Benedict Kjærgaard nåede et nyt højdepunkt i karrieren, da han i juni 2022 forsvarede sin doktordisputats om mange års livreddende arbejde som læge i og uden for Forsvaret.

Kjærgaards resultater med redning af druknede og underafkølede og med lufttransport af lungepatienter hænger i høj grad sammen med hans meritter som militærlæge, og de metoder, der kom ud af det, må stå som eksempler på en udvikling, hvor det er militæret der hjælper med lægefaglige landvindinger.

Skrevet af Peter Skautrup

Hans indgang til Forsvaret kan ikke kaldes direkte, for som medicinstuderende forsøgte han flere gange at slippe uden om værnepligten, men da først de fik fat i ham i 1980, bed det militære liv til gengæld på ham. Og da var han netop nyuddannet som læge.

“Jeg kom til flyvevåbnet og kom til at flyve som læge på redningshelikopterne”, fortæller Benedict Kjærgaard.

“Det var nok det, der gav mig en interesse i en kontrakt som reserveofficer.”

Den interesse har medvirket til, at han i dag kan smykke sig med en række af titler: Oberstløjtnant af reserven og Stabslæge af reserven i Flyvevåbnet. Professor ved Aalborg Universitet, leder af afdelingen for dyreforsøg, og hjertekirurg og overlæge på Aalborg Universitetshospital.

Benedict Kjærgaard på arbejde med C130. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste.

Som ung militærlæge var han udsendt flere gange til Eksjugoslavien og Afghanistan.

“Nu var jeg så efterhånden blevet speciallæge i kirurgi. Det havde Forsvaret brug for.”

I Eksjugoslavien var han både med i FN- og NATO-missioner, og der var en ”kæmpe forskel”:

“At være der under FN, det var jo direkte farligt. Som soldater måtte vi jo nærmest ikke forsvare os selv, vi måtte jo ingenting. Det blev en helt anden sag, da det var NATO, der stod for det.”

Udsendelsesbetingelserne på de første missioner i 90’erne var ikke helt attraktive for en sygehuslæge:

“Det var cirka halvanden måned ad gangen og ikke mere. Jeg skulle jo have fri på det civile sygehus, og som loven var dengang, så var det mit problem.”

“Amterne havde ingen som helst pligt til at give mig fri. Det var nærmest en lille kamp, selv om jeg havde fine arbejdsgivere. Men dybest set var det jo sådan, at man kunne risikere at miste sit civile job.”

Dårligt lønnet som udsendt

“Man gik ned på halv løn, ved at blive sendt afsted. Familien var sikker på, at jeg skulle ned og slås ihjel, og livsforsikringen virkede ikke, uden der skulle tegnes noget specielt. Det var jo lidt svært at forklare, hvorfor man så tog afsted.”

Både i Eksjugoslavien og Afghanistan havde han grimme oplevelser, og bag meget af det lå ”regulær ondskab, vanvittig ondskab.”

“Det var fuldstændig urimeligt, de ting, vi så.”

Men – mener han – som læge kan man måske tåle at se mere end en ung, uerfaren soldat: 

“Soldater i almindelighed, unge konstabler, har nok lidt sværere ved, at det er måske første gang, de ser et dødt menneske for eksempel. Der må vi sige, at læger er jo vant til at se ganske grimme ting på skadestuer. Så der er nogle faktorer, som måske er lidt nemmere at tåle som læge.”

“Eller i hvert fald, hvis man er en af de læger, der kan holde ud at være på en skadestue med store traumer…”

Benedict Kjærgaards sidste udsendelse til Afghanistan blev aflyst, fordi han selv måtte på operationsbordet med en defekt hjerteklap.

“Så syntes generallægen ikke, jeg skulle afsted. Ikke fordi, de var bange for mit helbred, men de ville have et kæmpe problem, hvis jeg falder død om som leder af et felthospital.”

De kolde og livløse

Han havde 31 år som læge på redningshelikopterne, og i masser af tilfælde i de første år var han vidne til, at kolde og livløse personer, som blev fundet i vandet, ikke stod til at redde.

