Helge Bennike stillede sig i 1940’erne ganske uforstående over for sine foresattes afgørelse: at en kaptajn i Hæren, der var sigtet i en straffesag, ikke skulle stilles anderledes end enhver civil borger. Den slags havde Hæren tradition for at klare internt. Obersten redegjorde for sit synspunkt i en bog.

Introduktion af Niels-Birger Danielsen

Noget af en prøvelse.

Sådan oplevede oberst Helge Bennike civile retsprincippers indtrængen i Hæren. Han var i årene efter Anden Verdenskrig chef for Hærens 1. Regiment på Høvelte Kaserne – og i øvrigt en velrenommeret veteran fra frihedskampen under Danmarks besættelse.

Han eksponerede misèren i sin omtale af en bestemt sag i bogen Soldaterære, som udkom i 1949. Udgivelsestidspunktet var givetvis ikke tilfældigt, for Bennike var gået på pension året før som 62-årig. Han var en mand med sine meningers mod, og store dele af indholdet egnede sig ikke til udgivelse for en mand, der stadig virkede i sit embede.

For den stadig fungerende hærchef, generalløjtnant Ebbe Gørtz, der havde siddet på posten siden 1941, havde Helge Bennike på forskellig vis været en besværlig mand, der konstant gav ham hovedpine. En række af bogens kapitler indeholder kritik Gørtz.

Også i dag forekommer forløbet tankevækkende. Spørgsmålet om civil indseende med og kontrol over Forsvaret har i årevis har været et varmt emne – lige siden Forsvarschefen blev frataget sit helhedsansvar som følge af reorganiseringen af Forsvarets ledelse, der var resultatet af Forsvarsforliget af 2014.  

Ophøjet etik

Den sag, som den beherskede, men harmdirrende oberst, gennemgår i bogen, drejer sig om en af hans officerer, der angiveligt havde handlet i strid med officersstandens æreskodeks. Her burde civile myndigheder blande sig udenom.

”Naar der inden for Hæren opstaar Uenighed om tjenstlige Forhold, er det en gammel regel, at vi afgør Sagen inden for vore egne Rammer, uden at udenforstaaende faar Lejlighed til at blande sig i det. Saaledes bør det ogsaa være,” skrev han.

Helge Bennike understregede, at man i tilfælde af uenighed om militærfaglige spørgsmål naturligvis skyldte den højeste myndigheds afgørelse ubetinget lydighed. Men han forklarer i sit noget knudrede sprog, at sagen må være en anden, hvis det drejer sig om æresspørgsmål.

”Hvis Hærens højeste Myndigheder, der inden for Hæren har den faktiske Magt til at træffe Afgørelser i Æresspørgsmål paa Grundlag af Synspunkter, der forekommer fremmede for Afdelingens Officerskorps, (…) ser bort fra Æresbegreber, der har Traditioner i Hæren, og som for Officerskorpset betyder Liv og ophøjet officersmæssig Etik, til Fordel for Synspunkter, som i denne Forbindelse maa betragtes som livsfjern Jura, ligger den Mulighed nær, at Tilliden til disse Myndigheder svækkes.”  

’Det klarer vi internt’

Hvad sagen, der udspillede sig i 1946-47, præcis drejede sig om, fremgår ikke. Et godt bud er, at det var sortbørshandel. Det var på rationeringernes tid, og i de år så man ofte almindelige samfundsborgere, der ellers aldrig var på kant med loven, på anklagebænken. Læsere, der husker tv-serien ’Edderkoppen’ (om Edderkopsagen) fra 2000, vil kende tidsbilledet.

Det centrale er, at anklagemyndigheden undlod at rejse sag mod kaptajnen. Han var ellers blevet sigtet som følge af en forklaring, han afgav, da han var blevet indkaldt som vidne i en retssag mod en personkreds. Man mente ikke at kunne få kaptajnen dømt. Men det, der talte for oberst Bennike og hans officerer var, at de var ganske overbeviste om, at kaptajnen havde løjet under afhøringen.

Her er kernen i sagen: Almindelige civile mennesker er ikke forpligtede til at tale sandt, når de er sigtet eller tiltalt, men det gælder ifølge Helge Bennikes fortolkning ikke officerer. For dem gælder officersstandens særlige æreskodeks, der byder en officer altid at tale sandt.

