”Du kan lave de vildeste billeder af de børn. Og hvor fanden kom de fra?” fortæller Knud om at stå med et kamera på skulderen ude i ”intetheden” i Afghanistan og pludselig være omringet af tyve børn.
Knud har været de fleste steder, hvor danske soldater har været. Han har været til at dokumentere de danske soldaters indsats til lands, til vands og luften.
I godt 20 år fra 1992 til 2012 har Knud ofte stået bag kameraet og været med til at lave reportager fra felten. Hvor mange gange det er blevet til, har han selv dårligt styr på.
”Men jeg har været de fleste steder, hvor Danmark har haft soldater udsendt,” fortæller Knud.
PsyOps eller ren og skær markedsføring
PsyOps står for psykologiske operationer – det lyder mere mistænkeligt end det egentligt er. I bund og grund er det at sammenligne med markedsføring og kommunikation – blot med en positiv vinkel overfor – som det gjorde sig gældende i Afghanistan – ISAF (International Security Assistance Force) og de mål, som NATO havde sat sig for at arbejde frem mod i Afghanistan.
Knud bliver tilbage i 00´erne bedt om at rejse til Afghanistan for at samarbejde med PRT´erne (Provincial Reconstruction Teams), som havde den primære opgave at rejse rundt i lokalområderne, både for at indsamle informationer, men også arbejde for at forbedre forholdene blandt lokalbefolkningen.
Stort skæg giver credit
Knud rejste afsted sammen med en dansk stillbillede-fotograf. I Afghanistan besøgte de sammen med PRT´erne i de seks uger, de var afsted, de mærkværdigste steder i Afghanistan.
”Jeg havde jo den store fordel, at jeg med det udseende, jeg har, og jeg gjorde det med fuldt overlæg, jeg lod faktisk mit skæg vokse al den tid, jeg var der – Og det giver credit i Afghanistan, i høj grad,” forklarer Knud.
Udover at det kan holde de mange nysgerrige børn bare lidt på afstand, vinder man også respekt blandt lokalbefolkningen. De steder, som PRT´erne besøgte var langt bagefter – ofte besøgte de landsbyer uden adgang til strøm eller rindende vand. Så når man kommer kørende i en stor bil, stiller sig op med et kamera på skulderen, går der ikke længe, inden det myldrer med nysgerrige – såvel børn som voksne.
”Du kan lave de vildeste billeder af de børn. Og hvor fanden kom de fra? Og du kan komme til at kommunikere med mændene. Tegnsprog eller hvad de nu kan. Så, ja jeg var i stand til at kommunikere med lokalbefolkningen,” afslører Knud og fremhæver fordelen både ved sit skæg – og det at have en kvindelig fotograf med rundt, der gjorde, at de kunne komme i dialog med kvinderne.
Noget af det, som de var sat til at optage, var resultaterne af de projekter, som PRT´erne sammen med lokalbefolkningen havde initieret.
”Det jeg så gennem mit kamera og med mine øjne, var et fremskridt, som jeg troede på, på det tidspunkt. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg synes, der var mange fede ting i gang derude, som, jeg i dag tror, er gået til,” afslutter Knud.
Ren rutine
Når det at rejse ud bliver en vane, og man er helt med på, hvordan sikkerhedsprocedurer og udrustning fungerer, tænker man ikke altid nærmere over, at der også er nogen pårørende. Nogen pårørende, der i sidste ende, kun ser det billede, som medierne beskriver.
For Knud går det først op for ham, at han glemmer at involvere sin familie, den dag datteren pludselig spørger ind til, hvad han egentlig laver – lige inden han skal til Baghdad igen. Hør ham fortælle om det i ”Combat Camera” – og hør også de andre fortællinger fra de udsendte fra Forsvarets Mediecenter ”Det bløde aftræk” og ”Må jeg skyde?”
