1800-1810

 1850-1860

 1860-1870

 1864-1940

 1940-1949

Danmarks nederlag d.9 april 1940 og de fem følgende års besættelse kom til at præge hele årtiet. Samarbejdspolitikken muliggjorde at hæren og søværnet under besættelsens første år kunne opretholde sit daglige virke, men i august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og begge værn blev opløst. Danmark blev allerede ved befrielsen trukket ind i den konflikt, som skulle udvikle sig til den kolde krig. Væsentligst for Danmark var underskrivelsen af Atlantpagten, og det deraf følgende medlemskab af NATO. Danmark havde forkastet mellemkrigstiden neutralitet og valgt side i den kolde krig. Slagordet var ”aldrig mere en 9. april”. Man stod derfor overfor en stor opgave med at genopbygge og modernisere forsvaret, og var dybt afhængig af våbenhjælp fra bl.a. USA og Storbritannien. Opbygningen gik langsomt men også nye værn kom til. Frygten for et overfald eller kupforsøg ledte til at Hjemmeværnet blev oprettet i 1949, og i 1950 blev Flyvevåbnet udskilt som selvstændigt værn. I samme tidsperiode engagerede Danmark sig også internationalt. I 1947 sendte man 4000 soldater til Tyskland som en del af den allierede besættelseshær. Og i 1948 bidrog Danmark til sin første FN-mission, der skulle overvåge våbenhvilen efter den arabisk-israelske krig maj-juni 1948.

 1950-1959

I 1950’erne forsatte genopbygningen af Forsvaret. Forsvarslovene af 1950-1951 stadfæstede reorganiseringen af Danmarks forsvar efter Anden Verdenskrig. Lovenes udgangspunkt var at Danmark, som følge af medlemskabet af NATO i 1949, måtte kunne indgå som en del af et større vesteuropæisk forsvar. I befolkningen var der også i denne tid bred folkelig opbakning til Forsvaret. Danmarks forhold til USA blev også stadfæstet, da man i 1951 gav amerikanerne ret til at stationere styrker på Thulebasen i Grønland på ubestemt tid. I 1955 blev Vesttyskland optaget i NATO. Det var ikke en ukontroversiel beslutning ti år efter 2. verdenskrigs afslutning. Men Vesttyskland skulle hurtigt blive en af Danmarks tætteste samarbejdspartnere i NATO. I halvtredserne modtog Forsvaret for alvor sit første moderne materiel. Over 200 Centurion-kampvogne, Danmarks første moderne kampvogn, blev leveret som våbenhjælp fra 1953. Danmark havde modtaget sine første jetfly allerede i 1949, men i 1950’erne gik udviklingen stærkt. Ved årtiets afslutning havde Danmark modtaget næsten 300 jetfly, de fleste som amerikansk våbenhjælp.

 1950-2010

 1960-1969

I begyndelsen af årtiet stod det klart at den taktiske og teknologiske udvikling havde overhalet den fodmarcherende hær forældet, og hvor sårbar en sådan hær ville være overfor angreb med taktiske atomvåben. Hæren fik derfor nyt doktrin: “bevægelig forsvarskamp”. Den motoriserede panserinfanteribrigade skulle være hærens primære enhed, og der blev lagt vægt på spredning, mobilitet og pansring. De to fregatter af Peder Skram-klassen indgik i Søværnet 1966, og var flådens flagskibe resten af den kolde krig. Samarbejdet med Vesttyskland og NATO blev yderligere stadfæstet i 1960’erne. Anledningen var etableringen af Enhedskommandoen – Allied Forces Baltic Approaches (BALTAP) – på Flyvestation Karup i 1961. BALTAP fik det samlede ansvar for forsvaret af Danmark og Slesvig-Holsten. Kommandoen, der altid havde en dansk generalløjtnant eller viceadmiral som chef, bestod af styrker fra Danmark, Vesttyskland, Storbritannien og USA. 1960’erne blev dog også årtiet, hvor Forsvaret i stigende grad blev genstand for politisk uvejr. Den Kolde Krigs politiske klima, og det amerikanske engagement i Vietnam, blev genstand for stadig mere hidsig debat i offentligheden. Også spørgsmålet om atomvåben var på dagsordenen. Cubakrisen i 1962 og Thule-ulykken i 1968 satte sine spor, og der var en udbredt atom-skepsis i befolkningen. I midten af årtiet bortfaldt den sidste amerikanske våbenhjælp. Forsvarsbudgettet steg dog ikke, og konsekvensen blev besparelser på en række områder. Særligt tjenestetid og genindkaldelser for de værnepligtige blev reduceret.

