Jeg havde ikke behov for at slå nogen ihjel. Det havde de andre jo ordnet, før vi kom, siger Alexandar, udsendt til Bosnien slut halvfemserne.

”Vi var nogle unge mennesker, der lidt legede en leg,” fortæller Alexandar, der har været udsendt tre gange til Bosnien. ”Vi kendte hinanden godt, og der var altid nogle at snakke med. Jeg havde en fantastisk oplevelse af at være afsted.”

Alexandar er på Balkan efter kroaterne har fået det land tilbage, som serberne havde besat. Så der er forholdsvis roligt på hans udsendelser. Og han har ikke behov for at skyde på nogen eller være i træfninger for at føle, han har gjort sin pligt som soldat.

Jeg er ikke skuffet over ikke at have været i krig. Det havde de andre jo ordnet, før vi kom. Det har aldrig rigtigt tændt mig at skulle ud og slå ihjel. Jeg ved godt, at der var nogle af de unge knejter, der var meget opsatte på, at der skulle ske noget. Jeg har mest brugt mit våben på skydebanen, og jeg tog ikke ladegreb, når jeg skulle tale med de lokale. Jeg tog magasinet ud.” forklarer Alexandar.

Drømmen om at være soldat

Af en eller anden grund har Alexandar været meget klar på, at han ville trække i uniform, når han blev gammel nok. Og han taler meget med sine forældre om det, der bakker ham op. ”Det betyder alt for mig, at de var positive over det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft soldaterdrømmen. Nu fik jeg set verden på en helt anden måde, end jeg ellers ville have kunnet.”

I starten var det svært at holde kontakten, men med de nye muligheder for at finde hinanden på nettet har det hjulpet meget. ”Det var en befrielse, da Facebook kom og vi kunne begynde at samle nogle af de gamle,” slutter Alexandar, der i dag er ved at åbne en veterancafé, hvor han kan mødes med sine kolleger fra udsendelserne.