Efter en årrække som militærpolitimand og livvagt med Forsvaret i Eksjugoslavien valgte Lars at blive ansat som sikkerhedsofficer ved FN. Hans første civile mission gik til Øst Timor, på den anden side af kloden. Afgangen var i juni 1999 – og det blev til 20 år udenfor landets grænser.  

Tekst af Lars Siefert 

I august 1999 fik Østtimors befolkning mulighed for at bestemme, om området skulle være en del af Indonesien eller uafhængigt. Og i forlængelse af det netop overståede valg, afventede medarbejderne fra FN-missionen UNAMET på, at resultatet skal offentliggøres.

De seneste dage havde det indonesiske militær og forskellige militsgrupper øget deres niveau af chikane og intimidering både mod lokalbefolkningen og FNs medarbejdere. Det medførte, at FN hovedkvarteret beslutter, at Lars skulle klargøre til en eventuel evakuering af de 45 internationale og 25 lokale medarbejdere. 

Lars har været missionens sikkerhedsofficer i Lospalos regionen i tre måneder – en region, der både er isoleret og fjernt beliggende på øen.  Herfra skulle Lars på få timer arrangere en konvoj bestående af vores 20 køretøjer, som skulle køre 80 km mod den nærmeste ”større” by Baucau, hvor der også lå en militær lufthavn. 

Evakueringskonvojen

I løbet af natten til den 1. september var konvojen blevet gjort klar og medarbejderne var blevet forberedt til at køre til Baucau under bevæbnet beskyttelse fra Indonesiske militærenheder.

De 2.5 timers køretur gennem krokodillefyldte floder og øde jungledale gik ret roligt og uden nogle større hændelser, og da de nærmede sig Baucau blev der kaldt op til Lars´ kollega Louis, at de vil være hos ham om en halv times tid. 

Kort efter blev der kaldt tilbage og meddelt, at ”de ikke skulle komme til FN-kontoret i Baucau”, da de også var under angreb fra oprørerne. 

”Jeg anbefaler, I fortsætter til lufthavnen i udkanten af byen, hvor den Indonesiske kommandant af flyvebasen vil yde jer beskyttelse”. 

Konvojen ændrer kurs og kører udenom byen Baucau til den militære lufthavn. Udenfor basen bliver alle køretøjet opmarcheret og Lars anmoder om et møde med kommandanten for flybasen – men mens de venter på, at kommandanten træffer sin beslutning, kører en gruppe svært bevæbnede oprørere forbi og skyder lavt hen over hovederne på dem. 

Alle kommer ned på maven og søger i videst muligt omfang i sikkerhed under og bag ved bilerne, selvom selve “angrebet” nok var mere et skræmmeforsøg end et egentligt ønske om at slå de mange internationale medarbejdere ihjel. 

Lars fortæller, at det  mest vanvittige ved episoden var, at de indonesiske vagtposter på flyvebasen stod grinende og så på. 

Evakuering med australsk C-130

Indenfor hegnet aflægger Lars rapport til hovedkvarteret via satellittelefon, hvor de får at vide, at alle internationale udsendte skal søge til lufthavnen og gøre klar til at blive hentet af et australsk militær C-130 fly i løbet af et par timer, da man frygtede hele sikkerhedssituationen ville eskalere på kort tid. 

Midt i det hele kommer et par af de lokale unge kvindelige medarbejdere grædende og skræmt fra vid og sans over til Lars og spørger: ”hvad med os”.  Beskeden fra hovedkvarteret var, at de 25 lokale skulle blive på flyvebasen da de ikke havde pas og således ikke kunne forlade landet. 

Indoneserne ville ”tage sig pænt af dem”, som en af de grinende officerer forklarede med et smørret grin. 

Voldtægt og drab var desværre hverdagskost for disse unge piger, så panikken breder sig, da det australske transportfly lander og begynder at boarde de internationale medarbejdere. Lars tør ikke tage chancen og efterlade de lokale i indonesernes varetægt, så han får overbevist den australske C-130 pilot om at vente til han får et ”OK, så sender vi en helikopter op til dig for at hente dine lokale ind til hovedstaden”. 

Helikopteren ankommer efter 15-20 minutter og med omkring 90 personer i det ventende transportfly, var alle efterhånden meget klar til at komme afsted.

De lokale medarbejdere med fire af Lars´ nærmeste Carmeneza, Agapito, Lusi og Albino klæber sig til Lars og venter på at helikopteren lander. Indoneserne var samtidig rasende over, at Lars ikke stoler på dem og klager over dette til højeste sted. 

De australske helikoptercowboys virkede ret uimponerede over den spændte situation og kaptajnen meddelte blot tørt, at ”hvis han skulle have alle 25 unge mennesker ombord til hovedstaden, så var de nødt til at hive passagersæderne ud af helikopteren og simpelthen sidde på gulvet”. Sammen fik de flået sæderne ud og smed dem i det høje græs og fik de lokale ombord. 

20 minutter senere lander helikopteren med de rædselsslagne unge i landets hovedstad Dili, hvor de bliver transporteret til FN missionshovedkvarter, indtil de sammen med tusindvis af FN-medarbejdere nogle få dage senere bliver fløjet til Australien i sikkerhed. 

En episode ud af mange

Lars havde nærmest glemt denne episode, da der i dagene efter det nye lands  selvstændighed opstod en mængde af dramatiske oplevelser. Nogle år senere da vendte Lars tilbage til det nyetablerede land som sikkerhedsrådgiver, hørte han rygter om, at de fire førnævnte medarbejdere havde fremsendt en skriftlig beretning til alle mulige instanser om hvordan ”Mister Lars” havde reddet deres liv den dag på flyvebasen i Baucau.

Og i april 2023 – 24 år efter episoden – kommer der en besked fra Øst Timors præsidents protokolafdeling som på vegne af præsidenten inviterede ham til at komme til Dili på regeringens regning for at blive dekoreret med en medalje for hans indsats den dag.