Nedskydningen af den 27-årige officer ud for Skovriderkroen i Charlottenlund den 23. november 1944 – førte 15 år senere til en hærchefs afgang. Den var kulminationen på en farlig konflikt mellem modstandsbevægelsens civile og militære del. 

Af Niels-Birger Danielsen

Det var midt på eftermiddagen torsdag den 23. november 1944. Stedet var Skovriderkroen i Charlottenlund, og løjtnant Frederik Clauson-Kaas trådte ind i skænkestuen. 

Da han lavmælt spurgte nogle tjenere, om de havde set to mænd foran kroen, blev han mødt af en påfaldende, lidt dyster tavshed. Clauson-Kaas skulle have mødt de pågældende mænd, men var kommet lidt for sent.

Situationen var farlig, for der var tale om et illegalt møde. 

Den foregik i den politiløse tid under Besættelsen. Da der samtidig var mange våben i omløb i samfundet, var omfanget af alvorlig kriminalitet vokset eksplosivt. Den danske modstandsbevægelse og tysk politi bekæmpede hinanden på liv og død. Arresterede frihedskæmpere måtte regne med risikoen for tortur under afhøring, kz-lejrophold eller henrettelse. 

Det var i sig selv farligt at komme for sent til et illegalt møde, for så ville de, man skulle træffe, tro, at man var blevet ’taget’ af Gestapo.

Truede tjenere til forklaring

Mændene, som Frederik Clauson-Kaas skulle have truffet, var løjtnant Knud Skou og kornet Erik Crone. Mødet skulle have drejet sig om illegal våbentransport over Øresund – en aktivitet som ofte blev straffet med dødsdom ved tysk krigsret. 

Godt en halv time senere vendte Clauson-Kaas tilbage sammen med nogle medlemmer af en lokal militærgruppe.  

”Jeg kan huske, at vi fik to tjenere ud i gangen og satte en truende mine op og viste dem, at vi havde pistoler i taskerne,” fortalte Frederik Clauson-Kaas 15 år senere i et interview med journalisten Erik Nørgaard. 

”Tjener nr. 1 fortalte, at han havde set to mænd gå frem og tilbage ved kroen (…). Bag ved dem var der dukket to andre mænd op, som pludselig gav ild. En (…) faldt straks, mens den anden flygtede ind i kroen. Han var blevet såret i armen eller skulderen. Tjeneren kunne huske, at han havde smidt en lommebog fra sig og råbt :’Pas på den!’, hvorefter han var stormet videre og forsvandt.” 

Ordre gennem Holger Danske-chef

Den dræbte mand var den 27-årige Knud Skou. Da han var modstandsmand, lignede det umiddelbart et ildoverfald af tysk politi eller det danske håndlangerkorps HIPO (Hilfspolizei). Det var det ikke. Det var tværtimod én af de 400 likvideringer, som modstandsbevægelsen foretog under Besættelsen – som regel, fordi man mente, at personen gav eller ville give oplysninger til tysk politi.

De to mænd, der skød, var fra modstandsorganisationen Holger Danske. Den maskinpistolsalve, der dræbte Knud Skou, blev affyret af den 26-årige Erling Reck-Magnussen. Den 25-årige Erik Crone blev derimod kun lettere såret af skuddene fra den anden HD-mand. Crone blev senere ved en anden lejlighed arresteret af Gestapo og henrettet efter tysk krigsretsdom. 

De to likvideringsfolk anede intet om deres ’objekter’ (man afviste i modstandsbevægelsen at bruge ordet ’ofre’) eller om, hvad de mentes at være skyldige i. Ordren var blevet udstedt af den øverste Holger Danske-chef Harald Petersen (’Strøm’) efter ordre fra ’højere sted’.

Erkendt som en fejl     

Modstandsbevægelsen erkendte efter krigen likvideringen som en fejl – et af de få tilfælde, hvor fejl blev indrømmet, og løjtnant Skou fik oprejsning. Men generelt fik modstandsbevægelsen lige fra Befrielsen i 1945 sat igennem, at politiet skulle undlade at efterforske drab, som modstandsbevægelsen tog ansvaret for. 

