”For 20 år siden drak vi os fulde og tog ned i byen og var i slagsmål på et værtshus. Så var den ude af verden,” fortæller Peter, leder af veteranhjemmet i Brabrand.
”Vi tog ikke afsted for at slå mennesker ihjel. Vi tog afsted for at hjælpe. Havde vi skulle være ude i en regulær krig, hvor vi skulle pløje hele Irak eller Afghanistan op, så havde det været en anden snak,” siger Peter. Han er daglig leder af Veteranhjemmet i Brabrand og har været udsendt til Bosnien, Kosovo og er med på Hold 1 i Irak. Peter mener, at de danske veteraner mangler anerkendelse for deres indsats for at tage ned og prøve at gøre verden bedre.
Gøre livet bedre
”Vi skulle ned og hjælpe og gøre livet bedre for nogen. Fordi vores regering mente, at det var det bedste. Det giver da mening,” siger han. Men det er ikke et enigt folketing, der vælger at støtte den amerikanske præsident George W. Bush. I Danmark er der demonstrationer mod deltagelsen, og offentligheden må ikke få at vide, hvad det er, Anders Fogh Rasmussen har hørt hos amerikanerne.
I dag er der stadig uenighed om, hvorfor man egentlig tager til Irak og er med i invasionen i 2003. Det amerikanske udgangspunkt er, at Irak har masseødelæggelsesvåben, men man finder aldrig nogen. Landets leder, Saddam Hussein, skal fjernes, og man skal afmilitarisere, demokratisere og genopbygge et land, der i lang tid har været plaget af en diktator.
8 år uden fred
Krigen ser i første omgang ud til at blive kortvarig, da Saddam Hussein bliver fanget i slutningen af 2003. Men den ender med 8 års kampe mellem de amerikanske styrker og de irakiske oprørsstyrker og masser af civile tab, inden amerikanerne tager hjem uden at have opnået en egentlig fred. Men det har ikke noget med den enkelte danske soldat at gøre, mener Peter.
”Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere af vores soldater, som fik det der ekstra klap på skulderen. Og det er det, vi er i gang med at gøre nu her ude på veteranhjemmet.”
Veteranhjemmets varme
Lige udenfor Aarhus ligger Veteranhjemmet – en stor 60’er-villa med smuk udsigt over en dalsænkning i landskabet. Peter beskriver stedet som en ungdomsklub for veteraner, hvor de kommer og ryger smøger og fortæller røverhistorier ude på den dejlige terrasse.
”Og så kommer den daglige leder med en brunsviger og siger: Jeg har sgu taget en kage med, er der nogen, som vil have et stykke kage? Og så sidder vi og fortæller nogle flere røverhistorier og får snakket om nogle ting, som er svære for veteranerne i hverdagen,” forklarer Peter.
Ondt i livet
Peter tilhører den første generation af danske soldater, der blev sendt ud i krig og kriser. Han har selv stået på Austerlitz-broen i regnen af brosten mellem serbere og albanere og han har været med i forreste linje mod Saddams styrker. Se Peters film ”Hverdagen er fucking vild”
”Den generation, som jeg er en del af, er blevet mere åben for at sige sin mening. Det er blevet ok at sige, at jeg har det ad helvedes til, fordi jeg har været udsendt som soldat. Det har gjort noget ved mig, som gør, at jeg har ondt i livet. Det gjorde vi ikke for 20 år siden. Da drak vi os fulde, og så tog vi ned i byen og var i slagsmål på et værtshus. Så var den ude af verden,” siger Peter.
Som leder handler det om at kunne få alle til at føle sig velkommen til at bruge huset. Som tilflugtssted, opholdsstue, til samtaler eller til et sted, hvor man bare kan få en smøg i fred. Og det burde være blevet bygget for længst.
”Jeg ved godt, at det er bedre sent end aldrig, men skulle vi ikke have gjort det for 20 år siden? Og sagt til de udsendte: ”Ved du hvad? Det er fint. Jeg sidder ude i køkkenet, så hvis der bliver noget, så kommer du bare.” Det er jo det, det handler om,” slutter Peter.