Et forsøg på at lægge Bennike ord i munden: Det kan godt være, at kaptajnens skyld ikke kan bevises, og at han forbliver straffri. Men her i Hærens 1. Regiment er vi ikke født i går. Vi ved, at han løj hurtigere, end en hest kan rende – og at han er en sjuft. Den slags drager vi konsekvensen af internt. Ingen indblanding udefra, tak!

Den tiltænkte konsekvens kunne tænkes at være, at der for kaptajnen ventede en karriere med at holde styr på antallet at lagner, tornystre og feltflasker på et regimentslager – uden mulighed for forfremmelse.

Følg i boguddraget herunder oberstens argumentation for, at sæderne var i forfald.

—– —–

Fra Helge Bennike: Soldaterære (Gyldendal, 1949):

”En Kaptajn havde indladt sig paa et for hans Stilling uværdigt Forhold. Under den paafølgende Retssag søgte han at retfærdiggøre sig ved Forklaringer, der lød saa latterlige og usandsynlige, at det for en almindelig Dømmekraft var ganske klart, at han løj. Vidneudsagnene talte da ogsaa tydeligt imod ham. Var Sagen kommet for en Domstol vilde denne efter Regimentets Opfattelse, der støttedes af dets Auditør, utvivlsomt komme til det Resultat, at Kaptajnen løj for at unddrage sig Følgerne af sine Handlinger.

Selve Forseelsen og Kaptajnens Forklaringer har imidlertid mindre Interesse. Det er derimod de højere militære Myndigheders Stilling til Sagen, der har Betydning.

Jeg fandt hans Forhold saa kompromitterende, at jeg mente, han burde afskediges; men efter at have haft Forbindelse med Krigsministeriet om sagen, stod det mig klart, at saa vidt vilde man ikke gaa. Jeg sendte da en Skrivelse til Krigsministeriet, hvori jeg bad om, at han i hvert Fald maatte blive fjernet fra sin Chefstilling, saa han ikke vilde få Lejlighed til at føre Kommando over undergivne, hvis Agtelse han ikke vilde være værd. En saadan Ændring af tjenstlig Anvendelse kunde gennemføres rent administrativt af Hensigtsmæssighedshensyn, naar Ministeriet ikke vilde lade Sagen gaa til Domstolene.

Da denne Skrivelse naaede Divisionen, vilde denne have mig til at tage den tilbage, fordi den mentes at savne juridisk Grundlag, da – som det blev sagt – ’man har Lov til at lyve i sin egen Sag’. Jeg blev meget forbavset over at høre en saadan Opfattelse gjort gældende af en saa høj Myndighed; jeg kunde ikke tænke mig, at nogen endnu højere Myndighed vilde tiltræde den, og jeg fastholdt derfor mit Ønske om at faa den fremsendt til Krigsministeriet.

Vel er jeg klar over, at en Tyveknægt, der nægter at have begaaet et Tyveri, for hvilket han er sigtet, men dog overbevises om at være skyldig, efter Loven kun bliver straffet for Tyveriet, og ikke fordi han har forsøgt at lyve sig fra det. Jeg havde dog ikke tænkt mig, at man uden videre vilde anvende en saadan Lovbestemmelse paa en fast Officer i en af Hærens Chefstillinger. Hos ham maa der forudsættes helt andre Karakteregenskaber end dem, man venter at finde hos Tyveknægten, og disse Karakteregenskaber maa forpligte i afgørende Grad. Gennem mere end 40 Aars Officerstjeneste har jeg aldrig mødt den af Divisionen udtalte Opfattelse. Fra min Tid som Officerselev, som ung Løjtnant og altid siden, har jeg stedse hørt fastslaaet, at ’en Officers Ord staar til Troende’. En Afvigelse kan kun forsvares, naar det under Krigsforhold sker for at skuffe Fjenden. Er dette vel ikke fastslaaet i nogen Lov, saa er det dog, saa vidt jeg kan skønne, et fundamentalt Grundlag for de Æresbegreber, der stedse har hørt til vor Hærs bedste Traditioner. Disse Æresbegreber kræver af en Officer, at han i hvert Fald ubetinget viser det Mod og Mandshjerte at vedstaa sine Handlinger, ogsaa naar han ved, at han har begaaet en Fejl. Denne Æresopfattelse, hvori jeg selv er opdraget, har jeg stedse efter Evne søgt at indarbejde hos mine undergivne, og den er hidtil overalt blevet mødt med Forstaaelse.