Likvideringer blev betragtet som nødvendige krigshandlinger, man måtte ty til. Mange efterladte henvendte sig forgæves for at få oprejsning for deres likviderede pårørende.

Drabet på Knud Skou, der efterlod hustru og en helt lille søn, var kulminationen på en konflikt om ’den skæve våbenfordeling’. Våben strømmede ind i Danmark i store mængder for at bevæbne modstandsbevægelsens undergrundshær, der skulle være klar til at deltage i kampen om Danmarks befrielse, hvis der kom en allieret invasion. Ellers skulle styrkerne være klar til at holde kontrol og forhindre en kaossituation, hvis besættelsen sluttede uden kamp.

Undergrundshæren

Alle grene af modstandsbevægelsen var begyndt at bygge militærgrupper op i efteråret 1943. Da krigen var slut, omfattende undergrundshæren over 40.000 mand. 

Byggestenene var de såkaldte seksmandsgrupper, der blev til ved, at folk, der allerede var med i det illegale arbejde, blev opfordret til at samle fem mænd, de kendte og stolede på. Hensigten var at minimere risikoen for infiltration. Seksmandsgrupperne blev efterhånden indordnet i delinger, kompagnier og bataljoner efter almindelige militære principper.

Fra august 1944 blev våben leveret i hidtil usete mængder fra vestallierede fly eller indsmuglet i f.eks. fiskefangster på kuttere eller stykgodslaster på almindelige legalt sejlende fragtskibe. Alligevel var der ikke våben nok til alle. 

Den illegale hærledelse – kaldet ’Den lille Generalstab’ – begyndte at bygge militærgrupper op fra efteråret 1943. De blev ledet af professionelle officerer, og disse grupper blev forsynet først med våben. 

Det skete efter fælles forståelse med de ledende politikere fra de tidligere regeringspartier, der var holdt op med at fungere i deres embeder, efter at tyskerne erklærede undtagelsestilstand den 29. august 1943. Den blev kaldt ’Buhl-kredsen’ efter socialdemokraten Vilhelm Buhl, der havde en særlig legitimitet, fordi han var den sidste statsminister, der var blevet parlamentarisk udpeget uden tysk pres.

Frygten for kommunisterne 

Prioriteringen af hærledelsens egne grupper betød, at der ofte var stor knaphed på våben i de civile modstandsgrupper, der lavede sabotage, drev illegale flugt- og transportruter, udgav illegale blade eller foretog likvideringer. Ofte var modstandsgrupper nødt til at sørge for deres bevæbning ved at forsøge at holde tyske soldater op og afvæbne dem – en farlig metode, der ikke sjældent gik galt. 

Samlet set blev det til en fortælling – både i kommunistiske og borgerlige modstandsorganisationer – om, at Hærens gruppe ’stak våbnene til sig’ og sad passivt i ’ventegrupper’ og holdt krudtet tørt, til krigen var slut. De aktive modstandsfolk, der faktisk kæmpede mod tyskerne, drev derimod deres virke under hasarderede vilkår med alt for få våben.

Yderligere var der en fornemmelse af, at de kommunistiske grupper i særlig grad blev forfordelt. Det flugtede med, at Den lille Generalstab og bag dem politikerne fra partierne bag samarbejdspolitikken aldrig tabte af syne, at Sovjetunionen ville blive en af krigens sejrherrer. 

Uanset at det aldrig blev sagt lige ud, frygtede man en kommunistisk magtovertagelse – under mere eller mindre sovjetisk militært pres – efter en tysk kapitulation. De veltrænede kommunistiske sabotagegrupper vakte uro, og man ønskede ikke at bevæbne dem mere end højst nødvendigt.