 1970-1979

Halvfjerdserne bød på fortsatte brydninger i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Venstre, Konservative og Socialdemokratiet havde i mange år stået sammen i forsvarspolitiske spørgsmål, men særligt S var præget af en række nye forsvarsskeptiske medlemmer på partiets venstrefløj. Forsvaret ansås i disse år fra politisk hold mere og mere for at være af symbolsk karakter. Hovedformålet var at overbevise især USA om en vilje til at forsvare landet, indtil allierede forstærkninger kunne nå frem. Værnepligten blev nedsat, og man var i stigende grad afhængig af en hård kerne af fastansat personel. Årtiet var også præget af en stigende orientering mod Vesttyskland i den danske forsvarsplanlægning. På landjorden kom det til udtryk med indkøbet af Leopard-kampvognene fra 1976. Til søs og i luften var det især enhedskommandoens udarbejdelse og øvelser med ‘Operation Hurricane’, kodenavnet for et planlagt koordineret dansk-vesttysk angreb på en sovjetisk invasionsflåde. Flyvevåbnet indgik i 1975 i ‘århundredets våbenhandel’, da man besluttede sig for at indkøbe 58 F-16 fly af amerikanske General Dynamics til 2,6 milliarder kroner.

 1980-1989

Nulvækstslinjen fra 1970’erne og rationaliseringerne fortsatte forholdsvis upåvirket af den sikkerhedspolitiske debat. Et vigtigt element i Forsvarets virke i denne periode, var spørgsmålet om forstærkninger. I løbet af 1980’erne blev forstærkninger fra NATO-allierede en central del af forsvarsplanlægningen, og man øvede modtagelsen af disse flere gange gennem årtiet. Til gengæld blev sikkerhedspolitikken en politisk kampplads i hidtil uset omfang. Tonen spidsede til på den internationale politiske scene, og halvfjerdsernes opblødning i forholdet mellem Øst og Vest, blev erstattet af en ny iskold stemning mellem de to blokke. Opstillingen af amerikanske missiler i Europa vakte omfattende protester og demonstrationer fra fredsaktivister. Efter at den borgerlige firkløverregering under Poul Schlüter i 1982 var kommet til magten, slog Socialdemokratiet – nu i opposition – ind på en NATO-skeptisk kurs i form af den såkaldte ’fodnotepolitik’. Den gik ud på, at partiet sammen med Det radikale Venstre, der var en del af Schlüter-regeringens parlamentariske grundlag, etablerede et ’alternativt sikkerhedspolitisk flertal’, der i 14 tilfælde fik vedtaget beslutningsforslag, der påtvang regeringen en politik, den ikke gik ind for, og få indføjet danske reservationer i form af fodnoter under alliancens beslutninger.

 1990-1999

Murens fald i 1989 blev begyndelsen på en grundlæggende omstilling af Forsvaret. For første gang i Danmarkshistorien, var der ingen nære fjender at forsvare sig imod. Det betød dog ikke at man hvilede på laurbærrene, snarere tværtimod. I 1990-1991 blev det besluttet at sende korvetten Olfert Fischer til den persiske golf, som en del af den FN-ledede styrke mod Iraks invasion af Kuwait. Fra 1992 bidrog Danmark også til FN’s fredsbevarende mission i det tidligere Jugoslavien. Særligt skelsættende er begivenhederne d.29 april 1994, hvor danske Leopard-kampvogne kommer i ildkamp med serbiske styrker ved Tuzla i Bosnien. Det var første gang danske soldater var indsat i en skarp konflikt siden 2. verdenskrig. På hjemmefronten var der forsat tale om et mobiliseringsforsvar, som kunne stille med et betydeligt antal soldater. Men det nationale forsvar blev gradvist nedtrappet og nedprioriteret i løbet af 1990’erne. Ved årsskiftet 1990/1991 blev de to landsdelskommandoer nedlagt, og Hærens Operative Kommando oprettet som erstatning. Også i Søværnet prioriterede man enheder som kunne sendes på internationale missioner, og ved årtiets slutning nedlagdes f.eks. torpedobådsvæsenet.