Hjertekirurgi var ret nyt i Danmark, og man havde hjerte- lungemaskiner på de store hospitaler, men det var indretninger på 400 kilo, og det var ofte umuligt at få de forulykkede frem til hospitalerne i tide. 

Færgen ”Estonia”s forlis i 1994, hvor mange af de omkomne var døde af kulde i redningsflåderne, havde sat tankerne i gang hos helikopterlægen Kjærgaard, og da der cirka samtidig blev offentliggjort et studie fra Schweiz, hvor det var lykkedes at redde 14 ud af 32, der var fundet efter forskellige lavineulykker, fik han den ide, at man burde kunne lave en transportabel hjerte- lungemaskine, der kunne bruges i redningshelikopterne.

En bedøvet gris tilsluttet den transportable hjerte- lungemaskine er på vej ind i en af Flyvevåbnets ambulancer. Foto: Privat.

Der var kommet små blodpumper på markedet, og med dem og forskelligt andet hjemmeflikket udstyr fik han skabt et apparat på 40 kilo. Med velvilje fra Flyvevåbnets general og Falcks ambulancetjeneste fik han det afprøvet på bedøvede grise under transport i ambulancer, helikoptere og Flyvevåbnets store transportfly C130 Hercules.

“Der var stor skepsis i Sundhedsstyrelsen, ville jeg nu til at genoplive døde?” 

Uden for kroppen

Hvis en menneskekrop afkøles til under ca. 25 grader, ophører hjerte- og lungefunktionen.

“Et hjerte under 25 grader kan ikke sættes i gang, hverken med hjertestarter eller medicin” forklarer Kjærgaard.

Hans nyudviklede apparat fungerer ved, at man opvarmer patientens blod uden for kroppen, hvor det også renses for CO2 og iltes. Man tager blodet ud og sender det retur via store blodkar, typisk i lysken. Det virkede på grise, og det kom til at virke på mennesker. 

I forsøgene fandt Kjærgaard og hans hold ud af, at cellerne hos grise, der var blevet nedkølede før, de fik hjertestop, populært sagt havde bedre overlevelsesmuligheder end cellerne i grise, der fik hjertestop ved normal kropstemperatur. Med andre ord kan afkøling udsætte den proces, hvor f.eks. hjernen begynder at tage skade. Ved at måle på bestemte stoffer i blodet, kan redningsholdet beslutte, om et forsøg på genoplivning skal standses eller fortsættes.

“Man kan nå et niveau, hvor man må sige, at der sket så meget skade, at vi ikke kan redde vedkommende.”

”Ulovlig” debut

I 2004 var Benedict Kjærgaard blevet overlæge på Universitetshospitalet i Aalborg, og pr. 1. april samme år, havde han tilladelse fra sundhedsmyndighederne til at bruge genoplivningsmetoden på mennesker.

Men af hans medarbejdere tog hul på metoden før tid:

En nat i januar 2004 fandt en politihund en stærkt underafkølet kvinde på en mark ved Støvring. Hun havde været efterlyst, og nu blev hun fundet og erklæret død. Da hun ankom til hospitalet, mente Kjærgaards kollega, at der ikke kunne ske noget ved at teste udstyret på hende, så han gik i gang. Et stykke inde i processen var han nødt til at ringe til Kjærgaard, som lettere oprevet mødte op på hospitalet.

“Jeg var vred, sagde de, for det var jo endnu ikke lovligt.”

Men ”miraklet” skete. Kvindens hjerte og lunger kom i gang, og efter adskillige dage på intensiv, hvor lægekollegerne rystede på hovedet, kom hun sig helt. 

“Hun tog senere en omfattende universitetsuddannelse” fortæller Kjærgaard.

Næste ”mirakel” skete for en helt anden type patient. En kvinde med en blodprop i lungen.

“Blodprøverne sagde, at hun var død, men vi koblede hende til udstyret, mens nogen stod og råbte om værdig død og skændig behandling af lig, men hun har lige inviteret mig med til sin 70-års fødselsdag.”

Udrykningshold

En af grundideerne i Kjærgaards projekt var et udrykningshold, som med det mobile udstyr – kaldet ECMO – kunne nå rundt i landet fra Aalborg, enten med ambulancer eller redningshelikopter afhængigt af afstanden. 

