Danske efterretningsofficerer leverede arbejde af høj klasse under den tyske besættelse. Det begyndte allerede i april 1940. Ved en razzia i oktober 1944 blev det klart for tyskerne, hvor komplette oplysninger de vestallierede havde fået om det tyske militær. Det illegale arbejde var temaet for den succesrige DR-serie ’Kodenavn: Storfyrstinden’

Det var et tilfælde, der mandag den 16. oktober 1944 førte Gestapo, det tyske hemmelige politi, til én af de største fangster i deres kamp mod den danske modstandsbevægelse. Dagen efter, den 17. oktober blev en razzia gennemført mod den illegale militære efterretningstjenestes såkaldte bearbejdningskontor på Arresøgade 4 på Nørrebro i København.

Aktionen førte til, at tyskerne kunne beslaglægge et enormt efterretningsmateriale, der affotograferet på mikrofilm var blevet sendt til Storbritannien via Sverige – både dokumenter og fotografier. Det var over 50 pct. af den samlede produktion, som den effektive illegale e-tjeneste havde indsamlet siden foråret 1944, altså gennem et halvt år.

Antallet af navne i materialet var naturligvis også enormt. Godt nok blev personerne identificeret ved dæknavne, men Gestapo kunne slutte sig til ikke så lidt. Det førte til en ny række anholdelser og til, at tyskerne dagen efter, den 18. oktober, fandt frem til den legendariske modstandsmand ’Flammen’ – Bent Fauerschou Hviid (1921-44) – der begik selvmord for at undgå anholdelse.

Baggrunden var, at en person med dæknavnet ’Solbær’ var en centralt placeret agent. Han var identisk med vinhandler Svend Jensen, der var én af ’Flammens’ nærmeste illegale venner. Ifølge biografien Jagten på Flammen af Martin Qvist Magnussen, der udkom i 2024, fik vinhandleren valget mellem at blive udsat for pinefulde afhøringer eller forråde sin vens opholdssted.

Lavine sat i gang af tilfældig arrestation

Det tilfælde, der satte gang i lavinen, bestod i, at sekondløjtnant N.T. Winther, der arbejdede på bearbejdningskontoret, levede ’under jorden’, men den 16. oktober besøgte sin legale bopæl. Den delte han med en officerskammerat, som Gestapo eftersøgte, og denne dag kom de for at arrestere kammeraten. I stedet tog de Winther med til afhøring.

Under transporten til Shellhuset, det tyske Sikkerhedspolitis hovedkvarter, forsøgte arrestanten at skaffe sig af med nøglen til bearbejdningskontoret. Det opdagede tyskerne, og den unge løjtnant blev under tortur presset til at røbe adressen.

Da Gestapo stormede kontoret næste dag, blev endnu en ung officer – premierløjtnant Henning Siersbæk – arresteret.

Sekondløjtnantens tilfældige besøg på hjemadressen var det første sorte uheld; det næste var, at en stor del af efterretningstjenestens fotoarkiv befandt sig på bearbejdningskontoret for at blive nummereret og ordnet. Af sikkerhedsgrunde blev det normalt opbevaret et andet sted: på det såkaldte fotokontor i en lejlighed på Gammel Kongevej 23. Det var dét, at der var tale om en samlet beslaglæggelse af dokumenter og billeder, der gjorde fangsten ekstraordinært stor og værdifuld.

Et ekspeditionskontor var indrettet på Adolf Steens Alle 8, og arbejdet blev i sin helhed knyttet sammen af en kurertjeneste, der blev styret fra et kurerkontor på Vester Voldgade 2. Alt arbejde blev organiseret efter ’need-to-know’-princippet – dvs. at ingen fik viden om andet end det var nødvendigt, for at de kunne udfylde deres funktion i arbejdet.

Dette system, der byggede på den yderste omhu for sikkerheden, var blevet opbygget af den 32-årige kaptajn Otto Blixenkrone-Møller, der var daglig leder. Det var sket i løbet af efterårsmånederne, efter at den forrige chef, Flemming Bussenius Larsen var blevet arresteret den 2. september 1944.

En af modstandsbevægelsens allerdyreste hemmeligheder var den hemmelige og uaflyttelige telefonforbindelse over Øresund gennem et undersøisk kabel.

Mesterstykke i illegal sikkerhed

Den 19. oktober 1944, to dage efter stormen på bearbejdningskontoet, lykkedes det Gestapo at følge op. Den 29-årige premierløjtnant Erling Frahm-Rasmussen, der ledede fotokontoret, blev anholdt på sin dækadresse. Under forhøret blev han tvunget til at røbe kontoret.

Tyskerne trængte ind og satte sig til at vente. Først ankom en kollega til Frahm-Rasmussen, der anede uråd og slap væk. Kort efter kom den 30-årige premierløjtnant Frode Jens Dehn-Jensen, der var kurer mellem de fire kontorer. Dehn-Jensen blev skudt og dræbt – ifølge historikeren Hans Christian Bjerg formentlig fordi også han forsøgte at flygte.

Samtidig med, at razziaen førte til smertefulde tab, viste forløbet, at Blixenkrone-Møllers opdeling af organisationen havde båret frugt. Trods anholdelserne og det store materiale, der faldt i Gestapos hænder, lykkedes det ikke tyskerne at komme videre. Det skyldtes ikke mindst en udstrakt brug af dæknavne. Den illegale e-tjeneste kørte videre.

Erkendelsen af, at skaderne trods alt var begrænsede, nåede også hurtigt det øverste niveau. En af modstandsbevægelsens allerdyreste hemmeligheder var den hemmelige og uaflyttelige telefonforbindelse over Øresund gennem et undersøisk kabel. Den gik under navnet ’Pilken’.

