Peter Juel Thiis Knudsen brugte de første mange år af sit virke i Reserven på at organisere krigssanitetstjeneste under Den kolde Krig. Han er læge og har en fornem karriere som retsmediciner bag sig. Et parallelt spor gennem årtier har været det videnskabelige arbejde med sårballistik – et område, hvor han er en anerkendt ekspert.

Midt i 1980’erne var Peter Juel Thiis Knudsen, læge på knap 40 år, på vej ind ud på et karrieremæssigt sidespor. Godt nok blev han speciallæge i patologisk anatomi og histologi i 1986 og samme år ansat som adjunkt på Retsmedicinsk Institut i Aarhus. Han fik imidlertid ikke i de følgende fire år publiceret artikler nok i anerkendte tidsskrifter til, at han kunne blive fastansat.

Andre ting trak mere – ikke mindst gerningen som reserveofficer. Han blev i 1988 udnævnt til reservelæge af 1. grad af Reserven, svarende til kaptajnløjtnant. Det skete efter at han i en årrække havde været en vigtig aktør i krigssanitetstjenesten under Den Kolde Krigs vilkår.

Patologen havde især drevet trafikmedicinsk forskning og nåede at få skrevet to artikler om ulykker i hhv. Jeep og Land Rover. Men det var der færre muligheder i end forudset.

Det havde en ovenud positiv baggrund. Politiet bestilte nemlig færre obduktioner. Det skyldtes, at det kraftige fald i antallet af trafikdræbte havde sat ind, efter at tallet toppede i 1971 med 1213 trafikdrab (et tal, der i øvrigt uafbrudt er faldet og i 2023 nåede ned på 162 dødsofre i trafikken).

Nyttigt skifte 

I den situation viste Knudsens chef Markil Gregersen, professor i patologisk anatomi på Aarhus Universitet, ham vejen til en kursændring. 

”Hvorfor kigger du ikke på de rifler der – på projektilers virkning i væv?” spurgte han.

Peter Juel Thiis Knudsen viste interesse, og det blev kommunikeret opad i systemet. 

”Jeg blev i 1984 ringet op af stabslæge Ole P. Clasen fra Forsvarets Sundhedstjeneste om, at Rigspolitiet gerne ville have undersøgt en erstatning for politiets 7,65 mm standardpistolammunition,” fortæller han i et interview med forsvarshistorien.dk. 

”Jeg gennemførte så en undersøgelse og havde fået lov til at publicere resultaterne.”

Det blev så den første af et stort antal artikler om sårballistik – studiet af projektilers virkning i væv. Dermed etablerede Thiis Knudsen sig som en anerkendt specialist i disciplinen, og han har gennem årtier bl.a.  deltaget i arbejdsgrupper i NATO-regi. 

Forankringspunktet i hans civile karriere blev imidlertid stillingen som vicestatsobducent på Retsmedicinsk Institut på Odense Universitet (nu Syddansk Universitet), som han fik i 1996. 

Knudsen blev for et par år siden pensioneret fra fuldtidsstillingen, men er som 77-årig stadig erhvervsaktiv med forskerkontor på instituttet. I denne vinter arbejdede han i to en halv måned på fuld tid som retsmediciner for at udfylde et hul i vagtplanen.

Husker Ungarn-opstanden

Den kolde Krigs virkelighed med risiko og frygt for atomkrig var en selvfølgelig del af Peter Knudsens barndom og ungdom. 

Faderen, Gunnar Knudsen, var reserveofficer. Han var overlæge på Radiumstationen på Aalborg Amtssygehus og også overlæge af Reserven i Hæren ved 7. Feltambulance ved Jyske Trænregiment. 

”Jeg kan huske opstanden i Budapest i 1956. Og en del år senere gav sygehuset i Aalborg min far besked om, at han ikke kunne fortsætte sin tjeneste som reserveofficer, fordi der også i en krigssituation ville være brug for ham på Radiumstationen. Han vidste noget om strålingsskader.”

Værnepligt ved Færøerne

Peter Knudsen blev færdig som læge i 1975. Dengang skulle alle læger være værnepligtige. 

”Jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve noget andet end Hæren. Dér var der dengang risiko for slet ikke at komme uden for den sydlige del af kongeriget – bortset fra FN-tjeneste på Cypern. I Søværnet var man derimod sikker på at komme udenlands.” 

Han aftjente sin værnepligt i 1977-78. Efter et par måneder på Flådestation Frederikshavn kom han ud at sejle med inspektionsskibet Vædderen.  

