I disse dage er det 20 år siden, danske soldater i Irak bistod irakiske sikkerhedsstyrker i en anholdelsesaktion, der bragte danskerne under anklage for at have været passiv over for mishandling af fanger.
Der skulle gå 18 af de 20 år, før Højesteret satte et punktum, der affærdigede, at de danske soldater skulle have haft et ansvar. 18 år som kostede personligt for hovedpersonerne – og selv den danske stat, som sejrede til sidst, måtte bruge millioner på sagsomkostninger. For første gang giver chefen for det danske hold 4 i Irak, John Dalby, et interview om sagen og om de omkostninger, den havde for ham.
John Dalby var chef for hold 4 i Irak, et hold, der markerede overgangen fra besættelsesstyrke til fredsbevarende operation.
Men en enkelt nats arbejde i november 2004 kom til at sætte Dalby og hans hold i flere års søgelys og beskyldninger for svigt, før de endelig blev renset, først i Østre Landsret og siden i Højesteret – i 2022.
18 år med ”sagen” i bagagen har haft sine omkostninger for hovedpersonerne.
For John Dalby betød den, at han aldrig fik den oberstudnævnelse, der ville have været naturlig senere for en hjemvendt holdchef i Irak. I to år var han underkastet en auditørundersøgelse og i pressen blev han direkte beskyldt for usandheder. Han fik trods det gode stillinger og oplevelser i Forsvaret efter Irak og kunne kalde sig oberst i de stillinger, men det var som tillagt grad.
Nu giver han for første gang interview om de mange års opslidende venten på, at retsmaskineriet fik kværnet færdig.
Hold 4 overtog i Irak efter den meget omtale ”Hommel-sag”, hvor en efterretningsofficer fra hold 3 blev anklaget for fangemishandling. Også hun blev efter lange undersøgelser renset, men sagen havde med John Dalbys ord skabt en ”alvorlig berøringsangst hos politikere for at have noget med tilfangetagne at gøre.”
– Og derfor fik vi et restriktivt direktiv, fortæller John Dalby.
– Ikke et direktiv, der sagde, at jeg ikke kunne tilbageholde og tage nogen til fange, men at hvis vi gjorde det, så skulle de tilbage til friheden, når ikke vi ville holde på dem mere.
– Uanset hvad de havde gjort?
– Nej, der var jo en teoretisk mulighed for, at jeg kunne bede om at få dem sendt tilbage til Danmark, og få dem retsforfulgt. Men jeg synes, det blev ret tydeligt for mig, som kontingentschef dernede, at det var nok ikke den anmodning, jeg skulle komme med i det politiske verdensbillede, vi levede i.
En ”ydre ring”
Der blev heller ikke noget af, at danske soldater skulle være i nærheden af at tilbageholde nogen, da Operation Green Desert blev gennemført. Her var danskernes rolle alene at stå for den ydre sikkerhed, mens irakiske sikkerhedsstyrker endevendte en landsby, Az-Zubair, hvor man mente, at der fandtes oprørere, som stod bag beskydningen af både irakiske, danske og britiske styrker.
– Operationen hed Green Desert, fordi vi var i et ørkenområde, men der var relativt grønt nede omkring den by, hvor vi skulle indsættes til at støtte irakerne
– Det var en operation, som kom til veje, fordi vi i perioden op til november 2004 blev hyppigere og hyppige beskudt af Katusha-raketter fra det område. Katusha-raketter er de raketter, som sidder i det russiske Stalin-orgel. Her blev de så bare brugt ved at blive lagt i et stykke afklippet nedløbsrør eller tagrende, og så skudt i en eller anden vilkårlig retning.
– Men indimellem så ramte de jo og forårsagede skade på det personel, der var. Så det ville vi gerne have fat i. Og det andet var, at antallet af vejsidebomber i det samme område var steget gevaldigt.
I en periode, en måneds tid før, blev der slået en australsk og en britisk nødhjælpsmedarbejder ihjel, og irakerne mistede fire mand i et checkpoint til en vejsidebombe.
