Vi har mødt den tidligere forsvarsminister og V-politiker til en snak om hans eget soldaterliv, om Forsvarets udvikling og veteranbegrebet. Interviewet blev til under en regnfuld gåtur ved den gamle Flyvestation Værløse.
Jakob Ellemann-Jensen forlod et liv som offentlig person efter et stressfyldt slutforløb i dansk politik. Han overlod sine poster som forsvarsminister og leder af Venstre til Troels Lund Poulsen, og så blev der stille.
Helt stille.
Men udsendtafdanmark.dk fik lokket Jakob Ellemann-Jensen ud af det selvvalgte liv i stilhed, og vi begynder med hans fortælling om, hvordan han allerede tidligt i barndommen forestillede sig at blive soldat.
”Jeg var glad for at være udenfor, min far slæbte mig med på kanoture i Sverige. Jeg var glad for det der friluftsliv, hvilket måske også gjorde, at jeg allerede som barn havde en idé om, at en eller anden dag, så skulle jeg være soldat. Jeg havde hørt, at det var noget med at ligge og sove udenfor. Den del af det, syntes jeg, var meget fedt.
Min far var fra artilleriet, og i sin studietid arbejdede han i FE. Og ved Forsvarskommandoen.
Men tidligere end det, så har der ikke rigtig været nogen stor tradition for det.
Da jeg var ved Livgarden, var jeg en af de få, der ikke havde været der i syv generationer. Men det var en god tradition at starte på.
Murens fald, det var jo, da jeg gik i 1.G. Og det var historisk, fordi det der, det var jo det største – forhåbentlig – der kommer til at ske i vores levetid. Altså, det var helt vildt.
Og efter det, fulgte jo så alle de der dominobrikker ned igennem Europa, hvor jerntæppet det væltede.
Det er klart, med en far, der var politiker, og en mor, der var journalist, så blev der talt lidt om det hjemme ved middagsbordet. Så det fyldte meget.
Og jeg vil sige, særligt med min fars engagement i de baltiske landes selvstændighed – deres befrielse i virkeligheden – de var jo besat i mange, mange år. Det fyldte meget. Det fyldte rigtig meget.”
”Jeg tror, at da jeg var lille, da vidste jeg godt, at det, mine forældre lavede, særligt det, min far lavede, og jeg vidste godt, det var vigtigt. Men lige præcis, hvorfor det var vigtigt, det kunne jeg nok ikke sådan lige sætte på en formel, da jeg var hverken 9 eller 10 år gammel.
I gymnasietiden, der blev det ret klart.
Den første demonstration, jeg var med til, det var inde på Rådhuspladsen, da Sovjet belejrede TV-tårnet i Vilnius og skød mod litauerne der.
Absurd nok, så valgte jeg russisk som andet sprog i gymnasiet. Uden nævneværdig succes i øvrigt. Jeg kan sige noget i retning af ”undskyld, jeg kommer for sent.” Det er vigtigt at kunne, når man har russisk hver dag i første time. Og var afhængig af S-toget, når man skulle i skole.”
På session
”Jeg trak frinummer. Et eller andet vanvittigt højt nummer. Og spurgte, hvornår jeg kunne starte ved Livgarden. Jeg søgte faktisk også ind til flyvevåbenet som pilot. Det har de ikke svaret på endnu.
Og så vidste jeg, at jeg ville ind og læse et eller andet på et tidspunkt. Men jeg vidste ikke lige, hvad det skulle være.
Så begyndte Jugoslavien jo altså at røre på sig. Jeg blev student i 92. Og vi, der blev studenter det år, husker det jo bedst for, at der vandt vi EM i fodbold – og hvorfor var det nu lige, vi kom med? Ja, vi kom med, fordi et land gik i opløsning, og de begyndte at slagte hinanden.
Og jeg tror også, det fyldte noget.
Og så syntes jeg, det var spændende. Dels så var vi alle sammen unge mænd, og dels så var vi der jo frivilligt alle sammen.