Et andet farligt element i situationsbilledet var, at det ikke var alle officerer, der fulgte Den lille Generalstabs systemtro linje. Et lille, men voksende mindretal af især yngre officerer var aktivistiske og gik ind i de civile modstandsgrupper.

Drabet på Knud Skou fandt sted i brændpunktet af denne konflikt om våben. Han var aktiv i hærledelsens grupper, men havde sympati for de civile modstandsgrupper og solidariserede sig med dem. 

Mange år senere kom det frem, at likvideringen ved Skovriderkroen næppe var en ’fejl’, men efter alt at dømme et mord. Det er i dag blandt historikere almindeligt antaget, at det blev anstiftet af kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’), der var Den lille Generalstabs stærke mand.  

Da sagen eksploderede  

Erindringen om ’den skæve våbenfordeling’ og uenigheden om den bidrog til en ofte betændt stemning i Hæren umiddelbart efter krigen. Knap 15 år efter Befrielsen eksploderede sagen, der førte til en injuriedom og en hærchefs afgang. 

Anledningen var, at historikeren Jørgen Hæstrup i 1959 udgav sit banebrydende tobindsværk Hemmelig alliance. Det fik Erik Nørgaard til at lave en række dybtborende artikler for sin avis, Information. Her grundlagde han en karriere som en stor dokumentarjournalist. 

Svend Schjødt-Eriksen, der nu var oberst og stadig i aktiv tjeneste, blev for første gang på basis af historisk dokumentation beskyldt for at have ladet Knud Skou likvidere, fordi Skou skulle have forsøgt omfordele nogle omstridte våben (svenske Husquarna-maskinpistoler), der blev leveret i Københavns havn, til fordel for de civile sabotagegrupper.

I forvejen stod Schjødt-Eriksen i et odiøst lys i offentligheden, fordi det kort efter Befrielsen var kommet frem, at han en kort overgang – under de store tyske sejre i 1940-41 – havde været medlem af det danske naziparti NSDAP. 

Veteranernes solidariske front

Under den omfattende pressedækning erkendte Danmarks hærchef, generalløjtnant Viggo Hjalf, der havde været chef for Den lille generalstab under krigen, i et interview med Berlingske Tidende den 20. februar 1960, at man havde forfordelt især de kommunistiske modstandsgrupper – noget, man indtil da havde benægtet at have gjort.

Det var en politisk fejlvurdering fra Hjalfs side. Man var i den værste fase af Den kolde Krig, og han har åbenbart ment, at kommunistfrygten og de antisovjetiske følelser i befolkningen var så stærke, at det var risikofrit at erkende, at han havde undladt at lade kommunistiske modstandsgrupper bevæbne optimalt. 

Men fremtrædende tidligere modstandsfolk var stadig en gruppe med indflydelse, og hærchefen havde undervurderet solidariteten. Loyalitetsbåndene hos borgerlige modstandsfolk var stadig stærke over for kommunister, der havde sat livet på spil i frihedskampen side om side med dem selv – også selv om de aktuelt stod på hver sin side af den ideologiske kløft i sikkerhedspolitikken. 

Hjalfs udtalelse skabte en storm af vredesytringer fra prominente veteraner fra frihedskampen. 

Generalens fald

Viggo Hjalf var ansat på åremål, og der skulle i sommeren 1960 tages stilling til en forlængelse. Selv om der ingen plet var at sætte på generalens embedsførelse, valgte den socialdemokratiske forsvarsminister Poul Hansen ikke at forlænge hans ansættelse. 

I en situation, hvor svære forsvarspolitiske forhandlinger var i gang, der endte med at føre til etableringen af NATO’s Enhedskommando i Karup (BALTAP) i 1961, kunne man ikke leve med, at der var politisk uro omkring landets hærchef. 

Det var det, Erik Nørgaard sigtede til, da han senere udgav en trilogi om sagen med fællestitlen ’Generalens fald’.

