”I ved, jeg er en kvinde?”, spørger Susanne, da hun udnævnes som rådgiver i Afghanistan. Men det var kun positivt. Alle ville mødes.

”Vi har ikke patent på sandheden. Vores måde er ikke nødvendigvis den rigtige,” siger Susanne, der har været i Forsvaret i 30 år. ”Som soldat oplever du, hvor forskellig verden er. Og er der noget, vi danskere er gode til, så er det at være åbne overfor andre måder at gøre tingene på.”

Den evne hjælper Susanne, da hun er i Bosnien i 1999-2000, og er chef for soldater fra otte nationer. Her ser hun de baltiske styrkers daværende måde at håndtere personale. ”De slog deres folk og det går ikke i en international styrke. Men de lyttede til pigen, og det var en fordel, at jeg var ung og kvinde. Og chef.”

Susanne har altid vidst, at hun ville ind i Forsvaret. Som barn var hun en drengepige, datter af en oberst, og hun spillede håndbold med drengene. Da de blev gamle nok, ville drengene i forsvaret, så det var naturligt for Susanne at gå samme vej. ”Man må ikke have kærester med,” fik Susannes sidemand at vide til sessionen. Det var ikke hverdagskost at se en pige i Forsvaret for tredive år siden. Alligevel har hun ikke oplevet det som en hindring for sin karriere.

Susanne bliver udnævnt til senior advisor for den afghanske regering, og må sikre sig, at det er ok med den amerikanske hær. Det er det. ”Alle ville mødes med mig. Det blev en fordel. Det var kun positivt at være kvinde.”

I dag er Susanne chef for Forsvarets Veterancenter og håber på, at mange unge vil blive ved med at trække i uniformen, hvor fællesskabet vægtes højt, og hvor man lærer, at der er noget, der er større end en selv, mener Susanne. ”At kunne gøre en forskel ude i verden og hjælpe, der har danske soldater en særlig plads. Vi kan ikke være med på våbenstørrelsen, men vi kan absolut være med, når det handler om hjerner.”