 2000 – 2009

2000’erne skulle blive en radikal omvæltning for det danske forsvar. Terrorangrebet d. 11 september 2001 ændrede fra den ene dag til den anden trusselsbilledet, og blev startskuddet på ’krigen mod terror’. Danmark bidrog allerede fra januar 2002 med specialoperationsstyrker til den amerikansk-ledede krig i Afghanistan, og i 2006 sendte man danske kampsoldater til Helmand-provinsen. I 2003 deltog Danmark også, efter heftig hjemlig politisk debat, i den amerikanske invasion af Saddam Husseins Irak. Krigene i Irak og Afghanistan var en helt ny form for opgave for Forsvaret, og det krævede mange ressourcer at opretholde de internationale opgaver. Årtiet blev derfor også et definitivt farvel til mobiliserings- og territorialforsvaret. Nu skulle der fokuseres på de professionelle soldater på internationale missioner og opgaver. Med forsvarsforliget i 2004 nedlagdes ubådsvæsenet, minelæggerne og det jordbaserede luftforsvar. Hæren blev reduceret til to brigader, og værnepligten nedsat til 4 måneder.

 2020-idag

2020’erne har indtil videre vist sig at være en dramatisk omvæltning af Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitiske vilkår. Den russiske invasion af Ukraine d. 24 februar 2022 har bragt fokus tilbage på forsvaret af Danmark og dets nærområde. Efter 30 år med internationale missioner, tyder meget på at fokus igen skal være på det konventionelle territorialforsvar. I foråret 2022 sendte Danmark en kampbataljon til Letland som led i den forøgede NATO-indsats. Og 1. juni 2022 vedtog 67 pct. af danskerne ved en folkeafstemning at afskaffe forsvarsforbeholdet – et af de fire forbehold, som Danmark i tre årtier har haft i EU-samarbejdet som følge af Edinburgh-traktaten fra 1993.

 Den aktivistiske udenrigspolitik

 Den Kolde Krig

Den Kolde Krig betegner perioden fra 2. verdenskrigs afslutning i 1945 til Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991. På hver sin side af konflikten stod supermagterne USA og Sovjetunionen. De to supermagter havde hver sine allierede: Sovjetunionen og Warszawa-pagten i øst USA og NATO i vest. Danmark valgte forholdsvis tidligt side i konflikten, da man i 1949 underskrev Atlantpagten og blev medlem af NATO. De næste 4 årtier fokuserede det danske forsvar primært på at forberede sig på et muligt angreb fra Østblokken. I halvtredserne modtog Danmark store mængder våbenhjælp fra NATO-allierede, blandt andet sit første moderne materiel som jetfly og kampvogne. Forsvaret blev mekaniseret og moderniseret, og samarbejdet med NATO-allierede blev vedligeholdt ved øvelser. Den kolde krig stod også i atomkrigens skygge. Som tiden skred frem, frygtede man i stigende grad, at en eventuel konflikt mellem NATO og Sovjet ville eskalere til en altødelæggende atomkrig. Både i befolkningen og i politikerkredse var der kritiske røster, som mente at Forsvaret var af en mere symbolsk karakter, og derfor søgte at begrænse forsvarsbudgettet. Danmark blev derfor jævnligt kritiseret af NATO for ikke at bidrage tilstrækkeligt til forsvarsalliancen.

  2010-2019

Det danske internationale engament fortsatte ind i det nye årti. I 2011 toppede det danske engament i Afghanistan med 720 udsendte soldater. I august 2013 begyndte Danmark at trække sine kampsoldater hjem fra Afghanistan. Det internationale engagement fortsatte dog, og Danmark har sendt bidrag til internationale missioner i bl.a. Libyen, Syrien, Irak og Mali. Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 betød dog en stigende opmærksomhed på Danmarks nærområder, og Danmark bidrog i løbet af årtiet til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande. Det blev også årtiet hvor der kom stigende fokus på Rigsfællesskabet og Arktis. I 2012 blev Grønlands Kommando og Færøernes Kommando lagt sammen til Arktisk Kommando. Det blev gjort ud fra forventningen om at klimaforandringer og flere tilgængelige sejlruter ville lede til stigende global interesse i regionen.