Få dage efter razziaerne talte kaptajn Svend Schjødt-Eriksen, den illegale e-tjenestes øverste chef på dansk grund, på ’Pilken’ med orlogskaptajn Poul Adam Mørch, chef for Marinestabens Efterretningssektion. Mørch havde været nødt til at flygte til Sverige et år forinden.

Schjødt-Eriksen og Mørch konstaterede, at telefonlinjen ikke var kompromitteret – simpelthen fordi ingen af de anholdte kendte noget til ’Pilken’.

Komplet materiale om tyskerne

I øvrigt må beslaglæggelsen i Arresøgade af det enorme materiale på sin vis have virket demoraliserende set med tyske øjne. Materialet dokumenterede, at efterretningsorganisationen, der byggede på meddelere i hundredvis, nærmest havde røntgenfotograferet besættelsesmagtens militære styrker.

Der var næppe ikke nogen deling, kompagni, nogen kanon, nogen bestykket pram eller nogen kampvognsspærring noget sted i landet, som der ikke var gjort rede for. Og alt blev via repræsentanten i Stockholm for Special Operations Executive (SOE) sendt til Storbritannien, hvor den endelige modtager var Secret Intelligence Service (SIS eller MI-6), den britiske militære efterretningstjeneste.

Det har været diskuteret en del, hvad Danmarks befrier – den britiske feltmarskal B.L. Montgomery – egentlig mente, da han i maj 1945 betegnede den danske modstandsbevægelses indsats som second to none (uovertruffen). Det bedste bud er, at han sigtede til de danske efterretningsfolks indsats.

Flugten til Sverige

Med det professionelle niveau, der ufrivilligt blev blotlagt, var det klart, at den illegale e-tjeneste havde nået en sublim kvalitet i sin produktion efter fire et halvt års virke siden Danmarks besættelse den 9. april 1940. Og der var en lige linje i udviklingen fra de militære efterretningsofficerer under samarbejdspolitikken, som Danmark førte frem til den 29. august 1943 under statsministrene Thorvald Stauning, Vilhelm Buhl og Erik Scavenius.

Som de hundredtusinder, der lige efter nytår så tv-serien ’Kodenavn: Storfyrstinden’ kan huske, skete der et brud i organisationen, fordi efterretningsofficererne måtte flygte. Ritmester Hans Lunding, en af de centrale officerer i kredsen, blev arresteret, og underkastet forhør under tortur. Da man ikke kunne vide, hvad han ville blive tvunget til at røbe, måtte de øvrige flygte for at undgå samme skæbne. Blandt dem var sekretæren og kurerchefen Jutta Graae med dæknavnet ’Storfyrstinden’, der i tv-serien bliver spillet af Sidsel Siem Koch.

Derefter etablerede e-officererne sig i Stockholm under oberstløjtnant Einar M. Nordentoft (spillet af Jacob Lohmann) og orlogskaptajn P.A. Mørch (spillet af Mads Riisom), der lige til krigsafslutningen virkede som en ledelses-tandem under navnet ’Firmaet Nielsen & Møller’. De eksilerede officerer blev et vigtigt ledelsesorgan for den væbnede modstandskamp i Danmark og et bindeled til Storbritannien og USA.

Manden i ventepositionen

Der var i marken i Danmark kun ét bindeled mellem officererne i Proviantgården ved Christiansborg før den tyskerklærede undtagelsestilstand den 29. august og tiden derefter. Personen, der holdt sammen på ’før’ og ’nu’, var Svend Truelsen, 28-årig sekretær (dvs. personalechef) i Landbrugsrådet og premierløjtnant af Reserven i Den kongelige Livgarde.

Han var tilknyttet Generalstabens Efterretningssektion, da tyskerne ankom i 1940. Den unge officer havde en fortid som adjudant Ebbe Gørtz, dengang generalmajor og chef for Generalstaben, så han var vant til at færdes i de højeste ledelseslag og skulle leve op til streng fortrolighed. Chefen Nordentoft reagerede på besættelsen af landet med at afbryde kontakten med Truelsen og sende ham hjem med den besked, at han skulle holde sig i beredskab til at træde til og overtage arbejdet, hvis der skete efterretningsofficererne noget.

Efter den 29. august 1943 var tidspunktet kommet, og kaptajn Volmer Gyth og Jutta Graae mødtes på en bænk i Charlottenlunds Botaniske Have med premierløjtnant Truelsen. Truelsen udleveret nøglekontakter og -oplysninger samt et professionelt kvalitetskamera af Gyth, der i tv-serien bliver spillet af Sebastian Jessen.

Det tophemmelige virke

Da Danmark blev besat den 9. april 1940, sad Nordentoft og Mørch på de samme poster, som de kom til at beklæde besættelsestiden igennem. Generalstabens Efterretningssektion bestod derudover af Hans Lunding, Volmer Gyth samt endnu en kaptajn, Per Winkel.

Og så var der lige den 36-årige Jutta Graae, fuldmægtig i Sparekassen for København og Omegn, der i årtier efter krigen beskedent omtalte sig selv som et nødvendigt ’kontaktled’ til e-officerernes kurerer. Som tv-serien viste, var hendes betydning adskilligt større end som så.

Frk. Graaes bidrag bestod i en opgave, der krævede den højeste diskretion. De militære værn havde fået lov til at eksistere videre efter tyskernes ankomst, fordi Stauning-regeringen havde indvilget i at affinde sig med besættelsen mod at bevare intakte danske statsinstitutioner og indre selvstyre – herunder især politimyndighed og domsmagt fortsat på danske hænder.

Officerernes arbejde for de allierede havde under disse forhold karakter af en illegal sideaktivitet til deres officielle tjeneste.

Derfor kunne det få uoverskuelige konsekvenser, hvis efterretningsofficererne blev afsløret – og ikke blot for dem selv. En afsløring kunne føre til opløsning af de militære værn og til forhandlingspolitikkens ophør – noget kun meget få ønskede i de første krigsår, hvor den tyske militære succes syntes uden ende.