Men der var det der med, at nu bliver du kylet ind på en stue sammen med ni andre.
”I skal være i gruppe sammen, og vi er ligeglade med, hvad I hedder til efternavn. Vi er ligeglade med, hvilken bil din far kører i, og alle de ting, du har gået og målt og vejet dig selv og dine omgivelser på, de tæller ikke noget nu. Det der tæller noget nu, det er: Har du styr på dine ting? Kan du hjælpe dine kammerater? Er du en god kammerat?”
Det var fedt. Superfedt.”
Men er det noget af det, du taget det med dig videre?
”Ja, det har jeg i den grad. Det lyder så stort altid med menneskekundskaber. Men jeg synes, det med at vurdere folk på deres handlinger. På deres gerninger. På deres holdninger. Og ikke på deres baggrund. Det var noget af det, jeg virkelig lærte der.
Og det at sætte pris på folks forskelligheder.
Det synes jeg egentlig enormt lærerigt. Fordi vi kan jo alle sammen sige ”ham der kan jeg godt lide. Og ham der kan jeg ikke lide” Jamen, det kan da godt være. Men du skal være sammen med dem alligevel. Du skal få det til at fungere med dem alligevel, og hvem du bryder dig om, det er sådan set ligegyldigt.
De gardere, som jeg havde under mine meget unge vinger som sergent ved Livgarden, de havde jo 30-års jubilæum sidste år – altså, de mødes jo stadigvæk – og så er de søde nok til at invitere mig også. At se de der drenge…30 år senere, det er fedt.
Altså, du kan være blevet det ene og det andet. Siden da. Du kan være forsvarsminister. Du kan være slagter. Du kan være… whatever…det forsvinder i løbet af de første 5-10 minutter, og så er du så dysehjælper igen. Hvilket er træls for dysehjælperen. Men superfedt for alle andre. Men altså, så er du tilbage i den der rolle. Og man har et fællesskab, som bare genopstår. Og som kan genopstå, selvom man ikke har set hinanden de sidste fem år. Det er sgu meget godt.”
Jakob Ellemann-Jensen var ved Livgarden et par år.
”Så bliver jeg forsat, som det så smukt hedder, til Sjællandske Livregiment. Og går på løjtnantsskole, bliver kampvognsdelingsfører og er et par år ved panserbataljonen.
Og i mellemtiden skal mine gamle gardere jo afsted. For de skal til Kroatien, og det nager mig stadigvæk, at jeg ikke var med, for det var mine svende. Jeg har stadig dårlig samvittighed over det. Altså, jeg var røget på løjtnantsskole og jeg var ved et andet regiment. Det var nok også mest, da operation Storm gik i gang dernede, at jeg fik det sådan lidt …fuck…der skulle jeg have været. Det var træls, følelsen af, at jeg skulle have været der. Det irriterer mig.
De klarede det jo fint. Og de havde den bedste chef i hele verden med. Og dygtige delingsførere, gruppeførere, alt det der. Det var jo dygtige folk. Og hamrende dygtige gardere. Jeg ville bare gerne have været der, fordi det er nogle mennesker, som stadigvæk betyder meget for mig. Hvor jeg synes, der var noget svigt i ikke at være der.”
Studerende i grønt tøj – og afsted til massegrave
Ærgrelsen over ikke at være med holdet i Kroatien blev siddende i Jakob Ellemann-Jensen, men som universitetsstuderende forblev han i reserven og Den Internationale Brigade, og da regimentet nogle år senere leder efter folk til en stab, ”hold 8, SFOR4” (Udsendelse til Bosnien i 1999-2000: Red) melder han sig omgående.
”Det var en del af det at være soldat, at så blev man så sendt ud i verdens brændpunkter. Og det havde jeg ikke været endnu. Min kontrakt med DIB’en udløb i virkeligheden fire-fem dage, før jeg tog afsted
Og det var et fedt job, jeg fik. Altså, jeg var forbindelsesofficer til Friendly Forces. Det var superspændende. Så der var ikke så meget at betænke sig på, kan jeg sige.