– Så operationen kom i stand på irakernes anmodning om, at vi skulle se og finde ud af, hvad det var for noget utøj, der var i Az-Zubair, som dels skød på os med raketter, men især dels også udlagde vejsidebomber, som kostede irakiske sikkerhedsstyrker deres liv.
– Az-Zubair og det omliggende område var skilt lidt imellem de to muslimske trosretninger, sunni og shia. Og om det havde noget at gøre med, at det var derfra, vi blev beskudt, det har jeg ikke nogen viden om, og jeg har heller ikke nogen viden om, om det var shia-kultur eller sunni-kultur, der gjorde det.
– Men det var fakta, at vores personel måtte sendes i dækningsrum ret hyppigt, og at vi mistede menneskeliv lige uden for lejren. Så det var begrundelsen for operationen Green Desert, men irakerne turde ikke gennemføre den alene.
– De mente at nogle af dem, de gik efter, var i besiddelse af mere moderne og større våben, end de selv havde i deres sikkerhedsstyrker, som var relativt nyuddannede. Så de bad os om at støtte dem i operationen, og det indvilgede jeg i. ”Det vil vi godt, det er en af årsagerne til, at vi er her. Dels at hjælpe med at uddanne jer, men hvis I støder på problemer med at håndhæve lov og orden i et område, så støtter vi også gerne med det.
– Så under Green Desert dannede vi det, vi kaldte en ydre ring, så der ikke kunne komme nogen trusler udefra indtil irakerne, mens de gennemførte deres eftersøgningsoperation og arrestationer. Og så var vi klar til at gå ind, hvis der blev alvorlige problemer, og tage konfrontationen på deres side, men det kom aldrig til det.
Operationen hjalp
Var der mærkbare resultater efter den operation?
Ja, vi skrev det også på HOKs hjemmeside, at det var tydeligt, at antallet af vejsidebomber og beskydninger var gået ned.
Er det så ens betydende med, at dem, man tilbageholdt, var de skyldige?
– Jeg har ingen idé om, hvem irakerne tilbageholdte, men de gjorde det med en irakisk dommerkendelse i lommen og på baggrund af irakisk lov. Så vi var der kun til at støtte dem, hvis de blev angrebet udefra.
Var operation Green Desert en enestående operation? Var den noget særligt, eller kom der flere af den slags?
– Efterfølgende kom der flere på holdene efter os. Men ikke på mit hold. Nej. Vi havde mange operationer, men det var sådan mere på egen hånd, hvor vi lavede search-operationer. Vi var ude og kigge efter ulovlige våben og sprængstoffer og den slags ting.
– Der må have været andre ting end Green Desert, som er værd at tænke tilbage på?
– Jo, for Søren da. Jeg synes, vi udrettede meget. Vi fik løftet uddannelsesniveauet for de irakiske sikkerhedsstyrker, så det var mærkbart, og vi fik i hvert fald løftet det nok til, at de var i stand til at varetage sikkerheden under deres første frie valg i slutningen af januar, uden at vi blev anmodet om at hjælpe dem. Og her taler vi altså om perioden fra i november, hvor de beder om hjælp til Green Desert, og så til at de varetager sikkerheden ved valget på egen hånd. Og det var inden for to måneder.
– Og ind imellem de højdepunkter, hvordan var hverdagen på hold 4?
– Det var et stort område. Et kæmpe område. Vi fik som det første hold, efter at vi overgik fra at være besættelse til at være støttende, et område som omfattede hele Basraregionen, minus Basra by, som var under briterne. Hvis man skal omsætte det til danske forhold, så havde vi et område, der svarer til et areal på størrelse med Jylland.
– Det indeholdt også deres olieudskibningsfaciliteter nede i syd, så der havde jeg konstant en deling af mine soldater nede for at være med til at passe på.
Den lokale avis gik amok
Alle de anholdte irakere fra Green Desert blev efterfølgende transporteret til Shaiba Log Base, hvor de i første omgang blev screenet af briterne, og nogle af dem blev siden overført til lokale irakiske faciliteter.