Det blev til virkelighed.

I Benedict Kjærgaards doktordisputats fra 2022 kan man læse om holdets resultater de første 16 år: 157 underafkølede personer blev behandlet, 108 overlevede. I mange tilfælde var det nok med opvarmning, men 54 måtte have blodet gennem det transportable ECMO-udstyr, og af disse 54 overlevende var der 21 personer, ”der ellers ville være døde”.

Også personer ramt af hjertestop eller blodprop i lungen blev reddet af udrykningsholdet. 25 ud af 35 overlevede.

Tsunamien

Julen 2004 blev verden rystet af et nyt ord: Tsunami. Mere end 200.000 blev dræbt af flodbølger efter et jordskælv i det indiske ocean. Mange danske turister i Thailand omkom, og i de første forvirrede dage troede man, at der var overlevende, som havde brug for sygetransport, og flere danske politikere krævede, at Forsvaret sendte C130-fly afsted for at evakuere de syge.

“Politikerne havde regnet ud, at der kunne være 24 intensiv-patienter i et Hercules fly, men altså – 24 intensiv-patienter, det er mere end det dobbelte af, hvad de har på Rigshospitalet. Det var helt utænkeligt, og det ville også give enorme problemer med ilt” siger Benedict Kjærgaard.

Det ytrede han sig om og fik en del kritik, men det skulle vise sig, at evakueringen med forsvarets fly ikke var påkrævet.

Flyvevåbnets general blev dog interesseret i, om de nye metoder til genoplivning af druknede og underafkølede også kunne hjælpe lungepatienter under lufttransport.

En patient med skader på lungerne – det kunne være en soldat, som havde været kvæstet af en eksplosion – kan ikke overleve i det lave lufttryk i et fly, selvom der er trykkabine.

“Det havde vi aldrig prøvet, og det havde været ubehageligt at skulle gøre det i stor stil under Tsnunami-katastrofen. Vi var forberedt, men det burde trænes først.”

En gris tilsluttet hjerte- lungemaskinen og en masse overvågningsudstyr i et Hercules-fly. Foto: Privat.

Så i et meget omtalt forsøg først på året 2006 blev to store bedøvede grise frataget deres lungefunktion og tilkoblet det mobile hjerte- lungeapparat. Det begyndte på Skejby Universitetshospital med et større team af læger og sygeplejersker under ledelse af Benedict Kjærgaard. Fra Skejby blev grisene kørt til Aalborg i to af Flyvevåbnets ambulancer og løftet ind i to mobile hospitalsstuer, der blev anbragt i en C130 Hercules. Så fløj holdet og de to grise til Grønland via Island, og et døgn efter afgang fra Skejby var grisenes tilstand fortsat optimal.

Ulykken i Præstø Fjord

11. februar 2011 blev 13 elever fra en efterskole kommanderet på kaproning i en såkaldt Dragebåd på Præstø Fjord. Der var to lærere med. Flere af eleverne havde ikke lyst til turen, for det var en kold og blæsende dag, men de vidste, at de ville få sanktioner på skolen, hvis de ikke tog med. Det fremgår af Søulykkesrapporten fra Den maritime Havarikommission.

Vandet var to grader varmt, da båden kæntrede under en vending, langt fra kysten og uden at nogen på land observerede det. Lærerne og 12 af eleverne havde svømmeveste på, den 13. fik den ene lærers vest efter kæntringen. Den lærer omkom, mens resten blev reddet. Heraf syv elever med hjertestop – og en af dem blev hjerneskadet.

Der gik halvanden time, før en af eleverne fik slået alarm. Hun var svømmet til land og løbet ind til Præstø, og hun var så forkommen, at det var svært for beredskabet at forstå, hvad ulykken bestod i.

Men redningshelikopterne fra Roskilde og Skrydstrup blev sat ind, og en ekstra helikopter, som holdt i Roskilde, hvor den skulle have givet en demonstration, fløj også mod Præstø.

“Der var ingen læge eller reddere ombord, kun to piloter og to teknikere. De fandt hurtigt to livløse elever i vandet, og den ene tekniker hejste den anden ned efter dem – det var ellers ikke lige deres kompetence”, fortæller Benedict Kjærgaard.