Til min Forbavselse saa Krigsministeriet og formentlig da ej heller Generalkommandoen Sagen paa denne Maade, men anlagde et rent juridisk Synspunkt. Krigsministeriet mente, at den almindelige Retsopfattelse var saaledes, at enhver Person af Hæren, mod hvem der er rejst Tiltale, og som ved Sagens Afgørelse enten er frifundet eller ikendt Straf, der ikke medfører Afsked, skal anvendes i Overensstemmelse med den stilling, han beklæder. Da Kaptajnen ikke var ikendt en saadan Straf, var han altsaa urørlig til Trods for de løgnagtige Forklaringer, som man efter Loven ikke kunde straffe ham for, selv om de havde været nok saa fyldigt konstaterede. Man kunde ikke berøve en Officer en Retsbeskyttelse, som Loven gav andre Mennesker.

Efter min og mine Officerers Opfattelse er dette livsfjern Jura. Det burde da være en mere nærliggende Opgave for de højere Myndigheder at skaffe ren Luft i Officerskorpset end at sørge for Retsbeskyttelse af Officerer, der lyver sig fra deres Handlinger.

Det gør mig ondt at bruge et saadant Udtryk; men jeg kan ikke se anderledes paa det, end at Skamløsheden kulminerede, da Krigsministeriet den 10/5 1947 udsendte en Kundgørelse for Hæren, i hvilken der paa Tryk blev udtalt, at Opmærksomheden henledes paa, ’at der som Følge af gældende Bestemmelser om sigtede Personers Retsstilling ikke vil kunne paalægges Straf for urigtig Forklaring, der vedrører selve det paasigtede Forhold’.

Dette gælder altsaa uden Personsanseelse. Baade en General og en Kaptajn saavel som en menig kan herefter lyve sig fra deres Forseelser med samme Retsbeskyttelse som en Tyveknægt; og saafremt de ikke af andre Grunde bliver straffet med Afsked, maa denne Løgnagtighed ’efter almindelig Retsopfattelse’ ikke faa Betydning for deres tjenstlige Anvendelighed.”

—– —–

Helge Bennike

Født 1886, død 1964.

Blev løjtnant i 1906 fik derefter normalt avancement. Bennike var en nationalkonservativ, antitysk officer, der var kendt for god mandskabspleje og evne til at motivere sine soldater.

Ved Danmarks besættelse den 9. april var han oberst og chef for Hærens 4. Regiment i Roskilde. Her indskrev han sit navn i danmarkshistorien ved at handle stik imod regeringens ordre til at opgive kampen mod den tyske invasion. Han førte dele af sit regiment til Helsingør, hvor han kaprede Helsingborg-færgen og førte sine soldater over til Skåne i håb om, at det ville blive muligt at bekæmpe tyskerne side om side med svenskerne. Sverige forblev imidlertid neutral, og han vendte tilbage til Sjælland sammen med soldaterne.

Bennike organiserede i de følgende år illegale våbenlagre på Sjælland, og I 1943-45 var han i Sverige, hvor han gik ind i Den danske Brigade.

Hans hustru Gerda Bennike delte fuldt ud sin mands aktivisme og deltog i modstandskampen. Det samme gjorde deres søn, kaptajn Erik Bennike. Han var leder af et illegalt våbenværksted i København, men blev kort før Befrielsen i 1945 dræbt, da en dansk gruppe i Gestapo-tjeneste foretog razzia på værkstedet. Moderen – og altså oberstens hustru – var plaget af psykiske eftervirkninger og døde i 1947.

Efter kortvarigt at have været chef for et særlige Grænselandskommando i 1945 blev Helge Bennike chef for Hærens 1. Regiment til sin pensionering i 1948.

—– —–