Kronikken blev første gang bragt den 11. september 2021 i Berlingske Tidende på 20-årsdagen for ’9/11’ – Al-Qaedas terroraktion mod World Trade Center. Det var mindre en måned efter Talibans erobring af Kabul den 15. august. Vi relancerer kronikken, fordi synspunkterne har en uændret aktualitet.

Finn Warburg, pensioneret overlæge, var i Afghanistan flere gange. Han mener, at afghanske kvinder under den 20 år lange vestlige tilstedeværelse trods alt har fået et glimt af håb

Jeg havde været udsendt til katastrofe og krig i Libanon og Afrikas Horn og var i halvfemserne med i en gruppe, som udviklede et mobilhospital i containere. Med en ven i England, der havde bygget hospitaler ude i verden tog jeg til det nordlige Afghanistan i 95. Her sad general Dostan på magten, uddannet af russerne og med vilje til at holde regionen fri for talibanerne, som kontrollerede Afghanistan i syd. Dostan holdt området i et jerngreb, men ville også udvikle området og han havde tilsagn fra The Aga Khan, en af jordens rigeste mænd, om penge til opbygning af hospitalsservice i området efter en forundersøgelse og det var så vores opgave.

Afghanistan var dengang i de store landområder et stenaldersamfund i svær fattigdom. En afghansk bondefamilie fik typisk 8 til 10 børn, hvoraf halvdelen døde inden de blev syv. Jordbearbejdning skete langt hen med primitive træplove og tærskning af korn skete under en studs klove. Fragt skete med æsler og dromedarer. Stammehøvdinge og større jordejere dominerede samfundet. Dyrkning af valmuer og salg af opium glattede armoden ud. Pletvis fandt man mulighed for simpel hospitalsbehandling for familier, der kunne betale. På markedet handledes medicin, gerne udløben eller falsk.

I Kabul med mobilt hospital

Begivenhederne i New York og i Pentagon d. 11. september 2001 betød, at den vestlige verden måtte reagere. Som langvarig NATO-partner var det naturligt for Danmark at stille op og det gjorde vi i januar 2002 med indsættelse at et stort hold fra Jægerkorpset og Frømandskorpset, indsat sammen med amerikanernes Navy SEALs med base i Kandahar. Jeg var som kirurg med på holdet i 6 uger. Massiv indsats, medtagende lokale enheder fra nord og øst, som havde kæmpet mod talibanerne, bragte rimeligt hurtigt ro over hele Afghanistan. Al-Qaeda blev elimineret og talibantilhængerne gemte våbnene bort.

I efteråret 2002 rykkede jeg med Beredskabsstyrelsens hospital til Kabul, hvor det blev opstillet på en fodboldbane i udkanten af byen. Vi skulle afløse det lokale hospital for kvinder og børn, som skulle genopbygges af italienerne. Vi overtog hele den lokale hospitalsstab og driften i perioden på 9 måneder. Her blev udført 8.200 operationer og fødsler og 66.000 ambulante behandlinger.

Der var stor taknemlighed for vores tilstedeværelse og vi kunne frit gå og køre rundt i Kabul og i landområderne. På det tidspunkt var krigen stort set vundet.

Skærpet forarmelse

I Afghanistan ville man nu konsolidere sejren over Al-Qaeda og Taliban ved at introducere vestlige værdier og genopbygge landet med demokratiske organer, skoler, kvindefrigørelse, uddannelse af piger, infrastruktur osv.

For en fattig bonde betød det forhold, at kvinder skulle hjemmefra og børn skulle i skole, at ting blev svære. Bedriften af geder og køer, der skulle vogtes og malkes og jord, der skulle bearbejdes med håndredskaber, hang ikke sammen. De boglærde i landsbyerne, lærere, læger mm. blev med mulighed for regulær indtjening draget til ansættelse hos de fremmede styrker og efterlod de små samfund i åndeligt armod på mindste fælles fold. Afbrænding af opiumsmarker stjal den sidste mulighed for nem økonomi. Dalenes dominerende jordejere og stammehøvdinge så sig overgået af demokratiske institutioner, som forvaltede den af vesten tildelte bistand.

De lokale ofre

Set med vestlige øjne var det rigtigt og godt, men tiltag, der for de fattige skaber armod og sult og stækker den traditionelle magtfordeling, er faktisk ikke velkommen. Herefter begyndte modstanden at ulme og gav rum for talibanbevægelsens krigere, de lokale bønders familie støttet fra Pakistans grænseområder.

