I dag for 21 år siden oplever Danmark de første store tab i Afghanistan. Tre danske soldater bliver dræbt ved en eksplosionsulykke nær Afghanistans hovedstad Kabul. Et kæmpestort tab for den lille enhed, der er sendt afsted som hold 1 til Afghanistan.
Chefen for holdet i Afghanistan er Lasse Harkjær – og på det tidspunkt er det første gang i nyere tid, at det danske forsvar har mistet tre soldater på en gang.
I 2005 bliver Lasse chef for Livgarden og den bitre erfaring om at miste soldater bliver desværre noget, der kommer til at fylde meget. Allerede efter tre måneder som chef for Livgarden falder den første soldat og der bliver udviklet en lang række nødvendige procedurer for, hvad man gør, når det værste sker.
Hør Lasse fortælle om både den dag, hvor de mister de tre ingeniørsoldater, hvilke overvejelser, han har om at rejse med hjem eller blive hos holdet i Afghanistan – og hvordan den tragiske hændelse bliver vigtig erfaring for ham, da han tiltræder som chef for Livgarden.
2,5 måned efter at han havde sat sig i stolen ved Livgarden kom det første opkald om en hårdt såret soldat og de skal afsted til de nærmeste pårørende – to forskellige steder, da faderen boede på Sjælland og moderen i det jyske.
Soldaten havde været ved bevidsthed, da han blev fløjet væk, og havde derfor først overbragt beskeden om, at soldaten var hårdt såret. Men midt i snakken bad kontaktofficeren Lasse om at komme ud i køkkenet for der var telefon.
Beskeden var, at soldaten var afgået ved døden.
Denne besked skabte 1000 tanker, for dette her var de ikke trænet til eller forberedt på. Der var kun en ting at gøre – at være sig selv.
En anden gang kom vi til et hus ved 19.30 tiden. Et parcelhus med store vinduespartier ud mod den lukkede have. Da vi gik op ad havegangen, kunne jeg se far og mor sidde inde i stuen og se fjernsyn. Et par rødvinsglas stod på bordet og man kunne se de hyggede sig – de havde vel lige set TV-avisen. Da jeg gik der i mørket og kunne se ind til dem, slog det ned i mig igen, at når jeg om 25 sekunder trykker på deres dørklokke, så ville jeg ændre deres liv for evigt – og det gjorde jeg.
Lasse Harkjær, tidl. chef for Den Kongelige Livgarde
I den efterfølgende tid kom de mange dødsfald ude i missionerne, og to døde ved en morterulykke lige inde de skulle afsted. I løbet af sin tid som chef for Livgarden var han ude ved 18 familier.
Lasse fortæller, om hvordan pårørende reagerer meget forskelligt – lige præcis på den måde, der er rigtig for den enkelte. Rollen for ham og kontaktofficeren – og nogle gange feltpræsten – var at være der for familien. Svare på de spørgsmål, der var og være ærlig i sin kommunikation. Kun sige det de vidste. Ikke give et bud på hvad og hvordan tingene er sket – for de får den rigtige version senere.
På baggrund af den kendsgerning, at forsvaret nok ville komme til at miste endnu flere soldater, blev der oprettet et professionelt kontaktofficersregime – og det tog resten af hæren siden til dels ved lære af.
