I 1974 bliver danske soldater fanget i krydsild mellem tyrkere og grækere. Frygten for at blive skudt sidder i sjælen resten af livet, fortæller Preben.
”Når du hører lyden af ladegreb, så er der da lidt, der kilder i nakken,” beretter Preben om en konkret oplevelse under de hektiske dage i Tyrkiet i 1974, hvor grækerne svarer igen på den tyrkiske invasion af en del af Cypern. Her kommer danskerne i klemme mellem de to styrker, hvilket er første gang i mange år, at danske soldater står i en krigszone.
De danske soldater er op igennem 60’erne og 70’erne en del af en international styrke, der skal sørge for at opretholde freden mellem de græsk-og tyrkisk-sindede beboere. Cypern er den dag i dag en uløselige knude af gammel mistro og had, hvilket det har været siden 1964, hvor FN vedtager at sende tropper til øen. De mange danske hold har her i 74 haft beskyttelse mod solen som den vigtigste opgave. Man betragter mest en udsendelse til Cypern som en badeferie og en lejlighed til at opleve Middelhavet, på et tidspunkt hvor det endnu ikke er blevet en oplevelse for alle at tage en chartertur sydpå. Men netop på hold 21, hvor Preben er delingsfører, går det fra at være en stille og rolig opgave til, at de danske soldater befinder sig midt i en krig.
”Grækerne ligger på toppen af bjerget og tyrkerne ligger nedenfor. Og midt imellem ligger vores lejr. Så kuglerne går lige igennem lejren,” fortæller Preben. Denne fremskudte position er egentlig sikker nok, så længe de holder sig i lejren, men på grund af dårlig radioforbindelse kan Preben ikke fortælle det til hovedkvarteret. De bliver beordret til at rømme lejren og søge ned mod til basen – ned forbi tyrkerne, der skyder på alt og alle i de dage. Og da Preben går forbi tyrkerne, for at hente nogle kammerater, der er kommet i klemme, kan han høre lyden af ladegreb bag hans ryg. ”Det var lidt som en cowboyfilm,” erindrer Preben.
Veteranstøtten
De voldsomme oplevelser er unikke i det danske forsvar på dette tidspunkt. NATO og Warszawapagten er midt i den Kolde Krig, der som navnet antyder ikke betyder egentlige kamphandlinger for soldaterne. Derfor er det heller ikke almindeligt at tale om frygten for at blive skudt på, og militærpsykologisk tjeneste findes ikke.
Efter hjemkomsten til Danmark har Preben svært ved at tale om oplevelserne, og han bruger mange år på at få bearbejdet oplevelserne psykisk. I dag arbejder han i Veteranstøtten, hvor udsendte fra især Balkan-krigene kan få hjælp døgnet rundt.
”Jeg havde enormt stort udbytte af min udsendelse og ville ikke have været foruden den. Men den gang sagde man jo ikke ret meget til nogen, om den trussel, man havde stået i. Veteranerne i dag skal lære at søge hjælp og tale om deres følelser. De er ok at have,” konstaterer Preben.