Pressestormen medførte også, at Viggo Hjalf året efter anlagde en injuriesag mod Martin Nielsen, chefredaktør for det kommunistiske dagblad Land og Folk. Avisen havde beskyldt Hjalf for landsforræderi og antydet medvirken i drab og andre handlinger i den tyske besættelsesmagts tjeneste. 

Nielsen blev dømt til at betale Hjalf 25.000 kr. i erstatning – svarende til knap 350.000 kr. i dag – og idømt tre måneders fængsel. 

Varsel om ti kasser MP’er

Forløbet, der førte frem til drabet på løjtnant Skou, begyndte fire uger før den fatale dag på Skovriderkroen. Den 31. oktober 1944 havde Peter Fyhn, leder for modstandsorganisationen Studenternes Efterretningstjenestes transportrute (’SE-Transport’), skrevet et brev til Hjalmar Ravnbo, der var leder af SE-Transports afskiberkontor i Malmø. 

Fyhn meddelte, at ti kasser Husquarna-maskinpistoler fra coasteren ’Wanjan’ var blevet udleveret til kaptajn Schjødt-Eriksens folk til videre fordeling. Denne fordeling skulle eksekveres af Den lille Generalstab efter en fordelingsnøgle mellem militære og civile grupper, der var sanktioneret af Frihedsrådet – modstandsbevægelsens øverste ledelse.

’Wanjan’ var ankommet to dage før, søndag den 29. oktober.
 

”Jeg får søndag aften uventet besked om, at (skibet) er i byen med last til os. Vi indkalder til møde og aftaler, at transporten næste dag skal foregå på følgende måde: kasserne (…) hentes på to transportcykler, kørt af vore folk, og transporteres til vort midlertidige depot,” skrev Fyhn. 

Cykeluheld vækker mistanke

Depotet var hos en skibsmægler i Toldbodgade, hvor Knud Skou var ansat, og Skou og Erik Crone var med i cykeltransporten. Peter Fyhn ønskede at retfærdiggøre, at SE-folkene ikke havde overholdt en aftale om at varerne skulle forblive i skibet, indtil hærens transportorganisation kunne afhente dem. 

Fyhn havde angivelig ikke kunnet få kontakt straks, fordi ’Skovsvinene’ (Hærens transportfolk) ofte flyttede adresse. ’Wanjan’ skulle afsejle hurtigt, så de måtte gå i aktion for at sikre, at partiet kom i land.

”Mandag formiddag sker så dette, at én af Skovsvinene møder den ene af vore cykler, som blev skubbet på vej til et nærliggende sted for at blive omladet på lastvogn, da den var overbelastet.”

Kasserne måtte løftes ned på fortovet, mens cyklen blev gjort køreklar, og et par tyske soldater hjalp endda de unge cykelbude med at få kasserne på plads igen. Den mand, som tilfældigt kom til at overvære uheldet, var Holger Holland Møller, Schjødt-Eriksens betroede mand og ansvarlig for losningen af våbnene.

”(Schjødt-Eriksens folk) bliver yderst fortørnede (…), beskylder os på det nærmeste for at ville kapre kasserne,” skrev Fyhn.

Som Erik Nørgaard påpeger, havde Den lille Generalstabs folk mere ret i deres opfattelse af situationen, end Peter Fyhn formentlig vidste. Knud Skou og Erik Crone havde faktisk talt om muligheden for at sikre sig en portion, men den viden delte de kun med to-tre andre.

”Schjødt-Eriksens folk havde i virkeligheden ikke grund til mistanke (…), og Peter Fyhn kendte ikke til planerne. Da han senere hørte om dem fra Crone, måtte han tage afstand fra dem,” skrev Nørgaard.

I overhængende fare

Lørdag eftermiddag den 11. november 1944, henvendte Holger Holland Møller sig til Erik Crone fra SE-Transport og opfordrede ham til at sørge for, at løjtnant Knud Skou rejste til Sverige, da han ellers var i overhængende fare for at blive skudt. Erik Crone lod omgående advarslen gå videre til vennen, der gik under jorden hos noget familie ved Helsingør. 