”Det så ud som blindtarmsbetændelse, men sygdommen viste sig at være noget langt farligere, nemlig bugspythindebetændelse. Jeg skulle først op i helikopteren, derefter båren. Helikopteren var nemlig så lille, at jeg ikke kunne komme op, hvis båren var kommet op først, fordi den spærrede for indstigningslugen.”

”Vi sejlede til Færøerne på inspektion – den ene vej rundt om øerne og så den anden. Vi så ikke ret meget, for der var tåget det meste af tiden. Flyverofficererne var upopulære på grund af politisk modstand mod NATO’s radar, og de måtte ikke vise sig i uniform uden for anlægget i Mørkedal. Vi fra Søværnet måtte godt, for vi passede på færingernes fisk,” erindrer Knudsen.

Eksempler på opgaver for ham var transport af en mand, der havde fået en hjerneblødning og af én der havde brækket benet i fodbold. Lægen blev også fløjet ud med Alouette-helikopteren og hejst ned på et skib. 

”Det så ud som blindtarmsbetændelse, men sygdommen viste sig at være noget langt farligere, nemlig bugspythindebetændelse. Jeg skulle først op i helikopteren, derefter båren. Helikopteren var nemlig så lille, at jeg ikke kunne komme op, hvis båren var kommet op først, fordi den spærrede for indstigningslugen.”

Perioden på Færøerne varede i tre måneder. Derefter fulgte yderligere to måneder på Flådestation Frederikshavn.

Involveret i krigssanitetstjenesten

Den unge læge fik sin turnus på Brønderslev Sygehus, deraf mere end to år på Kirurgisk Afdeling.

”Det var et godt sted at begynde, hvis man skulle se mange forskellige ting,” bemærker Peter Juel Thiis Knudsen. 

Han erklærede sig parat til at blive reserveofficer, og i december 1981 fik han brev fra Forsvarskommandoen. Heri blev han tilsagt til at komme til reserveofficersmøde på Jægersborg Kaserne. I 1984 bestod han Officerskursus/OF-R/FLGK svarende til VUT-1 (Videreuddannelse Trin 1). Han var designeret Flådestation Frederikshavn frem til 1990.

”Jeg har dermed været hele vejen gennem den klassiske reserveofficersuddannelse,” beretter Thiis Knudsen. 

”Jeg blev hurtigt involveret i opbygningen af Søværnets Krigssanitetstjeneste. Jeg nåede at lave fem udgaver af den og planlægge og gennemføre øvelser i den forbindelse, men da der aldrig udbrød krig, blev planerne aldrig implementeret. Mens jeg planlagde, stod stabslæge Leif Vanggaard for den videnskabelige del.”  

Han gjorde derimod aldrig sejlende tjeneste som reserveofficer.

”Det var mest, fordi jeg ikke følte, at jeg som patolog havde rutine nok i patientbehandling til at kunne påtage mig livreddende behandling som ansvarlig læge på et skib.”

Skagerrak-ulykken

I perioden 1984-86 var Peter Knudsen ansat på Hjørring Sygehus. I den periode blev han opmærksom på et kursus i England på Royal Air Force Institute of Aviation Pathology and Tropical Medicine, som han gerne ville på. 

”Jeg henvendte mig til generallægen for at få det bevilget, men fik at vide, at jeg ’havde den forkerte uniformsfarve’. Men det lykkedes mig alligevel at komme på kurset, fordi Hjørring Sygehus indvilgede i at betale halvdelen.”

Det viste sig at være en god ide, for tre år senere blev han – da han var ansat på Retsmedicinsk Institut i Aarhus – tilkaldt i forbindelse med en flykatastrofe. Den 8. september 1989, da flyet Partnair Flight 394 – chartret af en norsk kunde til at flyve fra Oslo til Hamburg – styrtede ned i Skagerrak på grund af strukturelle fejl. 

Alle 55 ombordværende omkom. Det blev Knudsens første erfaring med katastrofemedicin.

”Jeg tog derop sammen med kolleger fra Aarhus og lavede obduktionerne i Hjørring. Af de 55 døde blev de 31 fundet med det samme, idet den tyske Bundesmarine tilfældigvis holdt øvelse i området og kunne træde til.,” fortæller han.

Peter Juel Thiis Knudsen var med i den sidste Wintex-øvelse – en stabsøvelse i NATO-regi, der foregik hvert andet år i perioden 1968-89. Her var den nye tid allerede ved at vise sig, for det indgik i øvelsen, at en krig så ud til at være ved at bryde ud i Jugoslavien.

Kontroversiel ammunition

I 1990 blev Peter Knudsen 1. reservelæge i ved Patologisk-anatomisk Institut på Aarhus Kommunehospital. Og i 1993 gennemførte han Videreuddannelse Trin 2 (VUT-2) og blev udnævnt til overlæge af Reserven svarende til orlogskaptajn.  