De første meddelelser

Det første efterretningsbidrag fandt sted blot fire dage efter besættelsen – den 13. april 1940 – da personalet fra det britiske gesandtskab i København samlet forlod København i et særtog. Diplomaterne kunne naturligvis ikke fungere videre i København, da Storbritannien og Tyskland var i krig, og toget skulle transportere briterne hjem gennem Nordtyskland og det endnu neutrale Belgien.

Oberst H.O. Hansen, der var garnisonskommandant i Fredericia, vidste at toget var på vej og skulle standse i byen. Han havde bedt nogle Røde Kors-damer om at møde på banegården i uniform. Nogle af dem fik lov til i bevæbnede tyske vagters påsyn at uddele aviser og tidsskrifter til englænderne. Et notat var stukket ind i ét af bladene. Heri havde obersten sammen med ritmester Lunding noteret alt, hvad de vidste om de tyske tropper i Jylland og på Fyn.

En af damerne blev instrueret om at aflevere tidsskriftet til en person blandt englænderne, som hun anså for passende. Hun skulle tilføje en bemærkning om ’det frugtbare i en grundig læsning’.

Efter krigen blev det fra London bekræftet, at redegørelsen – den første reelle efterretningsrapport fra det besatte Danmark – faktisk nåede frem til de rette hænder.

Derefter drejede det sig om at få efterretningsstoffet til Stockholm, hvorfra det kunne sendes videre til London. Det blev mikrofilmet og smuglet ud af landet i f.eks. tandpastatuber eller barberkoste.

De kurerer, officererne brugte, var for det meste fremtrædende samfundsborgere, der havde lovlige ærinder i Sverige såsom erhvervsmanden Erling Foss fra en af familierne bag F.L. Smidth-koncernen, lægeprofessor Mogens Fog, Rigshospitalet (i ’Kodenavn: Storfyrstinden’ spillet af Peter Hald), den københavnske redaktør Stig Jensen og den jyske godsejer Flemming Juncker. De blev alle senere fremtrædende modstandsledere.

Den letfordærvelige vare

Kurererne afleverede efterretningsmaterialet til Ebbe Munck, Berlingske Tidendes korrespondent i Stockholm (i ’Kodenavn: Storfyrstinden’ spillet af Martin Greis-Rosenthal). Han afleverede det derefter til marineattachéen på det britiske gesandtskab. Herfra blev det sendt med ét af de regelmæssige kurerfly til Storbritannien.

Denne trafik kunne imidlertid ikke stå alene. De for London højest prioriterede efterretninger af alle var meldinger om tyske skibe på vej ud af eller ind i Østersøen – især krigsskibe. Her kunne det simpelt ikke gå hurtigt nok med at få meldinger frem. Det handlede om briternes mulighed for at bevare den militære overvægt til søs, og et tysk krigsskib på vej ud i Atlanterhavet var en nyhed, der kunne kræve øjeblikkelig handling af Admiralitetet i London. Skibsmeldingerne var derfor – efterretningsmæssigt set – en letfordærvelig vare.

Meldinger om tyske skibe kunne f.eks. blive givet gennem opringninger i kodesprog til Ebbe Munck fra betroede kolleger på Berlingskes redaktion i København. Det kunne også ske i form af varierende ordlyd på faste beskeder i Statsradiofonien, hvor man havde allieret sig med flere oplæsere. Det kunne ligge en vigtig besked gemt i, om der f.eks. blev sagt ’Og nu til klokken…’ i stedet for ’De får nu klokken:…’.

Den britiske modtager

Fra marts 1941 var Muncks faste kontakt den 27-årige journalist Ronald Turnbull, der blev udsendt fra Storbritannien. Han skulle trods sin ungdom blive en markant regional chef for SOE i Skandinavien gennem hele Anden Verdenskrig.

Munck og Turnbull havde et nært og tillidsfuldt samarbejde lige til slutningen på Anden Verdenskrig i 1945. Det har givetvis hjulpet på følelsen af fællesskab, at Ebbe Munck havde et stort engelsk netværk fra en periode som korrespondent i London i 1930’erne. Munck havde også som polarforsker deltaget i britisk ledede ekspeditioner.

Det arbejde, som efterretningsofficererne (’prinserne’) koordinerede, blev udført af hundreder af meddelere landet over. Det var først og fremmest danske militærfolk, men også personer, der sad på nøgleposter i offentlige organisationer eller private virksomheder og på en eller anden måde kunne bidrage med militært relevante oplysninger. Modstandsorienterede politifolk var fra et tidligt tidspunkt også vigtige samarbejdspartnere.

En af de vigtigste meddelere var selv kurer, nemlig civilingeniør Erling Foss. Den prominente erhvervsmand, der havde mange velinformerede kilder, udarbejdede sit hemmelige nyhedsbrev ’Ugen’, lige til han i december 1943 kom i Gestapos søgelys og måtte flygte til Sverige. ’Ugen’ var et stabilt og vægtigt bidrag til det samlede efterretningsarbejde gennem mere end tre år.

Referede til den ’forkerte’ organisation

Munck begyndte nu at aflevere sit efterretningsstof til Turnbull, og det var ved den lejlighed, at e-officererne ved en organisatorisk tilfældighed kom til at referere til en ’forkert’ organisation.

SOE var ikke en efterretningsorganisation. Den var en sabotageorganisation, der blev etableret i 1940 med det formål at sende agenter ind i tysk besatte lande, der kunne etablere væbnet partisankamp. Ideen var Winston Churchills, og SOE skulle simpelthen ’sætte Europa i brand’, som krigslederen udtrykte det.

Det var et udtryk for, at Storbritannien efter Frankrigs fald i maj/juni stod alene og kæmpede med ryggen mod muren for overlevelse. Et initiativ som dannelsen af SOE var udtryk for, at Storbritannien på dette tidspunkt simpelthen ikke havde andre muligheder for at føre krigen over i fjendens lejr.

