Efter 2. verdenskrig er Poul en af de danske soldater, der indgår i den Den Danske Brigade i Tyskland, også kaldet Tysklandsbrigaden. Den var en del af den britiske besættelsesstyrke i Nordtyskland, som i sommeren 1947 blev udstationeret i Oldenburg i delstaten Niedersachsen tæt ved den tysk-hollandske grænse.
Under sin udsendelse til Tyskland kommer han i snak med en tysk organist, der havde arbejdet i en af de mange koncentrationslejre. Organisten giver Poul et indblik i de skræmmende begivenheder, der fandt sted under 2. verdenskrig i Tyskland.
Poul Boye er landmandssøn fra Fuglsbølle på Langeland, hvor han lever det meste af sin barndom. På sin 13-års fødselsdag bliver Danmark besat og mens de tyske fly drøner hen over landet, står han sammen med sine klassekammerater og venter, at læreren indfinder sig.
De unge drenge forstår ikke alvoren af det, der sker, men kan se, at læreren står med tårer i øjenene under morgensangen og efter morgensangen fortæller han, at danske soldater ved grænsen kæmpede håbløst mod de fremstormende tyske hærenheder.
Samme aften bliv der givet ordre til mørkelægning og der venter fem mørke år. Under besættelsen flytter den unge Poul til Odense og begynder at uddanne sig til lærer og i løbet af vinteren 1945 lader han sig hverve som omdeler af illegale blade for modstandsbevægelsen.
Han bliver aldrig færdig som lærer, men vælger at gå en helt anden vej – nemlig militæret.
En af de primære grunde til den beslutning var, at han, at hans store helt og fodboldtræner i ungdomsårene var blandt de faldne i træfningerne ved grænsen 9. april 1940, netop på hans fødselsdag.
Det fik til følge, at han meldte sig til militæret, så snart han var gammel nok. I 1948 kom han til Randers og blev dragon, men det duede ikke rigtigt, da han altid havde været bange for heste. Han blev ret hurtigt overflyttet til Telegraftropperne i Høvelte, hvorfra han samme år blev udtaget til Brigaden i Tyskland.
Udsendelsen til Tyskland
I 1948 bliver Poul sendt afsted som en del af danske Brigade i Tyskland. Det er normalt ikke tilladt for danskerne at “fraternisere” med de lokale i Tyskland, men Poul får tilladelse til at tale med en tysk organisat.
Den tyske organist havde under krigen været imod Hitler og var derfor blev sendt i koncentrationslejr. Dog var der forskel på ham og de andre indsatte. Da organisten blev vurderet til at være “arisk tysker” undgik han gaskamrene, men fik æren af at begrave de døde.
Disse grusomme oplevelser delte organisten med den dengang unge Poul og som siden har brugt en stor del at sit liv på at formidle – såvel sine oplevelser, men også forklare om den ondskab, der findes og stille spørgsmål ved, hvordan det kan være, at man slår mennesker ihjel, bare fordi de tror på noget andet.
Engageret samfundsborger
I 1949 kom han tilbage til hjemlandet og giftede sig samme år med sin Inge, og en tid derefter var han beskæftiget som ilgodsvagt hos DSB.
Allerede i løbet af 1949 tog Poul Boye initiativ til dannelse af Telegrafregimentets Soldaterforening og blev dens første landsformand. I en periode mellem 1952 og 1956 skaffede han sig en god indtægt som sælger af kontorartikler udelukkende på provisionsbasis. 1.bseptember 1956 blev han som den første i landet udnævnt til korporal – uden først at have været på korporalskole. Han kom derefter på sergentskole i Sønderborg og var sergent til han i 1957 trådte ud af forsvaret.
Når man læser sig gennem Pouls cv, fremgår det tydeligt, at her gemmer sig en samfundsinteresseret person med stor menneskelighed og engagement.
Han har igennem en stor del af sit liv være engageret i KFUM-spejderne, startet VW-klubben i Aarhus, hvor han blev formand, herunder også formand for den grundejerforeningen i sommerhusområdet, frivillig på besættelsesmuseet i Aarhus, veteranhjemmet i Brabrand.
Og udover den aktive karriere som kopimaskinesælger, så var han fra 1962 frivillig i Hjemmeværnet og fra at være løjtnant over delingsfører til signalofficer. Han kom i bestyrelsen for Hjemmeværnsbladet og var en tid landsrådsmedlem i Hjemmeværnet.
Den danske brigade i Tyskland
I juni 1947 indtog fortroppen af den nyoprettede enhed “Den danske Brigade i Tyskland” dens standpladser i Jever- og Varelland samt på Aurichhalvøen i det østlige Frisland, der var blevet tildelt styrken som besættelsesområde i Tyskland. Senere blev en afdeling placeret i Oldenburg. Området lå i den britiske besættelseszone.
Dermed havde befrielsesregeringen honoreret den “veksel”, som danske kredse i London havde udstedt under krigen at Danmark ville påtage sig forpligtelser i forbindelse med besættelsen af Tyskland. Styrkens opgave var en besættelsesstyrke eller som det er blevet udtrykt “at være her”. Det betød, at den sammen med de øvrige allierede styrker var den magtfaktor, som sikrede at de civile myndigheder kunne arbejde i efterkrigstidens Tyskland.
Styrken bestod af værnepligtige mandskab og var i tidsrummet fra juni 1947 til foråret 1949 på ca. 4.000 mand.
Efter forhandlinger med Storbritannien i 1948-49 blev aftalen forlænget til 1951. Styrken blev dog reduceret til 2.000 mand fra og med april 49. I efteråret samme år blev den yderligere skåret ned til ca. 1.000 mand og desuden forlagt til det vestlige Holstein. Dens navn blev samtidig ændret til “Det danske kommando i Tyskland”.
I alt deltog mere end 45.000 danske soldater i Den Danske Brigade i Tyskland i årene 1947 til 1958
Kilde: Grænseforeningen