Hvordan forberedte du dig på at tage afsted?
”Jeg startede med at blive færdig med min bacheloropgave. Og så havde jeg jo tilbragt ganske meget af min studietid i grønt tøj. Fordi Den Internationale Brigade var en enhed, vi kunne sende afsted med kort varsel.
Hver sommerferie, der tilbragte jeg i Oksbøl. Det er der nok mange, der kan nikke genkendende det til. Og andre ferier, jamen så var man inde og lave vedligeholdelse af køretøjerne eller vedligeholde sine skydefærdigheder eller noget andet. Så jeg var jo en del inde. Og så havde missionsorienteret uddannelse hen over sommeren.
Vi er jo fremme i 99 hvor NATO har overtaget fra FN, og det har jo gjort, at situationen er ganske rolig.”
Men hvad er situationen i Bosnien i 1999, når I lander der?
”Den er rolig. Der er en Zone of Separation, som er veletableret. I alt væsentligt er det lokalt politi der løser myndighedsopgaver, så vores opgave handler om at understøtte dem.
Men så også selvfølgelig at have noget ”Show of Force”, køre en tur med Leoparderne en gang imellem. Og forklare, at det er sådan en, der kommer og parallelparkerer hjemme hos dig, hvis du ikke opfører dig ordentligt. Det er et meget godt pædagogisk virkemiddel.
Den mest fascinerende oplevelse for mit vedkommende, det var juleaften, hvor vi på en opgave nede i Maglaj. Maglaj er mest trist kendt for de to, som blev slået ihjel dernede (ulykken i Maglaj-tunnelen, som kostede to danske beredskabsfolk livet, red.)
Maglaj var på det tidspunkt muslimsk og der skulle være en katolsk messe i den gamle kirke i byen. Så det måtte vi nok hellere holde lidt øje med. Og det var sådan en midnatsmesse, som vi kender den fra TV med paven i Rom, lidt mindre men samme koncept. Så vi for derned, og havde spejderdelinger rundt om og en af vores baltiske delinger.
Jeg og vores feltpræst og vores commander gik til kirken med fragvest og kevlarhat og radio i øret og med kanonerne på ryggen. Da vi kom ud begyndte sneen at dale, og vi har fået at vide på radioen, at folk er begyndt at stimle sammen, og jeg tænker ”åh nej, nu har vi balladen,” og så stod de der i andægtig tavshed, de nye lokale. Det er den nye virkelighed, ”vi har respekt for, at I er her.”
Så er julens budskab lige pludselig meget tydeligt. Det var en meget fin oplevelse.
På minussiden var jo så selvfølgelig alle de fortrædeligheder som man havde gjort ved hinanden. Og som vi jo også klart havde fornemmelsen af, man ville fortsætte med at gøre ved hinanden, hvis vi trak stikket og kørte hjem.
Når man er ude og åbne de der massegrave, så bliver det meget tydeligt. Så er det meget grafisk. Hvor voldsomt det havde været. Ligene var jo gået i opløsning, men altså…når der ligger et barnelig med hovedet ved siden af kappet over med en spade, så får man jo den der… ”hold da fast. Der er en ondskab i det her som gudskelov er svær at forstå i vores del af verden.””
Hvad har det gjort ved dig?
”Vi kan jo i den grad se i verden i dag, at hvis man bare lader stå til, så kommer ondskaben til at herske. Og der er kræfter i verden som er så inderligt imod vores måde at leve på, at de ønsker at ændre det. Putin for eksempel.
Og hvis ikke vi står sammen. Hvis ikke vi gør noget. Jamen så ender det i de massegrave. For de vil ikke tøve et øjeblik. De vil ikke blinke før de slagter os, og det kan nogle gange være svært at få forklaret. At få fortalt.