I dansk presse eksploderede sagen med beskyldninger mod de danske soldater først i 2011, men allerede få dage efter Operation Green Desert var en irakisk lokalavis ude med noget lignende, fortæller John Dalby:
– Jeg var til chefmøde hos den britiske brigade, og brigadechefen sagde, at de forventede en artikel dagen efter fra en avis, der hed Almannara, som påstod, at danske soldater udsatte civile irakere for tortur. Og den kom ud, og den gjorde vi, hvad vi kunne, for at dementere.
– Jeg sendte blandt andet min presse- og informationsofficer, Peter Ernstved Rasmussen hen for at snakke med redaktøren. Og vi forventede egentlig, at den var gået i sig selv, historien.
Den unge presseofficer Peter Ernstved Rasmussen stiftede senere sit eget nyhedsmedie OLFI, og her har han malende beskrevet sit møde med chefredaktøren på Basra-avisen Almannara. Den beskrivelse kan du læse her . Med tilladelse fra OLFI kan vi kort fortælle, at Ernstved afleverede det danske dementi og blev lovet, at det ville blive bragt. Men bagefter forsøgte avisen at bilde vestlige medier ind, at Ernstved på mødet havde erkendt, at danskerne udøvede tortur, og at han på vej ud ad døren havde konfiskeret hele avisens oplag. Ingen seriøse medier tog den historie op.
– Jeg rapporterede hjem til København om, hvad der var skrevet, og hvordan vi så på det. Og så indkaldte jeg alle de irakiske chefer for deres sikkerhedsstyrker, for deres kampbataljoner og for deres politi og docerede i over to timer for dem om krigens love, og hvordan man opfører sig, og om at man ikke torturerer fanger, man har ansvaret for.
Så var der ro om sagen indtil 2010. Da begyndte dagbladet Information at bringe beretninger fra irakere, der talte om tortur under tilbageholdelse og at danske soldater havde været vidende om det.
I 2011 anlagde advokat Christian Harlang erstatningssag mod den danske stat på vegne af 11 irakere, der var tilbageholdt under Green Desert, og senere voksede sagsøgernes antal til 23.
Videofilmen
Anklagen om, at danske soldater havde bevidnet, at nogen af de tilbageholdte blev mishandlet af de irakiske sikkerhedsstyrker, fik særlig næring, da en videofilm dukkede op.
En af John Dalbys efterretningsofficerer på hold 4, kaptajn af reserven Anders Kærgaard, trådte frem som whistleblower med en grynet video, hvor man blandt andet så en tilfangetagen iraker få plantet en støvle fra en irakisk soldat i ryggen.
– Det man hæftede sig ved, det var, at der var et klip på de der godt 50-minutters video, hvor man kan se nogle irakiske sikkerhedsstyrker træde på ryggen af en af dem, de har tilbageholdt.
Og det var så det, som alle og i særdeles sagsøgernes advokat udråbte som en rygende pistol, og at det var tortur, siger John Dalby.
– Det kan man jo diskutere frem og tilbage længe om, hvad det var. Jeg har argumenteret i retten for, at man ikke kunne se overhovedet, hvad der foregik, og at man derfor ikke kunne sige, at ham, der blev trykket med en støvle på ryggen, måske havde en kniv på sig eller et eller andet. Men om det var tortur? Nej, det synes jeg ikke, det var.
Det er aldrig kommet frem, hvem der optog videoen. Det kunne ikke være Kærgaard selv, for han opholdt sig sammen med John Dalby i dennes fremskudte kommandovogn den aften, og Kærgaard, som selv blev et offer i sagen og ikke lever mere, nægtede at afsløre ophavsmanden, der havde taget videoen og givet den til Kærgaard, selv da han blev sat under heftige dagbøder af auditørkorpset, fordi han ikke ville tale.
Under retssagen hævdede sagsøgerne, at de danske soldater formelt havde videokameraer med for at dokumentere aktionen – Green Desert – men det afviste hæren og flere vidner, herunder John Dalby. Man havde modtaget nogle kameraer hjemmefra, fra Hærens Operative Kommando, men de var ikke taget i brug, og der var ikke givet instruktioner i dem.
John Dalby tror, at ”en af mine ildsprudende unge officerer fra efterretningssektionen på egen hånd har taget et kamera med ud” den nat. Og han tror, at Kærgaard fik filmen af kollegaen og tog den med hjem som souvenir, for at vise sine venner, ”det var det, vi lavede dernede i Irak.”