“Så fløj de mod Rigshospitalet, mens de to teknikere gav hjertemassage til hver sin patient hele vejen.”

Kropstemperatur 16 grader

Benedict Kjærgaard selv sad intetanende på sin vagt på hjertekirurgisk i Aalborg og hørte først om ulykken et par timer efter kæntringen. 

Han ”plukkede straks” hvad han havde af ECMO-udstyr på hylderne og tog redningshelikopteren fra Aalborg. Han valgte at flyve til Næstved Sygehus, da det var naturligt at koordinere noget af indsatsen derfra.

Han ankom til Næstved samtidig med, at en livløs dreng blev bragt ind i en ambulance fra Præstø.

“Drengen var som den eneste ikke fundet af en helikopter men af to ældre fiskere, som havde bragt ham ind til havnen i Præstø, og her var han blevet erklæret død”, fortæller Kjærgaard. 

“Men en sygeplejerske og en Falckredder på havnen havde ikke fået at vide, at han var død, så de havde givet hjertemassage.”

Halvanden time efter ankomsten til havnen i Præstø blev drengen bragt til Næstved. Hans kropstemperatur var 16 grader – ”men det er svært at sige helt nøjagtigt.”

“Der var også kommet en bevidstløs pige, hun var 23 grader, men hun havde dog cirkulation.” 

Sammen med en lokal læge fandt Kjærgaard nogle store blodårer i drengens lyske og koblede ECMO-udstyret til.

“Der gik ikke lang tid, så begyndte hans hjerte at flimre. Det er da et godt tegn i forhold til ingen ting”, siger Benedict Kjærgaard.

Efter nogen tid begyndte drengen også at bevæge sig og rykke i ledninger og slanger – så lægerne måtte bedøve ham.

Men hans lunger ville ikke gå i gang, så Benedict Kjærgaard besluttede at tage ham med til Skejby, men det var med udsigt til en lang tur i ambulance. Helikopterne var nu på vej tilbage til deres baser efter endt indsats i fjorden, men Kjærgaard fik fat i ”sin egen” helikopter, som kom til Næstved efter ham og patienten. 

“Han er bygningsingeniør i dag, uden mén. Jeg får julekort fra hans mor.”

”Man down”

I dag er meget af det oprindelige ECMO-udstyr udskiftet med mere moderne udgaver, og der er udviklet smartere systemer til sikring af iltforsyningen af lungeskadede under flytransport.

Benedict Kjærgaard arbejder videre med det hele.

Og en masse andet.

Den nu 71-årige professor, Stabslæge, oberstløjtnant osv. bestyrer ”dyrekælderen” under Aalborg Universitetshospital. Her underviser han militærlæger, politifolk og jægersoldater fra flere nationer i krigskirurgi. De lærer at stoppe blødninger og sy skudsår sammen – ofte på grise – og når de er på øvelse ude i terrænet, kan det hænde, at Kjærgaard står bag en busk med en bedøvet gris, som med et enkelt skud hurtigt og overraskende bliver til en ”man down”.

Han ser frem til, at det kommende supersygehus får sin egen forsøgsgård, hvor der både er plads til dyr og undervisning. Og så arbejder han på et projekt, så lægerne på regionernes små lægehelikoptere trænes i brug af ECMO.

“Hvordan ser det ud med tilgangen af nye militærlæger i dag?”

“Det ser ikke så dårligt ud lige i øjeblikket, men der er for få, hvis der skal være balance i det” siger Benedict Kjærgaard.

“Også i betragtning af, hvor gamle mange af os er. Man levetidsforlænger jo alt i Forsvaret.”

“Før skulle vi gå som 60-årige. Nu er Stabslægen for Søværnet 78, jeg er 71 og Finn Warburg, som er endnu ældre, er stadig tilknyttet Forsvaret.”

“Det er jo meningen, at vi skal opbygge en 1. brigade, og sådan set jo også en 2. brigade, hvor vi skal uddanne. Hvis vi skal virkelig have det her til at fungere, så har vi altså ikke nok.”

Lyt til Kjærgaard fortælle om den vilde redning i vores podcast