Om mandagen, den 13. november 1944, kom ’Wanjan’ på ny til København – nu med en leverance på 24 kasser maskinpistoler (i alt 120 stk.) og ti kasser ammunition. Igen bragte Peter Fyhns folk selv våbnene i land trods den stående ordre. Konflikten skærpedes yderligere ved, at Holland Møller selv kontaktede skipperen på ’Wanjan’ for at foregribe en egenhændig losning, men han blev overhalet af folkene fra SE-Transport.

Senere samme dag sendte Fyhn og Erik Crone et fællesbrev til den militære efterretningstjeneste, som Svend Schjødt-Eriksen nu også var blevet chef for, for at få tilbagekaldt en eventuel likvideringsbeslutning. De indledte med en fyldig imødegåelse af anklagerne.

Modtagechefen griber ind

Svaret til Peter Fyhn og Erik Crone kom fra ’Spex’ (Schjødt-Eriksen) den 20. november 1944 med besked om, at ’sagen betragtes som afsluttet til trods for, at enkelte detaljer ikke stemte ganske overens med det Militære Efterretningsvæsens oplysninger’. Dermed burde Knud Skou være renset, men alligevel begyndte nye rygter at løbe om, at en likvideringsordre skulle være udstedt.

Efter at havde fået en vantro henvendelse fra Peter Fyhn, satte modtagechefen for Sjælland Stig Jensen – en af den civile modstandskamps virkelig tunge ledere – sig i forbindelse med Schjødt-Eriksen. Han lovede at standse ordren, siden Stig Jensen sagde god for løjtnanten. 

I mellemtiden var Gestapo imidlertid også begyndt at jagte Skou og havde prøvet at anholde ham hos familien ved Helsingør.

Nervøs og indtrængende stemme

Den 22. november 1944 meldte Knud Skou afbud til et illegalt møde, for han havde besluttet sig til med hjælp af sine to brødre at rejse til Sverige. Han blev kørt til Amager for at vente på den skipper, der skulle føre ham over, men ombestemte sig – måske fordi han havde hørt, at ’Spex’ havde lovet at tilbagekalde ordren. 

Samme aften ringede Skou til Erik Lindstrøm – en nær bekendt, der var militærgruppeleder i Charlottenlund – og bad ham møde sig ved Skovriderkroen næste dag kl. 14. Lindstrøm huskede stemmen som meget indtrængende.

Den følgende formiddag blev likvideringsordren stadfæstet i Holger Danskes 5-mandsråd.

”Jeg hæftede mig særligt ved sagen, fordi det var en officer, en kollega,” berettede kaptajn O.C. Brøndum fra HD-ledelsen senere.

”Jeg spurgte (…): ’Hvor kommer ordren fra?’. ’Højeste militære sted!’, svarede (chefen Harald Petersen). ’Er det nu sikkert?’, spurgte jeg. ’Absolut!’, svarede han.”

Det stod hurtigt klart, at der var noget galt med Skou-drabet. Likvideringen var nemlig ikke blevet omtalt i det illegale nyhedsbrev Information som ’kvittering’. Det blev anset for en bekræftelse af, at den foretagne likvidering var berettiget og anerkendt, da Information var talerør for Frihedsrådet – modstandsbevægelsens øverste ledelse.

’Spex’ – politikernes mand

Selv om Svend Schjødt-Eriksen kun var nr. 2 i Den lille Generalstab efter Viggo Hjalf – dengang kaptajn – var han reelt den stærke mand. 

Han havde en udpræget sans for magtspillet, og han havde et nært personligt forhold til den socialdemokratiske toppolitiker H.C. Hansen., den senere statsminister. De var fælles om en skeptisk holdning til den civile modstandskamp. 

Der blev aldrig rejst sag mod oberst Schjødt-Eriksen, og han forblev i sit embede til pensioneringen. Men han blev aldrig generalmajor. Det stod han ellers til i kraft af sit karriereforløb og sin faglige dygtighed.