Hængt ud
– Dagbladet Information havde flere gange spurgt mig, om der var noget videomateriale, og det havde jeg ikke kendskab til. Men pludselig henvender Kærgaard sig med den video, og det kan sagsøgernes advokat bruge, så pludselig er den blæst ud på TV og alle vegne, og om morgenen kunne jeg se mig selv på forsiden af Ekstra Bladet med teksten ”LØGNEREN” hen over.
– Hvilket jo ikke var behageligt, siger John Dalby.
Kærgaard sagde, at han havde vist videomaterialet til sin chef, John Dalby den følgende aften, hvilket Dalby afviste.
– Jeg var gået i seng på det tidspunkt, hvor han sagde, det foregik.
Men Dalby blev de følgende to år undersøgt af auditørerne for at have løjet om filmen, og imens begyndte afslagene at komme, når han søgte forfremmelse.
Ifølge John Dalby var Anders Kærgaard gennem længere tid blevet bearbejdet af journalister fra Ekstra Bladet for at stå frem med filmen.
– Og så sker der det uheldige for ham et antal år efter, at vi er kommet hjem, at han bliver ramt af posttraumatisk stress og går ned på det, siger John Dalby.
– Og på det tidspunkt, der lykkedes det for Ekstrabladet at få et par journalister hægtet på ham.
Ekstra Bladet laver senere en indstilling til Cavlingprisen, som John Dalby har delt på sin LinkedIn-profil, fordi han ser den som dokumentation for avisens bearbejdning af Anders Kærgaard
– I et sommerhus gennem en længere periode, og fået ham til at udlevere filmen. Så det, at filmen kommer frem, mener jeg udelukkende kan henvises til, at de to pågældende Ekstrabladsjournalister, som har lavet et relativt godt stykke overtalende arbejde til at få ham til at komme med den.
Og så gik det slag i slag med retssager?
– Ja, så startede det jo der i 12. Det resulterede så også i, at jeg personligt blev sat under auditørundersøgelse for at have løjet om, at jeg havde kendskab til den film. Jeg blev undersøgt af auditørerne, og jeg tror, at Auditørkorpset afhørte en 40-50 af mine folk. Og der var ikke nogen, der understøttede Kærgaards forklaring om, at han havde givet filmen til mig, og så havde jeg sagt, at den skulle blive væk. Fordi det ville resultere i, at alle danske soldater ville blive trukket hjem fra Irak, hvis den så dagens lys. Hvilket aldrig ville være sket.
– Jeg tror, jeg var gået i seng på det tidspunkt, hvor Kærgaard påstår, at han var nede på mit kontor og viste mig den. Men jeg blev i hvert fald undersøgt af Auditørkorpset i godt et par år, inden de så valgte at frafalde tiltale mod mig, fordi der ikke var nogen beviser.
– I 2018 falder Østre Landsrets dom i erstatningssagen. Den fylder 800 sider. Hvad er din korte version af de 800 sider?
– Den endte med en frifindelse af bataljonens soldater for at have deltaget i tortur, siger John Dalby.
– Man kan jo sige, at flere af sagsøgerne blev kendt utroværdige. Mange af de forklaringer, de kom med, var de blevet relativt godt sat ind i fra anden side, med forklaringer om, hvor det danske flag sad på uniformen, og at de havde været underkastet forhør, hvor de var blevet ”rektalt undersøgt af en dansk officer med rødt skæg og sådan noget.” Det var så entydigt en plantet forklaring. Så troværdigheden i min verden, den var absolut ikke til stede.
– Den indeholdt også en klar tilkendegivelse af, at Anders Kærgaards forklaring ikke var troværdig eller kunne tages som valid. Og så sagde den, at Danmark havde et ansvar for, at de fanger der var blevet taget af irakerne, og indsat i fængsel i Basra by, skulle have været tilset af mig og mine soldater i irakisk fængsel. Så Danmark skulle betale 14-15 af sagsøgerne en erstatning på 30.000 kroner.
