Dette er en reportage skrevet et halvt år efter indsættelsen af den NATO-ledede fredsskabende mission Implementation Force (IFOR)
MAGLAJ, BOSNIEN-HERCEGOVINA:
Kartoffelplanterne står i blomst, og den stærke juni-sol får græsset til at virke særlig grønt i dalene mellem de nordøstbosniske bjerge. En landmand pløjer sin mark med traktor, og kvinder iført de traditionelle Balkan-kjolebukser sår nye planter i køkkenhaverne langs landevejen.
Men den tilsyneladende idyl giver den forbipasserende kuldegysninger, når man får at vide, at miner i hundredetusindvis fortsat ligger på lur i jordskorpen. Alligevel har de krigsplagede bosniere bestemt sig for, at de vil tilbage til en almindelig civil levemåde – uanset faren.
Fjerner selv minerne
Bønderne fjerner med de bare hænder selv de cylinderformede antipersonelminer, der er dræbende på 50 meters afstand, og nogle gange går det galt. Lige uden for byen Maglaj, der var særligt hårdt ramt af krigshandlinger under borgerkrigen, eksploderede en mine f.eks. for nylig i hænderne på en 13-årig dreng. Moderen og en nabo løb uvilkårligt ind over marken mod drengen med det resultat, at de blev dræbt af andre miner.
De blodige ulykker er i så høj grad blevet daglig kost, at de danske soldater i IFOR-fredsstyrken indrømmer, at man efterhånden kun reagerer med et skuldertræk, når ofrene ikke er nogen, man kender. Kun få soldater er blevet dræbt eller kvæstet af miner, men antallet af civile ofre er stort og voksende.
Andre ar efter krigen er de mange udbrændte huse i Maglaj, og ingen bygninger har undgået at få skudhuller. Byen, der har ca. 15.000 indbyggere, var på muslimske hænder under hele krigen, men serberne belejrede den konstant fra flere bakketoppe i byens udkant og var flere gange tæt på at kunne løbe storm mod byen.
Halvdelen af Maglajs indbyggere er flygtninge; derfor er behovet for nødhjælp stort. Byens serbiske indbyggere flygtede under krigen. Til gengæld blev omkring 40.000 muslimer fordrevet fra Doboj længere nordpå, der ved Dayton-freden endte på den serbiske side af adskillelseszonen. Af dem er 30.000 blevet genbosat i det område, som den danske bataljon (DANBAT) kontrollerer, bl.a. Maglaj.
”Behovet for nødhjælp er stort, for mange mennesker her ejer stort set kun det, de står og går i,” siger major Ole Lehmann Nielsen, der er officer for humanitære anliggender i DANBAT.
Hjælp fra Danmark
De danske styrker bidrager til genopretningen af området ved at køre nødhjælpsvarer fra UNHCR (FN’s Højkommissariat for Flygtninge) ud til Maglaj og andre byer i området. Denne mandag eftermiddag leverer fire camouflagegrønne lastbiler ifølge Ole Lehmann Nielsen bl.a. 2000 tæpper, fem kubikmeter tøj, 1200 køkkensæt, 1200 madrasser, 1000 par sko, 1500 soveposer, 5000 par sokker og 550 pakker undertøj.
Lokale beboere læsser papkasser, tæpperuller og tøjsække af bilerne med hjælp af danske soldater, der sveder grundigt i deres uniformstøj.
Tjekker for snyd
Varerne bæres ind i et sandfarvet pakhus med flere hundrede skudhuller, der ligger lige op til et gennemrustet jernbanespor.
“Nødhjælpen bliver uddelt af en komité under det lokale bystyre efter en liste over familier og personer, som de og UNHCR er blevet enige om. Vi kontrollerer efterfølgende ved stikprøver, om familierne har modtaget den hjælp, de er berettigede til – og om de har fået den gratis,” forklarer Ole Lehmann Nielsen.
Han erkender dog, at det er umuligt helt at undgå snyd og misbrug, når de sociale forhold er som de er.
Lokal arbejdskraft
DANBAT-majoren oplyser, at de danske enheder også på andre måder giver en hånd med i bosniernes arbejde for at genopbygge landet. F.eks. har ingeniørsoldater ved nogle lejligheder hjulpet med vejbyggeri.
“Men her er det et vigtigt princip, at vores hjælp ikke må tage arbejde fra lokale entreprenører. Og det er også ufravigeligt, at den hjælp, vi giver, skal fordeles ligeligt mellem kroater/muslimer og serbere.”
Ole Lehmann Nielsen mener, at indsatsen gavner danskernes forhold til lokalbefolkningen.
“De kommer til at opfatte os som hjælpere og samarbejdspartnere – ikke blot som kontrollanter.”
På ét punkt hører hjælpsomheden dog op. Alle danske militærfolk i området understreger, at soldaterne ikke deltager i minerydning, medmindre formålet er at hjælpe en af ‘deres egne’ ud af en knibe eller f.eks. at rydde plads til en lejr eller en landingsbane.
DANBAT-chefen oberst Jens Erik Frandsen understreger, at de tidligere fjender i krigen selv må rydde deres minefelter. Det har parterne også accepteret – i princippet.
“Men i vinter brugte parterne den undskyldning, at jorden var for hård til at rydde miner. Nu siger de, at græsset er for højt til, at man kan se dem…. I virkeligheden satser de på, at det internationale samfund vil komme med det nødvendige udstyr og rydde op,” vurderer oberst Frandsen.
Befolkningen trodser modigt minerne – og betaler dyrt for det. Og de fleste er enige om, at det vil tage mindst to generationer, før den daglige trussel fra jordbunden er fjernet.