De fleste mennesker er supergode. Og søde og rare og dejlige, og ”en fremmed er en ven du, ikke har mødt endnu” og alt det der. Men hvis der bare lige er et par røvhuller imellem, så skal de nok finde hinanden og lave en fin forening. Og man må bare sige, der er nogen der vil os det ondt. Og den bedste måde at imødegå ondskab på, det er ikke anderledes i storpolitik, end det var i skolegården. Det er at man står sammen. Altså det er at man er klar til at slå fra sig. Reagan sagde det som ”fred gennem styrke.” Hvis man ikke er klar til at forsvare sig, så ender verden grimt.
Altså det der med den stærkes ret, det vil være konsekvensen.
Og det er den måde, som mange regimer her i verden lever på. Og det bliver man altså nødt til at erkende på et eller andet tidspunkt.
Som jeg kan huske i min barndom, altså den kolde krig og truslen om gensidig ødelæggelse. Det er jo forfærdeligt. Men det var netop en balance som gjorde at der blev opretholdt en eller anden form for status quo.”
”Trump er en stor dum bøf”
Flere gange i interviewet udtrykker Jakob Ellemann-Jensen sin glæde over, at han ikke længere er i politik og dermed nu er fri til at sige sin mening højt uden politiske hensyn. For eksempel, når han med et grin erklærer, at det var ”tåbeligt at lukke sergentskolen i Sønderborg”. Men at han ikke længere er politiker og forsvarsminister betyder ikke, at han holder sig fra at analysere den situation Vesten og NATO står i:
”Det er for nemt at sige at det var Donald Trump. Selvfølgelig har han og de synspunkter han repræsenterer noget af ansvaret.
Men det at vi har ladet stå til i Europa i så mange år, at vi høstede fredsdividenden så voldsomt som vi gjorde og overgav det fuldstændigt til amerikanerne at forsvare ikke bare vores frihed, men også vores værdier rundt omkring i verden. Det er det vi betaler for.
Og igen…man både kan og skal sige meget grimt om Donald Trump, men altså han er trods alt medvirkende til at vi får skruet op for vores budgetter rundt omkring i Europa nu.
Han har jo en pointe over for sine vælgere i at sige: ”Jamen kære venner, hvorfor er det hele tiden os, der skal tage slæbet for Europa? Hvorfor kan de ikke passe på sig selv? Burde de ikke også bidrage til at sikre deres egen frihed? Det er han ret i. Det gør vi så nu. Men derfra og så til at tage den skridtet videre og sige ”vi kommer ikke til at forsvare nogen, der ikke lever op til de 2 procent. Og jeg synes i øvrigt at Rusland skal have angrebet dem,” ja, der er er godt nok et stykke vej. Det er jo fordi han er en stor dum bøf. Og det kan jeg også sige nu fordi jeg ikke er politiker.”
Hvad med herhjemme, er der forståelse for hvorfor vi skal have et forsvar?
”Vi havde jo afstemningen om det allermest tåbelige af forbeholdene her for et par år siden. Forsvarsforbeholdet som vi jo i mange år var gået i en stor bue rundt om, fordi vi som politikere – for nu at sige det som det er – var skidebange for at tabe en afstemning igen. Og så kan man sige, jamen udnyttede vi så situationen ved Putins angreb på Ukraine? Ja det gjorde vi. Altså andet havde jo været skingrende uansvarligt, så det udnyttede vi jo til at tage afstemningen. Fordi det var åbenbart for
66,7 procent af befolkningen at det er nok en god idé at være med i det her forsvarssamarbejde. Og det er jo ikke blevet mindre her aktuelt ved at sige med USA’s præsidentvalg stående foran os.
Men vi har i mange år taget det for givet at fred det er noget der sådan kommer af sig selv. Jeg tror der var mange der blev overraske, da Ukraine blev angrebet.
Den danske befolkning er blevet rusket lidt op. Men er der ikke stadigvæk en vis naivitet over os danskere?
