”Da helikopteren letter, kollapser jeg,” fortæller Jonas om den dag, han mister sin kammerat på grund af en vejsidebombe. En oplevelse, der ender i PTSD.
”På det tidspunkt havde vi hørt den lyd mange gange. Og vi havde også haft folk, der var kommet til skade mange gange – men her var der virkelig en dårlig mavefornemmelse,” fortæller Jonas om d. 21. juli 2010. Han er udsendt på hold 9 til Afghanistan og i løbet af ti uger henover sommeren mister holdet fem mand og har mange tilskadekomne.
I fortællingen Aldrig slippe Jesper fortæller Maria om det første dødsfald på hold 9, hvor Sophia Bruun bliver slået ihjel af en vejsidebombe.
”Man vænner sig aldrig til den lyd – det bliver aldrig hverdag. Det nåede det i hvert fald ikke at blive for mig,” siger Jonas. Det er Jonas navnebror, premierløjtnant Jonas Peter Pløger, der er ramt af en vejsidebombe. Han får så store skader, at han ikke står til at redde. Jonas er til stede ved den første hjælp, der skal holde hans kollega i live, indtil helikopteren kommer og kan flyve ham på hospitalet. ”Da helikopteren letter, kollapser jeg. De kræfter, der kom frem, da jeg fandt ud af, at det var Jonas, forsvinder jo lige så hurtigt igen,” forklarer Jonas.
Sindets sorte boks
I 2009 er krigen mod Taleban gået fra at være en kamp mod synlige fjender i direkte kamp, til næsten kun at være en kamp på overlevelse. Én af de største trusler mod de danske soldater er de nedgravede hjemmelavede bomber – dem, der kaldes IED (improvised explosive device). De bliver gravet ned langs de veje og stier, som Taleban ved, at de allierede styrker ofte færdes på. Bomberne kaldes derfor ofte vejsidebomber.
Uvisheden om, hvor den næste vejsidebombe ligger, er særlig hårdt psykisk. Du kan ikke se fjenden og du kan ikke kæmpe direkte mod ham, men i stedet skal du være i konstant beredskab for ikke at gøre noget, der kan resultere i et dødsfald for dig selv eller dine kolleger.
”På det tidspunkt havde jeg en følelse af, at jeg var rimelig godt klædt på, men retrospektivt vil jeg sige, nej. Man skal have rimelig godt styr på sig selv, og man skal have styr på, hvorfor man er her, og hvad man har gang i,” siger Jonas, der efter hjemkomsten til Danmark udvikler PTSD (posttraumatisk stress).
”Jeg nåede til et sted i løbet af 2012 og frem mod 2013, hvor jeg slet ikke kunne opretholde en normal funktion længere. Og hver eneste dag var bare et nyt mareridt for mig. Min hjerne fungerede simpelthen ikke som den plejede.” Jonas vælger at opsøge en af forsvarets psykologer, der hjælper ham med at få lukket op for de mange indestængte følelser.
”Jeg gør mig nogle erkendelser, den første gang der. Der sad et menneske overfor mig. Jeg havde selv bedt om at være der. Der sad en og lyttede og forstod nogle af de der problemstillinger, jeg nævnte. Og det åbnede bare op for en uendelig dyb boks af forfærdelige ting for mig,” siger Jonas og fortsætter. ”For mig var det alt det modsatte end det, jeg så mig selv som. Og det var en kæmpe identitets-clash.”
I dag er Jonas ansat i Danmarks Idrætsforbund, hvor han hjælper andre veteraner med at bruge kroppen som terapi og træningsfællesskabet som samtalepartner. ”På mine bedste dage føler jeg mig ekstremt privilegeret. Hele den her deroute fra min oprindelige plan har været en gave. Jeg er blevet tvunget til at kigge i nogle retninger, som jeg aldrig ville have kigget i uden disse oplevelser,” slutter Jonas.