Kampen med at kontrollere og eliminere deltids guerilla-soldater placeret ind imellem lokalbefolkningen måtte nødvendigvis medføre lokale ofre. Talibankrigere, naturligvis, men også mange regeringssoldater samt lokale afghanske politibetjente (lokale militssoldater på løn hos den vestligt støttede regering). Og så civile tab herunder kvinder og børn. Allesammen med familiebånd til områdets beboere.

Vreden i mødres og hustruers øjne

Tilgivelse for tab af den slags kræver betydeligt overskud og indsigt og det er ikke til at forvente i et primitivt familebaseret samfund. Jeg var udsendt som kirurg på det canadisk ledede hospital i Kandahar i 2006 og 2007. Vi behandlede allierede soldater, soldater fra den afghanske hær, politibetjente, civile involverede i kamphandlinger og tilfangetagne taliban-krigere, allesammen ordentligt og korrekt. Familier kom ind på besøg, men det var oplagt, at der var vrede og ingen tilgivelse i mødres og hustruers øjne.

Fra Christian d. 4. fik kontrol over adelen, tog det 200 år, før almindelige danskere blev løftet fra fæstebondestand til demokrati med Grundloven i 1849, som senest er tilpasset i 1953.

Så det er vel egentlig ikke besynderligt, at det ikke lykkedes at udvirke et stabilt demokrati i et stenaldersamfund på 20 år. Og tyve år mere havde nok heller ikke gjort en forskel.

Håb, der måske overlever

Det var en overraskelse og en skuffelse at se Taliban trænge frem over hovedparten af Afghanistan, Kabul inklusive. Uden mange skærmydsler nedlagde regeringssoldaterne våbnene, men når den tunge støtte, fly og kanoner forsvinder, når regeringen stikker af og når lønnen ophører, så er det vel til at forstå.

Jeg tænker ikke, at vi igen vil se undertrykkelse og uhyrligheder som under halvfemsernes Taliban. Jeg tror, at rigtig mange afghanere kvinder især gennem de sidste 20 år har set lyset og har ønsket om et ordentligt liv med medbestemmelse, udvikling og rettigheder. De vil stille og roligt føre deres meninger og ønsker frem. Og jeg tror også, at den menige befolkning, når der er gået en tid, vil tænke, at Vestens 20 års tilstedeværelse måske gjorde en positiv forskel.

Det var den rigtige beslutning at trække sig ud, men det skulle have været gennemført på en bedre måde. Det var for tåbeligt at give en fast slutdato. Det var uordentligt ikke at evakuere egne folk og truede venner i god tid.

Rank ryg og kammeratskab

Jeg havde ledelsen af de sårede soldaters behandling og genoptræning på Rigshospitalet, hvor der i perioden 2005 til 2010 kom mange svært sårede hjem. Jeg har fulgt dem under træning i balletdanserne Danish Wounded Warrior Project og i Veteranskytteklubben.

De sårede soldater har min beundring, fordi de, da de blev kaldt ud, fattede geværet og stillede op overfor overvældende farer, men også fordi de holdt ud under belastende behandling og tung genoptræning over år. Men især fordi de ved rank ryg og kammeratskab herefter trak sig selv op ved håret og igen blev hele aktive mennesker, som arbejder, studerer og bidrager til samfundet.

Nu spørger man veteranerne om, ’det var det værd?’ Svaret er klart. Intet er dét værd at miste et ben eller en kammerat. Men en soldat kan ikke tillade sig den luksus at stille spørgsmål om hensigtsmæssigheden og den strategiske værdi, hver gang der bliver givet lovlig ordre. Det ville rive sammenholdet itu, splitte enheden og bringe alle i fare.

Danskerne blandt de bedste

De danske soldater er blandt de bedste i verden. De er trænede som topatleter. De tænker selv. De vil gøre en forskel til at gøre verden bedre og sikrere. De hader ikke og de kan vise medfølelse midt i kampens operative fokus. De danske soldater var med til at vinde krigen i Afghanistan i 2002 og de vandt alle kampe herefter.

Danmark har med sine dygtige soldater en naturlig pligt og plads i verdens brændpunkter. Og den danske befolkning vil være dårligt stillet, hvis danske mænd og kvinder ikke står op og giver Danmarks nødvendige bidrag for medlemskab af vores alliancer og af FN.