Jo på godt og ondt. Og det gode ved det er jo, at man ikke skal rende rundt og leve i evig skræk, fordi altså
hvis du hele tiden er bange for at lynet slår ned i dig så kan du jo være heldig at det gør det ikke. Og så har du spildt din tilværelse på det. Men jeg vil sige, at vores nabolande har måske en mere kontant måde at se på det på. Navnlig Sverige, som jo i mange år ikke var medlem af NATO, der har man et andet forhold til det her. Der vidste man jo godt, det der med prepping. Man har jo den her holdning, at befolkningen skulle kunne klare sig i en periode i tilfælde af noget grimt. Det være sig krig eller strømafbrydelser eller hvad søren ved jeg. Så der har man måske en anden tilgang til tingene. Finnerne har jo den her enorme grænse ind mod Rusland som de har haft problemer med tidligere. Der vandt finnerne. Så det ved de godt at de kan, og det ligger jo dybt i den finske folkesjæl, at deres evne og vilje til at forsvare sig mod russerne, den skal man holde fast i, og det har man jo gjort igennem alle årene. Nu er de gudskelov kommet med i NATO og det er jo en kæmpe gevinst for os.
Man har bare en anden måde at se på tingene i de lande. Jeg siger ikke at man i Danmark skal begynde at pakke store kasser og være klar til at flytte ud i skoven. Man tænker bare på en anden måde i de andre nordiske lande.”
Officerer i civil behagede ikke ministeren
Hvad har det betydet for dig at bære uniform? Eller hvad betyder det for dig?
”Jeg gør det stadig. Jeg var inde sidste weekend. Og det betyder meget. Jeg kan huske, at jeg i den beklageligvis korte periode som forsvarsminister havde et par stykker, som var militærpersonel, men som trådte op i civil. Det var jeg ikke glad for. Det kunne jeg ikke lide. Altså en uniform, det er noget man skal være stolt af.
Og derfor så synes jeg jo også om den der ”uniform-på- jobbet- dag”. Jeg synes det er fint, at man markerer over for sine kolleger, at ”Vi er faktisk nogen som gør, at vi går rundt i fred og fordragelighed og ikke taler russisk.
Uniformen betyder noget. Og det at bære den betyder noget. Jeg er jo så til plads nørdet, at jeg har jo stadigvæk min officerssabel og min fars gamle officerssabel, og de hænger jo inde på mit kontor.
Det gør de jo af en grund, fordi noget er værd at kæmpe for. Det slogan man vist nu har skiftet ud. Jeg synes det er så godt. Noget er værd at kæmpe for.”
Hvad tænker du om den måde vi forlod Afghanistan på?
”Jeg synes det var først og fremmest tragisk for alle dem der blev efterladt der. Og så var det uværdigt for de ofre som var blevet bragt der.
Jeg synes godt nok det var svært at sidde og se på. Min far var indlagt med corona på det tidspunkt på Herlev sygehus, og vi troede sådan set at det var det. Og jeg kan huske at jeg sad derinde og lyttede til det i radioen, og jeg husker den der altså tristesse over …for pokker, det kan vi sgu da ikke bare. Altså hvad med alt det der er ofret? Hvad med de forældre? Hvad med de ægtefæller? Hvad med de børn som har mistet deres kære? Hvad med dem der er er kommet tilbage invalideret?
Jeg syntes virkelig det var svært, fordi det var jo en beslutning som var ude af vores hænder. Amerikanerne besluttede nu trækker vi os ud. Held og lykke med at blive.
Og 30 sekunder efter at den sidste soldat var ude af lufthavnen i Kabul, jamen så havde Taliban overtaget det hele. Jeg synes det var fortvivlende. Helt vildt.
Jeg var ude på Veteranhjemmet i Aarhus da det åbnede. Og jeg havde for en gangs skyld havde ikke min veterannål på, som jeg ellers altid har siddende i mit knaphul eller der, hvor knaphullet burde være.
Og der var en mor til en faldet soldat som spurgte: Hvor er din veterannål henne? Jeg sagde, jamen den har jeg ikke altid på. Og så pegede hun bare på mig og sagde venligt men meget bestemt: ”Det bør du gøre. For den skal du være stolt af.” Og siden da så har jeg haft den på. Hver eneste dag, fordi det betyder noget, fordi hun har jo ret, og det ved hun om nogen.”