Han blev tilknyttet Søværnets Operative Kommando (SOK) og var frem til 2001 designeret som lægefaglig forbindelsesofficersofficer til den tyske Bundesmarines øverstbefalende. Samtidig fik han lejlighed til at tage afgørende skridt fremad inden for sårballistik. 

Anledningen var en sag om Hærens standardgevær med kaliber 7,62 X 51 mm, dvs. med en projektil-diameter på 7,62 mm og en hylsterlængde på 51 mm. Projektilet kan også bruges i jagtgeværet 308 Winchester. 

Problemet var, at projektilet ’knækkede på en skudstand på op til 100 meter’, hvilket bragte våbnet på kanten af Haag-konventionens bestemmelser, fordi ammunitionen fragmenterede. I en avisoverskrift hed det f.eks., at ’Dansk forsvar bruger dum-dum-kugler’. 

Thiis Knudsen havde i 1990 læst i et tysk militærtidsskrift, at den tyske NATO-patron knækkede i målet og derfor kunne give større læsioner på sårede personer end den tilsvarende amerikanske. I 1992 tog han efter aftale med Forsvaret fat på sagen, og det blev indledningen på et samarbejde, der har varet frem til i dag.

”Jeg kunne koble mig på Forsvarets interne undersøgelser af ny ammunition og skuduheld/ulykker. Det har været et mangeårigt samarbejde med vekselvirkning: Jeg fik mulighed for at foretage undersøgelser for Forsvaret, og Forsvaret fik mulighed for at samarbejde med en læge, der interesserede sig for – og drev videnskab på – skudsår.”

M.h.t. Hærens gevær endte det i 1994 med en anbefaling af at skifte ammunitionsbeholdningen ud med den amerikanske type. 

Thiis Knudsen havde i 1990 ikke kunnet få fastansættelse i Aarhus, fordi han havde publiceret for lidt, men nu kunne han på basis af sit videnskabelige arbejde se, at han var kvalificeret, da stillingen som vicestatsobducent i Odense blev slået op. 

Han tiltrådte i 1996, og den viste sig at blive hans slutstilling. Samtidig blev han medlem af Rigspolitiets Identifikationsberedeskab. 

Store internationale opgaver

Topstillingen inden for den retsmedicinske verden førte til en række specielle opgaver. 

Thiis Knudsen lavede mange obduktioner på Grønland, hvor det kunne være meget primitivt. Det skete f.eks. tre gange i det afsides beliggende Scorebysund – en by med 350 indbyggere på østkysten – hvor det første gang foregik i en kælder med en dør på to træbukke som underlag for den døde.

Men den erfaring blev inden for få år overskygget af omfattende opgaver under stor international bevågenhed. Det drejede sig for det første om obduktion af opgravede lig af primært kosovoalbanere, der var blevet myrdet som led i serbiske militsers etniske udrensningsoperationer under Kosovo-krigen i 1999. Den anden internationale mission var deltagelse i 2005 i det danske bidrag til at identificere de tusindvis af ofre for Tsunamien i Sydøstasien.

Disse missioner er emne for en senere artikel, som også er baseret på interviewet med Peter Juel Thiis Knudsen. Opgaverne bragte også den faglige dimension ind i billedet, at det netop var i disse år, at DNA-teknik til identifikation blev indført i retsmedicinsk praksis. 

Sideløbende med at passe sin stilling avancerede Thiis Knudsen som reserveofficer. Han blev stabslæge af 2. grad af Reserven og stedfortrædende kommandolæge i SOK. Graden svarer til kommandørkaptajn.

NATO-arbejdsgrupper

Peter Juel Thiis Knudsen har lige op til i dag været redaktør af eller medforfatter til syv rapporter om våbenvirkning og beskyttelse i NATO-regi, artikler, leksikonopslag m.m.

Han var medstifter af og formand for NATO’s arbejdsgruppe om Body Armour 1996-2002. 

”Fra 1990’erne kom vi i krig i Eksjugoslavien, og her var truslen, at man igen skød på hinanden med rifler, efter at det under Den kolde Krig havde været en mindre sandsynlig del af militær kamp,” forklarer han. 

”Her var fragmentskader mere aktuelle. Nu var man nødt til at have plader i beskyttelsesudstyret. Det betød, at træffende projektiler blev stoppet, men havde den kraftige kinetiske energi fra anslaget nogen virkning på personen bagved pladen?”

Vicestatsobducenten blev formand, fordi et land, der foreslår en arbejdsgruppe i NATO-regi, selv skal stille med en formand. 

”Der blev holdt to NATO-forsøg i Oksbøl, og til sidst blev der skrevet en del artikler af de deltagende videnskabsfolk,” beretter han. 