Efterretningsstoffet endte fortsat hos SIS, den logiske modtager, men i april 1942 blev det udtrykkelig aftalt, at de danske efterretningsofficerer refererede til SOE alene. Der blev også givet det løfte, at der ikke ville blive drevet engelsk efterretningsaktivitet i Danmark, som ’prinserne’ ikke på forhånd var blevet orienteret om.

Løftet blev ikke overholdt. SIS var som den gamle, store og veletablerede organisation langt mere magtfuld end SOE, og – aftale eller ej – fortsatte de med at drive selvstændig virksomhed i Danmark.

Efterretningsofficererne blev imidlertid først efter den 29. august 1943 klar over, at der var tale om to forskellige organisationer. De havde slet og ret ment, at de arbejdede ’for englænderne’. I samtiden vakte det derfor vrede hos e-officererne, når f.eks. faldskærmsagenterne Thomas Sneum og Sigfred Christoffersen i september 1941 – uden at de var blevet adviseret – blev kastet ned på Sjælland. Det opfattede Nordentoft & co. som aftalebrud, men det var faktisk en mission, som SIS havde organiseret uden at orientere SOE.

Historien bag frihedskæmperarmbindet

E-officererne var længe modstandere af sabotage. De så simpelthen rolige forhold i landet som forudsætningen for at de kunne drive deres efterretningsarbejde. Det var nemmere for dem at få oplysninger, fordi de tyske myndigheder var mindre på vagt. Faren for afsløring af deres virke var derfor mindre.

Hertil kom, at gode samfundsborgere (som officererne selv) dengang så negativt på sabotage – som ødelæggelse af samfundsværdier og arbejdspladser. Man så det som noget, primært kommunister eller andre marginale grupper kunne finde på, og befolkningens flertal støttede til ind i 1943 klart myndighedernes bekæmpelse af illegal virksomhed. Det er først det historiske tilbageblik på frihedskampen i dens helhed, der har fået sabotagen til at fremstå som noget positivt.

Efterretningsofficeren Hans Lunding argumenterede på et møde med SOE i Stockholm i foråret 1942 for den såkaldte P-plan fra 1941 som den højeste trumf i det danske bidrag til de allieredes krig. P-planen var i 1940 blevet iværksat af generalstabschef Gørtz.

Den betød, at Hæren gennemgik sine såkaldte Z-ordrer, dvs. dem, der vedrørte tidligere værnepligtige, der var udvalgt af den samlede mobiliseringsstyrke til indkaldelse, når der evt. skulle formeres en sikringsstyrke. Et særligt udvalg blev foretaget og markeret med ’P’ for ’pålidelig’. De ville sige, at de pågældende var politisk pålidelige, dvs. hverken kommunister eller nazister. P-planen gik ud på, at Z-ordrer skulle udarbejdes til de pågældende og deponeres hos pålidelige folk uden for militært område. Derfor ville de ikke blive beslaglagt i tilfælde af tysk besættelse af de kaserner, der stadig var på den danske hærs hænder. Det endte med at blive en principielt mobilisérbar styrke på ca. 24.000 mand. Det præsenterede officererne over for briterne som en ’undergrundshær’. Det accepterede Ronald Turnbull på SOE’s vegne over for ritmester Lunding.

I forbindelse med P-planen blev armbind designet og produceret, der med det samme skulle sætte de mobiliserede soldater i stand til at identificere sig over for omgivelserne, uanset om de var iført reglementeret uniform. Armbindene er identiske med det legendariske frihedskæmperarmbind, for de blev liggende på lager, lige til de blev taget frem i foråret 1945.

Briterne til Danmark: Giv os et bevis

Konjunkturerne skiftede imidlertid i andet halvår af 1943, og SOE slog over på en mere aktivistisk linje. Nu fremførte Turnbull pludselig et andet budskab på Londons vegne.

Tilbage stod det moralske spørgsmål om dansk offervilje på hjemmefronten.

Man anså P-planen for et udtryk for, at danskerne ønskede at fortsætte med at holde lav profil – om muligt lige til krigen var slut. Briterne så mere og mere kritisk på det, de opfattede som et dansk ønske om at komme igennem krigen uden tab og genvinde friheden gennem andre landes ofre.

Briterne så en parallel i, at det britiske luftvåben Royal Air Force havde påbegyndt større bombetogter i blandt andet det tysk besatte Frankrig. Den 3. marts 1942 havde 80 bombefly f.eks. angrebet Renault-fabrikkerne i udkanten af Paris med det resultat, at 500 franske civilister var blevet dræbt. Med historikeren Allan Mitchells ord registrerede den franske befolkning tabene med ’stoisk indifference’. Det var simpelthen den pris, der måtte betales, hvis Frankrig nogen sinde igen skulle blive frit.

I Storbritannien vakte det ringeagt, at Danmark havde overgivet sig uden kamp i 1940, men i 1942 var landets renomme under bedring, fordi briterne vurderede, at befolkningsflertallet var ubetinget proallieret. I London blev det også anerkendt, at samarbejdspolitikken ikke var udtryk for en tyskvenlig politik. Hertil kom værdsættelsen af efterretningsstoffet fra Danmark.

Det var dog én grund frem for alle andre til, at Danmark som nation kunne regne med udstrakt velvilje. Der var decideret taknemmelighed over for de tusinder af danske søfolk, der sejlede i den britiske handelsflåde. De var med til at bemande skibene, der sikrede Storbritannien forsyninger på det tidspunkt af Anden Verdenskrig – 1941-43 – hvor landets overlevelse var mest truet af den tyske ubådskrig.

Tilbage stod det moralske spørgsmål om dansk offervilje på hjemmefronten. Briterne afkrævede med rene ord Danmark et bevis på, at man var klar til at lide militære og civile tab som led i kampen for Europas befrielse ligesom de andre tysk besatte lande.