Det største, man kan bedrive
Tror du alle i uniform stiller op af politiske grunde?
”Nej, der kan være 117 forskellige grunde til at man stiller op. Og det kunne man jo se på de reklamer som Forsvaret ulykkeligvis lavede for 20 år siden. Hvor det at blive officer handlede om at rappelle og flyve rundt med sjove ting og få en lederuddannelse.
Hvor man jo i dag gør opmærksom på, at det handler om noget større, noget andet, noget mere. Og også noget der kan være noget dyrere i personlige omkostninger.
Så der kan være 117 grunde til at man har gjort det. Det kan være en spænding. Det kan være noget kammeratskab. Det kan være alt muligt andet.
Og så det, som jeg måtte gøre en daværende Forsvarsminister relativt firkantet opmærksom på, da man var ved at følge Mckinsey og nedlægge kamptropregimenterne: At der er noget, der hedder korpsånd, og at det som mange faldne soldater har ristet ind i deres gravsten, det er altså ikke Dannebrog eller Grundloven eller et billede af Folketinget. Det er deres regimentsmærke.
Fordi kammeratskab betyder noget. Og fordi man er afsted med sine kammerater. Og når jeg siger til dig, at jeg har sgu dårligt samvittighed over, at jeg ikke var med dengang i Kroatien. Så er det jo ikke på grund af mandatet fra Folketinget, at jeg har dårlig samvittighed. Det er over for mine kammerater. Og den dårlige samvittighed er der jo stadigvæk knap 30 år senere. Så det med kammeratskabet det fylder kolossalt meget og altså en af mine absolut bedste venner her i verden, ham boede jeg i en 20-fods-container med i et halvt års tid, og vi ses jo stadig. Det kan godt gå år og dag imellem, men vi kender jo hinanden helt utrolig godt. Og det kammeratskab det kan godt føre folk i krig og tilbage igen.
Jeg har mange soldaterkammerater, mange gamle kolleger, som er veteraner. Og som er det på godt og ondt. Langt de fleste jo med gode oplevelser i bagagen og som styrkede mennesker og med nogle gode værdier og alle de her plusord, som vi sætter på. Og nogen der ikke har det så godt. Hvad enten det er fysisk eller psykisk skade, så er det nogle mennesker, som er et dårligere sted, end de kunne have været, på grund af de oplevelser, som de har haft. På grund af de ting de har været ude for. På grund af det de har stået igennem med Dannebrog på skulderen.
Det gør også, at jeg, da jeg var politiker, havde et særligt ansvar for den gruppe af mennesker. Fordi vores folkestyre det er jo indrettet på den måde at vi repræsenterer alle sammen vores vælgere, og der tror jeg der var en gruppe af borgere i Danmark som jeg følte en særlig forpligtelse for at repræsentere på Christiansborg, fordi så mange veteraner var der heller ikke i folketinget dengang. Og vores stemme den skulle også høres, fordi jeg synes der er noget grundlæggende uselvisk og smukt ved det at tjene sit land med våben i hånd. Det er noget af det største, man kan bedrive, at passe på sit land og passe på de værdier, som er vores land. Anerkendelsen af, at den sag er større end en selv, den har det måske også haltet lidt med undervejs. Og det kan man have mange politiske holdninger til. Jamen hvad skulle vi i Irak? Hvad skulle vi i Afghanistan? Hvad skulle vi i Bosnien? Hvad skulle vi i Kosovo? Hvad skulle vi i Mali? Hvad skulle vi i alle mulige steder hvor vi nu har været?
Det kan du godt have en politisk holdning til. Det ændrer bare ikke ved, at de mennesker som har taget opgaven på sig, har jo løst den for Danmark. Ikke for politikerne men for Danmark. Fordi det er den opgave Danmark har pålagt dem.”
