I 1950’erne stod Vesttyskland og Storbritannien for NATO’s flådeovervågning i Østersøen, mens det danske søværn ikke gik længere østpå end de bornholmske farvande. Men fra 1961 gik Søværnet helt østpå for at skaffe efterretninger – og man gik ofte tæt på modpartens skibe. Det skildres i Fjendebilleder – Peter Bogasons nye bog om Forsvarets Efterretningstjenestes kortlægning af Warszawapagtens militære formåen.
Den udkommer i dag, d. 2. april, og vi bringer et uddrag.
Søværnets såkaldte stjernepatruljer fik betegnelsen, fordi de pågældende sejladser i sejladsplanerne var markeret med et *. Det betød, at de sejlede under Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) bestemmelser. Som regel var der da også FE-officerer med om bord på skibene – typisk korvetter af TRITON-klassen.
Denne efterretningsaktivitet er ét af de forløb, der omtales i bogen Fjendebilleder – Forsvarets Efterretningstjeneste under den kolde krig af professor emeritus Peter Bogason. Den udkommer på Snorres Forlag i dag, den 2. april 2025, og forsvarshistorien.dk kan som det første medie omtale udgivelsen.
Stjernepatruljerne begyndte i 1961. De var en reaktion på, at FE – og dermed den danske regering – fra midten af 1950’erne med voksende uro havde kunnet registrere, at Sovjetunionens flåde udviklede sig fra at være beregnet på forsvar af egne kyster til at være et offensivt militært og politisk instrument.
Det var fra denne tid, den legendariske Nordflåde med base på Kola-halvøen blev opbygget med det mål at blive i stand til at afbryde NATO’s forsyningslinjer tværs over Atlanterhavet. Det var også på denne tid, at russerne med opsendelsen af Sputnik-1 – den første satellit sendt i kredsløb omkring jorden – demonstrerede evne og vilje til at blive højteknologisk førende.
I Østersøen blev billedet af den sovjetledede Warszawapagts massive militære overlegenhed understreget af ibrugtagelsen af sømålsmissilet SS-N-2 STYX i 1958. Det var en international milepæl i missilteknologi, og først mere end 10 år senere fik NATO et tilsvarende våben.
Bogen
Peter Bogason: Fjendebilleder – Forsvarets efterretningstjeneste under den kolde krig.
Udgiver: Snorres Forlag
Omfang: 168 sider – rigt illustreret
Udgivelse: 02/04/2025
Forbillede fra Hitlers marine
I denne situation var behovet stort på NATO-siden for hurtig og komplet information, der kunne give et helhedsbillede, der løbende blev opdateret. Fra dansk synsvinkel samlede hele fokus sig på Østersøen.
I 1950’erne var det imidlertid NATO-partnerne Storbritannien og – fra 1955 – Vesttyskland, der gik langt ud i Østersøen. Fra briternes side gjaldt det The British Baltic Fishery Protection Service, der blev oprettet i 1951. Vesttyskland var stadig under britisk og amerikansk militær besættelse, og formålet var angiveligt at hjælpe vesttyske fiskere, der blev generet af søpoliti eller krigsskibe fra østblokken. I virkeligheden blev inspektionsskibene brugt til efterretningsindhentning.
Men på et tidspunkt, da spørgsmålet om tysk genoprustning stadig var dybt kontroversielt, lod briterne i hemmelighed ’fiskeriinspektionsfartøjet’ MTB 5208 bemande med vesttysk besætning under kommando af den tyske kaptajnløjtnant Hans-Helmut Klose, tidligere chef for motortorpedobåde i Adolf Hitlers Kriegsmarine.
Klose og hans folk sejlede ifølge Bogasons bog rundt i den østlige Østersø med kraftigt lytteudstyr og observerede, hvad der foregik tæt på sovjetisk område. Det skaffede NATO en uvurderlig mængde information om sovjetiske radarinstallationer, kanonbatterier samt flybaser og øvelsesterræner i kystområderne.
Lige til grænsen
Søværnet havde konstant en minestryger og en orlogskutter på Bornholm. De arbejdede under en instruks fra Forsvarsministeriet, der indebar, at de ikke sejlede øst for meridianen, der går gennem Ølands sydspids og ikke nærmere sovjetisk kontrolleret område end 12 sømil.
I 1960’erne blev ambitionsniveauet imidlertid klart inspireret af kaptajnløjtnant Kloses resultater. Det begyndte samtidig med den politiske aftale, der i 1961 førte til oprettelsen af Allied Forces Baltic Approaches i Karup (BALTAP), der i realiteten var en dansk-vesttysk kommando.
Stjernepatruljerne førte herefter til sejladser, der gik indtil 3, 6 og 12 sømil fra henholdsvis Østtysklands, Polens og Sovjetunionens kyster – svarende til de daværende territorialgrænser til søs. De danske skibe gik ind imellem tæt på østblokkens skibe og aktivitetsområder. Det bringer Peter Bogason en håndfuld beretninger om i Fjendebilleder.
En af dem er den nedenstående fra plottergast Mogens Holm, der var tjenstgørende på minelæggeren FYEN.
Billede af FE’s daglige arbejde
Fjendebilleder, der er på godt 150 sider, behandler grundigt FE’s overvågning af de danske stræder og Østersøen, udviklingen af elektronisk krigsførelse, Warszawapagtens øvelser og taktikker samt dens muligheder for at foretage landgang i Danmark – kort sagt det trusselsbillede, der tegnede sig.