Dertil kom den britiske strategiske vurdering, nok var ro godt af hensyn til efterretningsarbejdet, men der måtte ikke blive så roligt i Danmark, at tyskerne helt kunne se bort fra at disponere militære styrker til at holde kontrol.

Spræng Helsingborg-færgen

Helt konkret krævede SOE, at danskerne skulle foretage en sabotage mod Helsingborg-Helsingør-færgen – uanset at der måtte imødeses civile dræbte. Det faldt i tråd med briternes overordnede strategi på dette tidspunkt, der gik ud på at lave sabotageaktioner mod det tyske transportsystem overalt i Europa.

Da der i Danmark ikke fandtes andre, der var kvalificerede til at gennemføre færgesabotagen, krævede de, at ’prinserne’ skulle organisere den. E-officererne protesterede kraftigt gennem Volmer Gyth, der rejste til møde i Stockholm, men forgæves.

Det endte med, at briterne nedkastede tre agenter natten til den 1. august på Tandrup Hede ved Farsø. De havde fået specialtræning i industri- og skibssabotage og medbragte en udførlig plan for færgesabotagen. En container blev kastet ned med sprængstoffer og andet sabotagemateriel.

Nu var det klar for alle – også tyskerne – at der var indsat en organisation med engelsk trænet personel i Danmark.

Sabotagen blev imidlertid ikke til noget, fordi alt nu gik galt. Containeren landede langt fra det planlagte sted og blev beslaglagt af dansk politi, faldskærmschefen Michael Rottbøll og den SOE-uddannede radiotelegrafist Paul Johannesen blev nogle uger senere dræbt, og sidst på året blev de tre specialtrænede agenter anholdt og sendt i kz-lejr.

Nedtælling til bruddet

I foråret 1943 afviklede SOE sit første større nedkastningsprogram ved Hvidsten. I perioden marts-juli ankom 7 agenter, og ca. 50 containere med våben og sprængstoffer blev nedkastet. Det blev grundlaget for en regulær sabotageoffensiv i sommeren 1943, som løftede den illegale kamp op i et andet niveau.

Det blev også afgørende for efterretningsofficerernes stilling til sabotage som kampmiddel. Nu var det klar for alle – også tyskerne – at der var indsat en organisation med engelsk trænet personel i Danmark. Nu kunne man henvise til briterne som bagmændene for den sabotageaktivitet, der fandt sted, så danske officerer ikke – som tidligere – blev kompromitterede, fordi de var de eneste personer i landet, der havde forudsætningerne for at foretage den slags aktioner.

På den anden side blev det mere og mere klart, at besættelseskonstruktionen levede på lånt tid. Det var umuligt at forestille sig, at tyskerne ville lade Danmark beholde politimyndighed og domsmagt ubeskåret, når sabotagen voksede uge for uge. I august 1943 blev krisen skærpet af kommunistisk ledede strejkebevægelser i de store provinsbyer.

Den 28. august kom konklusionen, da de danske politikere afviste et tysk ultimatum, der bl.a. indeholdt et krav om, at danske domstole skulle kunne idømme sabotører dødsstraf. Natten til den 19. august 1943 erklærede Værnemagtens øverstkommanderende, general von Hanneken militær undtagelsestilstand.

De militære værn blev opløst. Alle officerer, befalingsmænd og værnepligtige i Hæren og Søværnet blev interneret til et stykke ind i oktober. Ritmester Lunding blev arresteret på sin vagt i Proviantgården, mens Nordentoft, Mørch, Gyth og Jutta Graae rejste til Sverige. Kaptajn Per Winkel gik derimod efter at have været ’under jorden’ et par dage i frivillig internering, fordi han ikke mente, at tyskerne havde ret meget på ham.

Kapringsforsøg i et tomrum

Det tog halvanden måned, inden Svend Truelsen kom i gang som efterretningschef. Reserveløjtnant Knud Hedegaard-Broch havde i kraft af en ledende post i Foreningen af Løjtnanter og Kornetter (FLK) afgørende kontakter til bl.a. de internerede topofficerer. Denne monopol-lignende position brugte han til et forsøg på at overtage kontrollen med den illegale efterretningstjeneste. Det nød dog ikke opbakning fra oberstløjtnant Nordentoft og hans folk i Stockholm.

Da kaptajn Per Winkel blev løsladt fra interneringen den 22. oktober 1943 opsøgte han hurtigt Svend Truelsen i Landbrugsrådet for at få opklaret, hvad der var sket med det efterretningsarbejde, som Winkel havde regnet med, at Truelsen var i fuld gang med at bygge op.

Det viste sig, at premierløjtnanten ikke var kommet i gang med noget efterretningsarbejde. Han havde på den anden side ikke spildt tiden, idet han i mellemtiden havde samlet en gruppe reserveofficerer fra Den kongelige Livgarde om sig.

Per Winkel rejste derpå til Stockholm med illegal bådrute for at drøfte situationen med sin chef. Den 26. oktober 1943 ankom han og blev på banegården modtaget af E.M. Nordentoft og Jutta Graae.

Efterretningsofficererne var enige om, at Hedegaard-Broch måtte kobles af og Truelsen sættes i gang. Winkel blev derfor sendt tilbage til Danmark for at give Svend Truelsen grønt lys og sætte han ind i de stadig eksisterende intakte kontakter.

Solid opbakning

Kaptajn Winkel rejste tilbage den 30. oktober. I løbet af de ni dage, han var i landet, lykkedes det ham at binde en række af de løse ender op, som ’prinsernes’ pludselige udrejse havde efterladt. Han havde samtaler med Truelsen en eller to gange om dagen, og han havde også adskillige møder med kaptajn Svend Schjødt-Eriksen, der talte på vegne af generalløjtnant Gørtz; politikommissær Jens Odmar fra politiafdelingen ved Statsadvokaten for Særlige Anliggender samt Erling Foss.

