”Man lærer at leve med sårbarheden og accepterer at døden måske ikke er det værste,” fortæller feltpræsten Jes om sine udsendelser.

”De tre måneder, jeg var i Patrol Base Line, var der 23 angreb. Her får soldaterne bare at vide: Fletten er her. Nu går vi henover den. Og så tager vi de kampe. Og så går vi hjem igen. Pas på jer selv. Duk jer,” fortæller feltpræsten Jes.

Jes har været udsendt en gang til Irak og to gange til Afghanistan, og han forklarer udtrykket Flet således: ”First Line of Enemy Troops. Man arbejder simpelthen med begrebet Flet, altså hvor man har en linje på kortet, der siger, at her er fjenden. Og hvis vi bevæger os herud, så kommer vi i kamp.”

Tæt på Fletten

På begge udsendelser til Afghanistan er Jes helt ude ved den forreste linje, og det har bestyrket hans tro på, at der er en gud, der tager hånd om skæbnen.

”Tilfældigvis har de to kompagnier, jeg har været med i, ligget ved Fletten. På Hold 10 i det der hed Patrol Base Line, der var Fletten altså meget, meget tæt på. Det var noget med 50 meter fra lejren. Selvom man var i lejren, var man ikke home safe,” fortæller Jes. Han er til daglig præst i Striib ved Middelfart, har netop haft sølvbryllup med sin kone Karen, og sammen har de fire drenge.

Der er seks dødsfald på Jes’ første udsendelse på Hold 5. Og fire dødsfald på Hold 10. Så det kræver en vis portion mod at gå patrulje.

”Jeg var ikke selv med ud at gå på Fletten. Det var alt for risikabelt. Jeg har ikke evnen til det. Jeg har ikke konditionen. Jeg har ikke motivet, og jeg har ikke modet. Men soldaterne gjorde det jo hver dag,” siger Jes.

Vorherres hånd

I filmen ”Gud på patrulje” kan du høre feltpræsten Johns forklaring på den høje andel af soldater, der finder troen under udsendelserne. Jes forklarer, at soldaterne er nødt til at lægge skæbnen over i en andens hænder for at kunne klare presset. Hvert skridt du tager kan udløse en bombe og hvert hus kan gemme en fjende.

På et tidspunkt kommer man over på den anden side af det der bjerg af frygt foran en. Og så siger man; “Gud i vold.” Jeg er nødt til at lægge mit liv i Vorherres hånd. Hver eneste dag. Og hvis han vil have, at jeg skal dø her, så skal jeg dø her,” forklarer Jes.

Sårbar

Der er ikke afgørende for Jes, om soldaterne tror på Jesus Kristus. Men noget skal man tro på. ”Der er rigtig mange soldater, der også delte den opfattelse. Uanset om vi formulerede det forskelligt. Nogle vil hellere have Thor og Odin og alt det halløj. Og det er superfint for mig. Der er ikke den helt store forskel på, hvad ønsket og længslen er. Inde i hjertet hos hvert enkelt menneske,” siger Jes.

Jes er i dag en ivrig foredragsholder, hvor han fortæller om sin tid som feltpræst og de tanker og oplevelser, han selv og soldaterne har. Og det er store spørgsmål, man stiller sig selv, ude på patruljen. Man bliver afklaret og lærer sin egen sårbarhed at kende.

”Livet er sårbart. Og man lærer at leve med sårbarheden. Og man lærer at acceptere, at døden måske ikke altid er det værste. Det er faktisk ok,” slutter Jes.