”Jeg var sikker på, jeg skulle dø af det her. Jeg var utrolig sårbar,” fortæller Michael om at få konstateret PTSD efter at have været udsendt fem gange.
”Det kunne lige så godt have været gået helt galt. Og vi var blevet skilt, som så mange andre veteraner,” siger Michael. Han og konen Lone er stadig sammen på 30. år, men det har holdt hårdt, siden Michael var udsendt for tredje gang til Afghanistan og efterfølgende fik konstateret PTSD.
Flugten væk
”Mit traume stammer fra en tur tilbage i 2009-2010. Jeg kommer hurtigt i behandling, da jeg kommer hjem, fordi jeg får det dårligt, men får at vide, at jeg ikke fejler noget.”
Selv om Michael får en raskmelding, kan han ikke sove ordentligt om natten. Han er opfarende og begynder også at få det fysisk dårligt. Det betyder også, at han får et mere anstrengt forhold til familien, der igen betyder, at han lader sig udsende – bare for at komme væk. Han bliver en missionsbums, som det hedder. Se også filmen ”Flugten væk hjemmefra”, hvor han fortæller om denne situation.
”Sådan kører det i et par år. Og jeg får yderligere et par udsendelser til Afghanistan, som måske også har skubbet lidt til det. Så kunne min krop ikke mere. Og efter en episode derhjemme, tænkte jeg, at nu går den ikke længere. Så ringede jeg for at komme i behandling igen.”
PTSD
Michael har tidligere haft kontakt til psykologer og her får han fat i en, der skubber afgørende til Michaels problemer.
”Kort tid efter jeg kommer i behandling, siger min psykolog til mig, at jeg har PTSD. Hun siger også, at folk, der begynder oppe hos hende, får de det rigtig dårligt. Det tænkte jeg lidt over og lige pludselig efter det, så begyndte jeg at få nogle ting. Jeg var sikker på, jeg skulle dø af det her. Jeg var utrolig sårbar. Og så begyndte jeg at blive svimmel. I en tre-fire måneder følte jeg mig ved siden af mig selv.”
På dette tidspunkt er Michael kun i begyndelsen af en proces, der tager flere år at komme igennem. Han skal helt grundlæggende lære, hvorfor han reagerer, som han gør og forebygge at komme i situationer, der provokerer hans lidelse. Heldigvis har Michael støtte til det både fra sin psykolog og fra familien.
Alle kneb gælder
”Det kræver hjælp. Det er ikke noget, man kan løse selv. Man skal lære, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at du reagerer, som du gør. Det er en lang proces. Det tager et par år eller sådan noget,” beretter Michael.
I denne proces hjælper det Michael, at han er handlingsorienteret. Han bruger den fysiske træning som en del af helingen, og er i det hele tage meget søgende.
”Alle kneb gælder for mig. Så kan jeg tage et mindfullness-forløb. Og så tager jeg nogle ting derfra. Noget vejrtrækning og så videre. Simpelthen tage alt, hvad der er, og så bruge det.”
Her ti år efter sygdommens udbrud er Michael rørt og stolt over, at han og konen stadig er sammen.
”Der var alligevel et eller andet, der holdt os sammen. Og nu er vi, om ikke stærkere, så i hvert fald lige så stærke, som da jeg tog afsted i 2009,” slutter Michael.