Der var enighed om, at Svend Truelsen skulle fungere som efterretningsofficerernes repræsentant i Danmark med oplysningspligt til kaptajn Schjødt-Eriksen.

Truelsen skulle rejse rundt for at introducere sig og dermed knytte kilderne til den nye tjeneste. Alle oplysninger skulle samles hos Truelsen (’Dr. Thomsen’) med assistance af C.C. Scavenius – en af hans reserveofficerskammerater fra Livgarden. Truelsen skulle selv forestå nedfotograferingen af efterretningsmaterialet. Af stor betydning var det, at ingeniør Lorens Duus Hansen, efterretningstjenestens fænomenalt dygtige telegrafist, valgte at blive i landet, selv om han var stærkt eftersøgt.

Rundrejse

Svend Truelsen tog fat på opgaven med en kolossal dynamik. Som personalechef i Landbrugsrådet med ca. 400 ansatte havde han mulighed for at ansætte folk, der reelt lavede efterretningsarbejde. Han hyrede to sekondløjtnanter fra Livgarden Erik Fournais og Ib Bruhn-Petersen. Fournais bemærkede Truelsens ’enestående evne til at se folk an og øjeblikkelig med et gennemborende – og for sig alt afslørende – blik at vurdere mennesker’.

Fournais tilbragte nu nogen tid med, sammen med 20-30 andre unge mennesker, at sammentælle vægten af de okser, der blev eksporteret til Tyskland. Så blev han en aften kaldt ind på Truelsens kontor og fik forevist en række plancher over tysk militær organisation, våbengrensfarver o.lign., der skulle læres udenad. Det var meningen, at han og Bruhn-Petersen skulle sendes til Jylland for at skaffe oplysninger om de tyske tropper.

Den nye efterretningschef tog nu på en Jyllands-rejse sammen med sin næstkommanderende Carl Christian Scavenius. På en sådan orienterings- og kontaktrejse havde Svend Truelsen store fortrin, der satte ham i stand til at få mange og vigtige oplysninger, nærmest uden at folk oplevede at blive udspurgt. Som ansat i Landbrugsrådet var det naturligt for ham at rejse rundt og forhøre sig. Og så havde han skrevet en bog om husdyrvoldgift sammen med juraprofessor Stephan Hurwitz. Derfor løb Truelsen den velkalkulerede risiko at optræde under sit eget navn, når han henvendte sig til dommerne i de forskellige områder. De kendte hans navn, fordi bogen var den eneste på markedet om denne juridiske disciplin.

Spionfoto af jagerfly

Svend Truelsen vidste, at det britiske luftvåben var meget interesseret i informationer om et nyt radarsystem, som var blevet installeret på de tyske natjagere, der var stationeret på Aalborg Flyveplads, og som generede flyruten mellem England og Sverige.

Da Truelsen og Scavenius alligevel var i området, besluttede de selv at tage affære for at skaffe disse oplysninger. Gennem to ansatte i ingeniørfirmaet Hoffmann & Sønner fik de skaffet sig tyske passersedler som ingeniører i tagkonstruktion den 18. november 1943. De beså nu jagerflyene og tog billeder med det apparat, som Volmer Gyth inden sin afrejse havde givet Truelsen.

De nye efterretningschefer havde etableret en effektiv arbejdsmetode. Carl Christian Scavenius fulgte op med at tage med redaktør Børge Outze på en rundrejse i den danske provins. Her kunne efterretningsmanden bekvemt ligge i ly af den stribe af spørgsmål, som enhver forventer, at en journalist på arbejde stiller. Undervejs fandt Outze i øvrigt også nye meddelere til det illegale nyhedsbrev Information.

For Svend Truelsen krævede det store pengemidler at afholde de rejser og andre udgifter, der var nødvendige for at holde efterretningsarbejdet i gang. Han holdt fast i det grundprincip ikke at ville modtage penge fra Storbritannien. Danmark bekæmpede i egen interesse Tyskland som en fjende og var derfor var allieret med briterne. Man var ikke en filial af Storbritanniens krigsførelse.

Behovet var ca. 10.000 kr. om måneden, svarende til 220.000 kr i dag, og størstedelen af beløbet blev ydet af fire godsejere. Det Edward Tesdorpf, Gjorslev på Stevns, der også stillede sine jorder til rådighed for illegal bådtrafik, hofjægermester Gregers Juel, Juelsberg på Fyn, hofjægermester Knud Juel, Havnø i Nordjylland samt lensgrev Daniel Rantzau, Rosenvold i Sydjylland.

V1-bomben – det vigtigste fund

Lidt over middag den 22. august 1943 fik politiet i Rønne en opringning om, at en raket eller lignende var slået ned på en landmands mark i nærheden af Nexø. Det skulle vise sig at være den mest spektakulære efterretning overhovedet, som den danske illegale efterretningstjeneste viderebragte til de vestallierede under Besættelsen.

Politiassistent Johannes Hansen satte straks i sin politibil kurs mod nedslagsstedet med kaptajnløjtnant Christian Hassager Christiansen som passager. Har var chef for det lokale marinedistrikt og en flittig meddeler til efterretningstjenesten.

I den slags situationer havde dansk politi pligt til at give meldingen videre til det tyske politi eller militær, men Johannes Hansen gjorde det først umiddelbart før, han og Hassager Christiansen satte kurs mod øst. Derfor fik de et pænt forspring for tyskerne.

Hansen nåede at tage fire billeder af det nedstyrtede objekt og Hassager Christiansen to, mens danskerne var alene på stedet. Kaptajnløjtnanten fik også lavet en skitse og en præcis beskrivelse, der bar tydeligt præg af, at han var tekniker.

Materialet blev videresendt med lynets hast, og efterretningsofficererne sendte det via Sverige til London i separate sendinger ad en række kanaler for at sikre, at mindst én sending nåede frem. Det lykkedes.

