Når danske soldater indkvarteres på missionerne rundt omkring, tjekker Forsvarets læger altid temperaturen på det varme vand i haner og brusere. Det er der en god grund til.
Skrevet af Peter Skautrup
Den var helt gal. Militærlægen Ole Lenler-Eriksen kom ind på det italienske hospital og så sin patient komme springende efter en skrækslagen sygeplejerske.
“Med slanger og ledninger efter sig.”
Så det første de gjorde var at sende mig ind til overlægen, som ville have den mand ud hurtigst muligt, fordi: ”Han var jo sindssyg”.
Det var Ole nu ikke helt overbevist om, men mysteriet var stort.
Året var 1999, og Ole Linder Eriksen var udsendt med det danske F-16-bidrag til Kosovo-konflikten. De var udstationerede på Grazzanise-flybasen nord for Napoli i Italien, og da der ikke her var plads til alt personel, måtte mange indkvarteres på hotel uden for basen.
Her lurede en ukendt fjende, som foreløbig havde fået ram på en af de danske flyversoldater, den nu indlagte og tilsyneladende gale mand.
Det var begyndt en mandag morgen efter en stille og rolig weekend.
“Så var der nogen, der kom og sagde til mig, at der var en af dem, som arbejdede med forsyning til F16, der var blevet syg i løbet af weekenden” fortæller Ole Lenler-Eriksen.
“Hvorfor har han ikke henvendt sig, siger jeg – vi bor jo på samme hotel? Hvad fejler han?”
“Det ved de sgu ikke. Han har bare feber.”
“Så må han komme her til morgen kl. 8.”
”Patienten” udeblev dog. Han var taget med et par kolleger ind til byen for at handle.
”Så kan det jo ikke være helt galt,” sagde Ole Lendler-Eriksen, da han hørte det. Men lidt efter forlød det, at den syge nu så ”sølle ud”.
Ole forlangte at få ham at se.
“Så fik de så fisket ham ind fra byen. Han havde så 40 grader i feber, og så havde han dæmpning på begge lunger og var sådan lidt forvirret. Han havde ret lavt iltindhold i blodet, så jeg fik ham indlagt. Vi havde en samarbejdsaftale med US Navy Hospital i Napoli.”
“De fik ham røntgenfotograferet, og så meldte de tilbage, at de ikke kunne gøre noget, for han havde kræft over det hele.”
“Nå, sagde jeg så, det kan ikke passe, for før weekenden var han frisk som en havørn. Det kan ikke være kræft. Så kunne de godt se, at hans infektionstal var tårnhøje, men hvad han fejlede, vidste de Sør’me ikke.”
“Men så kunne de så også se af blodprøverne, at hans nyrefunktion var ved at ryge sig en tur. Og det hele var sådan ved at falde sammen i kroppen på ham.”
“Så jeg sagde til dem: Hvis hans nyrer står af, har I så faciliteter til at klare det? Det havde de ikke. ”Så er der frit slag,” sagde jeg, ”I må finde et hospital i Napoli, som kan klare det.”
Så næste dag tog Ole ind for at finde sin patient på det fine italienske hospital og mødte ham galopperende efter en sygeplejerske. Patienten blev indfanget og lagt ned, men italienerne ville så af med ham.
Ole var ikke i tvivl om, at manden var alvorligt syg, men ikke sindssyg – bare skrupforvirret.
Ole ringede hjem til Flyvevåbnet for at få sat gang i hjemtransport.
”Er det nu nødvendigt, sagde de”
“ja gu’ er det nødvendigt, ellers dør han.”
Flyvevåbnet kaldte en Gulfstream (det gamle overvågnings/VIP-fly, der nu er afløst af Challenger, red.) hjem fra Grønland. På Værløse blev den omstillet til patienttransport, og den syge mand fra Napoli blev hentet til Aalborg, hvor man på hospitalet endelig fandt den rette diagnose: Legionærssyge.
Legionellebakterien fik sit navn, da den blev identificeret i sammenhæng med et veterantræf. I juli 1976 holdt American Legion en tredagskongres på et hotel i Philadelphia, USA.
2.000 veteraner deltog, og bagefter begyndte mange af dem at blive syge. 149 legionærer var smittet med noget, og 25 af dem døde. Endelig fandt man bakterien, som trives i lunkent vand og i køletårne til airconditioning. I dag ved man, at vandet i den varme hane mindst skal ligge over 50 grader, og det kolde må ikke komme over 20 grader – hvis man vil holde Legionella fra døren.
Ole gik på bakteriejagt på den syge soldats hotel. Temperaturen på det varme badevand lå på sparsommelige 38 grader. Så et dejligt, langt brusebad har formentlig budt på en sky af livsfarlige bakterier.
Den viden har i dag sikret, at Forsvaret altid tjekker vandtemperaturen på de steder, hvor man indkvarterer soldater. Hjemme på Oles egen base, Karup, hvor han var overlæge, havde man haft et par milde tilfælde af legionærsyge, og de ramte soldater boede yderst i en barak, hvor det varme vand kom ind i den modsatte ende af bygningen. Så i den yderste ende af vandforsyningen kom temperaturen på det varme vand under den kritiske grænse.
Ole mødte den syge soldat fra Napoli i tjenesten mange gange siden.
”Fortæl endelig min historie,” sagde han hver gang.
Hør Ole Lenler-Eriksen fortælle om jagten på den rette diagnose
