviteter under besættelsen: På gården gik mange under jorden; modstandsfolk, jøder, og den engelske Royal Air Force pilot, Charles T. Dillon, der var styrtet ned med sin maskine over Roskilde Fjord, blev af Marboes modstandsgruppe hjulpet til flugt fra Frederikssund Sygehus, og Dillon skjulte sig på Strandgården, indtil han blev hjulpet videre til Sverige.^[8]

I Hærens Musiktilsyns arkiver kan vi se Harding Sonnes udførlige vejledning til chaufføren, der kørte nodearkivet til Strandgården. Imidlertid er der ingen brevveksling om, hvornår nodesamlingen blev bragt tilbage til Livgarden, men mon ikke det allerede skete i de glade majdage 1945. Efter den 29. august 1943 blev Livgardens Musikkorps interneret forskellige steder bl.a. på Sorgenfri slot og officersskolen på Frederiksberg slot, men musikerne blev heldigvis frigivet på musikdirigent Georg A. Madsens foranledning, og indtil befrielsen fungerede Livgardens Musikkorps i civilt og spillede mange koncerter hovedsageligt i De Gamles By.

Efterskrift.

I april måned brændte den 400-årige børsbygning i København, og igen gik en uerstattelig national skat op i røg, og det får mig til at tænke: Livgardens nodearkiv befinder sig på Livgardens kaserne helt oppe under taget i de såkaldte tomer. Det ikke sikret mod brand eller vandskade, men her ligger  musikalske unika, som aldrig kan erstattes, hvis først uheldet er ude. Derfor må der også lyde et memento om, at man får fremtidssikret d.v.s. brand- og vandskadesikret livgardens nodearkiv nu!

Arkivet har for et par siden også fået tilført resterne af Tivolis Harmoniorkesters nodearkiv med originalkompositioner fra C.C. Møllers og Carl Lumbyes hånd! Mon ikke flere fonde ville være interesseret i at fremtidssikre denne kulturskat. Særligt hvis man tog skridtet fuldt ud og fik digitaliseret hele arkivet, så denne guldgrube af musik blev tilgængelig for de andre professionelle militære musikkorps, Hjemmeværnets musikkorps, ungdomsorkestrene og bygarderne.

(Bragt i forkortet udgave som kronik i Kristeligt Dagblad den 05.09.2024)

Kilder:

• Rigsarkivet (RA) 0180-007 Forsvarsministeriet Forsvarets Musiktilsyn – A indgåede skrivelser 1898 – 1987/1941-1944 
• Litteratur
• Curtis, Michael: Verdict on Vichy, London 2002
• Gaardbo, Mogens: biografi Hans Harding Sonne. Citeret 16.7. 2024 URL: www.danskmilitaermusik.dk
• Jürgensen, Knud Arne: ”Tivolimelodierne, der alligevel ikke blev væk”, Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 12. årgang nr. 1 juni 1997 s. 4-15.
• Reich, Kirsten Løffler: www.gunnarmarboe.dk Citeret 3.6. 2024. URL: www.gunnarmarboe.dk
• Rydell, Anders: Bogtyvene, jagten på de forsvundne biblioteker, København 2016

^[1] Curtis 2002 s. 149, Rydell 2016 s. 156

^[2] RA brev af 5. juli 1944 fra Harding Sonne til Gunnar Marboe 

^[3] RA brev af 14. oktober 1943 fra musikdirigent v. 3. Regiment, Aage V. Beyer til 3. Regiments stab

^[4] Jürgensen 1997 s. 4-15: Forskningsstipendiat Arne Jürgensen kom i 1990erne på sporet af en del af de originale orkesterværker, man ved Schallburgtagen havde troet, var blevet flammernes bytte. Gemt i Tivolis varmekælders mørke fandt han et væld af lidt over 200 brandsodede originalpartiturer og stemmesæt fra både H.C. Lumbyes og Balduin Dahls hånd. Det viste sig nu, at der var værker, der havde overlevet, fordi Tivolis musikchefer, Svend Chr. Felumb og senere Eifred Eckert-Hansen gennem årene havde holdt hånden over skatten i varmekælderen, når oprydningstrangen truede de sodsværtede noder! Noderne befinder sig nu på Det Kgl. Bibliotek og er løbende blevet inddateret i bibliotekets REX-base.

^[5] Gaardbo, biografi om Harding Sonne. Hans Harding Sonne (1883-1966). Han blev officersuddannet og var fra 1927 til 1932 kontorchef i Krigsministeriet. Udnævnt til oberstløjtnant i 1931, og blev i 1932 chef for 2. Artilleriafdeling og senere oberst og chef for 1. feltartilleriregiment 1938-45. 

Men Harding Sonne var også en dygtig musiker med en grundig uddannelse i musikteori og instrumentation. Han komponerede 3 operaer, scenemusik, kantater (‘Rigsbannerkantaten’ og ‘Veterankantaten’), sange og marcher. Kombinationen af officer og musiker gjorde ham velegnet til chef for hærens musiktilsyn, hvilket han var fra 1928 til 1955. Han var desuden formand for Dansk Korforening fra 1944 til 1956. Han var kammerherre og personlig ven af kong Frederik IX, og kongeparret kom ofte på besøg hos Harding og Edel Sonne, der boede på Esrum Kloster.

Harding Sonne  må siges at være hovedmanden bag genoprettelsen af de fire danske regimentsmusikkorps i 1941, og vi kan se af hans korrespondance med de militære musikdirigenter på RA, at han med stor dygtighed førte dansk militærmusik ‘helskindet’ gennem besættelsen – også efter 29. august 1943, hvor hæren blev afvæbnet og interneret. Han fik udvirket, at musikkorpsene kunne fortsætte deres virke – omend i beskedent omfang – som civile orkestre. De var lønnede, og der var både af- og tilgang af musikere i denne periode. Musikkorpsene blev holdt så godt som intakte, og det betød, at alle fire regimentsmusikkorps og Livgardens Musikkorps var fuldt funktionsdygtige og uniformerede stort set fra første dag efter befrielsen.

^[6] RA brev af 28.juni 1944 fra Harding Sonne til Gunnar Marboe

^[7] RA brev af 1. juli 1944 fra Gunnar Marboe til Harding Sonne

^[8] Reich om hendes morfar, Gunnar Marboe og Strandgården under besættelsen; www.gunnarmarboe.dk