Efterretningen vakte opsigt i London. ’Raketten’ var en næsten færdigudviklet flyvende bombe kaldet V1 – Fieseler F-103. V1 blev fra juni 1944 brugt som terrorvåben mod britiske byer. Alene mod London blev 1600 flyvende bomber affyret, inden krigen sluttede.

Arrestationen af en kurer førte til, at kaptajnløjtnant Hasager Christiansen blev afsløret. Han blev som den første danske modstandsmand afhørt under tortur, fordi han holdt stand og undgik at afsløre vigtige hemmeligheder om efterretningsarbejdet. Kaptajnløjtnanten blev senere befriet og videreførte sin efterretningsaktivitet fra Sverige.

Konfrontation med Hærens mand

I ugerne efter at kaptajn Svend Schjødt-Eriksen havde fået føling med Svend Truelsen, måtte han gradvis erkende, at han ikke havde styr på ’Dr.Thomsens’ aktiviteter.

Kommandomæssigt var strukturen også speciel. Den lille Generalstab var blevet etableret for at give generalløjtnant Ebbe Gørtz hånd i hanke med, hvad der skete i og med den hær, der fortsat eksisterede trods den formelle opløsning ved den tyske undtagelsestilstand. Truelsen var derimod direkte underordnet en fjernt placeret officer, oberstløjtnant Nordentoft, der var direkte underordnet Ebbe Gørtz. Schjødt-Eriksen var ilde til mode ved at indse, at en ny stærk aktør nok havde orienteringspligt, men havde en selvstændig linje til generalen via Stockholm.

Svend Truelsen svarede, at en sådan holdning var i modstrid med, hvad man havde lovet Danmarks Frihedsråd – modstandsbevægelsens ledelse.

Det var baggrunden, da meldingerne om Truelsens risikable aktiviteter i Jylland løb ind. Premierløjtnanten blev indkaldt til et møde på Politigården den 29. november 1943 med politikommissær Odmar og kaptajn Eriksen.

Odmar og Eriksen var fælles om deres uro. De mente ikke, at Svend Truelsen skulle bruge kræfter på at levere oplysninger til de allierede. I deres øjne burde ’indenlandsk efterretningstjeneste’ have prioritet, dvs. rettet mod de politiske yderfløje og især mod kommunisterne, der stod stærkt i modstandsbevægelsen. Truelsen skulle have et ’standsningsstød’, mente de.

Svend Schjødt-Eriksen sagde indledningsvis, at han ikke kunne acceptere, at det efterretningsstof, han fik forelagt, gik videre til Sverige. Hverken han eller Jens Odmar var så begejstrede for Storbritannien som store dele af den øvrige befolkning.

”Han (…) ville ikke være med til at hjælpe fremmed magt, da det ikke gavnede noget formål set med danske øjne. Han var sikker på, at man ved at fortsætte dette arbejde ville have store chancer for at fremkalde et nyt 29. august både for Politi og Hær,” lød Truelsens referat af Schjødt-Eriksens melding.

Svend Truelsen svarede, at en sådan holdning var i modstrid med, hvad man havde lovet Danmarks Frihedsråd – modstandsbevægelsens ledelse.

”(Truelsen) fremførte derefter, at han ikke under disse omstændigheder ønskede at medvirke til at udspionere eventuelle kommunistiske fraktioner eller nationale grupper (…). Valget for ham stod (…) imellem at udføre et passivt underordnet arbejde, hovedsagelig vendt mod egne landsmænd, og et arbejde af aktiv karakter vendt mod besættelsesmagten.”

Efterretningschefen understregede, at han ville stille sig loyalt over for sin overordnede Nordentoft. Han bad nu generalløjtnant Ebbe Gørtz om en samtale. Det var ellers kun få, der kom til at tale med chefen direkte, men Truelsen havde i 1930’erne været en værdsat adjudant for ham. Han blev ført til hærchefens opholdssted af to kriminalbetjente.

Truelsen fik lov til at fortsætte eksporten af efterretninger, og sagen var landet på en måde, begge parter kunne leve med. Kaptajn Schjødt-Eriksen forklarede senere, at et kernepunkt var, at han ikke ønskede efterretningsvirksomheden for de allierede inddraget i Den lille Generalstabs arbejde.

En ideel nr. 2

Omkring årsskiftet til 1944 blev den 35-årige kaptajn Flemming Bussenius Larsen fra Krigsministeriet tilkommanderet Svend Truelsens efterretningstjeneste. Krigsministeriet og Marineministeriet fungerede fortsat som en del af den danske statsforvaltning trods oplæsningen af de militære værn.

Det lugtede af at være en manøvre fra Svend Schjødt-Eriksen for at få den aktivistiske Truelsen under kontrol. Det konfronterede Svend Truelsen og én af hans medarbejdere F.B. Larsen med, og Larsen benægtede bestemt at blive fjernstyret af Den lille Generalstab. Derefter fik de to et fremragende samarbejde.

Flemming Bussenius Larsen ’udlånte’ dokumenter fra Krigsministeriet til afskrift af Truelsens sekretær. Den nye mand overtog hurtigt koordineringen af det militære stof, og efterhånden kom han til at fungere som næstkommanderende, mens C.C. Scavenius – hidtil Truelsens nærmeste samarbejdspartner og fortrolige – mere tog sig af specialopgaver.

Decentralisering

I maj 1944 kom tidspunktet, hvor F.B. Larsen måtte træde til. Svend Truelsen måtte i hast forlade landet. Han stod foran arrestation, efter at en politimand, der havde spillet en central rolle i efterretningstjenesten, var blevet arresteret.

Truelsen fortsatte et stykke tid efter til London, hvor han fik en indflydelsesrig stilling i SOE-hovedkvarteret.