Højesteret taler
– Den dom blev anket på stedet. For vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at vi som nation skal være ansvarlige for, hvad en anden nation under egen lovgivning, med egne sikkerhedsstyrker og med en egen dommerkendelse gør med deres borgere. Hvis Danmark skal være ansvarlig for det, så er det jo fuldstændig uden mulighed for, at vi kan deltage i internationale operationer noget sted i verden i fremtiden. Så derfor blev den anket til Højesteret, og højesteretsdommen frifandt på alle områder Danmark.
Først da, følte John Dalby, at han og soldaterne på Hold 4 var blevet endeligt renset.
– For indtil da, siger han, på den måde dommerne får formuleret sig i Østerlandsret, så lod det en skygge hænge over, at vi var en del af det. De får formuleret det, som om den danske stat havde et ansvar, mens vi var udsendt, og var en del af den danske stat og deres redskab på stedet. Så dommen, synes jeg, var uklar, og den bliver først entydig i Højesteret.
Men før Højesteret havde talt, gik der lige fire år mere. Dommen faldt i 2022.
– Nu er vi i 24, ret præcist 20 år efter Green Desert. Hvordan har de 20 år været for dig?
– De var jo fine, da jeg kom hjem fra Irak. Der havde jeg et relativt velset navn og havde deltaget i TV2’s dokumentarudsendelse ”Bataljonen”, og jeg fik et godt job i Forsvarskommandoen som chef for internationale operationer, siger John Dalby.
– Jeg blev så ramt af den tragedie, at min hustru i en alder af 48 år afgik ved døden på grund af cancer. Så jeg trak mig lidt ud, og efter aftale med forsvarschefen, så kunne jeg vende tilbage, når vi havde en afklaring på, om hun kom igennem sit kræftforløb, eller hun ikke gjorde noget.
– Og da hun døde, og jeg meldte mig tilbage, jamen, så skulle jeg afløses i stillingen, og det er en stilling, som kollegaer normalt er blevet udnævnt til oberst ud af. Men der var ikke nogen oberststillinger på det tidspunkt. Så jeg blev tilbudt et job i Bruxelles, i NATOs hovedkvarter og var dernede fra 2008 til 12. Og da jeg kom hjem i 12, der blev så den her auditørundersøgelse mod mig sat i gang. Og selvom jeg søgte et ganske væsentligt antal oberststillinger, så fik jeg i bedste fald et afslag, og mange gang hørte jeg ikke noget. Og det resulterede så i, at på et tidspunkt var der en god kollega, som var i Forsvarsministeriet, der ringede til mig og sagde, ”John, lad være at søge de der oberststillinger. Så længe du bliver undersøgt af Auditørkorpset for at have løjet og været korrupt og sådan noget, så er der ikke nogen udnævnelse til dig.”
– Hvad synes du om forsvarets ledelses håndtering af dig i alle de år, hvor du forgæves søgte de stillinger?
– I bund og grund, hvis der er en auditørundersøgelse, så kan jeg sagtens forstå den holdning, de har. Jeg synes ikke, jeg fik en begrundelse af dem. Jeg synes godt, jeg kunne have været kaldt ind og fået at vide, ”nu skal du høre her, så længe det pågår, så er det sådan og sådan og sådan.” At jeg skulle høre det fra en kollega, efter at have søgt så mange stillinger, det synes jeg var et svaghedstegn for den øverste ledelse.
– Og da Auditørkorpset så frafaldt undersøgelsen mod mig, der var vi fremme i 2014, og så søgte jeg igen, men på det tidspunkt fik jeg at vide, at man ikke udnævner til højere niveau, hvis der er mindre end fem år tilbage, og jeg skulle på pension i 18. Så det frustrerede mig lidt.
– Da jeg så var kommet mig over det og frustrationen havde lagt sig, valgte Forsvaret at give mig en ansøgt stilling i Norfolk, Virginia, hvor jeg havde fire fantastiske år. Jeg ved ikke, om det skulle være et plaster på såret, men det var i hvert fald en fantastisk oplevelse. Jeg endte med at være speciel rådgiver for den britiske tre-stjernede Chief of Staff, og var med til at skrive hele vores policy om, hvordan vi bruger vores styrker i NATO. Det var en enormt udfordrende og kreativ periode.