Resultaterne blev også præsenteret ved konferencer, der afholdtes hvert andet år med titlen Personal Armour Systems Symposium. I 2021 blev den holdt i København. 

Thiis Knudsen har siden 2010 været dansk repræsentant i en NATO-arbejdsgruppe vedr. såkaldte non-lethal kinetic energy weapons. 

”Det dækker over, at vi beskæftiger os med brug af gummikugler – nærmere bestemt penetration, præcision og virkninger på brystkasse og hoved. Reglen er i dag: ’Ram bugen og nedefter’. Her er det mindre sandsynligt, at træffere vil være dødelige. Jeg er den eneste læge i gruppen,” uddyber han.

Obducerede dræbte gidsler

I 2012 blev der også i retslig sammenhæng brug for den dengang 64-årige vicestatsobducents ekspertviden i sårballistik. 

I forbindelse med Søværnets deltagelse i den internationale antipirateriaktion Combined Maritime Force (CMF) beskød finskytter på støtteskibet Absalon den 27. februar 2012 ud for Seychellerne broen på piratskibet Jelbut 37. Her havde somaliske pirater taget 18 gidsler. To af gidslerne – en iraner og en pakistaner – blev ramt og dræbt, hvorefter 17 af piraterne blev arresteret. 

Det førte til, at generalauditøren rejste en undersøgelse, og to auditørfuldmægtige med politi-baggrund,  to kriminalteknikere og Peter Juel Thiis Knudsen blev sendt til Seychellerne – Knudsen for at obducere ligene.  Auditørrapporten konkluderede, at der intet strafansvar var at gøre gældende mod de to finskytter, da det eneste alternativ til eskalerende magtanvendelse havde været at lade piratskibet undslippe med gidslerne.    

Knudsen bidrog i 2015 til FN’s ekspertpanel vedr. FN-generalsekretær Dag Hammerskjölds død i et omdiskuteret flyhavari i Zambia i september 1961. 

”Det var min opgave at gennemse obduktionserklæringerne og lave en beskrivelse af obduktionsfundene. Det var før CT-scanningernes tid, så den dokumentation, der blev brugt, var røntgendokumentation. Jeg fandt ikke noget at indvende mod det arbejde, der dengang blev lavet.”

Genundersøgelse af flykatastrofe

Endelig blev Peter Juel Thiis Knudsen inddraget, da den polske regering i 2016 besluttede at genundersøge flykatastrofen ved Smolensk i Rusland i april 2010, da et Tupolev TU-154 passagerfly forulykkede. Samtlige 96 ombordværende blev dræbt – herunder Polens præsident Lech Kaczynski.

”9 var allerede obduceret, mens 4 var blevet kremeret og kunne derfor ikke obduceres. Alle ligene blev gravet op. Et vigtigt resultat af de tidligere undersøgelser var, at det blev konstateret, at af de 9 tidligere obducerede var de seks forkert identificerede og derfor begravet forkert. Vor opgave var således ikke blot at konstatere dødsårsag og medvirke af opklaringen af styrtet, men også at sikre den rette identifikation.”

Knudsen blev medlem af det International Team of Experts in Forensic Medicine, der blev sammensat. Den bestod af 16 polske og seks udenlandske retsmedicinere. Ud over to fra Danmark var der deltagere fra Østrig, Schweiz, Portugal og Frankrig.

”9 var allerede obduceret, mens 4 var blevet kremeret og kunne derfor ikke obduceres. Alle ligene blev gravet op. Et vigtigt resultat af de tidligere undersøgelser var, at det blev konstateret, at af de 9 tidligere obducerede var de seks forkert identificerede og derfor begravet forkert. Vor opgave var således ikke blot at konstatere dødsårsag og medvirke af opklaringen af styrtet, men også at sikre den rette identifikation.”

Thiis Knudsen deltog i 21 af de 83 exhumeringer. En ting undrede ham i undersøgelsen af flystyrtet, der er politisk kontroversielt i det polariserede polske samfund:

”Teknikerne måtte ikke vide, hvad vi havde fundet – og vi måtte ikke vide, hvad teknikerne havde fundet. Vi lagde over for Anklagemyndigheden ikke skjul på vores kritik, og de må være blevet omvendt, for det blev besluttet, at en polsk retsmediciner og jeg skulle optages i gruppen af teknikere i 2022.”

Denne gruppe – International team of Experts – forventes at kunne offentliggøre sin beretning i 2025. ”Vore bidrag og resultater af de retsmedicinske undersøgelser fra 2016 og 2022 bliver inkluderet heri,” tilføjer Peter Thiis Knudsen.