Strukturen i efterretningstjenesten blev ændret for at forbedre sikkerheden mod oprulning. Der kom ikke nogen ny central svarende til Svend Truelsens kontorer i Landbrugsrådet. Landet blev inddelt i efterretningsafsnit med hver deres regionale chefer og telegrafiforbindelse.

Kaptajn F.B. Larsen var som chef kun en overordnet koordinerende instans, der deltog i ugentlige møder i inderkredsen i modstandsbevægelsens ledelse.

Antallet af efterretninger voksede; der var orden i forretningsgangen, og Svend Truelsen udtrykte fra London ros. Radiotelegrammer i kode blev næsten daglig udarbejdet til F.B. Larsen, der gav dem til Flemming B. Muus til afsendelse til London. Normalt skete det i en lejlighed i Bredgade 47, som beboeren, direktør Henning Wørishøffer, havde stillet til rådighed som mødested.

Klarede sig fri under Gestapo-afhøring

Den 2. september 1944 blev Flemming Bussenius Larsen arresteret under et møde hos Wørishøffer i Bredgade 47. Det var blot én af en række nogenlunde samtidige razziaer, der gjorde dagen til en katastrofal dag for modstandsbevægelsen. Fem britisk trænede faldskærmsagenter og en håndfuld ledende personer blev taget af Gestapo.

Der skete ikke efterretningschefen mere, før han blev sendt som fange til Frøslevlejren og derfra til kz-lejren Neuengamme

Det er svært at forestille sig noget værre end den illegale efterretningschef til afhøring under tortur i Gestapo-borgen Shellhuset, men det lykkedes F.B. Larsen at begrænse skaden. Det skyldtes en blanding af koldblodighed og et ufatteligt held.

På Shellhuset blev han konfronteret med den arresterede SOE-agent Frants Lassen, der sagde, at F.B. Larsen lavede ’noget med efterretning’. Da Gestapo ikke på forhånd havde ventet, at der ville være efterretningsfolk i Bredgade 47, slap Larsen afsted med at forklare, at han var en underordnet efterretningsmand. Og så blev han modsat sædvanlig praksis ikke grundigt kropsvisiteret.

”Inden afhøringen (…) fik han mulighed for at stikke kortet over Frihavnen ind i en stak konfiskerede bøger, der lå tilfældigt på et bord. Kodetelegrammet fik han derefter tygget i stykker. Det store antal nøgler interesserede man sig meget for, men F.B. Larsen fik foreløbig lov til at beholde dem, og den næste dag var det tyndet gevaldigt ud i antallet,” skrev historikeren Hans Christian Bjerg.

Det tredje fænomenale lykketræf skete den følgende dag. Mens F.B. Larsen ventede på at blive afhørt, blev han overvåget af en dansk Gestapo-mand. En kontordame kom ind og lagde en maskinskreven rapport på bordet ved siden af efterretningschefen.

Under foregivende af at han gerne ville låne Politiken, der lå på samme bord, listede han sig til at løbe rapporten igennem og lægge den tilbage uden at blive opdaget. Den vedrørte Frants Lassen, og F.B. Larsen kunne derfor tilrettelægge sin forklaring med viden om, hvad agenten havde sagt.

Der skete ikke efterretningschefen mere, før han blev sendt som fange til Frøslevlejren og derfra til kz-lejren Neuengamme – et ophold, som han overlevede.

Efter F.B. Larsens arrestation blev kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’) ny efterretningschef og styrkede dermed sin i forvejen stærke magtposition. De reelle daglige ledere i København blev kaptajnerne P.V. Hammershøy og Otto Blixenkrone-Møller. Decentraliseringen af arbejdet i de enkelte regioner blev fremskyndet.

Det var i denne situation, at Blixenkone-Møller af sikkerhedsgrunde tog sin lykkelige beslutning om at dele håndteringen af efterretninger i København op.

Slutspillet

I det sidste halve år af krigen spillede efterretningstjenesten fortsat en central rolle i alle vigtige begivenheder. Op til Royal Air Force-luftangrebene på de tre hovedkvarterer for det tyske Sikkerhedspoliti – universitetskollegierne i Aarhus, Shellhuset i København og Husmandsskolen i Odense – blev der foretaget minutiøs planlægning på baggrund af efterretningsstof leveret fra Danmark.

Manden, der sad i SOE-hovedkvarteret og håndterede de indkommende informationer, var Svend Truelsen, der nu var blevet major. Det var ham, der planlagde operationerne.

På det storpolitiske plan udgjorde efterretningsofficererne E.M. Nordentoft og P.A. Mørch sammen med Ebbe Munck og Ronald Turnbull det nærmeste, man kom på en dansk eksilregering. De var i alle forhold forbindelsesleddet til de vestallierede, der i praksis altid var repræsenteret af briterne.

For Storbritannien var det altafgørende at enheden i den danske modstandsfront blev fastholdt. Ebbe Munck var hovedforhandleren, der skulle forlige synspunkterne. Det lykkedes at nå til enighed om dannelse af en befrielsesregering med socialdemokraten Vilhelm Buhl som statsminister og med ligelig repræsentation af hhv. politikere og folk fra modstandsbevægelsen.

E.M. Nordentoft var manden, der repræsenterede den illegale hærchef, generalløjtnant Ebbe Gørtz over for de britiske militærmyndigheder. Det var også tilfældet, da befrielsen skulle forberedes sammen med den britiske general R.H. Dewing, der var designeret chef for de britiske styrker i Danmark.

I den forbindelse spillede Jutta Graae – som det blev skildret i tv-serien – en rolle på højeste niveau, der var sjælden for kvinder dengang. Hendes begavelse og kontaktevne bidrog væsentligt til de vellykkede forhandlinger med Dewing.

Litteratur:

Hans Christian Bjerg: Ligaen – den danske militære efterretningstjeneste 1940-1945. Gyldendal, 1985.