PODCASTS
”Du er røget i søen med PTSD,” sagde psykologen. Efter mange år med advarsler og et rodet familieliv var det en befrielse for Jan at få diagnosen, for nu kunne han ”sætte plaster på.”
”Da jeg fik min diagnose med PTSD, så gik jeg på nettet og tænkte: Hey! Nu har jeg noget at sætte plaster på, nu ved jeg hvad jeg fejler – jeg undersøgte, læste, så videoer med alle mulige og sugede viden til mig. Og der er jo alle mulige teorier om, at PTSD er en livsvarig tilstand. Ja-ja! Men der er jo ingen de siger, det skal være den styrende.”
Her får du to podcasts med Jans historie, for han vil gerne have udbredt, at man kan gøre en masse for et godt liv med PTSD.
Jan valgte at blive professionel soldat. Blev udsendt til Makedonien, Kosovo, Bosnien to hold i træk, og til sidst Irak. Da han forlod Forsvaret, fandt han et job i Kriminalforsorgen og befandt sig i et miljø, hvor der fortsat ”var fart på”.
At han havde fået traumer allerede i soldatertiden, var der flere advarsler om. Hans far, som han var nært knyttet til, var den første til at se forandringer, når han var hjemme på orlov, og hans børns mor måtte flere gange fortælle ham, at han havde mareridt.
Jeg havde det bedst, når borde, stole og mennesker fløj rundt i lokalet
Jobbet som fængselsfunktionær gav ham blot flere anspændte oplevelser, men umiddelbart trivedes han i det.
”Jeg havde det bedst, når borde, stole og mennesker fløj rundt i lokalet. Jeg havde ikke tunnelsyn, jeg vidste hvad alle havde i hænderne, og hvor de var. Når der havde været ballade på fængslet, når jeg havde haft de der adrenalinskud i kroppen, så var jeg det mest behagelige menneske i flere uger efter.”
Flugten til fængslet
Men når adrenalinen sivede ud af kroppen, kunne han ikke håndtere ”et stille og roligt familieliv”
Hvis han var alene med sine to børn, og et af dem blev ked af det, så han barnet som en af de soldater, han havde oplevet komme til skade, og det kunne han ikke håndtere. Og fordi børnenes mor var på arbejde, greb han til at ringe til bedsteforældrene eller en moster og sige:
”Der er ballade på fængslet, de har brug for mig, jeg kommer lige med børnene”.
Så kom han i fuld uniform forbi med børnene og gemte sig så i sin bil i halve og hele dage.
Men en dag, hvor han reelt var på arbejde, gik det galt. En indsat overfaldt ham, han fik ødelagt sin skulder og røg ud i et langvarigt sygeforløb og endte i et nyt tomrum. Familielivet holdt heller ikke.
Mange gange ringede han fra skjult nummer til Veterancentret. Og lagde på, når han hørte en stemme i den anden ende.
”For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.”
Flere slags behandling
Måske ti år for sent tvang en gammel kollega ham til at tage samtalen med Veterancentret. Midt om natten ringede de op – og da telefonvagten havde stillet ham en håndfuld kontrolspørgsmål og konkluderet: ”Det er en god makker du har,” kom han straks under vingerne hos psykologerne.
Hvis du stikker en hånd ud, skal der nok være nogen der griber den
Det stod hurtigt klart, at han havde pakket mange grimme oplevelser ned, men han havde selv svært ved at huske dem.
”Alle hylderne med minder. Krig, død og ødelæggelse, det var rystet ud fra hylderne og lå blandet på gulvet, som når et barn blander kort.”
Behandlingsforløbet blev til flere, for Jan fandt ud af, at den alternative behandler Carl Mar Møller havde hjulpet andre veteraner, og der fandt han ny energi. I fuld forståelse med Veterancentrets psykolog.
Den historie får du i podcast nr. 2 med titlen ”Veteranen og den alternative behandler”. I den første ”I den store sø med PTSD” – får du Jans historie om soldatertiden, årene i Kriminalforsorgen og vejen til at søge hjælp.
Og den skal man søge, siger han:
”Hvis du vil lave en forandring, så lav den. Og hvis du har brug for hjælp, så sig til, så lad os gøre det i fællesskab. Ring, stik en hånd ud, jeg lover dig, hvis du stikker en hånd ud, der skal nok være nogen der griber den, og nogen gange, så er det fra en kant, du ikke havde set komme.”
