”Kast fosfor!”, råber Jespers kammerater, mens han står ubeskyttet i tårnet på Piranha’en. Bagefter forstår han, at der var en snigskytte.
”Jeg vil være oversergent resten af mit liv,” siger Jesper, der har været i Irak på Hold 8 og Afghanistan på Hold 13. I Forsvaret og især som udsendt fik han oplevelser han aldrig glemmer, og som aldrig slipper ham helt. Særligt fællesskabet og det at gøre ting for hinanden ude på missionerne står stærkt i Jesper erindring. ”Man kommer hjem med en følelse, som man savner. Det er unikt, og der er også et spændingsmoment. Andet ville være løgn.”
Hjemme i Danmark har Jesper i starten svært ved at affinde sig med dagligdagen. Han går fra sin kæreste ret hurtigt efter hjemkomsten. Og ser sig selv råbe af en kvinde med barn, der brokker sig over, at han går over for rødt. ”Jeg snappede ret hurtigt og var grundlæggende pisse ligeglad med det meste. På den anden side har jeg fået kompetencer, som jeg kan bruge resten af livet, og som det danske samfund kan bruge,” siger Jesper, der deltager med en række nærværende fortællinger om træfninger og redningsmissioner, der gik godt, men lige så godt kunne have været endt dårligt.
”Jeg synes, at den danske befolkning har ret til at vide, hvad vi har oplevet. Nej, jeg har ikke PTSD, og nej, jeg ved ikke, om jeg har skudt nogen. Men der er så meget andet, jeg gerne vil fortælle.”
Og det gør Jesper. Han fortæller både levende og rørende. Hør blandt andet om en kaotisk og grotesk-morsom ilddåb første gang han skal redde sine venner fra en snigskytte.