Bogen er rigt forsynet med kort, skitser, fotos m.v. Den har overvejende fokus på Søværnet, mindre på Flyvevåbnet og slet ikke på Hæren.
Peter Bogason var i sin ungdom i seks år artillerisergent på forskellige skibe, og i pagt med sit tilhørsforhold til Søværnet har han valgt at udgive bogen på årsdagen for Slaget på Reden, der blev udkæmpet den 2. april 1801 – for præcis 224 år siden.
—— —–
Plottergast Mogens Holm var i 1973 tjenstgørende om bord på minelæggeren FYEN. Skibet var ude for at observere nogle sovjetiske skydeøvelser. Det har han givet følgende beretning om, som vi gengiver efter tilladelse fra Peter Bogason og Snorres Forlag:
FYEN var udrustet til at foretage disse stjernepatruljer. Der var en del ekstra radio- og antenneudstyr (ECM). (…) Skibet lå på Holmen, og vi fik ekstra personel til betjeningen af ovennævnte udstyr, samt nogle russisk/ polsk talende folk. Så vidt jeg husker, var nogle af disse fra Hjemmeværnet.
O-rumsbesætningen blev briefet om den forestående tur, og det var første gang, vi skulle sejle operativt. Vi havde hidtil kun skullet assistere vagthavende navigatør med kurs og fart på andre skibe i forbindelse med navigationen, og til tider afholdt vi en øvelse med en kystradarstation, som vi måtte komme forbi. Nu fik vi at vide at vores plot skulle bruges og vi skulle medtage så megen information som muligt og lave det så nøjagtigt som vi overhovedet kunne.
FYEN afgik fra Holmen en formiddag ved 10-tiden og stod sydover i Sundet, og efter at have passeret Falsterbo Fyr gik det så østpå. Syd for Trelleborg fik vi som ventet følgeskab af en østtysk patruljebåd. Kursen var sat mod Rønne, hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen.
Patruljebåden vendte om og sejlede igen vestpå. Efter et par timer forlod FYEN atter Rønne, syd om Bornholm og videre østpå; denne gang alene. Tidligt den følgende morgen begyndte der så at blive livlig aktivitet, og vores ekstra besætning havde travlt.
Som menig plottergast fik vi ikke meget at vide om det der foregik, men kunne dog forstå, at der blev aflyttet kommunikation fra hhv. skibe og kyststationer. På et tidspunkt blev jeg kaldt på broen for at fotografere et fartøj. Det var en opankret pram med en form for kedel, som der var tændt op i, og et par master med nogle store radarreflektorer.
Det var det mål, der skulle skydes efter, og da vi nu befandt os på skydeområdet, kunne vi forstå årsagen til den livlige kommunikation. På turen hertil havde vi i søkortene udsat diverse skydefelter samt de territorialgrænser, der var gældende for de områder vi besejlede. Skydefeltet, vi lå i, var placeret dels inde i territorialt farvand og dels udenfor. Vi befandt os i internationalt farvand og blev altså liggende.
Et par fartøjer kom ud til os og fortalte, at vi lå i et skydefelt, og at skydning snart ville pågå. Vores chef fortalte at vi havde rorskade og ikke kunne manøvrere væk.
Kommunikationen fra deres side tydede på en vis utålmodighed og nogen irritation. Vores chef mente, at vi var i sikker afstand fra målet, men alligevel i en afstand at vi kunne registrere et nedslag, når de begyndte skydningen.
Nu kom der yderligere to fartøjer ud til os; denne gang noget større. Efter nogle timers snakken frem og tilbage, mistede de tålmodigheden med os. Der blev slået Klart Skib eller hvad det måtte hedde på russiske skibe, for nu pegede de på os med alt hvad der kunne peges med, og de kom tæt på FYEN, og snart var vi lukket inde af et skib for og et agter samt et på hver side, og således blev vi i denne formation eskorteret ud af skydefeltet.
Skydningen begyndte, og vi så således ikke nedslagene visuelt, men kunne spotte dem på radar. Først da skydningen var afsluttet, forlod vore oppassere os; den til luvart fik lavet en kraftig sort og olieholdig røg, som drev ind over os.
Efter denne oplevelse sejlede vi videre mod nord, og om natten mødte vi så en formation af landgangsfartøjer af POLNOCNY-klassen. Chefen vil kigge nærmere på dem og have noteret deres skrognumre, hvilket foregik ved at vi lyste på dem med vores store projektører.
Det gav en vis uro i deres formation, og snart var deres ‘formation one’ splittet og på radarskærmen lignede et mikadospil. Jeg tror, at det var en slags tak for sidst fra vores side, men fik det selvfølgelig ikke bekræftet.
Det skulle dog ikke blive det sidste sværdslag i den kamp. Næste dag, sidst på formiddagen blev vi indhentet af et stort fartøj, som længe lå agten for os. Omkring middagstid begyndte den at komme rigtig tæt på og overhalede os med få meters afstand og det gentog sig fra forskellige vinkler.
På et tidspunkt kom den fra bagbord i høj fart, og havde FYEN ikke bakket, så hele skibet rystede, ja, så havde en kollision været en realitet. Der blev selvfølgelig protesteret via radio, men uden respons.
Vi samlede alt hvad vi havde af plot, dagbog og fotos af begivenhederne og alt blev hentet om aftenen af en helikopter fra Flyvevåbnet. Jeg mener at kunne huske at materialet skulle bruges som bevis for situationerne, og at der blev indgivet en officiel klage, men det fik vi ikke noget at vide om.
