”Voksne mennesker sidder og smågræde over en kunstnerisk oplevelse. Fantastisk,” siger Per, der har stået for feltunderholdningen over to årtier.

”Den første feltunderholdning i nyere tid lavede vi i januar 1994 i Kroatien og Bosnien. Lene Siel var den første kunstner herhjemme, som sagde: “Jeg vil godt tage til Sarajevo, hvis jeg kan glæde soldaterne.” Det var der ikke andre, der gjorde”, fortæller Per, der igennem en tyveårig periode har stået for feltunderholdningen.

Den generelle holdning i den danske befolkning var, at det var dødsensfarligt at tage til Eksjugoslavien. Og det betød noget for kunstnernes lyst til at støtte op om soldaterne.

“I blod til knæene”

”Sagt meget firkantet var opfattelsen, at i Sarajevo gik man i blod til knæene. Og det var jo ikke helt rigtigt. Pressen havde fortalt befolkningen, at det var livsfarligt. Så der var ikke ret mange, der havde booket ind på det fly,” erindrer Per.

Danmark deltager i en FN-beskyttelsesstyrke af lokalbefolkningen, UNPROFOR, og har i 1993 oplevet det blodigste år i dansk krigshistorie siden 2. verdenskrig. Granater mod soldater, et kampvognsangreb på en nødhjælpskonvoj, snigskytter, miner og udspændte kabler over vejene gør hverdagen i det ikke så fjerne europæiske land til en ubehagelig overraskelse for det danske forsvar.

”Vi landede med et russisk FN-fly i Sarajevo lufthavn og løb så med sikkerhedsudrustning over bag nogle containere, for der lå nogle snigskytter oppe på bjergtoppen. Da vi kom indenfor på hotellet, kunne vi lægge sikkerhedsudrustningen – først dér kunne man føle sig sikker,” fortæller Per.

Hvis du vil se mere om den danske indsats og angreb på de danske styrker, kan du se ”You will all soon die”, ”FN strikes back”, ”Held i blodigt uheld” og ”De unge Rambos”.

Alkoholfri underholdning

Der er en særlig tradition for feltunderholdning i den amerikanske hær, hvor kæmpestjerner som Marlene Dietrich, Bette Davis, Oliver Hardy og særligt Bob Hope støtter soldaterne, der er taget til Europa. Bob Hope siger i 1944 efter flere gange at have været ved fronten:

”Du har en klump i halsen på størrelse med Grant’s Tomb, når de kommer hen til dig og giver dig hånden og mumler ”Tak.” Tænk en gang, at de drenge takker mig! Se hvad de gør for mig. Og for dig.”

Per bekræfter, at de danske kunstnere har det på samme måde. Han har stået for feltunderholdningen over flere årtier og er nok den dansker, der har set flest udsendelser. 35 gange på Balkan, 8 gange i Irak og 9 gange i Afghanistan er det blevet til.

”Kunstnerne siger over én kam, at det er en fantastisk oplevelse at få. De siger også, at det er lidt sværere at trække op, når de sidder med alkoholfri øl og skal være morsomme.”

Lene Siels optræden skal dog ikke være morsom, men en påmindelse til soldaterne om, at Danmark tænker på dem. Og det går rent ind hos mange af de efterhånden missionstrætte soldater.

”Og det var første gang soldaterne i fem måneder havde haft en friaften. Og så sang Lene Siel nogle utroligt smukke sange. Den stemning der var i lokalet. Voksne mennesker der sidder og smågræde over en kunstnerisk oplevelse. At give dem frirummet, var fantastisk,” slutter Per.